Frem og tilbage er lige langt

Hej derhjemme

Overskriften henviser til en konstatering af, at så vendte vinden igen og kommer siden imorges igen fra nordøst, hvilket vi skal hilse og sige ikke er optimalt på nuværende tid af året, for temperaturen er gået ned med 3-4 grader og vinden er taget til, så selvom det er varmt, når solen står på, så er det ikke varmt nok til at solbade i længere tid af gangen. Det er denne ustabilitet vi ikke er vant til her på øen om sommeren, og selv de lokale er overraskede over, hvor dårligt et forår de har haft ift. normalen. Vi er dog ret tilfredse, for når vi tager hjem imorgen, så har vi haft 3 dage med dårligt vejr, som vi brugte fornuftigt til at komme lidt rundt, 3 dage med super vejr, hvor vi har slikket sol og nydt det, og så en enkelt middelmådig dag idag til at slutte med, hvor vi gået en lang tur langs stranden og fået spist alle rester i køleskabet. Sofie har også fået tid til at spille beachvolley med nogle tyskere fra en volleycamp, som hun var i byen med igår efter en salsa-time på hotellet bragte dem sammen, tror det var et tiltrængt afbræk for hende fra de lidt “gamle” forældre.

Når vi nu tager afsked med Ivory Playa imorgen tidlig, hvor Norwegian tager os hjem kl. 9.50 fra Palma lufthavn, så kan vi kontatere, at Mallorca ikke er Gran Canaria om foråret, at det ikke ser ud til, at de store klimaforandringer har ramt vores del af verden med stort ekstra varmeaftryk endnu, at det var en fejl jeg ikke fik pakket bordtennisbat med, at AN/2 stadig er en fantastisk flaske rødvin til noget nær al slags mad, at Sofie ikke længere kan sove igennem fars larm med kaffemaskine og indkøbsposer om morgenen før kl. 9, at Jussi Adler Olsen stadig kan skrive en god kriminalroman, at vi aldrig fik lejet cykler og, at Ivory Playa stadig holder som et smukt eksempel på et veldrevet, rent og super beliggende 3-stjernet hotel med et højt pris-kvalitetsniveau.

Og når vi nu snakker om Ivory, så bliver det også ældre og slidt, så i de kommende år bliver de nok nødt til at investere i nogle flere moderniseringer hist og pist, lidt ekstra maling, udskiftninger af diverse armaturer og køkkenting, men alt i alt, så er vi stadig godt tilfredse, og det er svært at bebrejde dem, at der måske ikke har været penge til at foretage store investeringer i de sidste par magre Corona år. Ville alle I kære familiemedlemmer synes om Ivory Playa, hvis I kom herned første gang? Ville I synes det var slidt og ikke være “lækkert” nok? Jeg tror bestemt I også ville synes, at det ligger perfekt, at det er hyggeligt og godt til prisen, at I ville værdsætte den høje rengøringsstandard og de fine udearealer og pools, og at I ville værdsætte, at det ikke koster mere end det gør, men det kan da ikke udelukkes, at vi på Camp Mosegård er fanget i vores egen lille osteklokke af selvbedrag om, at der ikke findes noget bedre end at komme herned og slappe af…?

Uanset, så har vi jo allerede booket 14 dage hernede til sommer, hvor vi også får selskab af Jesper Maigaard og hans drenge, samt de andre familier fra Kolding, som vi tidligere har mødt hernede, og altså vi ser allerede frem til det, og til at vinden igen vender.

Håber I har nydt at læse med og vi glæder os til at se Jer i Ålsgårde i den kommende weekend.

KH Obersten

Welcome back Mallorca

Hej derhjemme.

Så kom dagen, hvor lykken (og vejret) vendte for det lettere amputerede Camp Mosegård, for der har ikke været en sky på himlen idag, og vi har alle tre fået slikket alle og hver og én af de solstrejf, som vi blev budt igennem hele dagen, blot afbrudt af en lille frokost og en kort siesta som det hør og bør sig på disse kanter. Nu holder jeg faktisk ikke rigtig siesta, så efter maden gik jeg en lang tur langs stranden i mine shorts og solbriller, og enten er min krop så hvid, at folk måtte skærme sig for ikke at blive blændet, eller også har de ligesom mig lige lidt tilvænningsproblemer med at solen pludseligt er fremme og giver os 22 grader og strandvejr.

Stranden er stadig vidunderlig og vandet så rent som var det Maldiverne, men noget er alligevel anderledes lige nu, for myndighederne er igang med at forberede en lang sommersæson med rigtig mange turister, og derfor pågår der en del arbejde af forskellig slags dernede. Stranden bliver renset og der bliver sat spritnye miljørigtige solskærme op med træstolper og flettoppe og igen må man sige, at det ligner jo Caribien, men det er også en strand, som er rangeret blandt verdens 10 bedste, så det skal se ordentligt ud. Derudover ligger der med 300m’s mellemrum store toppe af sand, som skal fordeles over hele den (vistnok) 10km lange strand fra Alcudia til Can Picafort, så turisterne får noget blødt at ligge i. Sandet henter de op fra en kanal der løber mellem hoteller og ud i havet ca. halvvejs mellem os og Alcudia havn, en kanal der “sander til” i løbet af vinteren, og som derfor alligevel skal af med noget af sandet, da kanalerne ellers mangler vand og kommer til at stinke. Jeg skal nok lægge et par billeder af det ud på WhatsApp.

Således beriget med en dejlig bekendt følelse af sol og sommer og tid til at læse den nyeste Jussi Adler bog i solstolene her på Ivory Playa, er vi nu ved at gøre os klar til snart at indtage endnu et festmåltid og god Mallorcinsk vin. Vi sørger dog for at få lidt motion også, for vi går de 4km ind til Alcudia havn, hvor vi denne gang skal besøge den nye italienske “Bellavista”. Det er folkene bag den nu lukkede Piero Rossi på molen, som har lavet denne nye satsning, og det ved vi, fordi vi mødte ejeren Piero igår på én af hans andre restauranter inde i det gamle Alcudia, og gensynsglæden var enorm fra begge parters side. Han gav gratis Cava og lækre forretter med tun og blæksprutte inden vi kastede os over grillspyd, oksemørbrad og lammekølle, alt imens han fortalte os om den nye restaurant og de hårde tider med Corona, som har tvunget ham til at ændre koncepter og lukke restauranter på stribe.

Piero er billedet på en fightervilje her på Mallorca, som vi også har set på restaurant S’Albufera den anden dag, og som vi også har set i den danske restaurationsbranche, hvor man klemmer ballerne sammen, lever af take-away i en periode og så iøvrigt genopfinder sig selv og sine koncepter og kommer (bedre?) ud på den anden side. Fra obersten og pigerne her på Ivory Playa siger vi “Welcome back Mallorca”, vi er glade for at gense øen, solen og de gamle kendinge der forkæler os og kæmper en brav kamp.

God torsdag aften derhjemme.

Det lysner på Mallorca

Hej derhjemme,

Min blog idag handler ikke kun om vejret, selvom overskriften formentligt får Jer til at tro, at det er solen der er på vej, og tro os, den er på vej, for der er et vejrskifte i vente imorgen, som allerede er sat ind idag med lysere farver og lidt sol på himlen samt flere folk i poolen. Men faktisk handler det også om, at Mallorca har været nede i en bølgedal af dimensioner, med lukkede hoteller, restauranter og forlystelser, og man kan mærke, at de tror på, der nu er ved at være lys forude.

Vi var på én af vores favoritrestauranter igår, den hedder S’Albufera (opkaldt efter fuglereservatet bagved den), og vi har været der så mange gange, at de kender os og modtager os nærmest som familie, hvilket de da også gjorde igår. De er lykkelige for at se os (og omvendt), for de fortalte, at de seneste to års Corona nedlukning har gjort ondt i en sådan grad, at de kører på pumperne, på lån de har svært ved at betale, og det er i sidste øjeblik, at de nu ser lys for enden af tunnelen. Vi gjorde hvad vi kunne for at lave så stor en regning som muligt med dyre vine og god mad, og ejeren insisterede på, at vi efter middagen skulle smage noget af hans egen hjemmelavede “medicin”, som var en bitter lavet på en speciel Mallorcinsk frugt. Den smagte faktisk godt, men mest af alt var det dejligt at se ham smile og have restauranten godt fyldt op, for det er der brug for, så vi også i fremtiden kan komme ned til ham og få den gode service samt den gode mad fra grillen og ikke mindst den familiære stemning.

Dagen igår brugte vi i Palma, hvor der blev oset og hygget i de små gader, og hvor vi var forbi den smukke katedral, som selv i denne uge før påsken var flot besøgt af mange turister. Vi fandt en perfekt beliggende café på et lille torv, hvor solens stråler varmede os, så vi endte med at sidde og spise frokost kun i t-shirt i flere timer, det var umuligt at forlade solen…Det viste sig at være restauranten tilhørende det 5-stjernede Hotel Cappucino, der har rooftop pool og Orangeri i stueetagen, virkeligt et lækkert hotel for feinsmeckere (og for frokost i solen) og med tjenere i uniform med slips og jakkesæt og totalt styr på sine gæster, en fornøjelse.

Idag har det været regnvejr, men her klokken 17 er solen på vej frem, vinden er løjet af og er vendt fra Nordøst til Sydvest, det har virkeligt betydet en forandring, og det ser ud til det holder resten af ferien. Vejret gjorde, at dagen ikke blev brugt på cykel, men i stedet blev det en sundhedsdag med en god time i fitness for os alle og ansigtsbehandlinger til damerne her i eftermiddags, så nu har de ren barnenumse-hud i ansigterne, og ligner nogle englændere der har ligget for meget i solen uden solcreme (guderne – eller Jake – må vide hvorfor de nægter at bruge solcreme?). Mon ikke den rødmen lægger sig lidt inden vi drager ind til det gamle Alcudia for at spise på “Sa Taverna”, endnu en yndlingsrestaurant der har klaret de hårde Corona tider, og hvor de laver guddommelige spyd fra grillen med det bedste okse, lam, gris og kylling der findes her på øen.

Måske vi flotter os igen i aften med ekstra god vin og det bedste kød, så kan vi med god samvittighed sige, at vi har gjort vores bedste for at skabe lys på Mallorca, især når det nu ser ud til, at Mallorca skaber lys for os imorgen med sol og varme, helt som denne skønne ø har gjort det for os i alle de år. Du kan kalde det luksus, selvforkælelse, selvbedrag, overforbrug eller bare en sans for god kvalitet, vi kalder det gensidig livgivning.

Kæmpe knus til alle i familien

Obersten

Costa Kalundborg

Hej allesammen derhjemme.

Så kom vi til Ivory Playa igår formiddags og er blevet installeret på ét af hotellets bedste værelser med den dejligste udsigt til havet og poolen oppe fra vores altan. Alt gik fint herned og selv Norwegian fløj til tiden (hvilket vi jo ikke er vant til at opleve fra deres side…), og nu skal der bare slappes af med gåture, bøger, restauranter og nogle velvalgte spil. Mallorca ligner sig selv og så alligevel ikke. Der er koldt og blæsende som ved vesterhavet i påsken, der er grå og onde skyer over os, som driver afsted med en fandens fart, og der er forbavsende mange hoteller og restauranter, som endnu ikke har åbnet for sæsonen. Vejrudsigten er 11 grader og overskyet med 10 m/s vind, men heldigvis siger den et skifte til 15 grader onsdag og 20 grader fra torsdag og 23 grader fredag+lørdag med sol, så vi glæder os til det varmer op og bliver vejr til shorts, pool og drinks på altanen, for selvom vi godt vidste, at vejrudsigten var tvivlsom de første dage, så er det alligevel lidt surt at være ankommet til Costa Kalundborg i stedet for det Alcudia, som vi kender.

Men vi lader os jo ikke slå ud af lidt dårligt vejr, den gode nyhed er, at det ikke regner, og at vi slapper godt af sammen alligevel. Med den rette påklædning, så er vejret faktisk fint til at gå lange ture, hvilket vi så har gjort idag ved at gå en 12km lang tur langs stranden ind til det gamle Alcudia og spise frokost. Vi var forbi havnen og molen som desværre afslørede, at nogle restauranter ikke har klaret turistkrisen med Corona, således havde vores favorit, det italienske Pizzeria Piero Rossi, lukket og slukket allerede for to år siden, og det var trist at se den tomme skal af en restaurant, hvor vi har brugt så mange skønne timer og fået så mange gode pizza’er.

Imorgen går turen så til Palma, hvor der kan shoppes lidt om formiddagen inden frokost, og om eftermiddagen er obersten ved at arrangere en vinsmagning af Mallorcinske vine på en vinbar, som ser lidt spændende ud. Onsdag påtænker vi at leje cykler og køre til Port Pollenca for at finde et passende frokoststed, og senere på eftermiddagen skal pigerne så have nogle velfortjente behandlinger i hotellets spa afdeling inden torsdagen og solen melder sig og giver mulighed for at slikke sol og hoppe i den, trods alt, opvarmede pool.

Det er mandag, klokken er 16.17 og normalt ville der være fuld gang i e-mails, indkøb og støvsugning, men nu står der faktisk en kold Brewdog IPA og et spil Yatzy foran mig, så jeg tænker det er fint nok at være ved Costa Kalundborg i stedet for i Vangede.

Der kommer lidt billeder på Whats’App og sender naturligvis kæmpe knus og på gensyn en anden dag.

Obersten