Dagdrømme

Solstik, dagdrømme, alder, ja kald det hvad du vil, men når man ligger der på solstolen, så kan selv den bedste bog jo ikke altid holde en mand i min alder vågen…så da Jason Bourne slog øjnene op og kiggede sig omkring blev han straks mistænksom. Hvordan var han mon havnet på den stol ved poolen ét eller andet ubestemmeligt sted i den vestlige verden? Han måtte straks lave en rekognisering og finde egnede udveje, for det ville helt sikkert ikke vare længe før de skiderikker, som jagtede ham, igen ville vise sig at have fundet ham.

Der var et hav af kandidater omkring poolen, den ene mere oplagt end den anden. Kun englænderne ved baren kunne Jason udelukke på forhånd,  de var simpelthen for fede og for røde efter en dag i solen, det lignede ikke nogen CIA kunne finde på at hverve. Der var til gengæld tyskeren overfor med en lille streg af en kone, han havde hverken brune cykelben eller den store interesse i at komme i den kolde pool. Russerne ved siden af Jason virkede ærligt talt som om, de kom direkte fra en KGB lejr for amatører. De var larmende og havde slet ikke styr på de unger, som gud ved, hvor de havde støvet op for at skabe sig et dække.

Var det tid til at komme videre, eller skulle man lige svømme en tur i poolen og få et bedre billede af, hvem der mon var en del af spillet? Jason kastede sig frygtløst i poolen og fortrød det øjeblikkeligt, den var ligeså kold, som da han for et par år siden var på besøg i Moskva i -35 grader, men han måtte holde hovedet koldt, og i den pool var det ikke noget problem!

Pludseligt går det op for Jason, hvem der holder øje med ham, det er de satans arbejdere, som går og renoverer den opvarmede pool nede i den bagerste del af poolområdet. Hele bundtet ser lidt mistænkelige ud, og hvorfor er de igang med at flå en helt ny lækker varmtvandspool fra hinanden? Den kan vel for pokker ikke allerede være i stykker?

I samme øjeblik er der nogen der prikker Jason på skulderen…hvad så skat klokken er 17, skulle vi ikke en tur i fitnesslokalet inden drinkstid? Jason kigger på den smukke midaldrende kvinde, som står over ham og heldigvis genkender han hende, som kvinden han elsker…hukommelsen er tilbage og det er obersten også 😉.

Jespersen

En tanke om “Dagdrømme”

  1. Her har jeg ventet siden kl 5, og så får jeg en krimi?

    Jesper du er god til fange din læser!!!!

    Knus fra menne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *