Dolomitterne gik i hjertet på os

Sikke en dag vi har haft i bjergene! Vi gik straks efter morgenmaden hen til Secada Cableways, hvor vi havde købt billet online på forhånd. Der er fortsat ikke mange turister, så der var ingen kø og vi gik lige igennem. Kabelturen er en 4 km lang tur op til Secada, som er en bjergtop ud af mange, helt præcist 2,519 km høj. Fra Secada er der udsigt 360 grader til adskillige bjerge og grønne dale og det var blå himmel og klart – vi har været så heldige. Vi kunne se ned til Ortisei, hvor vi bor. Vi kunne se de Østrigske bjerge med snetoppe. Og så kunne vi se store klippeformationer rejse sig rundt om Secada. På venstre side Odle-gruppen, som er meget spidse klipper, og som i øvrigt var der den unge YouTuber for nylig døde, hvis I har læst om det. Lige ud en større klippeformation kaldet Marmolada, som er 3,3 km høj og til højre et bjerg, der nærmest står helt for sig selv og rejser sig majestætisk kaldet Langkofel. Indimellem alle disse en grøn dal, der om vinteren også fungerer som skisportsted, hvorfor der ligger en del barer og restauranter spredt i området 😉

Vi vandrede i langsomt tempo op og ned og op igen – fuldstændig betaget af den smukke udsigt over det hele. Da jeg først lige kom op, blev jeg næsten helt svimmel så langt ned der var, men efter ganske kort tid vender du dig til det og så er det ellers bare at nyde det. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at forstå dem, der bestiger Mount Everest, men det er nu helt utroligt at føle, at man står på toppen af verden. Der er naturligvis billeder på Facebook og Instagram, der siger alt meget bedre end mine ord.

Tilbage på hotellet nød vi en eftermiddag i spa, først på solbænkene i bikini, så en to timers Privat Spa Tyrol med sauna, scrub, bad, massage og naturligvis Prosecco til. Dernæst ud på solbænkene igen og så i de varme pools og boblebade. Det var dog som om, at spa’en blegnede fuldstændig efter så stor en oplevelse. Ikke at det var dårligt, jeg klager ikke, blot at jeg stadig er fuldstændig lamslået over at have stået i 2.500 meters højde og set verden fra oven 😉

I morgen går turen til Firenze, så er det videre ned til 25 grader og by igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *