God aften eller god morgen derhjemme. Fra loungen i Newark lufthavn får I her den sidste opdatering fra obersten og hans specialtrænede elitekorps af feriefolk.

Der var helt uventet brug for specialtræningen, da vi som de absolut sidste gæster (!) gik fra borde på Harmony of the Seas, for en farlig og ukendt agent havde på mystisk vis fået snuppet Caros kuffert i den store ankomstshal for Royal Caribbean (RC), hvor 6.000 stopmætte, brune og voldsomt forkælede krydstogtsgæster prøver at finde hoved og hale i bagagelevering, told og paskontrol. Endnu mere uventet og utroligt var det, at synderens efterladte kuffert og bagagemærke afslørede, at manden kom fra Danmark og af alle steder fra Esbjerg! Vi ringede til ham 3 gange men uden held, og sendte derefter spejdere ud blandt de mega lange køer til paskontrol. Manden var dog væk, og da en venlig RC medarbejder bad os om at gå i en anden lang kø, var vi sikre på, at spillet om den sorte kuffert var tabt. Lige indtil oberstens trænede øje fokuserede på en kuffert 20 meter længere fremme i køen. Manden var mistænkeligt mørk, men alligevel fik seniorsergent Carolinski ordre på at udfordre manden i en direkte duel, vind eller se din kuffert forsvind(e)!

Carolinski gik direkte i kødet på manden og fik hurtigt identificeret sit navn på kuffertmærket, så uden omsvøb kom det fra den tapre soldat: “Du har vist taget den forkert kuffert” (og hvis du ikke giver den tilbage, så er du færdig). Manden fattede kun langsomt at spillet var ude, men efter at have kigget sig lidt omkring og set, at der stod en hel specialenhed og kiggede ham surt i øjnene, så overgav han sig uden videre kamp. Om det var Carolinskis smukke ydre, eller om manden bare var en træg vestjyde, det skal jeg ikke konkludere på her, men en katastrofe blev med lidt held afvist, det var det vigtigste.

En anden omend noget mindre katastrofe ramte os en time senere, da vi af en kulsort og meget lækker Mercedes limousine var blevet sat af på Trump International Beach Resort i Miami North Beach, stedet, hvor vi allerede efter sidste ophold på Trump i Las Vegas med rejsefællerne fra Herning, besluttede at skulle tilbringe de næste 3 dage i sus og dus mod at betale en fyrstelig hotelleje. Smuk indkørsel og bellboys i uniformer, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at det 5-stjernede luksusresort var blevet ramt af samme syge som hr. Trump selv lider af: For meget facade og fake news.

Omend stadig lækkert og med fuld service, kæmpe poolområde og lækker privat badestrand, så kan hotellet simpelthen ikke løbe fra sin alder, og vi konkluderer hurtigt, at det nok ikke længere er blandt de førende hoteller i Miami. Det ligger for langt væk fra det hippe South Beach område, hotellets indre og ydre trænger til en renovering, og der vokser hurtigt store og meget flottere resorts op ved siden af som paddehatte i en våd skovbund. Sengene var fantastiske, udsigten fra 25. etage helt eminent, og faktisk fandt vi ikke noget at klage over udover, at flere af hotellets restauranter havde lukket mandag og tirsdag, der var suspekt mange russere og mexikanske gæster på hotellet, ligesom nogle af de ansatte ikke virkede så stolte og glade for deres arbejde, som de burde på et luksusresort. Er det starten på en deroute?

Vejret i Miami var ligeså ustadigt som en god dansk sommer, dvs. det ene øjeblik styrtregnede det, og det andet var der sol og sommer, men der var 35 grader i skyggen og mega høj luftfugtighed. Vi fik derfor slet ikke set Miami, men brugte i stedet tiden på at nyde poolen og den lækre strand til Atlanterhavet, hvor vi lå mellem beskyttede havskildpadde-reder og svømmede mellem fiskejagende pelikaner og store stimer af mindre fisk, det sidste især til stor fornøjelse for de yngre og snorkelglade familiemedlemmer.

Vi er nødt til at komme tilbage til Miami en anden god gang, hvor det ikke er så varmt, for Everglades, Art Deco, kanalerne og de mange lækre hoteller står stadig på en ønskeliste. En helt fantastisk argentisk steak restaurant reddede den kulinariske del af dagene i Miami, med det lækreste kød vi nogensinde har sat tænderne i, men det kunne ikke redde fornemmelsen af, at vi med Trumps Beach Resort og det lumske sommervejr ramte noget fake news, som selv en pæn facade og lidt kejtet hentehår ikke kunne rette op på.

Om Trump bliver en politisk og økonomisk katastrofe vil tiden snart vise, men vi er egentligt lidt ligeglade, for ferien var alt andet end en katastrofe – tværtimod det var endnu en utrolig rejse med Herningenserne på 1. klasse i uudforsket land. Mange minder og mange erfaringer rigere sender vi Jer de varmeste hilsner, vi glæder os til at komme hjem til Jer.

Obersten

Mexikanerne forstår at feste, og nogle af dem har også et forretningsmæssigt talent, det fik vi konstateret ved selvsyn igår i Cozumel. Angel var kaptajn og øverstbefalende på Fury, en stor katamaran som sejlede os rundt på vores udflugt til et flot koralrev og videre til en privat strand.

Angel og hans crew havde ikke bare styr på sikkerheden og på koordinaterne, de arrangerede simpelthen en regulær fest på deres katamaran med margaritas, øl, dans og musik på vej til og fra Harmony of the Seas. Ikke overraskende dansede Sofie med stor fornøjelse og med ligeså stor fornøjelse nød Caro og Rasmus, at Angel brød 21-års reglen fra Royal Caribbean omkring alkohol og serverede alt, hvad de unge mennesker bad om. Udflugten blev en kæmpe succes med spændende snorkling over revet med mange fisk, en super lækker caribisk strand, hvor paddleboards og havkajakker flittigt blev testet og sidst men ikke mindst en hel del drikkepenge til Angel og hans team – showbusiness is good business.

Velankommet fra tur får man hurtigt øje på Margaritaville, et barkompleks på kajen i Cozumel cruiseport, og mere interessant en spøjs butik ved siden af. Den hedder Bubba Gump Shrimp Co. og indenfor i butikken kører Forest Gump for fulde gardiner på storskærme blandt hylder fyldte med kasketter, t-shirts, krus, pins, tasker osv. med “Run Forest Run” tekst og andre citater fra filmen. Krydstogtturisterne kaster sig over varerne og kasseapparatet klinger lystigt i en grad, så man tænker de hopper på hvad som helst de skøre skiderikker. Vi ser naturligvis ikke os selv som værende i den gruppe…

Idag har vi en hel dag på skibet inden vi anløber Fort Lauderdale imorgen tidlig og skal fra borde. Kl. 14.30 skal vi se skibets roste Grease musical og faciliteterne omkring pools skal bruges til fulde.Meeeeeen der skal også pakkes kufferter, som skal stilles på gangen udenfor vores kahyt senest kl. 22, ligesom der skal lægges drikkepenge i dertil indrettede kuverter til de tjenere og kahytstaff, som har fortjent noget helt særligt. Vi har været meget heldige med udsøgt service fra begge dele, så vi deler hellere lidt af feriebudgettet med dem end med et par snedige mexikanske forretningsfolk.

Cruisetemperaturen er steget gavaldigt som dagene er gået, og jo mere man finder sig til rette på skibet. Der er stjernestunder på balkonen om morgenen og om aftenen med den vildeste udsigt, og det er uhyggeligt som man vænner sig til den udsøgte service og de frie drinks dagen lang. Fitnesscentret er enormt og besøges dagligt, og vores aftenrutine med pænt tøj, drinks på den elegante Schooner Bar efterfulgt af middag ved stambordet med den søde og sjove cheftjener Bernard er fortryllende.

Cruise er dyrt synes vi, men sikke en oplevelse det er især kombineret med de gode udflugter. Imorgen checker vi ind på Trump International Beach Resort i Florida til mere luksus med suiter ud til Atlanterhavet. Vejrudsigten siger regn over Miami de næste mange dage, men vi kunne også godt trænge til et par dage uden sol, sålænge vi kan sidde i poolen og nyde livet med en margarita  eller gå en tur langs stranden uden skruppelløse mexikanske sælgere i Margaritaville, for dem kommer man ikke til at savne.

Ship ohøj fra Admiralen

Så er vi nået til dag 5 på vores cruise i Caribien, og vandet er stadig blåt her lige uden for vores balkon på 14. etage. I aften er det white night, dvs. kaptajnen anbefaler alle at møde op til middag i hvidt. Vi glæder os til at se begge familier klædt helt i hvidt og gå op til vores stambord i restauranten, hvor vores faste tjener Bernard vil tage imod os med et stort smil, når han tænker på de enorme drikkepenge, vi vil lægge til ham den sidste aften. Han har været helt eminent, sjov, kompetent, effektiv og tålmodig.

Det er nu ellers ikke den hvide farve, som præger vores ferie. Vores kroppe er røde og brune af den stærke sol, himmel og hav kæmper om den stærkeste blå farve og igår stod alt i de gule, røde og sorte farver, for der udforskede vi Jamaica. Efter strandoplevelsen på Haiti havde vi booket en kombitur omkring Falmouth og Montego Bay med kulturelt indhold blandet med strand. Jamaica er fattigt uden dog at være i liga med Haiti, der skraber bunden, men kontrasterne er stadig store, og Jamaica må finde sig, at turismen har overtaget den økonomiske styring efter at sukkerrørsplantager, limestone, rom og mineraler ikke længere kan holde hånden under den smukke ø og dens beboere.

Falmouth var meget fattigt mens Montego Bay (musikkendere samt far og Menne vil genkende navnet fra sangen Kokomo med Beach Boys), efterhånden huser adskillige højkvalitets-resort-hoteller og er en slags turistmagnet eller et Mallorca for Jamaica. Efter sightseeing i bus endte vi på Doctors Cave stranden i Montego Bay, hvor vandet var klart, masser af fisk gjorde snorkling sjovt, og hvor de penge-hungrende jamaicanske sælgere af hvad som helst jagtede os for at sælge lokalt fremstillede ligegyldigheder.

Den vuggende caribiske musik spiller stadig på Jamaica, men vi synes det var som om, at der var ugler i mosen. Usain Bolt er deres nationalhelt, men en anden 100m løber ved navn Ben Johnson er faktisk også født på Jamaica, selvom han jo stillede op for Canada, indtil han blev fældet for doping. Af samme årsag vil Jamaicanerne ikke have Ben tilbage, mens krydstogtturisterne skal komme tilbage, for nu er lokalbefolkningen helt og afdeles afhængige af os og vores lynvisit. Ikke alle virkede glade for os, så hver dag når et nyt krydstogtskib lægger til, er der nye penge men også mere trist afhængighed.

Dagen idag er blevet tilbragt på havet mellem Jamaica og Mexico, hvor vi har spillet minigolf, været til vinsmagning og slikket sol ved poolen på dæk 15. Imorgen tidlig anløber Harmony of the Seas øen Cozumel udfor Cancun. Vi har booket en snorkling og strandtur med en katamaran, så vi håber der er klart vand og fisk i alle mulige farver. Vejret er skønt og varmt ligesom hjemme i Danmark, hvor vi hører der er hedebølge, men tenperaturen på 30-32 grader er ingenting i forhold til temperaturen på mit glohede Mastercard…vi føler os bestemt langt væk hjemmefra i disse dage, hvor det eneste man ser ud af vinduet eller balkonen er blåt vand og nogle hvide bølgetoppe og middagsgæster :-).

Kærlige hilsner fra en totalt afslappet admiral Jespersen

Harmony of the Seas har lige forladt den lille havn Labadee på Haiti og sætter nu kurs mod Jamaica. Caro og Sofie sidder på vores private balkon på 14. etage (det øverste) og nyder udsejlingen og lidt afslappende læsning, mens Anja og jeg er gået indenfor i air condition, for Haiti var varm, som i MEGA varm. Super lækker strand og varmt blåt vand til at bade i, men alligevel sad vi kun 3 timer på Royal Caribbeans private strand resort, inden vi igen strøg tilbage til skibet for at nyde roen før stormen af tilbagevendende gæster gør det sværere at nyde skibets udsøgte service.

Vi er ikke de typiske cruisegæster, ja vi er vel nærmest antigæster, for vi er novicer, ikke hr. og fru amerika på tur med børn og bedsteforældre, som med spidse albuer og en glubende appetit fylder enormt imellem de næsten 6.000 gæster her på skibet. Bevares vi æder og drikker, slikker sol og skal også se et show eller 2, men vi prøver at fylde så lidt som muligt og at gemme os lidt, for vi vil egentligt helst bare nyde det hele i ro og mag. Det har vist sig svært indtil nu, for der er for mange mennesker, for meget larm og for meget af alt faktisk.

Kan vi lidt at cruise? Vi er først ved at finde os tilrette, så konklusionen er ikke éntydig lige nu, men efter et par dage til søs begynder der at tegne sig nogle delkonklusioner. Havet er fascinerende og udsigterne uforglemmelige. Skibet er fantastisk! Man mærker ikke det sejler, så alle pigerne med hang til søsyge er glade. Aftenerne er skønne med lækker mad og vin samt en udsøgt service. Der er et hav af barer og caféer med livemusik og gode drinks. Kahytter og balkoner er verdensklasse ligesom vejret, der på trods af varmen nydes takket være en dejlig brise fra skibets sejlads. Fitnesscentret er kæmpe og veludstyret og gå-/løbebanen på 700m (ja du læste rigtigt) rundt om hele skibet er helt genial.

Men…obersten og flere andre har det lidt svært med de mange mennesker! Royal Caribbean insisterer på, at der skal være høj musik og megen larm på soldæk og omkring de 4 pools på skibet, ligesom der er en kamp for liv og død med at finde plads i restauranterne til morgenmad og frokost, hvor alle vil spise på samme tid. Er man førstegangs-cruiser er der så mange ting, man skal læse, reservere, huske, overholde, osv. så det er svært at nå det hele. Hver aften ligger der et nyt kæmpe program for næste dag, ny dresscode for dinner, osv. Havde vi ikke fået gode råd af kolleger med cruise erfaring, så havde vi været skidt sejlende…

Igår var det formal night, hvor alle gæster trækker i fineste pus og får taget billeder med kaptajnen, og det var sjovt at se, hvordan hele skibet var i jakkesæt, smoking og fine kjoler. Vi gav den også fuld gas og endte aftenen på Schooner Bar til dry martinis og GT med en genial hyggepianist – høj klasse :-).

En ny stor aften truer, og Jamaica venter imorgen tidlig, spørgsmålet er bare, om jeg vinder kampen mod det store amerikanske havdyr Royal Caribbean, mod larmen og mængden, eller om den gamle mand taber sin kamp mod havet? Næste Blog indlæg giver måske svaret…

Admiralen (nu da vi er til søs)

Så kom vi til Washington, og det er en kæmpe forandring fra NY, for her er ikke samme puls, til gengæld er der en præsident-bolig, som vi har været henne og kigge til i aftes, og en hot præsident. De amerikanske medier siger, at 78% af alle republikanere støtter Trump lige nu, for han gør det, som han sagde, han ville gøre, men medierne siger også, at erhvervslivet nu er begyndt at brokke sig over straft(r)oldene, han har indført, for amerikanerne gider ikke købe de dyre amerikanske varer…

Men vi nægter at tro, at Trump er ligeså hot som temperaturen her i byen. Idag var vi på 34 grader i skyggen og ingen vind, så det er godt, at vi på vores tur til Georgetown og Potomac Riverside har medbragt en nyligt indkøbt kølerygsæk, der kan holde vand og sodavand kolde og klar til øjeblikkelig servering. Med de temperaturer er det ikke mærkeligt, at vi allerede glæder os til et cruise i Caribien.

Imorgen står den på en 2 timers Segway tur rundt i byen omkring alle monumenterne, Capitol og det hvide hus efterfulgt af en god frokost og noget mere byvandring, som nok bliver lidt våd. Ikke blot fordi de truer med regn, men også fordi Peter og jeg har en skummel plan om en række besøg på diverse mikrobryggerier, der skyder op som paddehatte rundt omkring. Aftenen ender forhåbentligt med at være en hjuldampertur på Potomac-floden med drinks og middag :-).

I aften er der indkøbt vin, øl og Ben & Jerrys is til hjemlig hygge i vores store byhus på M Street Northwest, og så står den ellers på take away fra noget i nærheden. Huset har 3 etager,  4 soveværelser, 3 badeværelser og et stort køkken alrum. Det ligger fint i udkanten af det dyreste centrum, tæt på offentlig transport og ca. 2km fra det hvide hus. Som i mange andre amerikanske storbyer, så er der dog ikke langt til de lidt mere suspekte kvarterer, som Washington åbenbart også har, men dem må vi vente med at se til en anden god gang 🙂

Onsdag er det så Pentagon og Arlington kirkegården som får fint besøg af os, Peter har sørget for vi kommer ind og får rundvisning på Pentagon, og så er det jo smart, at alle børn og voksne lige har hørt om 9/11, mens vi var på 9/11 museet i NY og læste/lærte om flyet der torpederede Pentagon. Menne, du ville være stolt af vores kulturelle indsats, den topper lige i disse dage i Washington inden det famøse cruise, der nok trækker lidt i den anden retning tror jeg, selvom de jo har teater og anden underholdning 😉

Håber alle har det strålende derhjemme, imens vi med storindkøb og et fornærmende og urimeligt forbrug forsøger at gøre Amerika great again.

Obersten og alle trumferne

Hej allesammen

Nu hedder jeg ikke Peter Ingemann og har et program der hedder Størst, men det er stort ja MEGET STORT at få starten ferien sammen med vores venner fra Herning. Vi kører helt bevidst efter en stram tidsplan her i starten, hvor vi får set så meget af New York som muligt, mens vi er her.

På 2 dage har vi allerede set Frøken frihed, Ellis øen, 9/11 og deres museum, Mur-gaden, Den høje linie, toppen af stenen, Den centrale park på cykel, Brooklyn og gået over broen, Tidens plads, Den store banegård og den nordiske madhal, og meget mere.

Det hele startede ellers ikke så stort, for adressen på vores AirBnb lejlighed fandtes ikke! F..k tænkte vi og satte os til at vente på Herningenserne. 4 stive timer (og glas) senere kom de og en rengøringskone kom ud og åbnede for os. Det viser sig udlejer bruger et husnr. der ikke findes, fordi de lejer lejligheden ud via AirBnb mere end man må iflg. lovgivningen i NY. Ikke så smart, men vi må se igennem fingre med det. Lejligheden er fed og stor (naturligvis) med egen terrasse ud til gård, den ligger ud til Lexington Avenue tæt på Empire State og er i 3 etager. Perfekt udgangspunkt for storbysafari og spisning hjemme med god vin og afslapning for trætte fødder :-). Flere indtryk fra The Apple når vi kommer hjem.

Idag er vi på en helt anden og farligere safari, hvor vi skal se the Big-5 – altså Zadig & Voltaire, Calvin Klein, Boss, Tommy Hilfiger og Ralph Lauren samt en masse andre vilde shoppedyr i det meget kendte reservat Woodbury Commons Premium Outlets en times kørsel fra byen. Der lurer mange farer og der er stor risiko for overophedning…hvorfor jeg har været nødt til lige at købe en ekstra kuffert til indkøbene. Syret nuvel, men jeg er ikke den eneste, faktisk langtfra, til gengæld må konstatere, at jeg som én af de få herude åbenbart ikke er en sand storvildtsjæger.

Imorgen formiddag går rejsen videre med Megabus og en tur på 4 timer til Washington, jo jo alt er bare større herovre, outlets, pizzaerne, bilerne, oplevelserne og ja selv navnet på busselskabet!

Største knus herfra til Jer alle indtil jeg skriver fra DC.