Sidste dag og jubiiiii en dag! 🙂

Vejret artede sig nogenlunde, så vi tog en chance og kørte endnu engang ud til Cabo Espichel, hvor vi fik en fantastisk oplevelse. Vi kørte bilen så langt vi kunne og så gik vi resten af vejen ud til spidsen, som I kan se på billedet herunder.  På spidsen ventede os et vanvittig flot syn. Høje klipper, der mødte kæmpemæssige bølger i bunden. En barsk natur og en gudesmuk udsigt.

Ved siden af spidsen på en klippetop længere tilbage ligger en lang lang bygning, der ender i en kirke, som I kan se på billedet herover. Det er bygget af pilgrimme og har siden 1500-tallet fungeret som et sted, hvor pilgrimme kunne komme og finde ro og bede. Der er bygget til og bygget om flere gange siden og kirken blev først bygget i 1700-tallet. Bygningerne er ret forfaldne, men kirken står snorelige og er overraskende smuk indeni. Her har flere malere fået lov at udøve deres kunst med Jomfru Maria som omdrejningspunkt. Meget meget flotte altere og loftsudsmykning, der til gengæld er perfekt bevaret.

På vej tilbage havde jeg registreret et skilt der viste hen mod dinosaur fodspor. Det måtte vi altså lige se. De har simpelthen fundet op til flere dinosaur fodspor – først i 80’erne lidt inde i landet og senere hen 90’erne ude ved klipperne. Vi så her en af de klippesider der engang har været en vandresti for sabrosaurer (de søde og venlige store med lange halse og haler). Se på billedet herunder.

På vejen hjem ligger også Castelo Sao Jorge, som er en seværdighed på toppen af Sesimbra. Da vejret stadig holdt, besluttede vi os for også lige at køre derop og gå en tur rundt i det gamle fort. Det var faktisk meget velholdt, selvom det jo kun er ruiner. Der var også en nyere kirke og en kirkegård, hvor de på deres gravstene sætter billeder på af de døde. De er meget fine. Flere billeder følger herfra, når vi kommer hjem, men her var der jo så også udsigt over både Sesimbra og nationalparken Arribida i baggrunden med bjergene, som vi jo så ikke nåede ind i denne gang.

Hjemme igen gik vi ned og fik os en sandwich og en kage, hvorefter vi slentrede os en tur henad alléen langs vandet. Butikkerne havde alle åbne og det endte med at blive lidt dyrt, for jeg fandt både bikini, bukser og kjole. Så var det alligevel ikke så ringe det tøj 😉

I aften tager vi vores sidste tur på en fiskerestaurant og så skal der pakkes inden afrejse imorgen tidlig. Vi har fulgt med i Masters i fjernsynet hernede, så forhåbentlig kan vi slutte dagen af med at se, om Reed kan fastholde førstepositionen! 🙂

Det var alt for denne gang, vi ses i Danmark, hvor vi glæder os til at komme hjem til forårsvejr 🙂 Knus og kram!

(Vi er i det hele taget utroligt begejstrede for Peter Sommer herhjemme)

Jeg har desværre ingen skønne billeder at dele med jer i dag. Det har regnet og regnet og regnet og regnet….

Vi stod ellers op og kørte mod Cabo Espichel, som er spidsen af denne portugisiske halvø, hvor man går på toppen af høje klipper som i Skotland og kan skue udover Atlanterhavet. Vi havde set billeder på nettet af det og det var kun 30 minutter væk. Det så godt nok lidt mørkt ud, da vi nærmede os og da vi nåede helt derhen begyndte det at vælte ned, så vi ikke kunne se noget som helst. Som i INGENTING. Der kunne lige så godt have været tæt tåge, vi kunne ikke engang se havet, så meget regnede det. Øv, tænkte jeg så med mit store behov for at opleve barske klipper og vand 🙂

Nåmen, hvad kan man lave, når det regner. Vi googlede os til et shoppingcenter i Setubal, en af de nærliggende byer, som er regionens største og kun 30 min. fra Sesimbra også (godt nok i den anden retning, så vi måtte køre en times tid fra Cabo til Setubal!). Havde det været bedre vejr, var vi kørt igennem Arribida nationalparken, der ligger mellem Sesimbra og Setubal – også helt ud til vandet – og skulle være meget smukt. Men eftersom alle bjerge var indhyllet i mørke regnskyer, gav det ikke rigtig mening.

Vi spenderede nogle timer i shoppingcenteret, Peter købte en ny weekendtaske og jeg sagde nej til alt tøj. Fatter ikke den portugisiske tøjstil… Selv butikker som Zara, som jeg elsker i Danmark, har noget helt andet tøj. Alting er korte bluser, der er designet til piger med den perfekte mave, eller også er det blomstret eller på anden vis meget mønstret og så vil jeg dog alligevel rose dem for de MANGE farver. Det er virkelig et syn, men for en bleg dansker som mig ikke så spændende 😉

Så en lidt kedelig dag, men dog utrolig dejlig alligevel sammen med min skønne mand. Bare det at være sammen her os to er en guds gave <3

En lille update på armen, så har jeg en bule tæt på armhulen, smerter især i overarmen og kan ikke strække min arm helt ud uden smerter, så vi har måtte aflyse sidste golfrunde imorgen på Quinta do Peru.  Peters albue er stadig rød og hævet uden han har ondt, så selvom han i princippet godt kunne spille, så er vi blevet enige om ikke at gøre hans albue værre også. Så der kommer desværre ikke mere golfberetning. Så må vi se, om vejret kan være lidt bedre imorgen, så vi kan lave noget 🙂

Good and bad news. Den gode nyhed er, at vi i dag har haft 20 grader og solskin, hvilket betød, at jeg bl.a. fik Peter med i Atlanterhavet i dag! Mere om det længere nede 🙂

Bad news. Min arm er ødelagt. Med fare for at blive hånet af brødrene, så er min arm faktisk fuldstændig ødelagt… Ser I… Al ømhed var væk og vi var totalt klar til golf i dag. Vejret fantastisk og vi skulle gå den spændende Aoeira II bane med de meget spændende vandhuller. Vi kom godt i gang på denne noget mere smukke bane – omend stadig noget ramponeret af de mange gæster.

Jeg mærkede allerede på hul et, at den ømhed jeg havde i højre albue stadig ikke var væk alligevel. Ved hul to skete der noget helt galt i armen, så jeg ved hul tre måtte sige til Peter, at han sket ikke fattede, hvor ondt det gjorde. Ved hul otte brød jeg grædende sammen på teestedet efter jeg havde slået mit hidtil bedste slag OVER vandet og lige på greenen på et par tre hul. Jeg havde simpelthen jagende smerter i armen. På det tidspunkt havde jeg flere huller i streg stønnet hver gang jeg slog og da jeg nu havde slået SÅ godt et slag, så kunne jeg jo ikke stoppe! Så jeg fortsatte efter tårerne var tørret væk og gennemførte faktisk hele banen med en del lyde undervejs og nogle til sidst meget underlige sving, der sjovt nok ikke var helt skidt. Jeg lavede 23 point, reddet af to birdies (en på et par 3 hul og en på et par 4 hul), der gav 5 point hver. Peter lavede 26 point, lidt bedre end i går og selvom han ikke havde ondt undervejs, så har han nu en mega hævet albue, dog ikke ondt som jeg har. Se lige hans albue herunder. Så jeg kan ikke anbefale ikke at spille i 7 måneder og så starte op med at spille 3 runder i streg…. Vi må se, hvordan armene ser ud på lørdag, når vi har endnu en ny runde.

Nåmen, tilbage ved hotellet var der jo 20 grader og høj solskin, så det var nu eller aldrig at få Peter med i Atlanterhavet. Jeg mente, at det vil være godt for vores arme at blive dyppet i det kolde vand og det var åbenbart argument nok 🙂 Vi begav os i badetøj over på den anden side af vejen og ned til stranden og gik direkte ud i vandet. Men HOLD nu op en kraft. Det var SUPER dejligt, men jeg turde simpelthen ikke gå helt ud, for 1) når bølgerne kom ind blev jeg nærmest væltet omkuld og 2) når de trak sig ud igen, trak de mig med. Så jeg fik hele kroppen under i strandkanten i sikkerhed, mens Peter meget modigt begav sig lidt længere ud, men også hurtigt kom ind igen. Uha, respekt for naturens krafter… Vi solede os på fliserne bagefter og snakkede lidt med en engelsk familie med 4 børn og en mere på vej hvor de tre små piger hujende løb væk fra bølgerne. De havde det skønneste grin og det smittede at se på dem rende rundt der.

Nu er vi så på anden G&T, inden vi i aften skal ud til en strandrestaurant, der kun har åbent torsdag-søndag hver uge. Her serverer de overraskende nok: FISK 🙂 og jeg kan godt forstå, at der er så mange fiskerestauranter, det er en vældig god forretning hernede. I morges så vi 25 fiskerbåde sejle rundt og fange fisk uden for vores hotel + de store, der sejler ud om natten.

Imorgen er der ingen planer for første dag her i ferien, så vi må se, hvad det bliver til. Knus til jer derhjemme.

Jeg lovede jo i går et billede fra rooftoppen på hotellet og det bliver det eneste i får fra i går eftermiddags og aftes, da der sådan set ikke skete så meget nyt sammenlignet med de to første dage. Der er udover kig til vandet, som I kan se herunder, også udsigt over byen, men jeg må sende alle billeder, når vi kommer hjem 🙂

Vi stod sent op imorges, da vi havde fået et godt råd om at køre efter morgentrafikken ind til Lissabon og vi var ikke helt utilfredse med muligheden for at sove længe heller 🙂 Vi ankom til byen ca. 11.15 og havde ambitioner om kun at se tre ting: Jeronimo klosteret, monumentet for opdagelsesrejsende og Belem tårnet. Men ak og ve, der var en kø så lang ved klosteret, så vi besluttede os for bare at se det udefra. Tjek lige køen herunder!

Vi fortsatte gennem parken ud til vandet, hvor de har bygget et monument til ære for opdagelsesrejsende. Det er meget fint og yderst på spidsen til venstre står ingen mindre end Henrik Søfareren. Danmark er lille, men vi har alligevel gjort indtryk på verden på mange måder.

Dernæst fortsatte vi til Belem tårnet, der er bygget i 1515-1521. Det var oprindelig en fæstning og blev så senere brugt til statsfængsel og nu er det faktisk anerkendt som UNESCO verdenskulturarv. Vi synes dog ikke, at det var så spændende….

Vi gik tilbage igen forbi det ene museum efter det andet, der ligger ned til vandet, herunder museum for arkitektur og teknologi, hvor de har bygget et meget fint udsigtspunkt til Lissabons helt egen Golden Gate Bridge og deres helt egen kopi af Rio de Janeiros Jesus-figur (som I kan se helt bagerst på den anden side af broen, der kommer nærbillede, når vi kommer hjem).

Her begyndte Peter og jeg så at blive lidt pjattede og tage fjolle selfie billeder, så vi blev enige om, at det var tid til frokost og vi kunne jo faktisk godt nå at se den anden bydel, som vi først havde planlagt til fredag. Vi kørte derfor til Alfama kvarteret, hvor vi først fik tapas og rosevin i strålende solskinsvejr på et meget hyggeligt lille torv. Dernæst gik vi hen til Lissabons svar på en slags triumfbue på en kæmpe plads helt ned til vandet. Der kører stadig sporvogne her, hvilket er super hyggeligt. Men vi var i virkeligheden stadig lidt i pjattehumør – ikke gjort bedre af rosevinen – plus at vejret to et pludseligt skifte til gråvejr, så vi fik taget lidt flere billeder, trisset lidt op ad shoppinggaderne, fik en is og kørte så hjem. Det var bestemt en dejlig dag, men Peter og jeg er nok ikke så imponeret af Lissabon lige umiddelbart.

Anyway, nu nyder vi solnedgangen herhjemme og skal snart ud at spise. Mere nyt herfra imorgen!

Av, av, av…. min hofte og arm. Brødre, jeg fatter ikke, at I kan spille fire dage i streg uden at få ondt alle mulige steder?! Nå, mere om det længere nede. Jeg skal jo lige lave en recap på eftermiddagen og aftenen i går først.

Vi tog endnu engang en eftermiddag på rooftoppen i jacuzzi, pool og sauna. Jeg havde allerede der ondt i hoften, så det var guld værd for kroppen at være i vand. Der er en fantastisk udsigt fra vores hoteltag – jeg må tage et billede til jer, når vi går derop i dag.

Middagen i går aftes blev på en fiskerestaurant helt ned til vandet, som jeg ikke kender navnet på og kan heller ikke finde den på TripAdvisor. Vi gik bare derhen fordi alle de lokale stod i kø i søndags, da vi kom for at komme ind og spise til frokost. Og vi undrede os godt nok lidt, for indenfor var vinduerne klistret op med klart tape for at lukke blæsten ude, gamle stole og bænke og det så godt nok lidt primitivt ud det hele. Men hold nu op, hvor man ikke skal dømme på det ydre. Deres menukort var en stor fiskefestival. Der var 15-20 forskellige fisk, som man kunne vælge. Hvis du er i tvivl om, hvad det er for en fisk, så kommer de og viser dig den. Herefter bliver den grillet og serveret til dig sammen med grillede grøntsager og kartofler. Der var alverdens fisk…. Peter forelskede sig  i en pighvar – 800 gram, som han pillede og spiste rub og stub 🙂 Jeg havde mere lyst til tagliatelle pasta med rejer og flødesovs – altså STORE TYKKE rejer…. nam nam. Og så blev jeg overtalt til en dessert, for de havde så mange og jeg måtte så prøve en af de portugisiske kendinge, som består af alt, hvad de kan lave af deres citrusfrugter hernede: lime/citron pie, mandarinsorbet, appelsin med lime ovenpå. Det var himlen af syrlige ting for mig og til stor morskab for Peter, når jeg indimellem skar ansigt af det meget syrlige – ha ha.

Her til morgen kørte vi så til Quinta do Peru, et meget fint sted i mellem bjerge og det hele ser meget nyt og velholdt ud ift. Aoreira. Vi var begge så ømme, så vi måtte investere i en golfvogn igen for at være sikre på at komme alle 18 huller rundt 🙂 Da vi kommer ud til caddie masteren for at få vores vogn, spørger Peter om hans holdning til vejret og han siger: “There will be shower today”! Okay, tænker vi så og lige som vi kører ud med vognen for at hente vores bags, så vælter det ned. Nåmen, vi er jo rutinerede i regnvejr, så på med regntøj på både os og bags og så er vi klar. Og da vi så træder ud på første tee holder det op og ud kommer det dejligste solskin med 17 grader, som vi endte med at gå rundt i hele dagen 🙂

Banen var noget mere spændende og smuk end Aoeira I og med mange flere bunkers bl.a. rundt om stort set samtlige greens og op langs banen! Vi landede i adskillige og der var op- og nedture ift. at komme op af dem 😉

Det var generelt en svær tur for os begge – både grundet udfordringerne, men ligeså meget fordi vi begge spillede ret dårligt og gårsdagens begejstring dalede langsomt sammen med stigende ømhed i kroppen. Vi var begge ude at lege imellem træerne også – herunder Peter, hvor I kan se, hvor tæt husene ligger og hvor fede de også er. Men jeg skulle nødig svømme i den pool med lidt for mange venstrespillende golfere 🙂

Vand var der også på denne bane og jeg kan afsløre, at alle de steder, hvor man skulle over vandet, kom jeg IKKE over vandet… ej heller i andet slag….

Nåmen tilbage til de ømme kroppe. Jeg kunne de sidste to huller stort set ikke løfte køller og jern mere grundet ømhed i armen og svang dårligt grundet ømhed i hoften, men det forklarede aldeles ikke hele min dårlige runde, hvor jeg stregede halvdelen af hullerne og til gengæld lavede 18 point på de huller, jeg ikke stregede. Temmelig ustabilt. Peter lavede 23, så han vandt igen, men han var heller ikke velspillende i dag.

Vi ser nu frem til en dag i Lissabon imorgen, hvor vi har hviledag fra golfen, så vores kroppe kan restituere. Vi spiller alt for lidt må jeg bare konstatere, men vi er også enige om, at det godt kunne blive en årlig tradition at tage på golfferie, så vi er ikke slået ud endnu! 🙂

Efter gårsdagens eftermiddagsrefleksion her på bloggen gik Peter og jeg op til rooftop poolen og fik os både en svømmetur og en god snak på liggestolene med et glas G&T på størrelse med en mindre bowle. Det betød, at jeg allerede inden aftensmad var ret munter ovenpå en lang dag 🙂

Det blev så efterfulgt af en virkelig god middag på en lokal restaurant gemt væk i de små gader her i byen. Jeg havde fundet Casa Mateus på TripAdvisor (som jo er en gave til enhver rejsende) og den slog ikke fejl. Der var måske plads til 24 mennesker i restauranten og selvom vi jokede med, at vi var de tidlige danskere ude at spise (kl 19.30), så betød det også, at vi fik et bord. For kun en halv time senere måtte de afvise folk. Vi fik en Fisherman’s stew, som vi delte. Det er en gryderet med kartofler, tomater, løg, persille, mynte og fire slags fisk – herunder haj og havtaske. Uhmmmmmm…. Fisken er virkelig anderledes hernede.

Da vi jo havde været oppe siden kl. 04.00, så var vi også godt møre, da vi efter en flaske rosevin tumlede hjem i seng. Vi vågnede her til morgen til gråvejr og meget blæst, hvorved bølgerne tilsvarende var blevet væsentlige større. Vi frygtede for vores golftur og pakkede os godt ind i flere lag tøj.

Det begyndte da også at smådryppe, da vi nåede til Aroeira I banen, så vi besluttede os lynhurtigt for at leje en golfvogn at køre i, hvis nu det skulle blive regnvejr. Da vi mødte ind for at melde vores ankomst, fik vi at vide, at vi nok vil have banen for os selv, for ingen portugisere går ud og spiller golf i regnvejr 🙂 Så vi havde også frit slag til at gå ud med det samme, hvis vi ville. Og da driving range var 5 min. væk i bil (ved Aroeira II), så besluttede vi os for at tage en koldstart. Det gik forbavsende godt! Trods et ordentligt regnskyl, der startede ved hul 3 og fortsatte et par huller, så klarede vi begge første 9 huller med 19 point. Aroeira I er den nemme af de to baner tror vi – meget ligeud og ikke så mange farer.

Hele golfbanen igennem ligger der kæmpemæssige huse med pools helt ud til banen og de var superflotte, men jeg vil nu nødig have et hus helt op ad banen. Især når der kommer sådan en som mig, der på hul 10 lægger ud med at slice den i vildskab ind over hustaget på en af de meget fine hvide huse! UPS!

Og således gik det lidt ned ad bakke for mig på de sidste 9, men kun lidt, for præsterede 14 point og således meget godt tilfreds med årets første runde på 35 point, som i øvrigt er bedre end hele sidste sæson 😉 Det blev dog slået af Peter med 37 point, så jeg har en revanche til gode imorgen på Quinta do Peru.

Efter hul 10 tittede solen i øvrigt frem og vi fik 9 skønne huller med varme og fantastisk golfvejr, så vi begge har røde kinder. Vi sluttede golfturen af med en burger på en af golfresortets restauranter, når nu vi ved, at vi igen i aften jo nok skal have fisk (ja, det er altså det man kan få her i Sesimbra ;-)).

Tilbage på hotellet sidder jeg nu på altanen og nyder solhullerne i skyerne med lyden af Atlanterhavet. Og hvilken lyd, jeg har optaget en lille video, vi hører det selv med lukket dør om natten. Det er fantastisk 🙂 Mere nyt imorgen fra Portugal.

Det er stunder som denne, på altanen foran Middelhavet med bølgernes larm og solens varme, at jeg meget tydeligt mærker lykken. Det mærker jeg også hver dag derhjemme med min dejlige mand og mine skønne børn, men det er utrolig stærkt, når jeg tillader mig selv at slippe hverdagsræset. Lykken er ro. Ro i sjælen. Og det får jeg af disse kæmpestore Atlanterhavs bølgeskvulp. Jeg fik det også, da vi i fredags stod ude ved Hulerød strand 500 meter fra vores sommerhus. Det må være fordi jeg er vokset op ved Vesterhavet, vand er min terapi.

Og da vi landede her på vores hotel i dag og fik frokost ved stranden, fik et værelse på 4. sal med altan lige ud til vandet og den skønneste udsigt og bagefter tog en gåtur langs stranden og mærkede Atlanterhavets 14-15 graders kolde vand på tæerne, så tog mit 300 km/t tempo sig lige et dyk.

Det viser sig, at Sesimbra har sit eget mikromiljø, som åbenbart er varmere end Lissabon, så i går havde de 22 grader og i dag når vi op på det samme i solen, så folk solbader og svømmer i det kolde hav. Atlanterhavet er 14-15 grader året rundt åbenbart og det betyder også, at det er noget af det bedste fisk, man kan få her i Portugal siger de på hotellet. Bedre end Thailand, Maldiverne og alle de steder, hvor vandet er varmt. Der er også 61 skaldyrsrestauranter her i byen, så vi kommer uden tvivl til at få meget fisk hernede 😉

Der er helligdag hernede i dag også, hvilket betyder, at der er folkestimer hernede ved vandet. Folk hænger ud, drikker drinks, spiser fisk. Børn kører på rulleskøjter og leger, der kører en fodboldturnering i sandet med bare tæer og en kæmpe skare af publikum (det er åbenbart en stor begivenhed i denne lille by :-)). Vi nyder det og skal om lidt op og prøve poolen på toppen af hotellet, men jeg har varslet Peter, at inden ugen er omme, så må vi hoppe i Atlanterhavet. Det kræver nok lige et par dages overtalelse 😉

Imorgen står den på Aeroira One kl. 10.00. Vi glæder os til at rapportere om banen og sender et kram til jer alle.