En romance med Cote d’Azur

Sidder på balkonen på suite 116 på Westminster Hotel & Spa med udsigt til Hotel Negresco’s flotte tårn og nyder eftermiddagens sol på en søndag i slutningen af november. Der er ganske vist kun 12-13 grader i skyggen, men der er fuldt blus på solen, så det føles meget varmere, da solen jo står ind direkte fra sydvest og fylder balkonen med varme. Der er igen larm fra bilerne på Promenade des Anglais, for maraton-stilheden fra imorges varede kun indtil kl. 12, hvor bilisterne igen fik lov at indtage den stolte promenade, men til vores store benovelse, så må bilerne kæmpe lidt med larmen fra bølgerne og fra flyene, der pga. vindretningen fra vest cruiser lige ind over Promenaden for meget pludseligt at vende snuden mod lufthavnen ganske få kilomester herfra. De er så langt nede, at man føler man kan røre dem, og der må være gang i turismen igen, men hvem ved, måske det stopper brat snart igen med den nye virus-variant…?

Inden bilerne og flyene genoptog styringen, havde vi heldigvis nået at tage os en god lang vandretur op og ned ad denne historiske vej, for det er ikke hver dag alle i Nice helt uhindret kan vandre op og ned ad Promenaden uden en eneste bil, så det skulle vi udnytte sammen med de lokale. Hjemrejsen imorgen vil vi slet ikke tænke på, for hvor har Nice dog været god ved os. Målet med turen var, at Anja skulle have mulighed for at slappe af, inden hun kaster alle sine talenter og kræfter i P27, og så var Sofie og jeg meget villige rejsefæller, der bare gerne ville genforelske os lidt i Frankrig, café-hygge og samtidigt facilitere en god gang shopping og sightseeing med den største ja-hat på. Vi har fået held med at krydse de fleste ting af hernede, og samtidigt er det jo rart at se på sin sundheds-app, at vi får gået mange km og mange etager ;-).

Det gamle Nice er super hyggeligt og charmerende, så der og i områderne omkring har vi brugt en del tid, ligesom vi naturligvis har fundet dels en stamcafé til et glas hvidvin og en Grimbergen fadøl midt på dagen og dels en stamcafé til en kaffe og avec efter aftensmaden. Ja I griner måske lidt, men det er vigtigt for at have en god dag og sørge for, at disse små naturlige pauser bliver til noget specielt og hyggeligt, hvor dagens begivenheder og indkøb kan diskuteres og fejres i de rette rammer, måske kender I det selv? Blev der så shoppet spørger I måske? Ja det kan vi vist roligt sige, for fredag var jo Black Friday, og mens vi undgik det værste menneskemylder og Coronafælder i de store kædebutikker, så var de mange små specialbutikker i gågade-kvarteret så meget desto mere interessante og havde bestemt gode tilbud. Jeg tror roligt jeg kan sige, at begge de damer kommer glade hjem hvad det angår (også det ;-)).

Lørdag var vi jo så i Monaco og så kasino’et, paladset, det Oceanografiske Museum oppe på klippen ved paladset og de mange store både i havnen, der glimtede om kap med de mange Ferrari, Lamborghini, Porsche, Maybach og andre biler vi så på ganske kort tid. Vi så ingen kendte, og spørgsmålet er jo også, hvor tit de egentligt er der, men vi så dog, at en 75m2 stor 3-vær. Lejlighed i Monaco med en lille smule udsigt koster 30 mio. kr., så lidt skal man da have tjent/vundet, hvis man vil bo der, så lyder Københavner-priserne jo lidt som et fund til prisen.

Imorgen formiddag vender vi snuden hjem og vil sørge for at blive testet godt igennem i den kommende uge, så vi ikke slæber noget med hjem, men det bliver svært at forlade Nice og det dejlige vejr, for det smager af sommer hernede, hver dag. I aften bliver det sjovt at møde Denis og Pascale igen, så kan vi høre, hvad der er blevet af de børn, som Anja passede dengang i Tourrettes sur Loup i 1989, hvor de var 1 1/2 år og 5 år gamle.

Kh Obersten

En vild morgen

Hej derhjemme.

Sofie, Anja og obersten sidder her til aften på Westminster Hotel & Spa i Nice lige på Promenade Des Anglais og får lidt chips på værelse 236, men lige siden i aftes kl. 22 så var der intet der tydede på, at vi skulle sidde andre steder end på Camp Mosegård.

Anja har arbejdet hårdt op til at skulle stoppe i Mastercard og starte i P27 d. 1/12, og da hun blev fritstillet af Mastercard bød muligheden sig, at vi kunne tage en lille mini-ferie. Vi bestilte en tur til Nice med Norwegian og reserverede en juniorsuite på Hotel Westminster, og alt var klart og pakket igår kl. 22, da en besked tikkede ind på Sofie’s telefon. Jeg havde lige bestilt en taxa til at hente os kl. 4 (midt om natten…), da Smittestop app’en fortalte Sofie, at hun havde været tæt på en Coronasmittet. Vi var PCR testet igår morges for en sikkerheds skyld og ventede på svar, og vi tænkte egentligt ikke det ville være vigtigt, men nu havde Smittestop app’en så lige gjort testen altafgørende.

Vi skulle op kl. 03.00 for at nå flyet i Cph., men kl. 02.30 vækkede Anja mig og spurgte hvad der egenligt stod på den blanket, som vi udfyldte til det franske indenrigsministerium og som skulle afleveres ved indrejse? Jeg måtte checke og Anja havde ret i, at det var ikke godt, for der stod, at man skrev under på, at man ikke havde kendskab til, at man havde været i kontakt med nogen smittede indenfor de sidste 14 dage…Damn! Så var gode råd dyre, for vi manglede svar på PCR og vi kunne ikke kontakte nogen myndigheder inden vores fly fløj kl. 06.15.

Vi besluttede at afbestille taxa og ikke møde op til Norwegian flyet, og så måtte Nice vente til en anden gang. Vi gik i seng igen MEN så kl. 7 da vi stod op var der kommet 3 negative svar på PCR, og kl. 8 kunne vi ringe til de danske myndigheder, som dog ikke var til megen hjælp udover, at Smittestop app’en ikke er en officiel statslig supporteret app, da den ikke siger noget om, hvor, med hvem og hvornår man har været i kontakt, så man er ikke nærkontakt. Vi begyndte at håbe, der måske alligevel var en måde at komme afsted på, men næste skridt var så den danske ambassade i Frankrig. Ringede til dem da de åbnede kl. 09.30 men ak, de kunne kun sige, at de franske myndigheder skulle have den formular underskrevet.

Med de negative PCR i ryggen gik jeg igang med at finde nye afgange til Nice, og kl. 12.10 fløj SAS direkte. Men kunne vi nå det?? Ny taxa bestilt, lukkede døren til Camp Mosegård kl. 10.40 og var i lufthavnen kl. 11.10. Vi nåede endda i loungen inden afgang og ingen myndigheder danske eller franske ville se nogen dokumenter, så nu sidder vi i Nice og skal have vores mini-ferie.

Vejret ser ud til at blive super fra imorgen middag, ikke mega varmt men dejligt solrigt, og jeg skal nok skrive til Jer med lidt opdatering i løbet af uge.

Kram fra Obersten