Lige siden vi kom her til Villa Santa Virginia har der været masser af ting at glæde sig over. Vejret er godt, selskabet er godt, vi slapper af og alle er ved at komme ned i gear. Børnene har lært at sige og smage Chianti, vi spiller kort og rafler Yatzy, vi har alle fået den obligatoriske solskoldning, og i aften vover vi os ud at spise på den bedste restaurant Montaione har at byde på. Det er ikke fordi de pizza’er vi hentede derinde i byen igår på en anden restaurant var dårlige, men vi vil også gerne opleve de lokale og deres forhåbentligt simple, lækre og toscanske tryllerier.
Men ligeså dejligt det er at komme ned i gear og iagttage italienernes rolige og afslappede tilgang til livet, ligeså irriterende kan det forekomme, at tingene bare foregår på en anden måde hernede som i “langsomt”. Der er nemlig én ting, som konstant er på alles læber hernede i villaen, og det er ikke to bogstaver (som i EM), nej det er tre bogstaver som i “TIM”.
Inden jeg afslører hvad TIM står for, så skal det siges, at det problem vi oplever skam også kan opleves magen til i Danmark, altså at man står uden vand, el, varme eller internet – de 4 livsnødvendige services vi alle tager for givet, og som skal fungere upåklageligt hele tiden, da vi ellers ikke kan leve vores moderne online liv i overhalingsbanen. Men hvad hvis vi mangler internet?
Det er faktisk muligt at overleve uden har vi konstateret, for TIM (Telecom Italia Mobile) har mod forventning og ikke som lovet repareret den mobilantenne som forsyner området her omkring Montaione med 4G, og dermed virker det 4G hotspot, som udlejer har stillet til rådighed, ikke. De unge mennesker her i villaen er rystede over, hvordan TIM kan negligere så vigtig en ressource, så livsnødvendig en service, men det er så her pool’en og medbragte bøger er livlinen, der redder dagen og kortspil samt terninger redder aftenerne.
Vi overlever altså (og pigerne har fået carte blanche til eventuelt at kunne købe mere 4G fra 3 i DK), men det skal da gerne noteres derhjemme i lille Danmark og i familien Steenstrup, at jeg bruger de sidste sparsomme Mbit der resterer i juli på 4G abonnementet på min arbejdsmobil på dette Blog indlæg, for det kan da godt være, at de unge ikke kan undvære deres Instagram eller Snap, men at I skulle undvære et blogindlæg ville da være helt vildt alvorligt, altså som i livsvigtige opdateringer 😱
To be or not to be ONLINE that is the question 🤓, men nu er et endnu større spørgsmål så, om en velfortjent drink skal være en GT eller en Aperol Spritz…hmmmm jeg tror jeg overlever uanset.
Obersten
Dejligt med ferieberetning som altid 🙂