Indtryk fra Philippinerne

Kære Strupper,

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! Den grundlæggende positive indstilling – som heldigvis præger os Strupper – har vi haft god brug for i den seneste lille uge i familien.

Skidt at vi sluttede ferien af med, at tre ud af fire har fået en salmonella bakterie med fra Cebu. Godt fordi jeg nu har masser af tid til at skrive et blog indlæg her fra hospitalsstuen på St. Lukes Hospital.

For lige at tage status på salmonellaen først, så er Daniel i bedring og jeg regner med, at vi bliver udskrevet i eftermiddag eller i morgen formiddag, hvorefter Danske Forsikring skal få os på en afgang hjemover så hurtigt som det nu er muligt. Medicinen ser ud til at virke. Anne Mette og Emilie døjer med den Cebu’ske syge i noget mindre omfang, men har været ved læge og får forhåbentligt snart bugt med den drilske lille bakterie.

Som et curiosum kan jeg fortælle, at de klaskede sig på lårene af grin, da jeg fortalte, at salmonella er den helt store frygtede bakterie hjemme. Den ser de slet ikke noget problem i, da den er overalt hernede og de fleste af de lokale bliver ikke påvirkede (deres krop er så vant til den…). Næ, de frygter den langt mere aggressive fætter (eller er det kusine?) tyfussen, som rask væk tager livet af selv lokale hernede. Så da resultatet åbenbarede salmonella som var “ikke-tyfus” arten, klappede de i hænderne og smilede stort. Det tog broden af chokket, som havde forplantet sig i min krop da jeg så “salmonella” ordet. Og så fik de i øvrigt endnu et atort grin, da jeg fortalte, at vi holder æg på køl for at undgå salmonella!

Jeg mener at have fundet årsagen til infektionen. Nede i Cebu – jeg kommer tilbage til selve ferien – benyttede vi os alle af Miks service hver morgen. Mik var den meget søde, men meget stressede unge praktikant, der stod ved “the egg station” og lavede omeletter til folk. Da morgenmaden i øvrigt ikke var noget at skrive hjem om (og det gør jeg så alligevel), var en omelet god til at lægge bunden. Men da Mik var en populær herre, gik det nogle gange lidt stærkt. Og særligt een morgen, var køen lang og Miks stressniveau højt, så han fik langet omeletter ud over disken, der ikke var heeeelt færdige.

Daniels var den omelet, der var mest rå i midten. Det ser jeg nu klart i bakspejlet, fordi skæbnen ville det således, at Daniel faktisk påpegede det selv og spurgte mig: “Far er den ikke lidt rå, kan jeg spise det?”. Gæt hvad overskudsfar svarer? Formentlig rigtig gættet: “Det sker der ikke noget ved”.

Den lille bemærkning har i den grad været ris til r.. Den har kostet en uges ophold på et hospital i Manila! Jeg siger ALDRIG igen, at nogen skal spise en ufærdig omelet uanset hvor i verden, vi befinder os!

Anne Mette og Emilie spiste med stor vellyst deres respktive omeletter, men de var knap så rå, og derfor er de sluppet billigere.

Præcis den morgen valgte jeg – i modsætning til de tre andre – at vente indtil køen var væk, hvorfor jeg fik min omelet senere end de andre og meget well done. Det må da siges at være forudseende: Jeg sørgede for at få min well done, så jeg kunne være frisk til at blive og passe min syge søn!

Nå, nok om selve salmonellaen. Fokus bliver jo lidt på denne lidt kedelige afslutning, men sandheden er, at vi indtil dagen før afrejsen hjem til Danmark har haft en fantastisk ferie.

Fulde af forventning troppede tropperne fra Emiliekildevej op i lufthavnen fredag d. 7. april. Nogle var måske lidt ængstelige over at skulle så langt væk og ned til et land, der er styret af Duterte med hård hånd. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg have gættet på, at Duterte var navnet på en af skurkene i en gammel John Wayne film. Nu er han tilfældigvis præsident, så han er vel hævet over at være skurk (han bliver i hvert fald så betalt for at være det), men ellers er der mange paralleller i hans adfærd til den klassiske skurk – skyd først, spørg bagefter.

Overskudsfar havde brugt megen energi på at berolige tropperne, særilgt generalen (i øvrigt en kvindelig en af slagsen), der meget grundigt og meget hyppigt holdt briefinger for de yngre kadetter om, at de ikke måtte løbe væk, ikke måtte gå alene på toilettet, ikke måtte antyde i lufthavnen at skydevåben eller lignende var en del af bagagen, men til gengæld gerne måtte bevæbne sig med litervis af creme for at beskytte sig mod den største skurk af alle – selveste solen.

Selv om vi med militæragtig præcisiom stod op, da vækkeuret ringede, lykkedes det ikke at holde os til tidsplanen (nogle af de mest skarpsindige blandt denne eksklusive læserskare vil ikke være overraskede over at erfare dette), så planerne for shopping, morgenmad fra Lagkagehuset og almindelig summen rundt i lufthavnen blev kondenseret ned til lynshopping, der var usædvanlig målrettet selv fra generalens side og en lynmorgenmad hos Steen & Ole, der lagde en solid bund, da den skulle indtages hurtigere end godt var. Men overskudsfar havde jo lovet det til de unge kadetter, og en overskudsfar holder vel hvad han lover – mavepine eller ej…

Turen med Singapore Airlines gik fint, selv om overskudsfar (igen) havde taget fejl, så vi til ingeniør kadettens store fortrydelse hverken kom til at flyve med en dobbeltdækker (ja altså Airbus udgaven, ikke London typen), eller Jumboen. Men flyet fløj selvom det var i een etage, og servicen var upåklagelig.

Noget trætte efter 12 timer, hvor især mindst kadetten meget ihærdigt forsøgte at undgå enhver form for hvile med stor succes, ankom vi til Singapore. Fin lufthavn med god plads og behagelige indre haver til at fremhæve det kunstige indtryk (!), men også meget dyr. For jo – såvel generalen som den mindste kadet lod sig ikke mærke med, at vi havde fløjet i mange timer, da først butikkerne med deres glans bød sig til. Generalen fandt med vanlig sikker sans for at opsnuse de gode tilbud, en butik med 70 pct. nedsættelse, hvilket gjorde det muligt at erhverve et par shorts til en nogenlunde almindelig pris. Så har man været der op plantet et flag, synes hun at tænke…

Et lille hurtigt hop (nogle få tusinde kilometer) senere, ankom hele truppen fra Emiliekildevej godt møre – dog havde selv mindste kadetten måttet overgive sig til søvnen i de tre timer turen varede, for vi havde jo faktisk sprunget en nat over. De tre timer viste sig at være nok, og ingen i familien har mærket noget til jetlag på turen!

Gensynsglæden var stor da vi blev mødt af generalens bror og første sergeant Sofia i lufhtavnen. Og herfra er det, at generalens og kadetternes bekymringer gradvist bliver reduceret. Generalens bror, chefen for UNFPAs kontor i Manila, har selvfølgelig sørget for, at generalen kan føle sig tryg.

Vi hentes i et monster af en firehjulstrækker, som alene har til formål at fragte passagererne. Bagefter følger chaufføren med bagagen (godt nok i en lidt mindre firehjulstrækker, men alligevel). Til overskudsfarens fortrydelse pointerer ingeniør kadetten straks overfor landechefen Klaus, at overskudsfaren er noget misundelig over ikke at kunne køre rundt i tilsvarende køretøj!

Landechefen bor selvfølgelig standsmæssigt på 36. etage med udsigt over største dele af Manila i en lejlighed på 300+ kvadratmeter med tilhørende poolkompleks, fitness, spa, osv, osv. Generalen har jo sørget for at stationere sine folk ordentligt. Det er vel overflødigt at nævne, at tjenestepigen sørger for det hele, undtagen når landechefen selv går i køkkenet for at bage rugbrød eller stege tallerken store bøffer, som overskudsfar selv havde den glæde at være med til at opleve.

Eneste frustration ved denne herskabelige indkvartering var og er, at der indenfor et godt slået drives afstand er en smuk og sirligt holdt golfbane, bogstaveligt beliggende for foden af bygningskomplekset. Og dog var og er den uden for rækkevidde, da landechefen af uransagelige årsager ikke har villet punge ud med de godt 2,5 mio. kr. det koster at erhverve sig et medlemsskab. Og greenfee er man for ophævet til. Det er “invitation only”. Hold da op det kilder i min driver at se ned på det anlæg…

Mindste kadetten indtog i øvrigt med største selvfølgelighed lejligheden som var den hendes egen, satte sig tungt på pigeværelset sammen med pigerne – som heldigvis har lært af landechefen at udvise megen tolerance – og viste sig frem som en pige i en alder, hun faktisk ikke har endnu. Jeg var aldeles uønsket i rollen som både far og overskudsfar for den lille pre-teenager. Men det er jo også rart engang imellem ikke at skulle behøve at have så meget overskud.

Den lille pre-teenagers shopping gen viste sig også at være særdeles veludviklet, da vi dagen efter begav os ud i Manila anført af de erfarne kusine kadetter, Sofia og Cecilia. De havde på forhånd lovprist diverse malls, og dem havde generalen og hendes pre-teenage kadet udset sig som første væsentlige territorie at indtage i det fjerne østen.

Forudsigeligt nok endte det med en dag, hvor overskudsfars overskud skrumpede gevaldigt – på alle måder – mens mindste kadettens overskud til gengæld eksploderede i en overflod af poser med gode sager såsom 7 sommerkjoler, to tasker osv, osv. Generalen selv tog sig af de fysisk mindre – men monetært slet ikke mindre – perleindkøb. Og mest overraskende gik ingeniør kadetten helt amok og shoppede tøj i en fart og mængde, der fik kusine kadetterne til at måbe. Ja, såmænd lod selv overskudsfar sig lokke af de lave priser til at shoppe lidt polo-shirts, så da vi vendte tilbage til basen på 36. etage var alle glade, tilfredse og næsten mere udmattede end efter flyrejsen. Så måtte overskudsfar leve med, at overskuddet var skrumpet. En dry martini senere var det dog til at leve med, for er der noget bedre end at se yngste kadetterne vise deres nyindkøbte sommeruniformer frem med kæmpe tilfredse smil på læben?

Ferien bød dernæst på en historisk dag: Generalen og kusine kadet Cecilia kunne for første gang nogensinde fejre fødselsdag sammen (jo, de er født samme dag). Kusine kadetten havde dikteret udflugt til “kidzania”. Lad mig straks advare: Dette koncept er skabt af en ondskabsfuld mand, der prøver at overbevise børnene om, at de skal tage magten i samfundet. En hel lille by bygget op med alskens funktioner – banker, benzinstationer, frisør, produktion af is, cola, mv., aviser, flyselskab, etc, etc. Børnene bliver udstyret med kidzania dollars, og så kan de henholdvis købe ting (selvfølgelig til opskruede priser) og tjene penge ved f.eks. at arbejde som stuepige på et hotel – så de kan bruge flere penge. Alt sammen selvfølgelig baseret på sponsorede stande med Coca Cola, Shell osv som sponsorer.

Men det værate er, at det hele foregår indenfor i en kæmpe lagerhal, hvor luften mildt sagt ikke er særlig god. Og air condition kører på fuld tryk. Samtidig er der INTET for forældrene at give sig til. Så overskudsfar og generalen selv måtte ofre aig og tilbringe største delen af fødselsdagen inde i en iskold “forældrelounge”, altimens der udenfor var behagelige 30 grader. Men de fire unge kadetter var glade, så hvad mere kan man forlange?? Behøver jeg at nævne, at jeg igen måtte have en dry martini for at finde noget, der mindede om mental balance igen!

Historien er vist grebet om sig, så lad mig være lidt mere kortfattet omkring resten af ferien.

I påskedagene kørte vi sydover med Beck truppen. Bare omkring 100 km fra Manila i afstand, men over 3 timer i bil! Scenen er fascinerende, når man kører igennem landet. Fuld af kontraster, megen fattigdom, men også masser af foretagsomhed. De unge Steenstrup kadetters øjne stod på stilke, skulle jeg hilse at sige.

Målet var et resort, Puenta Fuego. Dejligt sted med skønne pools, god strand og dejlig mad. Og igen en golfbane (dem er der fakrisk mange af herude). Jeg fik desværre ikke spillet den, men udfordrende så den ud.

Tilbage til Manila for at pakke kufferten om og så afsted til Cebu og derfra ud til vores fem-stjernede resort, Plantation Bay. Cebu er en af de større byer, beliggende i det centrale Philippinerne, og em kendt turist destination. Desværre læste vi et par dage før afgang, at vagter på et resort på en ø lige i nærheden, havde været i ildkamp med radikale muslimer, som forsøgte at trænge ind for at bortføre turister. Det sker desværre med jævne mellemrum i det sydlige Philippinerne, men det var første gang, at det skete så nordligt. Der var 9 dræbte (!), dog ingen turister.

Generalen mente måske nok, at vi dermed kom lidt for tæt på fronten (man er lidt af en skrivebordsgeneral), mens overskudsfar påpegede, at sandsynligheden for at det skete igen lige efter, var meget lille, så det var faktisk rigtig godt, at det var sket lige før vi kom. Nå ja, man skal vel være lidt overskudsagtig. Kadetterne var vistnok ligeglade, bare der var en pool.

Og det var der. Plantation Bay var et fint sted, lidt slidt hist og her, men med alt det man gerne vil have på et familievenligt resort. Ikke mindst de små golfvogne, som transporterede folk rundt på det temmelig store område. Snorklingen var ikke fantastisk, men det blev ophævet af vandrutschebane, bordtennis, bueskydning, flere gode pools og flere restauranter. Yngste kadet var lykkelig i poolen, ingeniør kadet lykkelig i golfvognene, generalen lykkelig på solstolen og overskudsfar skulle bare klare dagen indtil det blev tid til en San Miguel i swim-up baren, så var han nogenlunde tilfreds. Sådan kan dagene hurtigt gå, og det gjorde de. Lige indtil den morgen, hvor vi vågnede ved at Emilie kastede op ud over det hele. Og så Daniel bagefter. Og så Anne Mette bagefter.

Hjem skulle vi. Det er sikkert at sige, at jeg aldrig har oplevet en rejse, der var så slem. Begge yngste kadetter sad med brækpose i shuttlebussen på vej til lufthavnen – og brugte den. Det fortsatte i lufthavnen, igennem security (hvor de til gengæld nærmest ikke gad tjekke os), og inde i den mikroskopiske terminal, som var overproppet med mennesker. Ikke en stol at få var der, så de to syge familiemedlemmer sad på gulvet og kastede op på skift (mens generalen kæmpede en brav kamp med sin mave). Overskudsfar kunne heldigvis stå på benene. Selvfølgelig var flyet to timer forsinket. Og selvfølgelig betød det, at vi kom så sent til Manila, at vi sad to timer i bilen for at køre 5 km! Som Landechefen skrev: “Manila at its best”.

Resten er historie, som man siger. Overskudsfar filosoferer stadig over, hvor godt det var, at vi trods alt nåede til Manila. St. Lukes er det bedste hospital i landet og holder en skyhøj standard. Ingeniør kadetten bliver tilset af landets bedste læger, vi har eget værelse med tv, dvd, køleskab og god udsigt. Tilsvarende havde vi ikke fundet i Cebu. Og så har vi Beck truppens hjælp og uvurderlige støtte. Man skal som sagt se det positive i tingene!

Herfra blot tilbage at sige: Overskudsfar og ingeniør kadetten takker af for nu og glæder os til at se jer alle i det relativt set sikre og kølige DANMARK.

Knus

Ingen vej tilbage

Er navnet på den krimi jeg er igang med, Lee Child’s seneste eventyr om Jack Reacher, men det kunne også være det faktum, at vores ferie lakker mod enden, og vi SKAL hjem imorgen.

Bare der dog var en vej tilbage, så vi kunne undgå at skulle med det Norwegian fly imorgen kl. 16.45, for det vil jo flyve os hjem til 3 grader og regn i Vangede! Men på den anden side, så har vi jo fået vores brune kulør, vi sidder og drikker det sidste Martini Dry, der er ingen Magnum is i fryseren og kun 2 colaer samt en enkelt San Miguel tilbage i køleskabet, så hvad skulle vi blive her for?

Jo altså der er de 25 grader, men ifølge vejrudsigten, så må de også her på Mallorca vænne sig til lidt koldere vejr, for allerede imorgen er det 20 grader, og så falder den til 16 grader mandag. Vinden er også taget til, så jeg må i dette øjeblik for første gang nogensinde hernede sidde indenfor og skrive min blog. Hvor fanden bliver den globale opvarmning af?

Så er der de dejlige restauranter, vi har været på inde ved havnen, og vores favorit steakhouse herude “S’Albufera”, men ligesom om sommeren, hvor vi kommer forbi dem alle to gange, så har vi jo netop fået besøgt dem én gang allerede på denne uge, så mission accomplished på den front.

Måske bør vi bare sande, at vi har fået det maksimale ud af den uges ferie i strålende solskin, at Mallorca endnu engang har holdt sit løfte til os, at Ivory Playa var skøn som altid, og at ethvert forsøg på eskapisme vil lede os i uføre eller ligefrem ende i ren fiasko?

Nej, der ER ingen vej tilbage, vi skal hjem, og det bedste er at erkende det, komme videre og lave favntag med ordene, som en fremragende poet fra Vangede gav os: Jeg holder af hverdagen.

Flyv!

Undskyld…

Fordi der ikke var et blog indlæg fra mine hænder igår, men vi havde lidt travlt, da Anja og jeg skulle til middag i Port de Pollenca hos min kollega Jacob. Efterhånden en dejlig tradition at kunne komme over til deres taglejlighed med hav- og bjergudsigt, når vi alligevel er på Mallorca samtidigt.

Undskyld også til vores døtre for at slå dem i Ivory-Ping-Pong-mesterskabet idag. De gamle kan endnu, selvom man vel godt kan sige, at Sofie spillede med handicap med den gipsarm…men I ved hvordan det er i vores familie, man kan ikke tabe med vilje, og man skal ikke lære børnene, at de altid kan vinde, blot fordi de er børn (selvom en gang imellem skal man vel give sig?).

Undskyld også for at vi åbenbart har det bedste vejr i Europa hernede på vores elskede ferieø med 25 grader i skyggen og ikke en sky på himlen. Forhåbentligt kan Charlotte, Peter og børnene gøre os rangen stridig dernede i Malaga, og vi håber da, at regnvejret passerer forbi Paris Thomas, men ellers ser de parisiske caféer og Bistroer jo ligeså godt ud indenfra som i solskin 😉.

Undskyld til de to stakkels engelske forældre, som idag nede ved poolen havde et par trætte tvillinger, der bare ikke ville holde op med at skrige, og som mere end én gang fik dræberblikket af os fra Camp Mosegård, men de kunne jo bare have taget deres børn op til en middagslur!

Endeligt bør OFS undskylde til undertegnede for, at vores COO og CSO bad mig være på et conference call kl. 15 med min store franske kunde, der selvsagt ikke er tilfreds med vores manglende leveringer. De ville ikke selv stå med lorten,  som de selv har skabt, og det bør man undskylde for…!

Obersten

Snevejr!!!

det har sneet siden i nat og det lægger sig!

sneen er tung at køre i, men Alexandra og Paul tog ud igen efter en sen frokost. Det er godt vi har snekæder med!

ellers afholdes det store yatzy mesterskab når mørket falder på.

knus fra menne

Dagdrømme

Solstik, dagdrømme, alder, ja kald det hvad du vil, men når man ligger der på solstolen, så kan selv den bedste bog jo ikke altid holde en mand i min alder vågen…så da Jason Bourne slog øjnene op og kiggede sig omkring blev han straks mistænksom. Hvordan var han mon havnet på den stol ved poolen ét eller andet ubestemmeligt sted i den vestlige verden? Han måtte straks lave en rekognisering og finde egnede udveje, for det ville helt sikkert ikke vare længe før de skiderikker, som jagtede ham, igen ville vise sig at have fundet ham.

Der var et hav af kandidater omkring poolen, den ene mere oplagt end den anden. Kun englænderne ved baren kunne Jason udelukke på forhånd,  de var simpelthen for fede og for røde efter en dag i solen, det lignede ikke nogen CIA kunne finde på at hverve. Der var til gengæld tyskeren overfor med en lille streg af en kone, han havde hverken brune cykelben eller den store interesse i at komme i den kolde pool. Russerne ved siden af Jason virkede ærligt talt som om, de kom direkte fra en KGB lejr for amatører. De var larmende og havde slet ikke styr på de unger, som gud ved, hvor de havde støvet op for at skabe sig et dække.

Var det tid til at komme videre, eller skulle man lige svømme en tur i poolen og få et bedre billede af, hvem der mon var en del af spillet? Jason kastede sig frygtløst i poolen og fortrød det øjeblikkeligt, den var ligeså kold, som da han for et par år siden var på besøg i Moskva i -35 grader, men han måtte holde hovedet koldt, og i den pool var det ikke noget problem!

Pludseligt går det op for Jason, hvem der holder øje med ham, det er de satans arbejdere, som går og renoverer den opvarmede pool nede i den bagerste del af poolområdet. Hele bundtet ser lidt mistænkelige ud, og hvorfor er de igang med at flå en helt ny lækker varmtvandspool fra hinanden? Den kan vel for pokker ikke allerede være i stykker?

I samme øjeblik er der nogen der prikker Jason på skulderen…hvad så skat klokken er 17, skulle vi ikke en tur i fitnesslokalet inden drinkstid? Jason kigger på den smukke midaldrende kvinde, som står over ham og heldigvis genkender han hende, som kvinden han elsker…hukommelsen er tilbage og det er obersten også 😉.

Jespersen

Vi skotter til skotterne

Jeg er spændt på, hvem i familien der ved, hvad dette betyder. Men for at sige det, som min gamle farmor altid gjorde: Summa summarum så har jeg snakket med nogle skotter på denne tur,  og det er da nogle dejlige mennesker.

Forestil Jer poolside på Ivory Playa sidst på eftermiddagen. Anja og undertegnede er kommet lidt tidligere end pigerne tilbage fra stranden, og man falder i snak med Iain og Dorothy fra Glasgow. Jeg spillede dart i Ivory Games med hele deres familie igår og blev tæsket noget så grusomt af Dorothy. Hun var sygt god til dart, men der er jo også dartskiver på alle pubs…Begge ligger ved poolen, og jeg noterer mig, at de har et 500ml Cola papkrus ved deres side og siger til dem, at det er noget tyndt øl de drikker. Men så viser Iain mig papkruset, og jeg ser at det er øl, straks er man mere rolig :-).

Long story short og med klædelig benovelse fra min side, så kommer vi i snak om Brexit og skotternes ønske om nyt referendum. Til min store overraskelse, så er de begge for EU men synes også begge, at man må acceptere demokratiets beslutninger, så Skotland skal ifølge dem ikke endnu engang til stemmeurnerne, for det har de jo lige været!

Aftenens bytur går til det gamle Alcudia, hvor vi vil slendre rundt og finde én af vores favoritrestauranter. Mon ikke der også bliver skænket et glas AN/2 eller to, og lur mig, om ikke der bliver kigget lidt i butikker i den gamle bydel bagefter.

Nå ja det med skotte, det betyder at kigge, og vi kan roligt skotte til skotterne, for de er helt deres egne og i udvalgte (påviste) discipliner helt unikke.

Obersten

Cykeltosser og en historisk spansk bedrift

To tredjedele af hotellets nuværende gæster kan bedst betegnes som cykeltosser i min alder. De beboer i stor stil den mallorcinske jord, og de er helt ærligt formidable gæster for os og for hotellet.

For hotellet betyder det, at de kan melde udsolgt allerede fra og med april måned, hvilket for bare 10 år siden var helt utænkeligt. Bevares det er ikke alle hoteller i Alcudia, som har fanget finten og strikket cykelpakker sammen med aflåste kældre og udlejning af super udstyr, der klemmer de ædlere dele og får alle til at gå som John Wayne. Men dem der har smedet mens jernet er varmt får fuld valuta for pengene i disse år, hvor ufatteligt mange mænd (og efterhånden også kvinder) i alderen 40-60 år skal realisere sig selv og finder at cykling, godt vejr, topmaver og mandehørm er den rette cocktail.

Helt egoistisk set er det de bedste hotelgæster der findes. De cykler stort set fra kl. 10-17 og dvs. de optager ingen solstole, der er ingen larmende børn, og de sørger for, at der er gang i baren om aftenen, hvor vi også gerne vil have lidt selskab. Danskere, tyskere, hollændere og franskmænd er de mest udbredte tosser, det varer nok nogle år før englænderne kommer med på vognen…om nogensinde!?

Idag har været helt igennem skøn for mig og familien, for vi har ikke set skyggen af sky(team) og er inde i vores normale Ivory Playa rytme, hvor jeg står op ved 7.30 tiden og får en kop kaffe og de vigtigste nyheder på iPad’en ude på terrassen med solen som min kammerat. Derefter en gåtur på 4-5km ved stranden med afslutning kl. 9, hvor Eroski supermarked åbner og dagens indkøb gøres til morgenmad og frokost. Bare rolig mine pligter ophører med disse to måltider, men ellers ligger vi ved stranden og mest ved poolen, der læses bøger og magasiner og høres en masse musik.

Aftenerne er stadig kølige hernede, så sommerkjolerne er svære at bruge på denne tur, men pigerne insisterer heldigvis på at se lækre ud, så aftensmaden indtages indenfor på vores favoritrestauranter.

Når vi nu er i Spanien, så er det en dobbelt glæde at Garcia vandt Masters igår, sikke en velfortjent mester og sikke en historie han fuldender med sine berømte landsmænd Seve og Olazabal – felicitationes og alle står ret!

Obersten

Hola!

Så er Camp Mosegård tilbage på Iles Baleares eller nærmere betegnet på ferieøen Mallorca, hvor vi for første gang skal prøve at opleve sol og sommer – men i april 🏖😁.

Tidligt afsted sad vi på Norwegian kl. 6.05 og landede i Palma lufthavn kl. 9.00, hvorefter vi tog en taxa til vort elskede Ivory Playa, hotellet der på mystisk vis har fået obersten og de 3 damer til at droppe stort set alle andre ferieplaner. Naturligvis havde de opgraderet os til et værelse med havudsigt, selvom netop disse, de bedste værelser, var udsolgt, da vi bestilte.

Vejret er perfekt med sol og 20 grader i skyggen, så vi lagde os straks ved poolen og blev der hele dagen indtil nu, hvor jeg kl. 17.15 er godt igang med mit daglige shot lykke – altså en blog og en drink. Lidt rød hist og pist er man vel blevet til trods for solcreme, men ikke noget at snakke om sammenlignet med de gode gamle dage i Le Bourg, hvor solcreme var en by i Rusland.

Det ser heldigvis ud til, at vejret skal blive endnu varmere i de næste 4-5 dage, så kan det være man kan undgå at få helt så meget polarnosser (Jer med børn under 14 år må selv bøvle med at forklare dem, hvad det betyder)…under svømning i poolen, men vi skal nok opdatere Jer i de kommende dage, både Jer i Danmark, Jer i Trysild og Jer på Philippinerne, og mon ikke der bliver heftig aktivitet på bloggen de næste uger, det er altid skønt ❤😉😎.

Knus fra Ivory Playa

Trysil

vi er ankommet i god ro og orden. Har spist Alexandras grønsagslasagne med stor appetit. Paul har fået ski og støvler og i morgen kl 8.30 tager familien ned til liften. Forhåbentlig på ski og ikke faldet i sneen.

Alle pister er åbne, men vi undgår nok ikke schlosseis senere på dagen. Vi må se, ellers skal vi finde kort og raflebægere, som jeg har glemt.

knus fra menne