Store hotel komplekser, restauranter, STORE både, natteliv. Malta lever overvejende at turisme ligesom Mallorca. Og vores lokation St. Julian (San Guiljan) er ingen undtagelse. Faktisk ligger vi meget tæt på et af øens helt store “party områder” Paceville, opkaldt efter en famøs advokat og opfinder, der startede bebyggelse her i bugten. I første omgang for at residere soldater mellem 1. og 2. verdenskrig. Men i takt med bebyggelse fulgte også bosættelse af maltesere. Der findes i dag kun nogle få af disse boliger tilbage, efter Hilton og Sheraton kæderne holdt deres indtog i 60’erne og dermed omdannede bugten til det turistparadis vi sidder midt i lige nu. Casinoet som vi kan se fra vores værelse, er fra 90’erne. Tidligere var det sommer residens for Maltas mest velhavende bankmand og militærhospital. Sidstnævnte må siges, at stå i skarp kontrast til billedet i dag….

Her er upåklageligt lækkert, der er ikke så meget at sætte en finger på. Malta er et trygt og velhavende sted. Da et børnefodboldhold i sidste uge strandede til en international fodboldturnering i Ålborg i Danmark, fik den maltesiske regering straks arrangeret et fly der kunne hente de små pus hjem. Det kan man da kalde et lille velfungerende samfund.

Men vi trives nu stadigt bedst i det lille italienske smørhul Bagno Vignoni vi fandt for et par år siden; eller et lidt mere diskret sydfransk landskab. Her tenderer lidt grådighed og forbrugsoverflod. Vi lover dog fortsat at nyde dette ferieeventyr i fulde drag. I aften er aftenen hvor vi flot’er os og besøger en restaurant som ifølge Kristina og Steffen skulle være ganske særlig. Måske danner det basis for et nyt og sidste indlæg i morgen…..

PS: På billedet til venstre har I vores Hilton hotel. På den anden side af vandet er det private lejligheder. Om de utroligt labre både i midten tilhører det ene eller andet klientel har jeg ikke lige haft tid til at undersøge indimellem dukkerterne 😉 Til trods for det dyre look, er der i dette lille havnesmørhul nogle gode og uformelle spisesteder, bl.a. det indiske spistested vi indledte ferien med.

Sikke en aktivitet her på bloggen, man bliver helt forpustet, så hvad mere nærliggende end at berette om en ruhetag her hos os.
Jeg vil tro, at Fuglsang og co. nede i Touren ikke ligefrem mener, at de har haft en ruhetag med Tourmalet, men det har vi altså. Jesper og co. tog hjem her til morgen, og efter en medrivende bordtennis double turnering blandt os 4 resterende, var det lige som om, at Camp Mosegård havde brug for en ekstra slapper. Det passede mig faktisk fint, for jeg døjer lidt med min spiserørsbrok på trods af piller (har levet for godt…), så der skulle hældes noget vand indenbords, og pigerne har også været lidt flade, så alle i familien var egentligt enige om, at der ikke var noget grund til at give den fuld gas i solen idag.

Det havde så den fine fordel, at obersten kunne sætte sig, med god samvittighed, og se Tour etapen, som faktisk endte med at blive ret spændende, selvom jeg da gerne havde set Fuglsang ende bedre end han gjorde. Nu tror jeg podiet er ude af rækkevidde, men så må han jo satse på en etapesejr i alperne, ligesom jeg må satse på en etapesejr i bordtennis, da alle 3 damer har været i forrygende form hernede og ikke givet ved dørene.

I aften skal vi nyde de milde vinde på Piero Rossi på molen sammen med Isabella Amsinck (Sofies veninde fra Vangede) og hendes familie, som lige ankom til Alcudia igår. Skal nok blive super hyggeligt, og man skulle da være et skarn, om man ikke kunne glæde sig over en formidabel pizza og en AN/2. Så meget for den ruhetag, men ligesom i Touren er det jo med at komme hurtigt igang igen efter sådan en dag på langs, ellers risikerer man at miste den gode (ferie)form i det lange løb.

Vi tales ved igen imorgen – kh Obersten

Dejlige ferieindlæg I lægger op 🙂

Det godt at høre, hvordan I alle trives i ferien. Vi holder skansen herhjemme indtil afrejse til Provence på lørdag. Og “holder skansen” betyder bl.a. også drinks hos patriarken i Ordrup efterfulgt af en hyggelig middag på Cafe Bøgely på Bakken. Far og jeg med klassisk wienerschnitzel, Malene med laks. Da vi var på Bakken blev det også til et par drinks på et par andre serveringssteder og sågar en tur i rutchebanen for Malene og jeg (hun udfordrede mig!). Skøn aften.

Kære alle,
Jeg har kæmpet mig tilbage efter glemte passwords og gamle mailadresser!
Til Charlotte: Det allervigtigste er, at du har støtte i din kære mand. Lad være med at please alle andre før dig selv. Og er du i virkeligheden ved ubevidst at have taget en beslutning? Så forfølg din drøm, ligesom Abbedissen synger i Sound of Music!!!
Din stolte Far.
Til alle rejsende: Tak for dejlige indlæg – det er blevet en fabelagtig tradition at kunne følge Jer alle – også når I nyder tilværelsen langt fra tilværelsens daglige pligter.
Far Anders

Mon obersten sidder vest fra os og hygger med et blog indlæg fra skønne Mallorca? Mon søs sidder i sommerhuset og har set mit svar på bloggen – til hendes gode indlæg …. begge forhåbentligt med en god pre-dinner drink ved deres side? Og hvad med jer andre kære familie. Mon T&M er klar med fredags drink (TGIF) – og mon H&A sidder i en lille solstråle på Fanø? Imens far nyder en drink på altanen? Og M&F får et glas i deres hyggelige have…..? En lille kærlig tanke til jer alle. Jeg sidder i et pudsigt lilla lys, i en pudsig lilla sofa. Og nej – jeg skal ikke have massage her i Buddha land. Men jeg har lånt wellness afdelingens sofa, fordi pigerne nemlig skal have selskab af en voksen imens de træner. Very important 🙂 De har forstået det her koncept med at kombinere det gode med det hårde. Personligt synes jeg at 3 km på løbebåndet i morges var en udmærket start ovenpå et par dage, hvor helbreddet ikke har tilladt særligt meget fysisk udfoldelse. Lidt en skam når nu der er så mange gode tilbud og man reelt havde haft en chance for at holde korpus i excellent form i takt med at der unægteligt ryger lidt mange gode sager indenbords…..well…

I mellemtiden har vi det jo skønt. I går eftermiddags besøgte lette skyer vores område, og det gav os en fin anledning til at smutte til Mdina, som er Maltas gamle hovedstad og en virkelig smuk lille perle af en sydlandsk by. I øvrigt vil fans af GOT vide, at byen er location for en del Game of Thrones scener, hvorved man kunne frygte at byen var blevet ædt op af turisme.
https://www.radiotimes.com/travel/2017-07-03/maltas-top-6-game-of-thrones-locations/ Men byens navn betyder stilhedens by. Og det navn passer faktisk fortsat ret fint til det indre hjerte, der er centreret inde i en middelalderlig fæstning. I Mdina må kun få lokale køre deres bil i de små charmerende gader, som kan minde en smule om vores barndoms Perigeux – blot igen mere sandfarvet – og imponerende rent over det hele, med fantastiske bougainvilleaer og anden fin vegetation. Jeg må sige, det er en af de smukkeste feriebyer jeg har set i det sydeuropæiske. Kristina og Casper havde fundet en lille hyggelig baggårds restaurant i en af de små gader, hvor både Amalie og jeg nød en lille frisk grillet fisk og velsmagende grøntsager. Jeg sender lidt billeder over what’s app der kan supplere indtryk 🙂

Da Mdina i tidernes morgen udgjorde hovedstaden her på øen, var det hjemsted for fønikerne – et handelsfolk som bl.a. blev berømte for det purpur røde farvestof.

https://da.wikipedia.org/wiki/Mdina

Ja ja, Malta gror lidt på os trods alt 🙂 Og nu må jeg også videre til min pre-dinner drink, som min gode mødregruppeveninde så sødt har sørget for at jeg kan indtage gratis hver dag i lounge området….. c’est dure. Life is hard. I am so lucky. Jeg føler mig meget privilegeret. Stornyder hvert moment.

Marianne har gjort det, Casper har gjort det, Charlotte er ved at gøre det, Henrik overvejer om han skal gøre det og Jake er på vej i samme retning. De har taget tyren ved hornene og har sadlet om med arbejde eller er igang med det. Baggrundene er lidt forskellige, og Jake har endnu ikke et arbejde men overvejer mange forskellige muligheder også udenfor hans studiefelt, men det vigtigste er, at man følger sit hjerte, som både Marianne og Charlotte har gjort opmærksomme på i familien og her på bloggen. Anja og jeg går ikke for tiden med samme overvejelser, men det er da inspirerende at høre, hvordan ens søskende og andre mere og mere snakker om at forfølge drømme og stoppe med at forfølge materiel- eller organisatorisk hierarkisk rigdom.

På Mallorca blæser også nye vinde, for Jake og Emma er på vej hjem, og imorgen daffer Jesper Maigård og hans sønner også hjem, hvilket efterlader Camp Mosegård mere eller mindre “alene” på Ivory Playa. Bare rolig, det skal nu nok gå ;-), og det er vel også på tide, at man får mulighed for at læse lidt i sine medbragte bøger? Én ting er i hvert fald sikkert, vi har nydt deres selskab og skal fortsat nyde de milde middelhavsvinde ind over stranden her i Muro. Vi vil fortsat nyde at komme endnu længere ned i gear og bruge de skønne milde aftener til at besøge vores favoritrestauranter.

Én af dem besøgte vi igår, nemlig Piero Rossi på molen for kun det bedste var godt nok til vores afskedsaften for Jake og Emma, og jeg synes I ved lejlighed selv skal spørge dem, om man kan få bedre pizza end derude :-). I behøver ikke spørge dem om aftenens clou, for det kommer her: Bestyreren af restauranten er søn af ejeren af stort set alle de restauranter vi går på hernede, og sønnike kender vi efterhånden super godt. Mens vi sidder der kommer en yngre dame ind med en klapvogn med et sæt tvillinger i, og hun genkender os og siger hej. Jeg siger tillykke med de nye og hun siger tak. Ud kommer så sønnike, han kysser børnene hej og går over til vores bord. Jeg siger straks tillykke med de nye, og her er det så, at han siger tak men vil lige gøre opmærksom på, at det altså var hans mor, som havde fået tvillinger….!! Det viser sig, at hun er sidst i 30’erne, og at sønnike kun er 20 (!) men ligner én på mindst 30. Heldigvis tager han det med ophøjet ro og smil, og giver os som altid cava og 15% discount på regningen, men det var ikke mit største øjeblik, og måske skal man bare lære ikke at være så langt fremme i skoene? På den anden side, mon ikke far og andre i familien har lavet noget tilsvarende, tænker her mest på Farmor Margit, så det ligger måske bare i generne?

Hver dag på samme tid på Mallorca blæser den samme vind – Mistralen. Den gør det muligt at ligge ved stranden i solen i mere end 30 grader og stadig nyde det. Den er til at stole på kl. 14 og nogle timer fremefter, men så lægger den sig igen og gør aftenerne til ren nydelse. På Camp Mosegård er vi lidt ligesom Mistralen, vi er til at stole på, vi elsker kontinuitet og et fast holdepunkt, men hvis vi en dag af lyst eller nød skulle have behov for en ny vind, så er vi – belært af vores kære familie – også klar til det.

God vind til alle Strupper ude som hjemme.

Obersten

Peter og jeg har langt om længe også fået ferie og nu venter fire uger foran mig. Det er meget tiltrængt, da jeg stadig ikke har været helt på toppen og min krop har da også reageret ved at jeg har haft en inflammation i hoften siden i lørdags, som har betydet, at jeg har haft voldsomme smerter og ikke har kunne stå, sidde eller ligge uden at have ondt. Min medicinkur er nu ved at virke, og jeg har naturligvis benyttet lejligheden til at læse bog, når nu jeg fik ordineret ro.

Og her valgte jeg så at læse den nyeste bog om Mærsk Mckinney-Møller: “Husk ledestjernen” skrevet af Kirsten Jacobsen. Min forhenværende chef, Jesper Lok, har medvirket i den og havde anbefalet den. Det er en fremragende bog. Jeg slugte den på få timer og bagefter sad jeg tilbage med følelsen af at have mødt ham – og det var både rigtig fascinerende, da han er et meget spændende menneske, men gav mig også en rigtig dårlig følelse. For jeg kunne ikke have overlevet i hans regime. Der var simpelthen for meget at skulle leve op til. Og måske netop dette er min udfordring nu også. Der er alt for store forventninger til mig, og selvom jeg muligvis godt kan indfri dem, så er det alt for hårdt for mig.

Således har jeg haft flere snakke med min chef inden ferien om, hvordan jeg skal tilbage til at have den rolle, jeg oprindeligt blev ansat til – nemlig at være verdens bedste nummer to med ansvaret for Business Development og Kommunikation, mens jeg varetager Executive supporten. Og han har ikke forstået rigtigt tror jeg, men han er med på, hvad der skal ske og vi har designet både den fremtidige rigtige organisation og min rolle i det. Så planen er lagt, men det kommer til at tage lidt tid før vi kan gennemføre.

Det er jo så altsammen rigtig godt – er det ikke? Jo, men det er også en kamel at sluge, når ens chef siger, at “vi testede om du kunne påtage dig et større ansvar og nu har vi begge erkendt, at det skal du ikke og så er det jo sådan det er”. Og ja, det er sådan det er, bare irriterende at føle jeg giver op. For er der noget mor har lært mig, så er det aldrig at give op.

Nu sidder jeg så her en fredag eftermiddag til en begyndende ferie, hvor jeg i går nød en Grøn Koncert med min mand og jeg nu kigger på ham her i stuen og tænker, gud hvor er jeg heldig og hvor elsker jeg ham højt. Og så minder det mig om, hvad der egentligt er vigtigt for mig og det har ikke noget med arbejde at gøre overhovedet. Og det var derfor, at jeg fandt modet til at sige sandheden til min chef, nemlig at jeg aldrig har haft ambitioner om at blive direktør og at jeg ikke føler mig tilstrækkelig i det job jeg har nu. Jeg er bare ikke bygget til den verden, som ham og Jesper Lok er vokset i – nemlig Mærsk-verdenen med dertilhørende 100% dedikation til arbejdet for at leve op til øverste chefens helt urimelige og perfektionistiske behov (set fra min stol altså). Jeg respekterer det og finder det fascinerende, at der er nogle mennesker, der sådan lever og ånder for en virksomhed, men det er ikke mig.

Så selvom jeg bøvler med at vide, at jeg er god nok, selvom jeg siger fra på arbejde, så ved jeg også i mit hjerte, at jeg nu gør det rigtige. Koste hvad det vil. Og jeg ved, at jeg har nogle i mit liv, der elsker mig som den jeg er og vil hjælpe mig igennem stormvejr og kriser og glæde sig sammen med mig igennem solskin og succes. Og jeg har min drøm, som nærmer sig med hastige skridt. Jeg kommer en dag til at stå foran en skoleklasse og sige “Godmorgen, jeg er jeres nye lærer og sammen skal vi gøre skolen spændende og sjov!”.

At være tro mod mig selv er min ledestjerne og jeg skal huske min ledestjerne.

Nogle gange kan man komme afsted med at lave en bommert, andre gange har det store konsekvenser, og vi er i kategorien af sidstnævnte med de ting, som jeg nu vil dele med Jer. Bevares I vil måske sige, at der findes større katastrofer i verden, som den ser ud idag, men flere i familien Steenstrup vil skrive under på, at hvis man er turist i lande som Frankrig eller Spanien og ikke har sørget for at få handlet tilstrækkeligt med Martini Dry i lufthavnen i Kastrup, så er det faktisk en stor fejltagelse og lidt af en katastrofe for drinks-situationen, og det er så her vi befinder os nu efter knap en uges ferie. Uvist af hvilke årsager, så købte jeg kun 1 flaske Martini Dry i lufthavnen, og den er ingensteds at finde hernede på Mallorca.

Kunne man så bare bebrejde Caro eller Jake, så var det nemt, men Jake har kun fået 1 dry martini, så han i det mindste vidste, hvad det dog var, jeg sad og drak hver dag kl. 17.30, mens jeg skriver blog. Han kan faktisk godt lide det (eller også er han god til at fake – et godt gammelt dansk ord…), men der var det så, jeg var heldig, at han endnu bedre syntes om GT, for det havde da været den totale apokalypse for Obersten, hvis Jake også skulle have haft en dry martini hver dag…

I kategorien af mindre katastrofer, som vi hellere ikke kan gøre meget ved er det faktum, at imorgen skal vi tage afsked med Jake og Emma efter en uges herligt samvær. Igen så havde katastrofens omfang været betragteligt større, hvis de ikke var enige i vores betragtning om, at der er skønt her på Ivory Playa og på Muro stranden og, hvis de ikke forstod vores kærlighed til Mallorca, dets dejlige klima, de afslappede former, den dovne levevis, og de dejlige venner vi møder hernede.

Det var på ingen måde en fejltagelse, at vi kom tilbage til Mallorca i år, men det kan være, at det er en fejltagelse med konsekvenser af øen og dets administration, at de pålægger turisterne større og større skatter, at mange turister åbenbart synes her er dyrt, eller at mange af dem går efter All-Inclusive hotellerne med deres elendige mad. Uanset hvad der sker, så skal vi tilbage hertil snarest muligt medmindre den sidste uge byder på andre fejltagelser…

Obersten

Her fra Malta kan vi berette, at det går fremad med helbreddet. Vores solterrasse ligger lige ned til Middelhavets brusende saltvandsvinde, og den tørre varme gør det svært for hoste og ondt i svælg at trives 🙂

Vores ferie i år er som sagt lidt anderledes. Vores gode venner har jo lokket os med på tur til Malta. Da Kristina har en god aftale med Hilton worldwide qua sit (top)job i Coloplast, arrangerede hun en god pakke til os med fordel. Det hjalp naturligvis også, at de er stamgæster på stedet. I virkeligheden er mine blog indlæg derfor nok lidt lig oberstens i år, da jeg tror feriekonceptet lægger sig en smule op ad Ivory Playa: sol, masser af badning, træning, god mad og vin. Hilton hotellet i Saint Julian på Malta er totalt luksus, med mange faciliteter – men også noget mere turistet end den slags ferie vi normalt vælger.

Når det er sagt, så nyder vi naturligvis at prøve denne slags holiday, hvor man ikke skal tænke på for meget. Amalie har en fest med veninden Karoline i pool, squash rum og afternoon tea lounge. Imens vi voksne får gearet helt ned, og plejer kroppen med hvert vores behov for idræt og pre-dinner drinks lounge. Der findes mange slags lounge muligheder når man ryger ind under Executive paraplyen 🙂

Malta er jo et samsurium af nationaliteter, og det afspejler køkkenerne også. Således har vi prøvet indisk (hvilket var godt til min snue) og italiensk samt seafood indtil videre. Afslappede rare steder, god mad 🙂 Hotellet går vi helst udenom om aftenen, undtagen deres aften terrasse, hvor det er herligt at se lysene på vandet fra bådene og nyde en night cap.

De britiske aner hernede viser sig naturligvis også, bl.a i form af rattet i højre side af biler og omvendt køreretning. Godt man ikke kører bil hernede! Det er smalle gader, og der er tryk på speederen.

En byge kan Malta også byde på, og det giver anledning til en lille udflugt til “hovedstaden” i region Malta: Valletta. En fin oplevelse – med endnu en imponerende katedral, der beretter om den katolske kirkes storhedstid.

Malta er ganske fin på den måde, at de fleste bygninger er lavet af sandsten og med kulørte skodder. Det kosmopolitiske islæt har ikke givet anledning til at ødelægge øen med blandet arkitektur; i hvert fald ikke denne del vi har set indtil videre. Det hele er grundlæggende sandfarvet, men naturligvis er nogen gader mere charmerende end andre. Og Valletta bød absolut på nogle meget smukke af slagsen.

Nå, mon ikke dette første ferieindlæg er rigeligt langt …. jeg nyder i den grad oberstens Turèll inspirerede ordlyd. Håber der kommer flere lange af slagsen derfra. Det er hyggelig solsengen læsning 🤗

Nogle dage går bare ikke helt som ventet, og derfor må I nøjes med en kortere blog idag, men mon ikke det går, når nu Marianne også er kommet på med nyt fra Malta :-). Hen på eftermiddagen idag kom der et lille regnvejr, og når de daglige rutiner, med faste ting på faste tidspunkter, på den måde bliver slået i stykker, så kan det være svært at få tid til sit daglige blog-fix.

Jeg lovede Jer flere billeder igår, derfor er en del af dagens blog også billeder fra turen indtil nu, vel at mærke rigtige billeder, som jeg vil lægge ud på WhatsApp’en om lidt. De vil blandt andet vise Jer, at vi havde en skøn aften på Mirador de la Victoria igår. Vi fik et bord helt ude ved kanten af bjergsiden med ugenert udsigt til en flot solnedgang henover bjergene. Vi nød det allesammen, men især Jake, som i egenskab af geologistuderende er helt vild med bjerge, da han ved en del om sten, og om hvordan og hvornår bjergene blev skabt.

Og apropos Jake, så havde Caroline og ham en ønsket middag for sig selv på restaurant Aqua inde i havnen helt yderst på molen i Alcudia. Seafood Paëlla, lækker Mallorcinsk hvidvin, det bedste bord helt ude i vandet og en solnedgang af en anden verden. Romantisk aften er vist en underdrivelse af dimensioner, men det er dem velundt, når nu Jake allerede skal hjem på fredag og rejse sammen med Emma.
Og apropos Emma, så har vi ikke haft nogle klager fra eller om hende endnu, men jeg købte jo også Nutella allerede på dag 2, ville ikke have nogen problemer med Charlotte…

God aften derhjemme, vi tager til det gamle Alcudia og vil endnu engang prøve at redde Mallorcas turistindustri før det er for sent.

Kh Obersten