Hjemve?

Nej egentligt ikke, men hjem det skal vi og imorgen tidlig klokken 7 går turen mod Palma lufthavn efter dejlige 14 dage på Mallorca, hvor solen altid skinner på familie, venner og veninder. Der går i hvert fald 2 år, før vi kommer tilbage til Ivory Playa, men når jeg sidder her i skyggen på altanen og nyder udsigten samt den behagelige temperatur, så tænker jeg da, at det er lige i overkanten med de to år. Til gengæld tænker jeg også, at det er fint nok at komme hjem nu, for nok har jeg nydt at sidde her hver dag og belemre Jer med mine tanker om livet på øen og livet generelt, men det er da bedre at sidde overfor Jer og fortsætte samtalen :-).

Jeg tror desuden ikke, at det er godt for helbredet at være alt for længe på ferie, for der er drink hver dag, der er en øl og/eller lidt rosé til frokost, der er vin til middagen, og der er søreme også en godnat øl på altanen til at sove på. Naturligvis bliver altsammen indtaget med respekt for dem der har lavet det, med behørig nydelsesfaktor og smags-eftertænksomhed (findes det ord?), men det sætter jo nok gang i en turbo-nedbrydelse af min ellers nogenlunde sportstrænede krop, i hvert fald når man tænker på, at det meste af dagen tilbringes på langs ved stranden eller ved poolen.

Nå men nu kan man så heldigvis tage hjem og slå græs, handle, lave lidt mad, gøre rent og fuldstændigt glemme, at man overhovedet har været på ferie, men her er det jo så at bloggen kommer ind i billedet. Ikke blot holder den familien underrettet om tykt og tyndt, den er jo faktisk også et ganske godt opslagsværk, hvis man skulle have glemt, hvor dejligt det var at være på ferie, samt hvad man gjorde hvornår.

Hermed vil jeg slukke og lukke fra Ivory Playa, vi ses derhjemme kære familie.

Obersten

En spændende dame

Så tænker I nok, hvad snakker han nu om? Er han blevet vanvittig ham obersten, og måske gider I snart ikke høre mere feriesnak fra mig alligevel? Jamen måske er jeg ved at blive lidt skør hernede i varmen, men jeg skal altså møde “den gule dame” lidt senere idag, og jeg forventer mig meget af dette lille stævnemøde. Hun kom lidt ind fra siden og helt uventet for knapt en uges tid siden, og siden har hun været svær at glemme.

Faktisk havde Jake en finger med i spillet, hvilket så absolut ikke skal lyde som om, han er en skørtejæger, men han kan tydeligvis noget med damer – han har jo kapret Caro…, og det lyder nok skørt, men Anja er helt OK med, at jeg trækker hende op på altanen idag, og egentligt har jeg planlagt, at hun også skal møde både Caro og Sofie, når vi nu er igang. Hun er lidt oppe i årene og har et køligt men lyst udtryk, og er efter sigende ung af sin alder. Hun skulle desuden have den dejligste duft, som kan gøre én helt kulret. Som om det ikke var nok, så mener nogle, at man efter mødet med hende bliver i det dejligste humør.

Det er naturligvis et noget kontroversielt tiltag, specielt taget i betragtning, at jeg allerede er omgivet af 3 dejlige damer, men hende her er altså speciel, og får man mulighed for at møde hende, så siger man ikke nej, det ville simpelthen være for dumt. Hun kommer i sagens natur til at tage opmærksom fra andre loyale venner af obersten, og det er måske her, man kan blive lidt bekymret. For hvordan vil de tage det faktum, at en ny ældre model stjæler rampelyset for en dag?

Det kan gå mange veje, men jeg tror det er med den gule dame som med Ivory Playa. Vi skal indimellem prøve noget nyt og spændende, men vi kommer altid tilbage til det vi kender og elsker. Så kære Ivory Playa og Dry Martini, I har begge intet at frygte, I vil altid være i vores hjerter, og vi vil altid søge tilbage til Jer, uanset hvor meget og hvor mange nye og spændende steder og damer der findes derude.

Her på vores næstsidste dag i vores eget lille paradis sender vi en særlig tak til Jake :-).

Obersten

Når Fanø-stemningen rammer

Vi er nu på tredjedagen af ferien her i sommerhuset med ungerne og det har været ren arbejdsdag i dag med meget tilfredsstillende maling af hus og vinduer – og nej, det er slet ikke stressende, men bare total afslapning og mental terapi for både Peter og jeg. Børnene er nok ikke helt lige så enige, men de hjalp uden at brokke sig det mindste og vi glædede os alle over resultatet sammen her til aften – selvfølgelig efter en skøn badetur i havet til at køle os ned. Simon kiggede eftertænksomt på mig mens vi sad på terrassen til aftensmaden og sagde så: “Mor, NU slapper du af”. Så smilede jeg og spurgte hvorfor han sagde det. Svaret var: “Fordi du er nu ligesom når vi var på Fanø – glad og afslappet”.

Og ja, havet og dette sommerhus er mit Fanø. Og med det følger også badning i havet, Yatzy om eftermiddagen, drinks og kortspil om aftenen. Tænk sig så stærke følelser og traditioner mor og far har skabt hele vejen ned til mig og mine børn…. og som Sille og Peter nu også nyder godt af 😉

De gyldne palmer

Nej, det er ikke fordi jeg har forsøgt mig i skuespil eller skal ned til den famøse filmfestival i Cannes, men der er to grunde til at overskriften på dagens blog fra Muro hedder sådan.

Den første er ganske simpelt, at Sofie og jeg idag har fortjent Muro strandens gyldne palmer for at have fået 552 i strandtennis. Vi troede aldrig nogensinde, at vi skulle slå den tidligere rekord på 374, men stående i knæhøjt Middelhav og bevæbnet med en tålmodighed af stål og lidt boldøje, så gik vi kl. 16.41 igang med at lade den lille plasticbold flyve mellem os med omkring 2-3 meters afstand. Da vi nåede 400 skreg vi allerede af sejr, men vi fortsatte ufortrødent indtil en vis træthed satte ind efter ca. 10 minutters uafbrudt spil og én af afleveringerne blev lidt kort. Jublen ville ingen ende tage, og spørgsmålet er, om den er forstummet inden vi ankommer i lufthavnen i Kastrup på fredag ved 12-tiden. Tror I overborgmesteren står klar til at tage imod os og vil give pandekager samt give en tur på balkonen?

Nå men den anden grund til overskriften er det faktum, at jeg nærmer mig 50, samt visse overvejelser som ligeså småt begynder at rumstere i hovederne på Anja og jeg. Livet er skønt og meget afslappet på Mallorca, og til november tager Anja og jeg ned på 5-stjernede Marriott Resort Marbella i 5 dage for at se, hvordan der er dernede. Om nogle år når Sofie også er flyttet hjemmefra, skal der så investeres i en ferielejlighed i Sydfrankrig, på Mallorca eller et helt andet feriested? Hvor er palmerne flottest? Hvor er stranden fantastisk? Hvor kan vi eventuelt se os selv bo i længere tid ad gangen (om vinteren), og kan vi overhovedet se os selv gøre det mange km væk fra vores tøser og vores dejlige familie? Skal det eventuelt være i 21-5 regi eller synes vi det er for dyrt?

Det er og bliver blot nogle overvejelser lige nu, men vi kan ikke sige os fri for at tænke tankerne allerede, og min egen blog fra igår om at kede sig er jo meget apropos…men måske er det også bare fordi, vi nærmer os slutningen på dette års Mallorca-tur, at der pludselig sættes nogle frø, for nok holder vi af hverdagen, men der er nu også dejligt hernede på trods af 33 grader. For nu, så skal vi lige nyde de sidste par dage i ro og mag og sørge for at få besøgt vores favoritrestauranter en sidste gang, for vi regner da med, at vi om et par år er tilbage igen efter en sommer 2020, som byder på Italien med vinklubben efterfulgt af en uge ét eller andet sted i Sydfrankrig med nogle dejlige damer…nå nej jeg mener palmer.

I aften går turen til Port Pollenca for at sige hej til min kollega Jacob og hans kone Helle, som vi har aflagt besøg flere gange hernede, det er dem med en tagterrasse på 110m2. De har ingen palmer, men maden og vinen plejer at være god 🙂

Kh Obersten

At kede sig eller ikke at kede sig, det er spørgsmålet

Med lidt lånte fjer fra Shakespeare starter dagens blog, og der er en særlig grund til min overskrift. I den første uge med Jesper Maigård og partners hernede, så var det svært at komme til at kede sig, for det gør man bare ikke, når han er i nærheden. Men siden i lørdags, har der været mere stille, og så er det, at konceptet med os på Mallorca igen skal stå sin prøve på en helt ny måde. Vi kan starte med at spørge, om det er OK at kede sig på sin ferie? Nogle vil sige nej, og i den kategori tror jeg Marianne & Casper befinder sig (efter Jeres indlæg at bedømme…), hvor andre vil sige ja da, det skal man, det er netop det ferien skal bruges til. Vi er helt klart i “ja” kategorien, for ellers var vi ikke her på Ivory Playa for ottende gang.

Ind imellem ved morgenbordet eller til frokost spørger vi da os selv, om ikke vi skal prøve noget andet eller leje en bil og køre ud og se mere af øen, men hver gang ender vores snak med, at selvom vi indimellem bordtennis, strand, Yatzy, pool, fitness, Touren, hygge med venner, drinks på altanen, solnedgange på bjerget, løbeture på stranden, badning i det klareste vand…engang imellem keder os, så trænger vi måske netop til det, altså at kede os. Ser vi hinanden i øjnene for at se, om der ligger et ubevidst eller uudtalt behov derinde et sted, som kan få ferietankerne et helt andet sted hen, så finder vi ikke noget, og faktum er jo nok, dels at vi alle har godt af det, og dels at vi stort set hvert andet år alligevel er på en episk rundrejse i det ene eller andet store udland og halser afsted i 3 uger for at opleve så meget som muligt og kommer hjem helt udmattede (men glade).

Så vi keder os bravt hernede på stranden i Muro, og heldigvis er vi alle 4 født med et konkurrencegén af en anden verden, som konstant titter frem og giver os sjove oplevelser, uanset om vi står på stranden eller sidder på altanen. Og så er vi traditionsbundne folk i vores familie, bare se på farfar Anders, hvad ville han gøre uden sin daglige drink og nogle faste rutiner, nøjagtigt som en vis hr. K.I. Jensen iøvrigt ;-). Der skal jo ikke meget til, før der er noget magisk over det at komme tilbage til noget man kender. Praktisk talt hver aften bliver vi mødt af restaurantejere, som kommer os i møde med åbne arme og giver kindkys til alle, de er så glade for at se os, giver os Cava og forretter gratis, stråler som solen, når vi fortæller dem, hvor skønt det er at være tilbage hos dem. Hvis nogen siger, at ovennævnte minder lidt om Le Bourg og Riberac og Café de Collonnes, så er det nok ikke tilfældigt…

Det er ikke kedeligt at være på ferie på Ivory Playa, men det er dejligt at kede sig bravt med os selv, føle nærværet, føle at man er værdsat af de lokale, føle at man hører til og ikke mindst forstå, at vi tager nogle helt bevidste valg ved at være her.

Kh fra 33 grader i skyggen på stranden ved Muro

En kædereaktion

Der er så mange ting her i livet, som starter i det små og på forunderlig vis vokser sig store. Det kan være kædehotellernes indtog på Malta, som Marianne så fint beskriver i sin blog, eller de modefænomener som hurtigt breder sig og vises frem på feriestederne inklusive Mallorca. Jeg tænker her på tatoveringer i alle afskygninger, der sidder på stort set alle steder på kroppen, og som folk ser ud til at gå meget højt op i. Jespers søn Thomas fik en ny tattoo under deres ferie hernede, Jake har flere tattoos, der alle har været nøje tænkt over, og som giver mening for ham, og for det han har oplevet eller elsker i sit liv.

Heldigvis bestemmer folk selv over deres krop, og det skal stå alle frit for at få en tatovering, uden at de skal dømmes for at være rockere eller have ødelagt deres krop, men jeg ville aldrig selv få en tattoo, og det er i mine øjne kun et fåtal, som kan bære det, eller som har fået lavet noget der er pænt og giver god mening. Hvorfor der i samfundet og især blandt de unge er opstået en kædereaktion med tatoveringer ved jeg ikke, men det er da noget, som jeg vil diskutere med Caro og Sofie, om ikke andet så for at høre om de forstår det, eller om de kan give mig en forklaring. Det er altid interessant at studere kædereaktioners oprindelse, ikke mindst når man lige har læst Dan Browns Engle og Dæmoner, og nu er igang med at læse den nyeste af Jussi Adler. Den sidstnævnte handler netop om en kædereaktion af begivenheder der helt uafhængigt af hinanden pludselig får mening for afdeling Q, og som starter med, at nogle immigranter reddes i land på Cypern, immigranter der på forunderlig vis har tråde til Carls kollega Assad og dermed sætter gang i en hæsblæsende jagt.

Med Cypern nævnt er vi tæt på at have sluttet cirklen fra starten og være tilbage i Middelhavet og kædehotellerne på Malta. Det er netop det, som gør det interessant at skrive blog for Jer, for hvis jeg kan opnå, at der opstår en slags kædereaktion med mine indlæg, så er jeg glad, og hvis jeg er glad, så er mine 3 piger også glade, og hvis vi er glade, så er I også glade…

Tror faktisk lige der er sket en kædereaktion her på altanen i Muro, for væsken i mit drinksglas er forsvundet, hvilket betyder jeg må rejse mig, hvilket betyder denne blog er slut, hvilket betyder det er tid til et spil Yatzy med pigerne, hvilket betyder endnu en dejlig feriestund, og hvis jeg er heldig, en refill…

Obersten

Malta 4

Store hotel komplekser, restauranter, STORE både, natteliv. Malta lever overvejende at turisme ligesom Mallorca. Og vores lokation St. Julian (San Guiljan) er ingen undtagelse. Faktisk ligger vi meget tæt på et af øens helt store “party områder” Paceville, opkaldt efter en famøs advokat og opfinder, der startede bebyggelse her i bugten. I første omgang for at residere soldater mellem 1. og 2. verdenskrig. Men i takt med bebyggelse fulgte også bosættelse af maltesere. Der findes i dag kun nogle få af disse boliger tilbage, efter Hilton og Sheraton kæderne holdt deres indtog i 60’erne og dermed omdannede bugten til det turistparadis vi sidder midt i lige nu. Casinoet som vi kan se fra vores værelse, er fra 90’erne. Tidligere var det sommer residens for Maltas mest velhavende bankmand og militærhospital. Sidstnævnte må siges, at stå i skarp kontrast til billedet i dag….

Her er upåklageligt lækkert, der er ikke så meget at sætte en finger på. Malta er et trygt og velhavende sted. Da et børnefodboldhold i sidste uge strandede til en international fodboldturnering i Ålborg i Danmark, fik den maltesiske regering straks arrangeret et fly der kunne hente de små pus hjem. Det kan man da kalde et lille velfungerende samfund.

Men vi trives nu stadigt bedst i det lille italienske smørhul Bagno Vignoni vi fandt for et par år siden; eller et lidt mere diskret sydfransk landskab. Her tenderer lidt grådighed og forbrugsoverflod. Vi lover dog fortsat at nyde dette ferieeventyr i fulde drag. I aften er aftenen hvor vi flot’er os og besøger en restaurant som ifølge Kristina og Steffen skulle være ganske særlig. Måske danner det basis for et nyt og sidste indlæg i morgen…..

PS: På billedet til venstre har I vores Hilton hotel. På den anden side af vandet er det private lejligheder. Om de utroligt labre både i midten tilhører det ene eller andet klientel har jeg ikke lige haft tid til at undersøge indimellem dukkerterne 😉 Til trods for det dyre look, er der i dette lille havnesmørhul nogle gode og uformelle spisesteder, bl.a. det indiske spistested vi indledte ferien med.

Ruhetag

Sikke en aktivitet her på bloggen, man bliver helt forpustet, så hvad mere nærliggende end at berette om en ruhetag her hos os.
Jeg vil tro, at Fuglsang og co. nede i Touren ikke ligefrem mener, at de har haft en ruhetag med Tourmalet, men det har vi altså. Jesper og co. tog hjem her til morgen, og efter en medrivende bordtennis double turnering blandt os 4 resterende, var det lige som om, at Camp Mosegård havde brug for en ekstra slapper. Det passede mig faktisk fint, for jeg døjer lidt med min spiserørsbrok på trods af piller (har levet for godt…), så der skulle hældes noget vand indenbords, og pigerne har også været lidt flade, så alle i familien var egentligt enige om, at der ikke var noget grund til at give den fuld gas i solen idag.

Det havde så den fine fordel, at obersten kunne sætte sig, med god samvittighed, og se Tour etapen, som faktisk endte med at blive ret spændende, selvom jeg da gerne havde set Fuglsang ende bedre end han gjorde. Nu tror jeg podiet er ude af rækkevidde, men så må han jo satse på en etapesejr i alperne, ligesom jeg må satse på en etapesejr i bordtennis, da alle 3 damer har været i forrygende form hernede og ikke givet ved dørene.

I aften skal vi nyde de milde vinde på Piero Rossi på molen sammen med Isabella Amsinck (Sofies veninde fra Vangede) og hendes familie, som lige ankom til Alcudia igår. Skal nok blive super hyggeligt, og man skulle da være et skarn, om man ikke kunne glæde sig over en formidabel pizza og en AN/2. Så meget for den ruhetag, men ligesom i Touren er det jo med at komme hurtigt igang igen efter sådan en dag på langs, ellers risikerer man at miste den gode (ferie)form i det lange løb.

Vi tales ved igen imorgen – kh Obersten

Bakken

Dejlige ferieindlæg I lægger op 🙂

Det godt at høre, hvordan I alle trives i ferien. Vi holder skansen herhjemme indtil afrejse til Provence på lørdag. Og “holder skansen” betyder bl.a. også drinks hos patriarken i Ordrup efterfulgt af en hyggelig middag på Cafe Bøgely på Bakken. Far og jeg med klassisk wienerschnitzel, Malene med laks. Da vi var på Bakken blev det også til et par drinks på et par andre serveringssteder og sågar en tur i rutchebanen for Malene og jeg (hun udfordrede mig!). Skøn aften.

Far er tilbage

Kære alle,
Jeg har kæmpet mig tilbage efter glemte passwords og gamle mailadresser!
Til Charlotte: Det allervigtigste er, at du har støtte i din kære mand. Lad være med at please alle andre før dig selv. Og er du i virkeligheden ved ubevidst at have taget en beslutning? Så forfølg din drøm, ligesom Abbedissen synger i Sound of Music!!!
Din stolte Far.
Til alle rejsende: Tak for dejlige indlæg – det er blevet en fabelagtig tradition at kunne følge Jer alle – også når I nyder tilværelsen langt fra tilværelsens daglige pligter.
Far Anders