Det er søndag aften her i Corralejo, og jeg sidder i et sweetspot, som så mange gange før – det er først på aftenen, pigerne gør sig klar inden på værelset, og jeg sidder ude på altanen med udsigt over poolområdet og med computeren ved hånden. Det er tid til en blog til Jer derhjemme, en tanke på familien og en tanke på livet, alt imens vi venter på at skulle over til restaurant La Scala, hvor man får à la carte mad og dermed ungår de værste all-inclusive fælder. Sikke en dag vi har haft, og sikke en ferie vi har haft, så livet er godt.

Vi vender hjem imorgen med mange gode ting in bagagen. Først og fremmest har Anja fået ro, vi har alle fået slappet af og har fået en tan, som de fleste derhjemme nok vil misunde os på nuværende tidspunkt. Ærgerligt at Caro ikke kunne være med os og opleve luksus og sol, kortspil og palmer. Vi har savnet hende, og måske specielt Sofie har ønsket sig lidt søster-sjov, men Caro har været forbavsende glad, når vi har snakket med hende, så måske var det netop, hvad hun havde brug for, altså at være alene hjemme og finde ud af, hvordan det er at leve for sig selv.

Affæren med Fuerteventura har helt sikkert været kort, men det er nået at blive til kærlighed, så det er da slet ikke sikkert, at det er sidste gang vi tager Danmarks-ekspressen med Apollo eller Spies ned til de varme lande her midt i februar. Ganske vist står der stadig mange andre destinationer på ønskelisten, det være sig Dubai, Vietnam, Seychellerne, Maldiverne, Mauritius, Zanzibar og safari, Sydafrika, osv., men de Kanariske øer er nu engang væsentligt billigere og tilbyder stadig sol og varme midt i en lang vinter.

Tak for denne gang Fuerteventura og tak fordi I kiggede med derhjemme, obersten træder af for nu, og så glæder vi os til at se Jer igen derhjemme kære familie.

Om vi vil det eller ej, så er der kun et par dage tilbage af vores Fuerteventura eventyr, men netop af samme årsag, har vi alle 3 idag nydt poollivet i fulde drag. Vejret var her til morgen let overskyet og der stod stadig en tapper vind fra nord ind på Suite Hotel Atlantis og det fine Premium Club område, hvor gennemsnitsalderen er et godt stykke over de 50. Men det skulle vise sig at blive en fin solbeskinnet dag, hvor vinden hurtigt fik lagt sig, og hvor der blev hugget flere hundrede sider af den medbragte bog, og hvor der aldrig var mere end en armslængde til det nærmest glas af ét eller andet til at forsøde livet.

Og selvom (eller måske netop fordi) man kun har en uge hernede, så forsødes livet i en sådan grad, at spørgsmålet er, om det reelt er sundt at tage herned og slappe af? Altså man kommer langt væk fra den daglige trummerum, arbejde, pligter, husprojekter, osv., men kroppen og sindet forfalder efter nogle dage på All-Inclusive til at tro, at man allerede er pensioneret, og straks begynder ældningsprocessen at overtage kød, blod og små som store hjerneceller, og når man så er parkeret på solstole omringet af gamle gimper og mænd med basketballs på maven, ja så vågner man måske op af sin morfar og tror, at man netop er morfar, pensioneret og i besiddelse af en basketball?

Sludder og vrøvl tænker I nok, nyd nu bare ferien og få slappet af, så kommer I hjem fyldt med ny energi og en glubsk appetit på livet i Gentofte-gettoen! Men det er jo nemt nok at sige til en mand, som i år fylder 50 år, og som med en blå og gul storetå ikke har kunnet tage et eneste step på trædemøllen i fitnessrummet, selvom det normalt hører til den daglige rutine under vores somre på Mallorca. Man skulle da være et skarn, hvis man ikke nød de her dage på Fuerteventura, og det gør vi bestemt, men dase-livet giver jo også mulighed for at tænke sig grundigt om og reflektere over livet og det faktum, at alting altid lakker mod enden for os alle på et tidspunkt, vi må bare sørge for at nyde det hele og tage det sure med det søde.

Og det er netop, hvad vores “venner” fra Hastings gør, altså dem som jeg skrev om forleden, hvor konen ikke længere har en korttidshukommelse. Han passer hende så flot og hengivent, og hun er slet ikke klar over, hvor meget arbejde der ligger i det for ham. Det er smukt at tage det sure med et smil og stadig opleve de søde stunder, og det fik mig til at tænke på, at far gjorde det samme med mor, hvilket han skal have så dybfølt en tak for.

Fuerteventura eventyret lakker måske mod enden, men det gode og søde liv fortsætter derhjemme, for som Dan Turell sagde: Jeg holder af hverdagen, og det gør vi altså i Familien Steenstrup.

Kh Obersten

De indfødte her på Fuerteventura siger, at der er en lille storm på vej til os imorgen, så der blev max’et ud på solskin idag, og den uundgåelige røde tan giver os alle lidt ekstra varme i badet her til aften :-). Stormen antydes af en hård brise, der er stået over hele anlægget i løbet af dagen og er en fortrop til lidt regn imorgen eftermiddag og lørdag morgen, hvorefter det igen skulle ligne sit eget solbeskinnede jeg med mulighed for endnu en dag eller to i solbadningens himmel eller helvede inden vi vender næsen hjemad på mandag.

Vi er flyttet over i Premium afdelingen lige før frokost idag, og uden at sige for meget, så er det skøn luksus, som især pigerne allerede elsker. Der kæles for gæsterne med alt fra større værelser, fri minibar, lækre badekåber, større senge, bedre mad, aviser og magasiner, hyggekroge med loungemiljø, osv. Det er umuligt ikke at elske det lidt, og det faktum, at der ikke må komme børn under 16 ind i dette afsnit giver også en helt anden ro, som Anja jo også har brug for. Det giver også et andet klientel, som umiddelbart kan virke lidt kedeligt, idet folk generelt bare gerne vil slappe af og være sig selv her, men man skal ikke gøre meget for at komme i snak, og det er nogle af os jo gode til i vores familie.

Efter alle de år med børn og masser af gang i den på charter-familie-økonomi-klasse (Mallorca), så er det egentligt lidt svært at finde sig selv i denne Premium-afdeling, hvor det forventes, at man ikke pjasker og leger i poolen, at man ikke råber eller spiller højt musik, og at man ikke stjæler hinandens solstole. Men lige nu er det præcis, hvad doktoren har foreskrevet, ro, afslapning og luksus, eller noget i den retning…

Man kan vel sige, at børne-stormen er raset af for Anja og jeg, og at det nu er mere smulte vande vi sejler i, mens vores ældste datter er Home Alone og nyder de første rigtige stunder som kvinden i eget hus. Hvad er så det næste, eller måske rettere, hvad er den næste storm der kommer os i møde, ikke bare på Fuerteventura men i livet? Den ligger nok lidt langt ude i horisonten, men jeg tænker da, at det må være børnebørn, og så er man straks tilbage på turist-økonomi-klasse igen, og indtil da? Ja så tager vi lige en ekstra GT hernede i All-Inclusive konceptets tegn.

Obersten

En kort hilsen skal I have idag fra Fuerteventura, og lad os bare starte med at ridse kortspils-status op:

Anja 2 sejre og obersten 1 sejr

Hvad fanden er vi for nogle forældre tænker I så, den stakkels datter får tæsk af farmand i bordtennis og af mor i kortspil, skal hun da ikke have lov at vinde? Nej, sådan foregår det ikke i vores familie, det er et skråplan for børn og voksne at lade børnene vinde med vilje, de skal jo netop rustes til livet udenfor hjemmets 4 vægge, og vi må sige, at Sofie tager det pænt. Hvor hun så har det fra, tør jeg ikke sige…

Idag betalte vi lidt håndører for at komme over i en premium afdeling for voksne (over 16 år), og det viste sig at være en smart ting, så måske går vi planken helt ud og skifter derover for resten af ferien, vi får se. Alt er bedre derovre, mad, liggestole, betjening, roen, ja selv kaffen, og så er all-inclusive pludselig en fed ting. Umiddelbart en afdeling fyldt med en generation af arrogante pensionister, men ved nærmere eftersyn var det ikke tilfældet. Væk var småbørns skrig, børnefamiliernes rod og skrald, den lidt for høje lyd af spansk musik fra højttalere ved poolbaren og der var masser af plads i poolen og en stor udendørs jacuzzi.

Som altid overrasker livet én, når man mindst venter det, og idag var det en samtale obersten startede à la far Anders med et utroligt sødt ældre ægtepar fra Hastings i England. Begge 75 år gamle men så ud som 60 og var i god form, så efter 20 minutters samtale om Brexit, ferieøen, ægteskaber, børn og børnebørn var der intet tegn på noget usædvanligt, men så gentog historien sig. Kvinden fortalte det samme, som hun lige havde fortalt et kvarter tidligere, og manden forklarede undskyldende at hun havde haft et mindre hjertestop for 2 år siden her på vores hotel. Hun har siden ikke haft nogen korttidshukommelse, så alt fra før feb. 2017 kan hun huske, men derefter laver hendes hjerne en komplet genstart hvert kvarter…

De var noget bekymrede om Brexit, så vi snakkede meget med dem om, hvad der sker, og hvad der sker i verden generelt med nationalisme osv., det er store spørgsmål, og da jeg er ved at læse romanen Udenrigskorrespondenten af Alan Furst om italienske modstandsfolk under 2. Verdenskrig og fascismen i Italien, så kan man ikke undgå at spørge sig selv: Is history repeating?

Forhåbentligt er vi blevet klogere og holder sammen i EU, med eller uden et Brexit.

Obersten

Så kan vi byde velkommen til Camp Mosegårds blog fra Fuerteventura, de Kanariske øer.

Det er måske ikke alle der ved, at vi er afsted, men vi tog en hurtig beslutning, efter at Anja havde fået klemt hovedet mellem en bil og en bildør med en hjernerystelse til følge og nogle nakkesmerter, som forhåbentligt bare skal masseres væk. Heldigvis var der stadig plads på et fly og et hotel hos Apollo Rejser til Suite Hotel Atlantis Fuerteventura Resort, et 4-stjernet “in the fucking middle of nowhere” hotel ved Corralejo på den totalt golde ø med tusindvis af gale tyske og danske cykelturister. Apollo kørte os sågar i taxa til hotellet fra lufthavnen, måske vidste de, at vi var stamgæster på Mallorca og bare ville sikre sig, at vi blev godt behandlet, tænk hvis de kunne få nye stamgæster?

Danskerne og tyskerne cykler som sagt hernede, de er mildt sagt fitness-elskere, men englænderne kan man regne med, for de vil bare gerne have lov at blive sindsygt røde i solen og have deres all-inclusive med alle de bajere og GT’ere, som barpersonalet kan nå at servere. Hvis vi kan finde os selv ét eller andet sted midt imellem, så er vi glade, men denne ferie handler bare om, at Anja skal have ro, få svimmelhed og nakkesmerter væk og komme tilbage i fin form. Kan vi så få lidt sol med i pakken, så er det jo ikke dårligt, og vi har haft 27 grader idag, ikke en sky på himlen, det er lige til at holde ud, og vi er ikke blevet røde rejer som englænderne, til gengæld tyder det på, at vi kommer hjem med en dejlig tan :-).

Uden at sige for meget, så er det faktisk lidt at et feltlazaret vi har hernede, for udover Anja, så kæmper Sofie stadig med sin forstuvede fod fra et forkert trin på en trappe på NAG, og idag gik det så galt for obersten under en ellers succesrig strandvolley-match med en masse skøre englændere og tyskere. Ét forkert trin og så forstuvede han storetåen men spillede naturligvis videre og sikrede en sød sejr, som måske nok kommer til at føles lidt hård i nat og de næste par dage, men ikke noget et par GT’ere ikke kan tage…

Nu er vi jo ikke konkurrencemennesker som sådan…eller jeg mener måske lidt (!), så Sofie og jeg stillede naturligvis op i bordtennis tidligere på dagen mod 12 andre grandvoksne mænd med selvtilliden i behold. Hvem stod overfor hinanden i finalen? Far og datter :-). Stærkt af Sofie at gå i finalen med en forstuvet fod…

Resortet hernede er OK, men ikke som vi kender det fra vores elskede Ivory Playa på Mallorca. Det her er all-inclusive med 4 restauranter, så der er nok at tage af, men måske har vi bare høje standarder hjemmefra, eller også er englændere og tyskere totalt ligeglade med madens kvalitet. Nuvel, vi overlever, og det er jo ikke Marokko og dårlig mave…

Vi har været tro mod familien Steenstrups spille-gen og købt raflebægere og spillekort hernede, for nok er vi alle sårede og skal restituere, men spilles det skal der, og jeg skal nok holde Jer underrettede om, hvem der er ovenpå.

Obersten i ukendt land