Om vi vil det eller ej, så er der kun et par dage tilbage af vores Fuerteventura eventyr, men netop af samme årsag, har vi alle 3 idag nydt poollivet i fulde drag. Vejret var her til morgen let overskyet og der stod stadig en tapper vind fra nord ind på Suite Hotel Atlantis og det fine Premium Club område, hvor gennemsnitsalderen er et godt stykke over de 50. Men det skulle vise sig at blive en fin solbeskinnet dag, hvor vinden hurtigt fik lagt sig, og hvor der blev hugget flere hundrede sider af den medbragte bog, og hvor der aldrig var mere end en armslængde til det nærmest glas af ét eller andet til at forsøde livet.

Og selvom (eller måske netop fordi) man kun har en uge hernede, så forsødes livet i en sådan grad, at spørgsmålet er, om det reelt er sundt at tage herned og slappe af? Altså man kommer langt væk fra den daglige trummerum, arbejde, pligter, husprojekter, osv., men kroppen og sindet forfalder efter nogle dage på All-Inclusive til at tro, at man allerede er pensioneret, og straks begynder ældningsprocessen at overtage kød, blod og små som store hjerneceller, og når man så er parkeret på solstole omringet af gamle gimper og mænd med basketballs på maven, ja så vågner man måske op af sin morfar og tror, at man netop er morfar, pensioneret og i besiddelse af en basketball?

Sludder og vrøvl tænker I nok, nyd nu bare ferien og få slappet af, så kommer I hjem fyldt med ny energi og en glubsk appetit på livet i Gentofte-gettoen! Men det er jo nemt nok at sige til en mand, som i år fylder 50 år, og som med en blå og gul storetå ikke har kunnet tage et eneste step på trædemøllen i fitnessrummet, selvom det normalt hører til den daglige rutine under vores somre på Mallorca. Man skulle da være et skarn, hvis man ikke nød de her dage på Fuerteventura, og det gør vi bestemt, men dase-livet giver jo også mulighed for at tænke sig grundigt om og reflektere over livet og det faktum, at alting altid lakker mod enden for os alle på et tidspunkt, vi må bare sørge for at nyde det hele og tage det sure med det søde.

Og det er netop, hvad vores “venner” fra Hastings gør, altså dem som jeg skrev om forleden, hvor konen ikke længere har en korttidshukommelse. Han passer hende så flot og hengivent, og hun er slet ikke klar over, hvor meget arbejde der ligger i det for ham. Det er smukt at tage det sure med et smil og stadig opleve de søde stunder, og det fik mig til at tænke på, at far gjorde det samme med mor, hvilket han skal have så dybfølt en tak for.

Fuerteventura eventyret lakker måske mod enden, men det gode og søde liv fortsætter derhjemme, for som Dan Turell sagde: Jeg holder af hverdagen, og det gør vi altså i Familien Steenstrup.

Kh Obersten