1987 er lang tid siden…

For et par måneder siden fik jeg en e-mail fra en gammel klassekammerat fra gymnasiet. Hun inviterede til studenterjubilæum på Esbjerg Statsskole, da det i år er 25 år siden jeg og resten af 3.X blev studenter. Så i går var jeg på vores gamle skole for et møde med en meget fjern fortid. Det var en rigtig god oplevelse, og jeg blev nærmest overvældet over de mange minder. Sikke tider det var.

Der var mødt 11 op fra den gamle klasse. Jeg kunne godt genkende de fleste af dem, efter lige at bruge et par sekunder på at sætte navn på ansigterne. Efter dimissionsfesten spiste vi frokost sammen på Dronning Louise på Esbjerg torv, så der var god tid til at mindes de gamle dage, og udveksle historier om de liv vi har ledt de sidste 25 år.

Far havde 50 års jubilæum, så han tog med og mødte også gamle bekendte. Flere fra min klasse kunne godt genkende ham på afstand, og alle huskede den gode fest i teltet i Skjoldsgades have 🙂

Gode barndoms minder

Hej derhjemme.

Vi nyder fortsat ferien selvom den går på hæld :-(. Hver dag har sine højdepunkter og igår var det natbadning. Klokken 23.15 tændte vi alt lys udenfor inklusiv poolen og så hoppede pigerne, Flemming og jeg ellers i det opvarmede luksusbadekar mens Anja forevigede det. Det frembragte gode minder fra Le Bourg hos undertegnede, og det er noget enhver forælder må opleve med sine børn, hvis det står til mig.

Ulempen er så med pigerne, at de er nødt til at komme i bad bagefter og få vasket samt tørret håret, for ellers kan de ikke komme i seng…og i kender vores piger, det er langt hår og en lang proces! Det var dog al umagen værd, og Caro postede naturligvis en Facebook kommentar blot minutter efter eventyret var slut.

Dagens begivenhed var så lørdagens marked nede i Callas. Det var typisk fransk og landligt og super hyggeligt, men det var også bizart, for der bor så mange danskere i og omkring Callas, at der blev talt ligeså meget dansk som fransk ved boderne og ikke mindst på torvets stopfyldte bar. Blandt gæsterne var også den tidligere direktør for Vestas og hans kone, som begge er meget sympatiske og rare pensionister og Callas beboere. Det var tydeligt, at han ikke er tilfreds med den måde, hvorpå den nuværende ledelse forvalter sit embede…

I aften står den på restaurant i Bargemon og med lidt held får vi et glimt af familien Beckham, som har hus i nærheden ligesom Elton John iøvrigt har det. Det ville være rart om vi kunne undgå kun at møde danskere…:-).

Vejret er dejligt og varmt men ikke særligt solrigt, så det er perfekt for personer som mænd i Steenstrup familien, der ikke ønsker den vilde soldyrkelse men gerne vil have en fornuftig varme! Men det skal understreges, at hernede er denne holdning i klart undertal…

Nå men den næste kolde øl venter på mig, så jeg gør som mandlerne – smutter :-).

Knus fra Callas