En af de ture, jeg havde glædet mig rigtig meget til, men som var lidt en skuffelse. Lad mig lige tage den fra begyndelsen. I går aftes brugte jeg noget krudt på at finde et kort over ruten, som går fra Würtzburg til Füssen og er 366 km lang. Den blev grundlagt i 1950 og er i virkeligheden en markedsføringssammenslutning mellem en række byer hernede for at få folk rundt til dem – smart tænkt og der er både busser og toge, der kører rundt på ruten, hvis man ikke har bil. Du kører ad små veje, gennem små hyggelige byer og i en skøn natur – men som ville have været endnu skønnere i maj-juni, hvor de mange solsikkemarker ville have været i fuldt flor, hvorimod de nu var visne og hang med hovederne.
Nåmen, altså det var jo stadig skønne små hyggelige byer og vi kørte langs flod det meste af vejen også. Vi stoppede et par steder, fordi der var noget billedværdigt. Efter at have kørt i omkring 3 timer, blev vi enige om at stoppe i Creglingen for at få noget mad, da det var en særligt hyggelig lille by og det passede meget godt med tidspunktet omkring kl. 13.00. Det var også virkelig en sød lille by. Og de havde en turistinformation dedikeret til Romantische Strasse, hvor vi kunne se et kort over hele ruten med kilometerangivelse. Og vores øjne spærrede noget op, da vi så, at vi kun havde kørt omkring 50-60 km på 3 timer og ruten jo var 366 km! Så forstår jeg bedre, at de siger, at det tager 4-5 dage at køre den 😉
Det gik jo ikke rigtigt, så vi blev enige om at afbryde turen og køre på motorvejen, for der var stadig 3 timer til Füssen derfra og vi kunne godt se, at vores middagsreservation i Füssen var i fare. Så vi droppede frokosten også, da der kun var et ølhus i byen og det var vi ikke lige til. Så dermed fik jeg også lige den klassiske Bratwurst på rastepladsen, da vi kom på motorvejen 😀
Så jeg fik kun set de første 50-60 km af den. Kunne stadig godt tænke mig at se resten, men i foråret, når alting blomstrer. Jeg lægger billeder op senere i aften, når vi har været ude at spise. Füssen skulle nemlig også være rigtig hyggelig, så mon ikke der kommer et billede mere eller to. Og nu er vi jo så ved kanten af Østrig og dermed også bjergene, som er lige foran os. I morgen venter turen igennem Østrig og til Dolomitterne til to dages vandring og spa og dermed også afslapning efter en del køretid i bilen. Det glæder vi os rigtig meget til 🙂