Hvad betyder det sidste ord egentligt? Mange ting går jeg ud fra, men for os hernede er det lidt følelsen af, at ferien er godt inde i sin anden uge, og det er ligesom om, at vi har oplevet det hele før. Hvad mener jeg så med det?
Sofie har fundet en super norsk veninde, Nora, som er hernede sammen med sin far og nogle andre nordmænd. Faderen er i oliebranchen og kender godt til Esbjergs indtog på denne scene, onklen er politimand, og sammen med resten af familien kommer de fra Trondhjem. Man kan hverken se eller mærke, at Nora er et år ældre end Sofie, men hun er frisk og har helt samme lidt frække, uimponerede og udfordrende stil som Sofie. Men vi har oplevet det før, venskabet bliver så godt, at det faktisk hæmmer vores aftenaktiviteter lidt, det er dog OK.
Caro har fundet sammen med et mindre slæng af især drenge men også piger i hendes alder, som hun er sammen med det meste af dagen om det så er i poolen, på fodboldbanen, i vandvolley for teenagere eller om aftenen efter “lukketid”. Det skulle ikke undre om én af drengene finder anledning til at kysse vores kønne datter meget snart…
Anja og jeg forsøger at slappe af, men varmen er slem i denne uge, og da vi begge har læst vores bøger færdige indenfor de sidste par dage, så er vi faktisk begyndt at kede os lidt. Jeg ved godt det lyder sindsygt og utaknemmeligt. men som omtalt tidligere, så er størstedelen af gæsterne på dette hotel småbørnforældre, og de er umulige at starte en dialog med. Vi gik derfor til stranden idag, og det var ikke nogen dårlig beslutning. Vinden tog den værste hede, havet kølede os ned ind imellem og den norske oliemagnat sad ved vores side, og vi fik vendt det meste af verdenssituationen sammen med ham mens børnene hyggede sig i hver deres lejr.
Nu skal det jo ikke lyde som om vi aldrig er sammen med vores børn på disse ferier, for det er vi, men det er som oftest ved alle måltiderne. Morgenmad og frokost laver farmand på værelset og der er mødepligt, mens middagen nydes i byen eller på hotellets ganske fine restaurant med underholdning. Igår var vi på en dejlig spansk restaurant i Alcudia havn helt ude på spidsen af molen, hvor alle de store lystyachter ligger, heriblandt Michael Schumachers grå monster yacht. Vi sad helt ud til havet og masser af sejlbåde der lå for anker, og jeg fik den skønneste paella med alt godt fra havet og en Mallorcinsk Marcia Batle rødvin – uhmmmmm.
Det tomme glas ved siden af mig fortæller mig nu, at dagens Blog indlæg er slut, for ellers bliver det svært at nå en re-fill inden vi skal ud at spise, for satan det er hårdt at være på ferie :-).
Hilsner fra Camp Mosegårds hårdt feriende bataljon.




