Ny uge med ups and downs

Så er uge nummer 2 startet her i Alcudia. Lad os først lige understrege, at I dag lader jeg ikke min drink blive varm, for der er reserve-isklumper og mere gin lige ved hånden :-). Og lad os så lige samle op på ét par af de kommentarer, som Marylou og Menne har været på bloggen med. AN/2 er en vidunderlig vin der koster EUR 17 i butikkerne hernede og altså EUR 25 på restaurant, så kan man ikke andet end købe denne vin, når man helst vil drikke lokal rødvin på restaurant hernede. Til Menne’s kommentar om skovbrande, så har vi ikke nogen her i Alcudia, men vi læste om det hurtigtog der kørte af sporet og dræbte 87 mennesker andet steds i Spanien – ikke noget godt nyt for sikkerheden omkring de ellers så lovpriste hurtigtog…

De sidste par dage har vi været meget aktive hernede, og vi har været utroligt priviligerede, men der har desværre også været lidt malurt i bægeret for vores to dejlige velopdragne piger. Sofie kæmper med soleksem – uhhhh det klør 🙁 – og et stort forkølelsessår, og Caro har efter en lang pool-dag i forgårs fået for meget sol under øjnene, så vi har holdt lidt lav profil med solen de sidste par dage og smurt til den store guldmedalje.

Nok om skavankerne for vi er nødt til at prale lidt. Lørdag var en meget varm dag, men vi sluttede den af med middag yderst på molen i Alcudia på Piero Rossi’s italienske restaurant. Her var moderen og døtrene yderst tilfredse med lækre autentiske italienske pizza’er, og faren var i himlen med AN/2 og den skønneste Tagliatelle med Krebsehaler i en tomat-basilikum sovs. Men, men, men, det var jo intet sammenlignet med igår. Vi var på besøg hos min kollega Jacob, hans kone Helle og deres to børn i Port de Pollenca ca. 12km nord for vores hotel i retning mod fyret på Mallorcas nordøstlige spids, som kaldes Formentor.

Port de Pollenca er for det mere modne publikum, og vi følte os straks hjemme i den hyggelige og langt mindre (og mindre turistprægede) by på den anden side af Alcudia bugten. Jacob og Helle har i marts investeret i en lejlighed på 94m2 i en mindre bygning med 4 lejligheder. Der er fælles pool og deres lejlighed har netop det, en lejlighed hernede skal have: En tagterrasse på 110m2 med sol og skygge, lounge møbler og en rigtig mallorcinsk grill, som Jacob næsten brækkede ryggen på at slæbe op. Lejligheden har naturligvis air condition…
De har været hernede i 3 uger for at male, købe møbler og grill, m.m., og det er meningen, at lejligheden skal lejes ud i de “gode ferie-perioder”. Vi havde en fantastisk aften med grill og Rioja, og vi sad oppe på terrassen indtil midnat med kig til stjernerne, bjergene lige bagved Pollenca og lidt tag-vand-op-øvelser lige hen over vores hoveder af vandflyverne, som slukker de brande Menne spurgte til. Billeder følger når vi kommer hjem.

Sjovt nok havde alle damerne i familien bedt om at få lov til at sove længe idag, så jeg vækkede dem ikke, da jeg sneg mig ned i voksenpoolen kl. 8.30, netop som de ansatte var færdige med at gøre den ren. Det var guddommeligt at starte dagen helt for sig selv i en rengjort lounge-pool. Siden har vi stort set ikke været uden for dette healende sted, for da jeg endeligt fik pigerne op, så var der ikke én eneste ledig solstol tilbage på hele hotellets “børne-område”, og så trak farmand alle 3 piger med derind og trodsede indgangskravet på de 18 år! Er det forkert? Når de ikke kan garantere en solstol, så må man improvisere…og Ingen sagde noget til os eller smed os ud indtil vi selv gik kl 17.00. En lille appetitvækker af “voksen-pool-loungen” er sat ind her:

IMG_0977

 

 

 

 

 

 

For fanden nu er min drink helt fordampet…refill!

Mange hilsner også fra pigerne.

Jesper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *