Lidt godt nyt skal I også have. Guldknappen gik til Ganni i år:

http://www.altfordamerne.dk/guldknap/guldknap-artikler/ganni-modtager-guldknappen-2015/

Modeugen i KBH gik også godt. Bl.a. prinsesse Marie kastede glans over vores show, vi har fået medvind fra modekongen O’Shea fra MyTheresa, samt ikke mindst positive ord fra Berlingskes Sarah Skarum. Hun er en svær modeanmelder at gøre tilfreds, så det bragte smilet frem på min mund, at læse om vores kollektion i positiv karma fra hendes øjemed. Det er jo trods alt rart at alle de mange arb nattestunder ender i produkter der glæder derude.

Flere knus fra / M

Kære Alle

Rita er i denne uge blevet akut indlagt efter at have været sløj igennem længere tid. Det lægen troede var “sten i øret” virus, viser sig at være en tumor i hjernen. Rita skeler, får epileptiske anfald og har hjerteflimmer. Så det er mildest talt noget skidt. Vi kan godt føre samtaler med hende, men hun er forståeligt nok fjern og hendes hukommelse fungerer ikke så godt. Casper og Troels har været en del på Hillerød, hvor de har stået Claus bi under læge samtaler for at der var flere ører tilstede.

I morgen skal Rita have en større scanning, så man kan konstatere hvor tumoren har dannet sig fra. Rita har overlevet både bryst- og lunge kræft, så vi forsøger at være optimistiske. Men uanset, så bliver det en hård omgang.

Bare så I ved besked.

Knus M

Jeg har fået nyt job. I forbindelse med en større intern re-organisering af forskningen i NN, blev mit område integreret ind i et søsterområde. Jeg skal nu tilbage til mine rødder og være projektleder, hvilket er noget der har ligget i mine overvejelser i et stykke tid. Dermed er det slut med at have en linjeorganisation, hvilket nok også betyder jeg må sige farvel til min elskede bil, men det er nu kun en lille ting i forhold til et bedre jobindhold.

Projektlederstillingen er i forskningen, så jeg vil fortsat have min dagligdag i Måløv, men nu med et mere spændende job 🙂

Thomas

Jeg skal love for, at det blev en begivenhedsrig sidste uge og blog på Mallorca denne gang. Vi skal hjem imorgen, men hvem skulle have troet, at vi ville være mere end lykkelige over blot at være i live!? Man ser faktisk anderledes på livet i dagene efter en grim ulykke, som den vi blev udsat for i onsdags med parasailing.

Vi er ellers typisk ikke ude på de vilde ekstreme oplevelsesture, vi synes det er for farligt, og da slet ikke med børnene. Men denne gang skulle det altså være, det så så flot ud, når faldskærmene sejlede forbi vores vinduer, og Emma og Ida havde jo også lige prøvet det, så hvorfor ikke? Men skæbnen var hård ved os. Med alle 4 på båden og sat fast på faldskærmen flyver vi stille afsted fra båden, først 1 meter så 2 meter og så…sker det. Om det var linen der knækkede eller om faldskærmen bare ikke var sat ordentligt fast til båden ved vi ikke, men faldskærmen rykkede pludseligt meget kraftigt i os, og et hårdt slag rammer Anja og jeg i hovedet, hvorefter det går op for mig, at vi ligger i vandet og bliver trukket hurtigt væk fra båden af faldskærmen fyldt med vind. Jeg kigger på Anja og hun bløder fra øjet, hvorefter jeg hører Sofie græde panisk og Caro råber til mig, at jeg bløder fra panden og har kæmpe buler, som vokser for hvert sekund.

Panikken fortsætter og mandskabet på båden virker lamslåede og handlingslammede med undtagelse af én, der heldigvis hopper i og sikrer, at Anja kommer op på en flydende båre, der trækkes af en årvågen livredder på jetski, som hurtigt var på stedet. Kun ved hjælp af en anden turist på båden kommer vi andre fri af faldskærmsudstyret og linerne til faldskærmen, som er ved at trække os under vand på trods af redningsvestene. Han tog resolut sin egen redningsvest af, forlod sin familie på båden og hoppede i vandet for at hjælpe os. En ægte engelsk supermand, som flere gange dykker for at frigøre specielt mig fra de mange snore til faldskærmen, der havde viklet sig om mine ben, mens børnene blev hjulpet op på båden.

Efter at have samlet skærmen op sejlede man os ind mod land og efter at være blevet genforenet med Anja blev vi hurtigt kørt til hospitalet af parasailing firmaets ejer, der også sørgede for at informere hospitalet om deres forsikring, som nok skulle dække udgifterne til vores ophold på privathospitalet i Muro blot 2 minutters kørsel fra stranden og vores hotel. Anja indlægges for at der kan føres kontrol med øjet og tilbringer natten alene derude, mens jeg tager hjem til pigerne for natten. De klarer sig ellers helt på egen hånd på hotellet onsdag og torsdag og handler, laver frokost osv. på trods af den traumatiserende oplevelse.

Resten af historien er triviel om hospitaler og ventetid, og den kan I høre, når vi kommer hjem, men vi er OK omend lidt rystede, men frem for alt glade for, at det ikke gik værre 😅.

Sidste aften skal nu nydes med en drink på balkonen og en tur til vores favoritrestaurant italienske Piero Rossi på molen i Alcudia havn med det fedeste lounge område og lækker mad/vine, for livet skal leves!

Mange hilsner til alle i vores dejlige familie fra de uheldige helte 😉.

knus

Så er vi gået ind i den sidste uge af ferien, i det nogen vel nok vil kalde en turistfælde, men vi i stedet betragter, som et betaleligt sted for afslapning og rekreation, hvor unge som gamle får pulsen ned og samværet op. Ahhhh måske jeg lige korrigerer omkring det med pulsen, faktisk går den ligeså meget op, for igen idag har familien været i fitnesscentret og forsøgt at løbe bøffer, rødvin, cola, is og drinks væk…

Imorgen eftermiddag står den på parasailing for hele familien, og igen her vil pulsen uden tvivl stige til et uønsket højt niveau. Tænk bare en mand med højdeskræk sammen med en kvinde og en teenager, der notorisk bliver køre-/flyvesyge af den mindste bevægelse! Ja faktisk er Sofie den eneste der normalt er helt upåvirket, men lur mig, om ikke også hun vil få lidt højere puls ved at blive spændt fast i en line på en speedbåd henover Alcudias mere end 8km lange strandstrækning…

Så er der det førnævnte med de unge og de gamle.  Hvornår ved man om man er blevet eller er ved at blive gammel? Jo, når ens to skønne teenagedøtre ved frokostbordet (som farmanden sirligt har forberedt, så de kunne få lidt ekstra sol) siger: “Far – du har jo mere hår under armene, end du har på hovedet!!!!!”. Se det kunne jeg MÅSKE OG TIL NØDS acceptere, hvis jeg var onkel Henrik eller onkel Thomas, for der kunne jo være noget om det (sorry guys, ved godt det er anden gang her på turen det nævnes, men sandt er det jo…), med deres minimale men flotte hårpragt.

Ikke nok med at man beskyldes for at være nærmest skaldet af sine egne børn, så fik jeg åbenbart også fornærmet en ellers sød hollandsk far idag nede ved poolen. Jeg spurgte bare om manden var “Dutch”, og så svarende han, at nej han var hollænder. Så spurgte jeg, “hvad er forskellen”? Der var det så han sagde, at det var da et grimt spørgsmål! Jeg tænkte, hvad fanden har jeg gjort, og her er svaret: For det første er man fra Netherlands, for Holland er kun en region af Netherlands, og for det andet så troede han, at jeg havde spurgt, om han var Deutsch? Det forklarer jo hans fornærmelse…

Ellers hygger vi os med fede aftenture til Molen i Alcudia havn, hvor vi spiser på lækre spanske restauranter og finder små men meningsfulde gaver til pigernes veninder. Igår stod den på grillet laks og grillet tun samt Mallorcinsk vin af øverste skuffe, og til Oberstens store fornøjelse, var det et måltid helt uden overfald 😎.

Lige nu er pulsen så lav, som den kan blive efter en drink, så spørgsmålet er, om en drink mere vil give mig hvilepuls på niveau med en dopet Bjarne Riis? Lad os finde ud af det…

Obersten

Så kort kan de sidste tre dage i vores selvvalgte ferieeksil beskrives. Det vil sige lidt solbadning er det jo blevet til trods alt, men det er jo ikke længere nyheder, som kan få Jer hjemlige læsere op af stolen, allerhøjst kan det måske afføde lidt ønsketænkning med tanke på det danske vejr?

Det med journalistikken er lidt vigtigt for mig, for dels skal et blogindlæg jo være interessant, og dels er jeg lige gået i gang med Ken B. Rasmussens bog Livet, det Forbandede om hans tid på Se og Hør, og der var journalistik vel nærmest et fy-ord!?

Tilbage til virkeligheden så blev fredag til en hygge-hjemme dag, hvor der blev spillet kort, og hvor farmand lavede Cesars Salat til indtagelse på den dejlige balkon vi har. Vi nåede lige at spise færdig og få kaffe og drinks inden et uvejr brød løs og regn, lyn og torden satte igang. Det dårlige vejr varede indtil lørdag middag, hvor vi med perfekt timing ankom i bus til Palma for at shoppe. Det blev til 6 timer i den smukke by, og et gloende hedt Mastercard, men ikke én eneste kulturel afstikker, med mindre vi får lidt credit for at vandre rundt i Palmas smalle, charmerende og tilsynelandede uendelige gågader.

Nå men mennesket skal jo også spise, så i mylderet af tusinder af andre turister kæmpede vi os (ja, vi kæmpede, bare forestil Jer Roskilde festival på åbningsdagen eller en græsk bank, der åbner efter en uges lukning…) til et bord på en travl men hyggelig restaurant med skygge og søde tjenere. Som sagt lidt crowded var det, og da en tjener 2 meter fra mig basker en due væk for en anden gæst, flyver den direkte ind i snotten på Obersten her. Jeg sad lammet tilbage med en større flok andre gæster og familien måbende og helt blanke på, hvad det lige var der skete. En kæmpe due sort af udstødningsgas havde lige torpederet mig og forsøgt at nedlægge mig. Den må da enten have været blind eller fuld eller begge dele, for normalt gør duer da ikke sådan noget…vel? Man når lige at tænke Hitchcock’s fuglene og om en due kan have Ebola eller fugleinfluenza, men efter en slurk af den kolde fadøl slår man det hen og kommer videre.

Idag er vi heldigvis tilbage på sporet, altså Mallorca-sporet, dvs. sol, sommer, pool og for Oberstens vedkommende en hyggelig blog fra balkonen her ved drinkstid. Alt imens I får nyheder fra radio Stoney så sveder alle de tre piger i Ivory Playas nye fitnesslokale. Sådan var det sku’ ikke da jeg var dreng tænker Obersten men fryder sig da over, at rekrutterne fra Camp Mosegård holder sig i form selv på ferien. I St. Sulpice dengang fik vi vist rigeligt med fitness i poolen dagen lang, og hvor skulle man også placere et løbebånd og en crossfit træner nede i Le Bourg??? På den anden side, mon så ikke B. S. Christiansen havde fundet en løsning på det, ham hørte jeg i Café Hack her til formiddag, mens jeg gik og lavede morgenmad og tænkte, han er altså for sej den mand. Tænk bare på, hvad han med sin fortid i jægerkorpsets havde gjort ved duen i Palma, hvis den havde overfaldet ham…

Jeg nøjes med et par armbøjninger – altså af drinkshånden – og vender snart frygteligt tilbage med mindre jeg i mellemtiden er blevet overfaldet af andre livsfarlige rovdyr.

Obersten

For at komme væk fra støvsugning, fald og daglig trummerum tog vi en minitur Danmark Rundt. Vi startede med en pragtfuld buffet i Restaurant Røgeriet ved Bogense havn, Her var alt hvad hjertet kunne begære og af fin kvalitet. Desværre var vejret ikke så godt, så en planlagt gåtur i Fyns største marina blev ikke til noget. Herfra kørte vi til Tornøes Hotel i Kerteminde. Selvom værelset lå på anden etage og uden elevator, var det til gengæld en oplevelse. Stort smagfuldt indrettet og lige ved havnen med udsigt til rest. Rudolf Mathis.
Vi spiste nu på hotellet – et herligt måltid, hvorefter vi på skift tævede hinanden i Yatzy og kort.
Næste dag satte vi kursen mod Knuthenborg Safaripark. Det var blevet middag, og vi ville starte i et Cafeteria. Ak og ve: Lige som mor var ved at sætte sig på en stol, og jeg skulle hente lidt bestik, faldt hun nærmest ned af stolen på stengulvet og slog et lille hul i baghovedet. Det blødte, og vi blev nødt til at køre på skadestuen i Nykøbing Falster efter nødrensning og med et viskestykke omkring. Heldigvis ingen kø der. Mor blev renset, fik syet 2 sting og en stivkrampevaccination. Det var trods alt blevet så sent, at vi fortsatte direkte til næste destination Hotel Søpark i Maribo ned til den store sø – udstyret med 2 voksne fribilletter til Safariparken, som foræres væk til hvem der kan bruge dem. Værelset var noget slidt, udsigten fin med balkon,i stueetagen, så vi kun skulle op ad 7 trapper. Maden var en buffet af beskedent indhold. Til gengæld var morgenbordet overdådigt. Der var alt!! Endog brunsviger.
Næste morgen kørte vi til Tårs og tog færgen over til Langeland. Krydsede Langeland og kørte gennem Valdemar Slot til Troense til Hotel Troense med udsigt til Svendborgsund og Marinaen. Det var en flot beliggenhed i en museumslandsby. Værelset var – på trods af Sundudsigten dog alt for lille og uden henlæggeplads til kuffert m.v. Vi spiste både frokost og middag her. Begge dele var ualmindeligt lækkert lavet og serveret.
For at det ikke skulle være løgn, tog vi Bøjden – Fynshav færgen kl. 11.00 og kørte forbi Citti Grossmarkt for fourangering og hjemkørsel. Vi fik slappet af og fik mange flotte indtryk af et idyllisk Danmark med mange Til Salg skilte på Lolland og Langeland.

KH
Mor og Far