Hvor jeg dog bare forstår Julie Andrews rolle Maria i Sound of Music. Jeg er forelsket – ikke kun i min mand, men i alperne. Hold nu k… hvor er det smukt. Jeg kan kun rigtig mindes en gang, jeg har kørt i bjerge i USA i Blue Ringe Mountains, der også var helt fantastisk. Men altså alperne er jo bare lidt tættere på 😉

Vi kørte fra Füssen ved 9.30 tiden og jeg har i 3 timer stirret uafbrudt på landskabet – fuldstændig fascineret og bjergtaget. Det ord giver bare så meget mening 🙂 Vi havde en fuldstændig uproblematisk tur uden køer og da vi var kun en halv time væk fra vores destination, holdt vi ind på en rasteplads på motorvejen, men jeg siger jer, det er altså noget andet at holde på rasteplads i alperne end på de tyske motorveje 😀 Vi blev en halv time, det var 20 grader og solskin, vi nød bjergene og vi spiste vores medbragte sandwich smurt ved morgenbordet på hotellet.

Derefter var det stort set af motorvejen og ad små veje til Ortisei. Her har vi indlogeret os på Hotel Adler Resort Dolimiti – et 5-stjernet spa-resort, hvis service og smukhed jeg sjældent har set. Vi kom et par timer for tidligt ift. check-in, men vi kom ind til skranken og fik os registreret og der tilbød hun os en helt gratis velkomstdrink (alkoholfri, men så lækker), mens vi stod og checkede ind og fik alle informationer. Dernæst instruktioner om parkering og så måtte vi lige vente lidt for at få vores kort (som hun beklagede, selvom vi jo først måtte checke ind fra 15.00). Vi besluttede os for at gå en tur i Ortisei. Hvis ikke I har set billeder endnu, så er de på Facebook og Instagram. Igen en helt fantastisk hyggelig by. Jeg elsker tyrolerlandet, det er da slet ikke til at stå for. Fantastisk arkitektur og et smukt sceneri i baggrunden med bjergene.

Vi kom retur ved 14-tiden (stadig en time før check-in), og hun genkendte os med det samme og vinkede til os og sagde, at vores værelse var klar. Baggagemanden havde selvfølgelig taget vores baggage inden vi parkerede bilen tidligere og han var allerede på vej til værelset med vores baggage. Vores værelse er fuldstændig himmelsk, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal beskrive det. Alt er så smukt og vi har en altan med udsigt til Secada, bjerget vi skal bestige i morgen (og nej, vi skal ikke rigtig bestige det, vi tager en lift op ;-)).

Kl. 15.00 havde vi booket en 50 minutters muskelafspændende massage for at prøve at få vores kroppe til at slappe af. Hun fik lige fat i mit onde sted, og det var hårdt, men ok. Jeg har i øvrigt fået henvisning til reumatolog, når jeg kommer hjem. Dernæst en tur i saltgrotten, hvor vi lå vægtløse i saltvandet i 30 minutter efterfulgt af 20 min. salt sauna og dernæst et koldt bad. Spa gør virkelig noget godt for krop og sjæl.

Derefter var vi godt møre og gik så i baren, som selvfølgelig ville levere to drinks til værelset. Kun få minutter senere bankede det på døren og der kom vores Espresso Martini og Cosmopolitan sammen med både kiks, chips, pistacienødder og wasabinødder. For snacks skal man da have (også selvom vi ikke havde bestilt det). Jeg ved ikke, hvordan det skal gå, når min løn bliver ingenting. Jeg elsker luksus 😉

Nu lyder det som om, at vi altid rejser sådan, det går vi selvfølgelig ikke, men denne gang har vi tilladt os disse to dage i luksus, fordi vi ikke har rejst i halvandet år. Og jeg er så taknemlig for min mand og for disse oplevelser. Fortsættelse følger i morgen 🙂

En af de ture, jeg havde glædet mig rigtig meget til, men som var lidt en skuffelse. Lad mig lige tage den fra begyndelsen. I går aftes brugte jeg noget krudt på at finde et kort over ruten, som går fra Würtzburg til Füssen og er 366 km lang. Den blev grundlagt i 1950 og er i virkeligheden en markedsføringssammenslutning mellem en række byer hernede for at få folk rundt til dem – smart tænkt og der er både busser og toge, der kører rundt på ruten, hvis man ikke har bil. Du kører ad små veje, gennem små hyggelige byer og i en skøn natur – men som ville have været endnu skønnere i maj-juni, hvor de mange solsikkemarker ville have været i fuldt flor, hvorimod de nu var visne og hang med hovederne.

Nåmen, altså det var jo stadig skønne små hyggelige byer og vi kørte langs flod det meste af vejen også. Vi stoppede et par steder, fordi der var noget billedværdigt. Efter at have kørt i omkring 3 timer, blev vi enige om at stoppe i Creglingen for at få noget mad, da det var en særligt hyggelig lille by og det passede meget godt med tidspunktet omkring kl. 13.00. Det var også virkelig en sød lille by. Og de havde en turistinformation dedikeret til Romantische Strasse, hvor vi kunne se et kort over hele ruten med kilometerangivelse. Og vores øjne spærrede noget op, da vi så, at vi kun havde kørt omkring 50-60 km på 3 timer og ruten jo var 366 km! Så forstår jeg bedre, at de siger, at det tager 4-5 dage at køre den 😉

Det gik jo ikke rigtigt, så vi blev enige om at afbryde turen og køre på motorvejen, for der var stadig 3 timer til Füssen derfra og vi kunne godt se, at vores middagsreservation i Füssen var i fare. Så vi droppede frokosten også, da der kun var et ølhus i byen og det var vi ikke lige til. Så dermed fik jeg også lige den klassiske Bratwurst på rastepladsen, da vi kom på motorvejen 😀

Så jeg fik kun set de første 50-60 km af den. Kunne stadig godt tænke mig at se resten, men i foråret, når alting blomstrer. Jeg lægger billeder op senere i aften, når vi har været ude at spise. Füssen skulle nemlig også være rigtig hyggelig, så mon ikke der kommer et billede mere eller to. Og nu er vi jo så ved kanten af Østrig og dermed også bjergene, som er lige foran os. I morgen venter turen igennem Østrig og til Dolomitterne til to dages vandring og spa og dermed også afslapning efter en del køretid i bilen. Det glæder vi os rigtig meget til 🙂

Så kom vi afsted på Peters første rigtige køreferie i Europa og et gensyn for mig med de tyske motorveje. Vi kørte kl. 07.00 og landede 18.30 på Best Western Rebstock Hotel i Würtzburg. Vi kom en time senere end forventet, da der som altid er vejarbejde, der giver kø, men gudskelov for Google Maps, der ledte os udenom køen både ved Lübeck og mellem Hannover og Hamburg, for der var over en times kø for at komme henholdsvis 4 og 10 km, så vi sparede sammenlagt 1,5 time ved at køre udenom. Peter konstaterede undervejs, at der godt nok var mange byer, der hed Ausfart – min mand har humor 😉

Vel ankommet til Würtzburg troede vi først, at det var en lidt kedelig by. Vi var jo kun kørt igennem det yderste og ind til hotellet, men der tog vi fejl. Hotellet var heldigvis i gåafstand til indre by og vi trængte til at røre os, så vi besluttede at gå ud i byen og finde en restaurant, selvom vi var trætte. Indre by summede af liv, butikker var stadig åbne og alle restauranter faktisk fyldt. På vejen undrede vi os over, at der var en kæmpe samling mennesker på en lille vej fra et torv og besluttede at kigge nærmere på det efter maden. Vi fandt et sted at spise, hvor jeg kunne få min længe ventede wienerschnitzel, det skal man jo have! Derefter gik vi forbi Marienkapellet, en stor kirke med næsten røde søjler oplyst i mørket, meget flot. Derefter igennem Würtzburgs indre gader med det gamle rådhus, sporvogne, farvede huse og brosten. Og så kom vi tilbage til torvet og de mange mennesker oppe af den lille vej. Det viste sig, at det var vejen til Alte Mainbrücke, en gammel bro kun for fodgængere og cyklister, og at der var vinfestival i byen, så folk kunne hente vinglas bl.a fra Brücke Weinshop på broen, der i dagens anledning havde lavet vinsmagning. Og det var store vinglas! Og der var måske mere end hundrede mennesker på broen, der hyggede og drak vin og spillede musik på højtalere. Det var en sand begivenhed og i øvrigt en vanvittig smuk bro med floden og udsigt til den gamle fæstning i byen, som selvfølgelig også var oplyst. Vi var dog for trætte til at deltage i festlighederne, men altsammen en skøn oplevelse på førstedagen af vores ferie. I morgen venter die Romantische Straße.

De sidste tre dage har været helt utrolige, selvom det har involveret nogle kørte km og mindre solbadning i vores hus i skoven. Som titlen antyder, så er det at rejse virkeligt at leve med tanke på, hvad livet byder én hernede i Toscana. Igår var Anja og jeg i Bagno Vignoni og besøge Marianne, Casper og Amalie på deres skønne hotel Posta Marcucci, og vi må bare sige, at det dels var skønt at have nogle timer og en dejlig frokost med de tre fra Ålsgårde, men det var dels også en stor oplevelse at se Posta og fornemme den stemning og den kvalitet, som de er faldet for med det hotel og omgivelserne i byen. Hele Bagno Vignoni indbyder til afslapning i en grad, så man risikerer at falde til, hvis ikke ligefrem at falde i søvn, men det er vist også meningen, nu da det er et spa sted.

Efter Antinori besøget mandag skulle man tro, at det var slut med vinudflugter og med Antinori, men sådan er det ikke, når man er i Toscana, for i det sydvestlige hjørne af regionen ligger Bolgheri distriktet, hvor man har samme mikro-klima som i Bordeaux. Det betyder faktisk, at de hos Ornellaia kan lave ligeså god vin som i det franske, og med samme druer (Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot), og priserne ja de er fulgt med op siden de første Ornellaia årgange så dagens lys i 1985. Lige nu ligger Ornellaia i 2.000-2.500kr pr. Flaske i DK for nye årgange, og de har et autencitetsstempel på hver flaske, så man altid kan slå op på Ornellaia’s hjemmeside og sikre sig, at flasker man køber er autentiske. 2015 Ornellaia var én af de første vine til at få 100 point hos folk som Robert Parker og Wine Spectator, en udmærkelse de bl.a. deler med store vine som Solaia og Sassicaia.

Sjovt nok var Antinori medstifter af Ornellaia i 1981, men har siden solgt til Robert Mondavi, som igen har solgt til Frescobaldi dynastiet, de nuværende ejere. Caro, Jake, Peter og undertegnede brugte således en eftermiddag i tirsdags på en udflugt til Ornellaia med en komplet tour rundt på deres estate, på deres winery (ikke et græsstrå står forkert) og afsluttende med en tasting med alle deres vine, olie og grappa. Det var meget spændende og en stor oplevelse på alle måder, da vi kun var os 4 og et østrigsk par på hele turen, så vi fik meget personlig behandling, og vi måtte naturligvis have nogle flasker med hjem af både 2016 Ornellaia, deres 2. Vin Le Serre Nuove dell’Ornellaia, deres olie og deres grappa. Til info har vores 2016 årgang fået 98 point hos de ovennævnte og hos James Suckling og Wine Advocate.

Idag er helt og holdent reserveret til sol og pool her på matriklen Villa Casenovole, men i aften sætter vi igen trumf på med Steak Fiorentina på grillen købt hos den lokale slagter, inden fredagen byder på stille og rolig afslapning med nedpakning og en umulig opgave med at finde plads i bilerne til alle de flasker vin, som vi fik købt i total sindssyge. Hvis vi ved at smide tøj og kufferter i storskrald hernede efterfølgende lykkedes med at finde plads til vinflaskerne i bilen, så bliver jeg nødt til at købe et ekstra vinkøleskab ned til kælderen, hvor fanden skal jeg ellers opbevare alt det vin henne ???

Lad os håbe, at jeg stadig synes, “at rejse er at leve”, når bilen skal pakkes imorgen, og når vi med stor sandsynlighed ryger ind i en kø eller to på vej hjem…

Ciao fra Obersten

Hej derhjemme.
Der er sket meget siden sidste blog, vi er kørt til et nyt hus til lidt syd for Siena, vi har været på fint vinbesøg, har haft besøg af min italienske kunde og det altsammen på ganske få dage, så nu får I lige lidt flere detaljer.

Det kan godt være, at Antinori familien bor i et kæmpe palads inde i Firenze og har bygget et nyt HQ lige syd for Firenze med vinmarker på taget og en byggepris på 1 mia. Kr., men her hvor vi bor, i Villa Casenovole, befinder vi os midt ude i et naturreservat af en skov, og det eneste man kan høre er vinden, fuglene og indimellem et grynt af et vildsvin, der bevæger sig udenfor vores indhegnede grund. Prøv at søg på Villa Casenovole på Google Maps, og I vil se, hvordan den ligger. Der er 3km smal grusvej gennem skoven for at komme til villaen, som oprindeligt er fra 1870, men den er komplet renoveret for ca. 10 år siden, hvor ejerne nænsomt har brugt lokale materialer men altså kun den bedste kvalitet marmor, rustfrit køkken, håndlavede terracottafliser og den største lækreste saltvandspool med udsigt over skoven og de toscanske bakker. Det er et kæmpe hus og det lækreste og flotteste, vi har boet i hernede, og det er totalt syret, at bo helt for os selv herude i en fredet skov.

Vejret har siden ankomsten været varmt men lidt ustabilt og med 7-8 m/s vind, men det skulle ændre sig i løbet af imorgen til at blive helt skyfrit og 35 grader, heldigvis forbliver vinden rimelig stærk, så solbadning og pool-badning bliver ikke noget problem, og vi har planlagt det godt med, at vores kulturelle opgaver og udflugter er placeret her i de første dage. Igår havde vi besøg af min italienske kunde Mirko, som med samleveren Benedetta var kommet fra Sansepolcro på den anden side af bjergene for at hilse på og lave ordentlig italiensk pasta til frokost. De medbragte det hele og efter poolvolley og en øl var der Pasta alla Gricia. Som altid i toscana simpel mad med gode råvarer, det er blot god pasta, pecorino ost og så Guanciale, som er bacon fra grisens kind. Super lækkert var det, og det samme var det at have besøg af Mirko, i tilgift fik vi lige ordnet lidt forretning, nu da det var næsten to år siden, vi havde set hinanden.

Idag var dagen så helliget Antinori, Marchesen, vinen og deres kæmpe winery fra 2012. Jeg skal nok sende nogle billeder på WhatsApp’en, for det er en utrolig arkitektonisk bedrift de har begået. Det er simpelthen bygget ind i de bløde Chianti vinmarker, så man ikke ser den enorme bygning i 3 etager medmindre man ser virkeligt godt efter, for der er vinmarker overalt omkring den. I kan også prøve at google den på https://www.antinori.it/en/tenuta/estates-antinori/antinori-nel-chianti-classico-estate/

Vi gik bare rundt på egen hånd og var så i deres shop for at smage og købe lidt vin. “Lidt” blev det til med 6 kasser vin og en hel kasse olivenolie til hver familie, og det må I se og smage en anden god gang, problemerne kommer først rigtigt på fredag, når vi skal pakke bilen til hjemturen…men hvad gør man ikke som tro væbner (eller skal vi sige storkunde) til Marchesen!

Nu går turen til et lokalt pizzeria, så I må have mig undskyldt indtil næste blog.

Kram fra Italien

Nu tror I nok, at vi har tænkt os at være vågne hele natten hernede i Piemonte, men det er faktisk ikke meningen med titlen. Nej i stedet henviser den til en speciel aften, som alle, der har prøvet at tage et cruise, kender til. Det er kaptajnens aften, hvor han mænger sig med passagererne, og hvor alle møder op klædt helt i hvidt ligesom kaptajnen i hans fine uniform. Vi har utrolige minder om vores cruise med Anne & Peter i Caribien, så vi besluttede inden afrejse fra DK, at der skulle være en White Night i Piemonte og én yderligere i Toscana i næste uge.

Ikke nok med, at vi alle klæder om til hvidt tøj (og pænt), så er maden og vinen også tilpasset en White Night. VI har købt en frisk lakseside og skal have kartofler i ovnen samt dampede grøntsager, og dertil er der naturligvis white wine og ligeså selvfølgeligt italienske af slagsen fra Friuli og fra Trento, to nordlige regioner, hvor pinot grigio og chardonnay hvidvinene er friske, sprøde og lækre. Som aperitif er der Magnum champagne Moët & Chandon, som Jake købte til os i lufthavnen i Kbh. Som tak for, at vi tog ham med på ferie. Imorgen fortsætter vi med at smæske os i lokale råvarer med Asti Spumante til aperitif inden vi tager på restaurant og håber at finde flere gode Barolo, Barbaresco og Barbara d’Asti rødvin på menuen.

Således er det ikke fordi, at vi har forladt rødvin i vrede eller deslige, for igår lavede jeg lasagne til hele banden og dertil fik vi 2 fl. Banfi Brunello di Montalcino fra 2015 og 2 fl. Lokale Barbera d’Alba 2016 her fra Piemonte, det var faktisk ikke så ringe :-), og i den kontekst kan jeg fortælle, at programmet for næste uge er ved at falde på plads. Søndag kommer min italienske kunde Mirko, hans kæreste og hans søn forbi i vores sidste hus, tirsdag skal Jake, Caro, Peter og undertegnede besøge vingården i Bolgheri, hvor de producerer den kendte og meget dyre Ornellaia rødvin, som vi (blandt en del andre) også skal smage, og torsdag besøger vi alle 10 mand høj Antinoris relativt nye 1 mia. Kr. Dyre HQ lige syd for Firenze. Derudover er der planer om en frokost med Marianne & Casper enten på deres lækre hotel Posta eller hos os i huset, vi får se.

Tilbage til nutiden her i Piemonte, hvor Anne & Peter har været en tur i Genova idag, og hvor vi har været en tur på skadestuen med Jake, da han havde en prop i øret og (viste det sig) en betændelse, som skal have øredråber. Heldigvis var det italienske personale utroligt søde, for der var kø og lang ventetid, men da de ikke kunne kommunikerer med Jake på engelsk, så tog den eneste der kunne, dvs. cheflægen, selv fat og fik Jake hurtigt igennem systemet. Vi var ham meget taknemmelige for, at det ikke blev en helt anderledes “White Night” med udsigt til hvide kitler, og på bare to timer var vi hjemme igen ved den skønne udsigt, huset og poolen.

Apropos poolen, så tror jeg sørme, at den nu kalder på mig med sin karakteristiske bløde bjergstemme og lokker med et svalende bad og en svævende udsigt, så nu må I have mig undskyldt og på gensyn I kære mennesker derhjemme.

Obersten

Så kom vi til Piemonte, nærmere betegnet til Roccaverano, som ligger i 800m’s højde ca. Halvanden times kørsel nord for Genova. Vi har lejet huset af danske Hans Ulrik Stæhr, som sammen med sin kone har firmaet Rodtnes Bags, og som har gennemrestaureret en faldefærdig gammel ruin, så det idag fremstår lækkert og nordisk indenfor og tro mod Piemonte arkitektur udenfor med de karakteristiske rå sten.

Som I har kunnet se på min video, så ligger huset helt utroligt flot oppe på bjerget med en infinity pool, der har udsigt over dal og bjerge østligt og sydligt for den lille bjergflække Roccaverano. Det er helt uden sammenligning den vildeste pooludsigt vi nogensinde har set, og vi kniber os i armen hver aften, mens vi sidder og kigger ud over den og landskabet og nyder et ekstra glas vin.

Beliggenheden betyder så til gengæld også, at det med at handle og slippe af med skrald er en større operation, så det gør man ikke hver dag, da vi skal til Acqui Terme ca. En halv times kørsel herfra for at finde et større supermarked. De 4 mænd i selskabet kørte dertil igår og læssede Peters VW Touran og medfølgende tagboks til randen med 60L vand, 12 flasker rødvin, hvidvin, rosé, sodavand, diverse mad osv., så efter 3 timers hårdt arbejde var en dukkert og en kold øl absolut nødvendig i heden fra de 30 grader hernede. Det krævede altså mere end mus til at slæbe alt det, til gengæld stod damerne så for frokosten :-).

Apropos mus, så er det én af de ting man må leve med heroppe i bjergene, og vi fik fanget to igår, men det er blot en brøkdel af de mus der er her kan vi høre, og man skal lige vænne sig til lyden af dem på loftet samt tanken om og synet af alle de andre spændende (kryb)dyr såsom skorpioner, edderkopper, kæmpe larver, græshopper og biller, når man skal lægge sig til at sove. Alle dyr er bare større hernede, og heldigvis for vores allesammens søvn, så er Peter den store dyrefanger, han er ekstremt modig og alle damerne er ham uendeligt taknemmelig, ja og det er jeg faktisk også, den tjans må han gerne beholde.

Idag er dagen efter Vingegaards store imponerende og for fremtiden meget lovende bedrift i Touren, den mand har da bare haft gode ben og er mega cool. For os hernede er det gode maver og mega varmt med afslapning og badning, men det er også 10-kamp dag, hvor vi på tomandshold skal dyste i Roccaverano mesterskaberne i:

Pétanque, strandtennis, rafling, Kongespil, hurtigste bane i pool, flotteste spring i pool, hurtigste dykning efter 3 ting i pool, hurtigste bane liggende på luftmadras i pool, hurtigst op og ligge udstrakt på oppustelig hummer i pool og endeligt største plask i pool. Vi vil offentliggøre vinderne senere på denne blog, og én ting er helt sikkert, nemlig at mændende vil gøre alt for at vinde kampen og kampen mod musene.

Kæmpe kram fra Obersten

Lige siden vi kom her til Villa Santa Virginia har der været masser af ting at glæde sig over. Vejret er godt, selskabet er godt, vi slapper af og alle er ved at komme ned i gear. Børnene har lært at sige og smage Chianti, vi spiller kort og rafler Yatzy, vi har alle fået den obligatoriske solskoldning, og i aften vover vi os ud at spise på den bedste restaurant Montaione har at byde på. Det er ikke fordi de pizza’er vi hentede derinde i byen igår på en anden restaurant var dårlige, men vi vil også gerne opleve de lokale og deres forhåbentligt simple, lækre og toscanske tryllerier.

Men ligeså dejligt det er at komme ned i gear og iagttage italienernes rolige og afslappede tilgang til livet, ligeså irriterende kan det forekomme, at tingene bare foregår på en anden måde hernede som i “langsomt”. Der er nemlig én ting, som konstant er på alles læber hernede i villaen, og det er ikke to bogstaver (som i EM), nej det er tre bogstaver som i “TIM”.

Inden jeg afslører hvad TIM står for, så skal det siges, at det problem vi oplever skam også kan opleves magen til i Danmark, altså at man står uden vand, el, varme eller internet – de 4 livsnødvendige services vi alle tager for givet, og som skal fungere upåklageligt hele tiden, da vi ellers ikke kan leve vores moderne online liv i overhalingsbanen. Men hvad hvis vi mangler internet?

Det er faktisk muligt at overleve uden har vi konstateret, for TIM (Telecom Italia Mobile) har mod forventning og ikke som lovet repareret den mobilantenne som forsyner området her omkring Montaione med 4G, og dermed virker det 4G hotspot, som udlejer har stillet til rådighed, ikke. De unge mennesker her i villaen er rystede over, hvordan TIM kan negligere så vigtig en ressource, så livsnødvendig en service, men det er så her pool’en og medbragte bøger er livlinen, der redder dagen og kortspil samt terninger redder aftenerne.

Vi overlever altså (og pigerne har fået carte blanche til eventuelt at kunne købe mere 4G fra 3 i DK), men det skal da gerne noteres derhjemme i lille Danmark og i familien Steenstrup, at jeg bruger de sidste sparsomme Mbit der resterer i juli på 4G abonnementet på min arbejdsmobil på dette Blog indlæg, for det kan da godt være, at de unge ikke kan undvære deres Instagram eller Snap, men at I skulle undvære et blogindlæg ville da være helt vildt alvorligt, altså som i livsvigtige opdateringer 😱

To be or not to be ONLINE that is the question 🤓, men nu er et endnu større spørgsmål så, om en velfortjent drink skal være en GT eller en Aperol Spritz…hmmmm jeg tror jeg overlever uanset.

Obersten

Hej derhjemme, så blev det tid til det første blog indlæg i denne sommerferie fra vores selvvalgte eksil i Italien. 

Vi bor i et kæmpe hus udenfor den lille by Montaione, og det er fuldstændigt som vi havde forventet, dvs. vi er omkranset af store bløde Chianti marker og cypresser, cikaderne larmer, poolen køler og vinen er god. Men det er jo Italien og der har været Corona i lang tid, så huset bærer præg af, at det ikke har været brugt i næsten to år, så der var lige et par fejl og mangler der skulle udbedres efter ankomst, hvilket italienerne ikke helt har forståelse for, men de gør det så alligevel og med et stort smil, når vi ønsker dem tillykke med EM. Finalen så vi her i huset, da vi ikke mente, det var helt Corona sikkert at tage ind til byen og se det på en bar, selvom det havde været sjovest, men der var fyrværkeri fra alle småbyer rundt om huset.

Vi kom ellers først til et andet fint toscansk hus i lørdags, for vores Tiguan havde fejlagtigt intet Navigationskort udenfor Danmark installeret fandt vi ud af, og Google Maps havde fundet et andet hus der hed Villa Santa Virginia ca. 1 times kørsel herfra syd for Siena, som ved afgang fra Danmark så ud til at ligge rigtigt, så der kørte fam. Steenstrup frejdigt hen og fandt en italiensk familie, som lige var ankommet og havde betalt for huset. Jeg gik straks i “det er altså vores hus” mode, indtil jeg så hvor poolen lå og kunne se, at det ikke var ligesom på billederne. Ud i bilen igen og køre en ekstra time tilbage nordpå hen til det rigtige hus…prøv at gæt om jeg var populær efter tre dages kørsel!

Ellers nyder vi huset og selskabet fra Inge og Jakob og børn, nu dag det tredje ben i vinklubben Helle og Ulrik måtte blive hjemme, da sønnike Christian havde fået Delta variant Corona. Vi laver selv mad og i går grillede vi de største vildeste Fiorentina bøffer på grillen hvortil vi havde købt ind til en Chianti Classico smagning blandt 4 lokale producenter, det var lækkert og pigerne var meget engagerede i vintesten.

I dag har vi været i Siena, som er en skøn by med kaskader af flot gammel og autentisk arkitektur samt et væld af museer, som vi dog ikke fandt nødvendige at frekventere, det er vel for pokker ferie. Ferie syntes en del andre danske og tyske turister til gengæld også de havde og ville bruge dagen i Siena, så vi listede lidt rundt langs bymurene og fandt et lille herligt frokoststed, hvor vi kunne putte os under parasoller og nyde livet.

Nu kalder en Chianti Classico på mig, men vi tales ved en anden dag.

Kram fra Obersten

(I stedet for et julebrev)

Jeg kan se, at alle medierne er enige om at 2020 vil gå over i historien som et annus horribilis. Covid19 har sat dagsordenen hver eneste dag siden marts, og især i disse dage kan det være svært at holde humøret oppe.

Og, det er da også triste tider. Alligevel vil jeg forsøge at huske 2020 for de mange positive højdepunkter i familien:

Karoline og Elliot flyttede hjemmefra. Nogen ville måske synes at dette var trist, men det har været skønt at se de modne, unge mennesker sprede vingerne ud og forlade reden. Et nyt kapitel for dem, starten på slutningen af årene med hjemmeboende for Malene og jeg. Samtidig blev Elliot student og Karoline startede på Uni (dansk). Stort! Sofie og Marie blev 18. Voksne mennesker nu, der tænker over verden omkring dem. Sofie fik sit kørekort og Marie startede 3. G. Camille blev konfirmeret. Frederiks fest blev desværre udsat et år (men så passer det også med at han skal fejres inden han starter efterskole), det var et håndgribeligt bevis på Covid19-effekten. Camilles fest blev lige som hun havde ønsket sig det, hvilket egentlig er utroligt taget Covid19 i betragtning, men midt-juni viste sig at være et sweetspot. Heldig timing.

Netop i dag 🙂 tænker jeg, at Malene og jeg har haft et dejligt år på trods af alle de udfordringer 2020 bød på. Med morgenkaffen i hånden i sengen her til morgen, konstaterede jeg at hvis vi kan være så glade for hinanden, selvom vi har gået op og ned af hinanden stort set alle dage i året, så må det være fordi vi gjorde det rigtige for 2 år siden. Jeg har altid været lidt af en romantiker…

Dette skal ikke være et skønmaleri. 2020 var led til tider, og vi savner livet uden for husets vægge. Det har været hårdt at skulle tage grådkvalte samtaler med børnene om hvorfor de ikke kunne det ene eller andet pga. Covid19. Det har været hårdt hele tiden at skulle tænke risikovurdering i alt hvad vi gør – især når tåber bruger de sociale medier til at vise at de i hvert fald er ligeglade. Måske netop derfor, er det dejligt at se vores unge mennesker være ansvarsbevidste.

Vi er klar til at feste med jer, når vaccinen er rullet ordentlig ud. For I bliver alle vaccineret, når I får tilbudet – ikk’? Ellers kan I godt regne med et par alvorsord til jer fra min side!