Jeg missede et blogindlæg i går, men havde simpelthen ikke tid 🙂

Vi kom godt afsted fra Firenze og kørte de sidste 2 timer og 45 minutter til Torre Del Nera, vores pre-wedding hotel i den lillebitte Sheggino, der ligger op ad en bjergskråning. Der er ikke gader til biler, så alle bor ind og ud ad bittesmå trappegange stejlt op og ned. Der kommer billeder på søndag efter brylluppet.

Vi fik en fin frokost sammen med brudgommens bror og hans kone, som Peter kender fra forsikringstiden. Torben, Birgers bror, ansatte nemlig Peter i sin tid i Trekroner og de har set en masse trav sammen. Meget hyggeligt par og en dejlig frokost på lokal restaurant. Dernæst var det ren afslapning om eftermiddagen i haven ved hotellet i de 30 grader, der er hernede.

I går aftes var alle bryllupsgæster så inviteret til Spello hos en lokal vinhandler, der også har en gårdhave, hvor de serverer mad sammen med vinsmagning. Birger og Stinne har handlet vin med dem flere gange og værten Roberto og hans søn tog os igennem kunsten at smage vin samtidig med at de fortalte, at Roberto var 7. generationsejer af stedet og hans søn vil blive 8. generation. Meget imponerende. Og alligevel har det formået at følge med tiden, så de har fået etableret en velfungerende online shop, der har reddet dem i coronatiden, hvorimod naboen ikke havde det samme og dermed fik store problemer. Maden var også dejlig – typisk italiensk med bruschetta til forret, pasta med trøffel til hovedret og Tiramisu til dessert. Det område, vi er i, er specialiseret i trøffel. Der er et museum i nærheden omkring det og den trøffel vi fik på i går, var revet i tynde stykker, men ikke i pulver, som man ellers kender det. Det var simpelt og smagte virkelig godt.

I dag tog Peter og jeg så på udflugt igen, selvom man skulle tro, at vi havde nok indtryk efterhånden 😉 Men altså når der ligger vandfald i nærheden, så kan jeg ikke bare lade det gå forbi. Og Marmorvandfaldene er meget specielle, idet de er menneskeskabt. Det er sammenlagt 165 meter højt og blev skabt af romerne for over 2000 år siden for at få bugt med stillestående vand i Velinofloden, der gjorde folk syge. De gravede derfor en kanal, der skulle lede vandet ned i en kløft ved Marmore. Problemet var så, at når der var højvande i Velinofloden, så oversvømmede det Terni, byen for foden af Nera-floden, som vandet løber ud i. Det er så sidenhen blevet udbedret, så der er lavet en “ventil”, der regulerer vandstrømningen i kanalen. Hver dag åbner de for ventilen i et par timer og lukker så igen. Og det er her, at du har lyst til at være der. Vi kom således en time før åbningen af ventilen og havde dermed god tid til at få billetter og vandre i parken omkring vandfaldene og se det stille vand, der flyder, inden det begynder at vælte ned. Og det gør det så også. Der kommer fuld kraft på, så der står vandstøv over det hele og det er dybt fascinerende at se, hvordan strømmen tager til og se alle de små vandløb, der pludselig bliver til rivende floder. Vandet fra Velino-floden og kanalen løber i dag ind i et hydroelektrisk kraftværk, der generer strøm, og som sagt så leder de to gange om dagen vandet udenom kraftværket for turisternes skyld, så vi får os en fantastisk vandfaldsoplevelse. Det er det højeste menneskeskabt vandfald i verden og det højeste i Europa. Meget meget smukt og en fantastisk oplevelse, men skal ses når de åbner for ventilerne, så man virkelig får set, hvordan vandet begynder at vælte ud.

I aften går turen til en af de lokale restauranter her i byen, hvor de skulle have rigtig god mad. Igen er det brudeparret, der inviterer alle 50 mennesker, så det er et dyrt bryllup 😉 I morgen er selve brylluppet, som foregår på et kloster en 15 minutters tid herfra. Derefter går turen hjem, så dette bliver det sidste blogindlæg, men der kommer lidt flere billeder fra hotellet her, klosteret og brylluppet en af de kommende dage. Vi ses hjemme i Danmark 🙂

Ja, man skulle ikke tro, at det var muligt, men vi fik set en hel del på to timer i Firenze i dag. Vi havde en fin og uproblematisk køretur fra Dolomitterne til Firenze og kan igen takke Google Maps for at finde direkte til hotellet i den forvirrende italienske trafik. Vi havde booket værelse på et lille B&B i udkanten af byen, men i 20 min. gåafstand fra floden og indre by. Vores vært Alessia startede dagen med lige at kontakte mig på Whatsapp og give mig hendes telefonnummer, hvis jeg havde spørgsmål. Hun hjalp os med vores parkeringsmuligheder og sørgede for at vi også midlertidigt kunne pakke bagage ud uden at få en bøde i en zone der er begrænset for trafik (= ikke parkere).
Vores B&B er ret hyggeligt, der er kun 6 værelser med eget bad og toilet og det er ligesom en ægte lejlighed og dermed også meget hjemlig. Her har de tagterrasse med udsigt over Firenze, som vi skal nyde til morgenmad i morgen. Der er også fri afbenyttelse af snacks, drikkevarer, kaffe m.m så meget som vi har lyst i opholdsstuen. Der er selvfølgelig også ting, der virker knap så godt, men det er klart opvejet af hyggen og af en utrolig sød vært. Alessia og hendes kæreste er managers af denne B&B og en anden lidt længere henne ad gaden. De har lejet stedet af et ældre ægtepar, der ikke kan magte det selv mere. Og lejligheden her har været i generationer i deres familie. Alessia og hendes kæreste drømmer om at købe deres eget en dag, men de har nu en 12 års kontrakt på stedet her, som de først og fremmest skal få til at køre. Hun gav os en masse anbefalinger med på vejen – herunder også lokale restauranter uden for turistområdet, hvor hun kendte ejerne og gerne ville booke bord til os. Vi kom derfor ikke på Thomas’ anbefalede restaurant, men mere om det.
Godt på plads i B&B gik vi ud ved 16-tiden. Det viser sig, at vi bor på den gamle romerske gade, der går hele vejen fra hvor vi bor, over Ponte Vecchio og videre ud til den anden ende af byen. Så vi skulle faktisk bare følge den vej for at komme forbi samtlige seværdigheder i Firenze. Vi kom således forbi Basilica di San Lorenzo, det meget smukke Battistero di San Giovanni, der er marmorbeklædt i masser af farver (se billeder på Facebook og Instagram), Piazza della Signoria og Ponte Vecchio, som er nogle af de største seværdigheder her. Ponte Vecchio er jo så omdannet til en ren gågade med smykkebutikker og er mere et turist site for billeder end for rent faktisk at købe noget, virker det til 😉

Efter Ponte Vecchio var vi blevet anbefalet at gå op til Piazza del Michelangelo, som er et stort udsigtspunkt over Firenze. Meget meget smukt at se byen oppefra. Peter og jeg har noget med at se ting oppefra, det fascinerer os begge, så dejligt med en sådan anbefaling fra søde Alessia, ellers havde vi nok ikke været der.
Endeligt hjem igen og klæde om til besøg på det lokale trattoria Tito. Her havde Alessia naturligvis sørget for bord til os og vi havde sjovt nok et svensk par ved siden af, som vi faldt i snak med. Dejligt traditionelt italiensk lokal mad med en vært, der synger med på musikken og drikker Limoncello shots med gæsterne. Væggene var overskrevet med hilsener fra alle besøgende og da vi gik, var der kø på gaden for at komme ind. Virkelig hyggeligt at opleve noget så lokalt 😊

Nåmen, vi har jo næsten ikke været i Firenze, men vi har godt nok nået meget på få timer. I morgen går turen til bryllupsstedet. Mere blogindlæg følger.

Sikke en dag vi har haft i bjergene! Vi gik straks efter morgenmaden hen til Secada Cableways, hvor vi havde købt billet online på forhånd. Der er fortsat ikke mange turister, så der var ingen kø og vi gik lige igennem. Kabelturen er en 4 km lang tur op til Secada, som er en bjergtop ud af mange, helt præcist 2,519 km høj. Fra Secada er der udsigt 360 grader til adskillige bjerge og grønne dale og det var blå himmel og klart – vi har været så heldige. Vi kunne se ned til Ortisei, hvor vi bor. Vi kunne se de Østrigske bjerge med snetoppe. Og så kunne vi se store klippeformationer rejse sig rundt om Secada. På venstre side Odle-gruppen, som er meget spidse klipper, og som i øvrigt var der den unge YouTuber for nylig døde, hvis I har læst om det. Lige ud en større klippeformation kaldet Marmolada, som er 3,3 km høj og til højre et bjerg, der nærmest står helt for sig selv og rejser sig majestætisk kaldet Langkofel. Indimellem alle disse en grøn dal, der om vinteren også fungerer som skisportsted, hvorfor der ligger en del barer og restauranter spredt i området 😉

Vi vandrede i langsomt tempo op og ned og op igen – fuldstændig betaget af den smukke udsigt over det hele. Da jeg først lige kom op, blev jeg næsten helt svimmel så langt ned der var, men efter ganske kort tid vender du dig til det og så er det ellers bare at nyde det. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at forstå dem, der bestiger Mount Everest, men det er nu helt utroligt at føle, at man står på toppen af verden. Der er naturligvis billeder på Facebook og Instagram, der siger alt meget bedre end mine ord.

Tilbage på hotellet nød vi en eftermiddag i spa, først på solbænkene i bikini, så en to timers Privat Spa Tyrol med sauna, scrub, bad, massage og naturligvis Prosecco til. Dernæst ud på solbænkene igen og så i de varme pools og boblebade. Det var dog som om, at spa’en blegnede fuldstændig efter så stor en oplevelse. Ikke at det var dårligt, jeg klager ikke, blot at jeg stadig er fuldstændig lamslået over at have stået i 2.500 meters højde og set verden fra oven 😉

I morgen går turen til Firenze, så er det videre ned til 25 grader og by igen.

Hvor jeg dog bare forstår Julie Andrews rolle Maria i Sound of Music. Jeg er forelsket – ikke kun i min mand, men i alperne. Hold nu k… hvor er det smukt. Jeg kan kun rigtig mindes en gang, jeg har kørt i bjerge i USA i Blue Ringe Mountains, der også var helt fantastisk. Men altså alperne er jo bare lidt tættere på 😉

Vi kørte fra Füssen ved 9.30 tiden og jeg har i 3 timer stirret uafbrudt på landskabet – fuldstændig fascineret og bjergtaget. Det ord giver bare så meget mening 🙂 Vi havde en fuldstændig uproblematisk tur uden køer og da vi var kun en halv time væk fra vores destination, holdt vi ind på en rasteplads på motorvejen, men jeg siger jer, det er altså noget andet at holde på rasteplads i alperne end på de tyske motorveje 😀 Vi blev en halv time, det var 20 grader og solskin, vi nød bjergene og vi spiste vores medbragte sandwich smurt ved morgenbordet på hotellet.

Derefter var det stort set af motorvejen og ad små veje til Ortisei. Her har vi indlogeret os på Hotel Adler Resort Dolimiti – et 5-stjernet spa-resort, hvis service og smukhed jeg sjældent har set. Vi kom et par timer for tidligt ift. check-in, men vi kom ind til skranken og fik os registreret og der tilbød hun os en helt gratis velkomstdrink (alkoholfri, men så lækker), mens vi stod og checkede ind og fik alle informationer. Dernæst instruktioner om parkering og så måtte vi lige vente lidt for at få vores kort (som hun beklagede, selvom vi jo først måtte checke ind fra 15.00). Vi besluttede os for at gå en tur i Ortisei. Hvis ikke I har set billeder endnu, så er de på Facebook og Instagram. Igen en helt fantastisk hyggelig by. Jeg elsker tyrolerlandet, det er da slet ikke til at stå for. Fantastisk arkitektur og et smukt sceneri i baggrunden med bjergene.

Vi kom retur ved 14-tiden (stadig en time før check-in), og hun genkendte os med det samme og vinkede til os og sagde, at vores værelse var klar. Baggagemanden havde selvfølgelig taget vores baggage inden vi parkerede bilen tidligere og han var allerede på vej til værelset med vores baggage. Vores værelse er fuldstændig himmelsk, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal beskrive det. Alt er så smukt og vi har en altan med udsigt til Secada, bjerget vi skal bestige i morgen (og nej, vi skal ikke rigtig bestige det, vi tager en lift op ;-)).

Kl. 15.00 havde vi booket en 50 minutters muskelafspændende massage for at prøve at få vores kroppe til at slappe af. Hun fik lige fat i mit onde sted, og det var hårdt, men ok. Jeg har i øvrigt fået henvisning til reumatolog, når jeg kommer hjem. Dernæst en tur i saltgrotten, hvor vi lå vægtløse i saltvandet i 30 minutter efterfulgt af 20 min. salt sauna og dernæst et koldt bad. Spa gør virkelig noget godt for krop og sjæl.

Derefter var vi godt møre og gik så i baren, som selvfølgelig ville levere to drinks til værelset. Kun få minutter senere bankede det på døren og der kom vores Espresso Martini og Cosmopolitan sammen med både kiks, chips, pistacienødder og wasabinødder. For snacks skal man da have (også selvom vi ikke havde bestilt det). Jeg ved ikke, hvordan det skal gå, når min løn bliver ingenting. Jeg elsker luksus 😉

Nu lyder det som om, at vi altid rejser sådan, det går vi selvfølgelig ikke, men denne gang har vi tilladt os disse to dage i luksus, fordi vi ikke har rejst i halvandet år. Og jeg er så taknemlig for min mand og for disse oplevelser. Fortsættelse følger i morgen 🙂

En af de ture, jeg havde glædet mig rigtig meget til, men som var lidt en skuffelse. Lad mig lige tage den fra begyndelsen. I går aftes brugte jeg noget krudt på at finde et kort over ruten, som går fra Würtzburg til Füssen og er 366 km lang. Den blev grundlagt i 1950 og er i virkeligheden en markedsføringssammenslutning mellem en række byer hernede for at få folk rundt til dem – smart tænkt og der er både busser og toge, der kører rundt på ruten, hvis man ikke har bil. Du kører ad små veje, gennem små hyggelige byer og i en skøn natur – men som ville have været endnu skønnere i maj-juni, hvor de mange solsikkemarker ville have været i fuldt flor, hvorimod de nu var visne og hang med hovederne.

Nåmen, altså det var jo stadig skønne små hyggelige byer og vi kørte langs flod det meste af vejen også. Vi stoppede et par steder, fordi der var noget billedværdigt. Efter at have kørt i omkring 3 timer, blev vi enige om at stoppe i Creglingen for at få noget mad, da det var en særligt hyggelig lille by og det passede meget godt med tidspunktet omkring kl. 13.00. Det var også virkelig en sød lille by. Og de havde en turistinformation dedikeret til Romantische Strasse, hvor vi kunne se et kort over hele ruten med kilometerangivelse. Og vores øjne spærrede noget op, da vi så, at vi kun havde kørt omkring 50-60 km på 3 timer og ruten jo var 366 km! Så forstår jeg bedre, at de siger, at det tager 4-5 dage at køre den 😉

Det gik jo ikke rigtigt, så vi blev enige om at afbryde turen og køre på motorvejen, for der var stadig 3 timer til Füssen derfra og vi kunne godt se, at vores middagsreservation i Füssen var i fare. Så vi droppede frokosten også, da der kun var et ølhus i byen og det var vi ikke lige til. Så dermed fik jeg også lige den klassiske Bratwurst på rastepladsen, da vi kom på motorvejen 😀

Så jeg fik kun set de første 50-60 km af den. Kunne stadig godt tænke mig at se resten, men i foråret, når alting blomstrer. Jeg lægger billeder op senere i aften, når vi har været ude at spise. Füssen skulle nemlig også være rigtig hyggelig, så mon ikke der kommer et billede mere eller to. Og nu er vi jo så ved kanten af Østrig og dermed også bjergene, som er lige foran os. I morgen venter turen igennem Østrig og til Dolomitterne til to dages vandring og spa og dermed også afslapning efter en del køretid i bilen. Det glæder vi os rigtig meget til 🙂

Så kom vi afsted på Peters første rigtige køreferie i Europa og et gensyn for mig med de tyske motorveje. Vi kørte kl. 07.00 og landede 18.30 på Best Western Rebstock Hotel i Würtzburg. Vi kom en time senere end forventet, da der som altid er vejarbejde, der giver kø, men gudskelov for Google Maps, der ledte os udenom køen både ved Lübeck og mellem Hannover og Hamburg, for der var over en times kø for at komme henholdsvis 4 og 10 km, så vi sparede sammenlagt 1,5 time ved at køre udenom. Peter konstaterede undervejs, at der godt nok var mange byer, der hed Ausfart – min mand har humor 😉

Vel ankommet til Würtzburg troede vi først, at det var en lidt kedelig by. Vi var jo kun kørt igennem det yderste og ind til hotellet, men der tog vi fejl. Hotellet var heldigvis i gåafstand til indre by og vi trængte til at røre os, så vi besluttede at gå ud i byen og finde en restaurant, selvom vi var trætte. Indre by summede af liv, butikker var stadig åbne og alle restauranter faktisk fyldt. På vejen undrede vi os over, at der var en kæmpe samling mennesker på en lille vej fra et torv og besluttede at kigge nærmere på det efter maden. Vi fandt et sted at spise, hvor jeg kunne få min længe ventede wienerschnitzel, det skal man jo have! Derefter gik vi forbi Marienkapellet, en stor kirke med næsten røde søjler oplyst i mørket, meget flot. Derefter igennem Würtzburgs indre gader med det gamle rådhus, sporvogne, farvede huse og brosten. Og så kom vi tilbage til torvet og de mange mennesker oppe af den lille vej. Det viste sig, at det var vejen til Alte Mainbrücke, en gammel bro kun for fodgængere og cyklister, og at der var vinfestival i byen, så folk kunne hente vinglas bl.a fra Brücke Weinshop på broen, der i dagens anledning havde lavet vinsmagning. Og det var store vinglas! Og der var måske mere end hundrede mennesker på broen, der hyggede og drak vin og spillede musik på højtalere. Det var en sand begivenhed og i øvrigt en vanvittig smuk bro med floden og udsigt til den gamle fæstning i byen, som selvfølgelig også var oplyst. Vi var dog for trætte til at deltage i festlighederne, men altsammen en skøn oplevelse på førstedagen af vores ferie. I morgen venter die Romantische Straße.