Selvom vi aldrig har haft hund, genkender jeg behovet for at få territoriet “pisset af”. Med andre ord: Man skal omkring “hundekurven” nogle gange, før man finder ro. Det blev dagen brugt på. Uden kort, uden fordomme og uden mål vandrede jeg rundt i den kystnære del af Fuengirola. Studerede folkelivet i denne sære blanding af spaniere og mere eller mindre langtidsboende turister. Gennemsnitskarakteren af sidstnævnte passede meget godt på mig – bortset fra opholdslængden: Ikke for langt fra et værtshus, let floromvundet, let kontaktsøgende og ikke begejstret for at sidde i solen. Vejret er fremragende og grundtemperaturen altså højere i længere tid af dagen.
Min yndlingsbeskæftigelse – fortovs-cafe-betragtning – har ikke været dyrket til en sådan perfektionisme, siden de gode gamle Frankrigsdage!!
Der er et skønt kæmpe-morgenbord inkluderet på hotellet, og med en stor lækker skinke-/ost toast til frokost har jeg været velforsynet med fast føde, tak!
Om 2 timer skal jeg mødes med Vibbe, og jeg har inviteret hende på paella og har fundet strandbaren, hvor vi håber på plads. Spanien synes at have levet højt på kriser ved andre sydlige turistmål. Jeg har printet Caspers billede fra Jul/Nytår ud for at forsøge at redegøre for den befolkningseksplosion, som Mor og jeg har et medansvar for.
Gud hvor er vi lykkelige for hvert skud i bøssen:-) – og hvad deraf fulgte af småkravl.

Der er noget med jernbanestationer, havne og lufthavne. Udlængsel og oplevelser. Som Farmor havde det, har jeg det nu!
Jeg står op før fanden får sko på for at være der 3 timer før. Hele forspillet er jo herligt – som bekendt i anden sammenhæng!
I dag luntede jeg bare stille og roligt igennem procedurerne, ingen køer eller panik. Så når man første højdepunkt: Ud i det forjættede land mellem land og fly: Butikker, barer, menneskemylder, forventningsglæde og store personoplevelser, hvis man har øjnene med sig: 3 håndværkere, som skal til udlandet baseret på 3 hel-liters fadøl og 3 triple Fernet Branca. Så er jeg klar over, at jeg fortsat er amatør-alkoholiker. Den – måske – enlige mor, som kæmper en kamp for at gøre 2 små børn tilfredse i et stresset øjeblik mellem afgang (fra hvad) og ankomst (til hvad)?
Norwegian var rettidig (hvad er det lige, jeg gør) og tænk Jer: Hvem havde 3 sæder for sig selv? Moi.
En perfekt flyvetur, hvor jeg dog ikke kunne få skinke/ost toast men måtte nøjes med Chips. ØØØVVV.
Landet i Malaga fandt jeg uden problemer min kuffert (nr. 1 på båndet – hva’ fanden sker der?) og Shuttle-bus stedet. Den unge henrivende “mørke” pige bad mig vente på baren udenfor, så ville hun hente mig, når bussen ankom. Som sagt, så gjort. Hun stod der med et stort smil og vinkede mig hen til elevatoren til bus kælderen. Jeg huskede pænt på, at jeg er 73.
Vi måtte ganske vist vente 3 kvarter på de sidste bus-gæster, men så blev jeg kørt direkte til hotellet gennem et kalejdoskopisk landskab af smagløse byggerier og strandbyer.
Fuengirola ligner dog mere sig selv til den gode side. Mit hotel ligger 300m fra stranden og Marinaen.
Efter en solid gang spaghetti bolognese gik jeg hjem for at hygge mig med at skrive lidt og summe af – træt men fuld af taknemmelighed over, at jeg kan gense det sted, hvor Kirsten og jeg var på bryllupsrejse og hvor der i morgen venter et gensyn med Vibbe.
Godnat Malaga (var det nu Thomas Helmig, der sneg sig ind??)
Far Anders

Hej allesammen

Igen igen sidder man på et fly “I hendes majestæts hemmelige tjeneste” (nå ja, så i OFS’ tjeneste da), og som altid er det for en agent, hvor “The World is not enough”, vigtigt at have styr på situationen, og det er der i den grad. Satellitkommunikation er etableret, krypteret e-mail sat op, kodeord indtastet, og dermed kan jeg rapportere tilbage til Camp Mosegård og MI6 (Mit Inderste 6’ede HQ dvs. min kone), der som altid, når jeg rejser, sidder tilbage og tænker: “ The spy who loved me”.

Allerede ved check-in blev jeg mødt med “For your eyes only” og en upgrade til business, som var umulig at sige nej til. Der er nok ikke meget “Dr. No” i mig, og som de siger i SAS om deres bedste kunder: Nogle har “Goldfinger”, men “Diamonds are forever”, så her sidder jeg i 11km’s højde og kigger ud af vinduet og forsøger at finde “A view to a kill”, men det er svært fra denne højde, når man ikke har et “Golden eye”, og der er jo heller ikke ligefrem udsigt til en “Moonraker”.

Forret serveres og stewardessen, der for en gangs skyld på en SAS flyvning ligner noget man kan kalde “From Russia with love”, spørger om jeg vil have “Octopussy”, jeg svarer, at det lyder lækkert, men først vil jeg gerne have en Vodka Martini shaken not stirred, og hun kigger på mig, som om jeg var “The Man with the Golden Gun”, der kan bestemme, hvorvidt jeg skal lade hende “Live or let die”.

Efter middagen kommer hun igen og spørger mig, om det var noget med en Calva til kaffen? Jeg tænker “You only live twice”, så jeg tager den, selvom jeg egentligt havde lovet mig selv aldrig at drikke calva på fly igen, men som de franske vinbønder og et godt gammelt ordsprog siger, så skal man “Never say never again”. Nogle kan ikke lide at flyve, for hvis nu flyet lavede en “Skyfall”? Nej var det så ikke bedre stille og roligt at drikke sin calva og tænke positivt, altså jeg tror jeg vil “Die another day”…

Ude på den anden side af vinduet hamrer skyerne afsted, nogle af dem har form som en elefant eller en svane, smukt er det på denne flyvning, som jo foregår under “The living Daylights”. Det kan godt være, at jeg ikke kommer på “Casino Royale” hverken én eller to gange (til de rigtige Bond kendere…) i San Francisco på denne tur, men lever man i nuet, så tror jeg det er et faktum, at “Tomorrow never dies” uanset hvilket “Spectre” man ser dette i.

Til mine kundemøder i denne uge vil jeg prøve at lave noget stort og skabe en veritabel “Thunderball”, som forhåbentligt vil rulle sig stor og give dem en fornemmelse af, at vores nuværende forretning og “The world is not enough”. Men som tingene står lige nu med fibermangel og utilfredse kunder, så kan det blive nødvendigt at få “Licence to kill”, hvis vi som firma skal undgå at dø i et ødelæggende opgør, hvor begge parter ikke efterlader “The Quantum of Solace” til hinanden.

Obersten