Jeg skal love for, at det blev en begivenhedsrig sidste uge og blog på Mallorca denne gang. Vi skal hjem imorgen, men hvem skulle have troet, at vi ville være mere end lykkelige over blot at være i live!? Man ser faktisk anderledes på livet i dagene efter en grim ulykke, som den vi blev udsat for i onsdags med parasailing.

Vi er ellers typisk ikke ude på de vilde ekstreme oplevelsesture, vi synes det er for farligt, og da slet ikke med børnene. Men denne gang skulle det altså være, det så så flot ud, når faldskærmene sejlede forbi vores vinduer, og Emma og Ida havde jo også lige prøvet det, så hvorfor ikke? Men skæbnen var hård ved os. Med alle 4 på båden og sat fast på faldskærmen flyver vi stille afsted fra båden, først 1 meter så 2 meter og så…sker det. Om det var linen der knækkede eller om faldskærmen bare ikke var sat ordentligt fast til båden ved vi ikke, men faldskærmen rykkede pludseligt meget kraftigt i os, og et hårdt slag rammer Anja og jeg i hovedet, hvorefter det går op for mig, at vi ligger i vandet og bliver trukket hurtigt væk fra båden af faldskærmen fyldt med vind. Jeg kigger på Anja og hun bløder fra øjet, hvorefter jeg hører Sofie græde panisk og Caro råber til mig, at jeg bløder fra panden og har kæmpe buler, som vokser for hvert sekund.

Panikken fortsætter og mandskabet på båden virker lamslåede og handlingslammede med undtagelse af én, der heldigvis hopper i og sikrer, at Anja kommer op på en flydende båre, der trækkes af en årvågen livredder på jetski, som hurtigt var på stedet. Kun ved hjælp af en anden turist på båden kommer vi andre fri af faldskærmsudstyret og linerne til faldskærmen, som er ved at trække os under vand på trods af redningsvestene. Han tog resolut sin egen redningsvest af, forlod sin familie på båden og hoppede i vandet for at hjælpe os. En ægte engelsk supermand, som flere gange dykker for at frigøre specielt mig fra de mange snore til faldskærmen, der havde viklet sig om mine ben, mens børnene blev hjulpet op på båden.

Efter at have samlet skærmen op sejlede man os ind mod land og efter at være blevet genforenet med Anja blev vi hurtigt kørt til hospitalet af parasailing firmaets ejer, der også sørgede for at informere hospitalet om deres forsikring, som nok skulle dække udgifterne til vores ophold på privathospitalet i Muro blot 2 minutters kørsel fra stranden og vores hotel. Anja indlægges for at der kan føres kontrol med øjet og tilbringer natten alene derude, mens jeg tager hjem til pigerne for natten. De klarer sig ellers helt på egen hånd på hotellet onsdag og torsdag og handler, laver frokost osv. på trods af den traumatiserende oplevelse.

Resten af historien er triviel om hospitaler og ventetid, og den kan I høre, når vi kommer hjem, men vi er OK omend lidt rystede, men frem for alt glade for, at det ikke gik værre 😅.

Sidste aften skal nu nydes med en drink på balkonen og en tur til vores favoritrestaurant italienske Piero Rossi på molen i Alcudia havn med det fedeste lounge område og lækker mad/vine, for livet skal leves!

Mange hilsner til alle i vores dejlige familie fra de uheldige helte 😉.

knus