…at obersten blev udfordret af rygsmerternes feje magt over krop og fleksibilitet. Jeg havde døjet med lidt stivhed i kadaveret over de sidste 1½ måned, uden at det dog havde noget indvirkning på de daglige rutiner eller arbejde. Jeg prøvede at arbejde mig ud af det med masser af øvelser, men i starten af sidste uge måtte jeg give op og gå til fysioterapeut.

Her fik jeg behandlinger og nye øvelser som hjalp, og alt tydede på, at jeg var på rette vej indtil i lørdags, hvor jeg om morgenen lavede én af de øvelser de havde givet mig, og der gik det galt. Smerterne skar ned i højre ben helt oppe fra lænden, ned bag på ballen, ned i låret til skinnebenet og videre ned i foden, som begyndte at sove lidt.

Av, av tænkte jeg ikke bare fordi jeg havde store smerter, men også fordi jeg frygtede, hvad der nu var sket. Jeg fik straks gang i nogle af de piller jeg fik under den sidste prolaps (uden dog at røre morfinpillerne…), og måtte så melde fra til afslutningsmatch med golfgutterne samme dag og firmaturnering på Kbh. Golfklub dagen efter.

Efter nogle hårde nætter lørdag og søndag og et opkald til 1813 pga. meget store smerter i benene, fik jeg mig igår kæmpet til et besøg hos fysioterapeuten, som afslørede, at der nok var tale om endnu en diskusprolaps, denne gang i højre side. Damn…det kan ende med, at vi må aflyse vores efterårsferie til Amsterdam på søndag, hvor vi alle 4 ellers skulle ned og hygge, men nu må vi se de næste par dage an. Jeg har sat mig for ikke at spise morfin, da man får det meget dårligt af det skidt, så hellere have mere ondt og mærke fremskridt dag for dag.

Hvad sker der så nu tænker I? Jeg har via min Sundhedsforsikring i OFS fået tid på Privathospitalet Hamlet fredag i næste uge til en udredning og forhåbentligt en scanning, der kan vise, om der er noget galt, om der er prolaps, om vi kan gøre noget, og om vi skal gøre noget såsom operation, hvilket jeg egentligt er imod medmindre det kan gøre en enorm forskel.

Hvor er det egentligt uretfærdigt, at det sker igen for én der virkelig er disciplineret med øvelser og passer på sig selv, men sådan er der så meget, og det her er jo vand ved siden af, hvad mange andre mennesker må stod model til på sundhedsområdet. Så det er på med kasketten oberst og ind i kampen, der er kun én ting der tæller, og det er sejr!

Knus til Jer alle

I får lige et kort resume af Malene og min tur til New York i sidste uge:

Afsted onsdag (CPH-Newark). Taxa til vores ganske udmærkede hotel, The Artezen. Det ligger i hjertet af Financial District (FiDi), så vi gik til Battery Park og forbi WTC memorial. Aftensmad på Da Claudio – klassisk italiensk. Aftentur til The Elevated Acre, med en fantastisk udsigt til Brooklyn.

Torsdag metro til The High Line. Fin gåtur, der egentlig godt kunne have været længere. For enden fandt vi The Vessel og fik lige udfordret vores højdeskræk en smule.

Frokost på Frying Pan, en mole på Hudson floden. Aftensmad på 1803, – jambalaya til os begge. Mums. Malenes drink serveret i et mini-badekar 🙂

Fredag gik vi fra hotellet gennem FiDi, Tribeca, SoHo og Greenwich Village. Manhatten fra sin absolut bedste side. Videre til Flatiron building og senere drinks på Bar Sixty Five og middag på Acqua tættere på hotellet.

Lørdag tog vi til Brooklyn og gik tilbage over Brooklyn Bridge. Alt for mange mennesker, men den bro og den udsigt… Wauw.

Søndag tog vi til Central Park og The Met inden hjemturen sent om aftenen.

Herlig tur.

I denne uge har vi meget kulturelle

Torsdag var vi til Brahms koncert i DR s koncertsal. 1. Afdeling bestod af en ny komposition af Hans Abrahamsen. Jeg sad og krummede tæer. Så mange penge for det!

Men så kom der en violinist der i samarbejde med symfoniorkesteret spillede 3 kompositioner!! Jeg sad og fik tårer i øjnene, så dejligt var det. Jeg sad og tænkte på mor/farfar. Hvor ville han havde nydt det

Idag var vi med den tidligere museumsinspektør for Frederiksborg slot Steffen Heiberg i Malmø og Lund hvor han flortalte og fortalte om dengang det var dansk, om dengang vi alle var katolikker, og efter reformationen. Om de mennesker, der boede i husene – den gamle borgmester Jørgen Kock, der blev adlet af den svenske konge, dengang Leonora Christine ogCorfitz Ulfeldt hovede. Det var sandelig en dejlig dag.

Mange knus fra menne

Kn

Kære alle,

Det er faktisk en god terapi for mig, fra tid til anden, at skrive lidt om, de mange dejlige ting, der sker omkring mig.

Medio august er hvert år meget koncentreret om begivenheder af traditionsrig karakter. Også i år var det dejligt at sidde forkælet og begavet i familiens skød på min fødselsdag – dagen før golfhelvedet brød løs i det sydsvenske – medens de endnu friske gutter med beundringsværdig disciplin rejste det imponerende telt, som Thomas (inspireret af Søren Østergaard?) har købt.

Meget mod min vilje må jeg erkende, at Sydsverige faktisk er meget smukt! Det må være de senere år, der gør det muligt for mig at sidde for mig selv i 4-5 timer med lidt flydende forkælelse og nyde tilværelsen, udsigten og folkelivet.

Så blev det min tur til at huse et Mafia-møde. Med Henrik som en formidabel hælp til indkøb, madforberedelse, servering og oprydning blev det en stor succes! Alle var begejstrede og syntes, at jeg boede dejligt. Stemningen var høj, da vi tog bus og S-tog fra Klampenborg til Hovedbanen, jokkede direkte ind i Tivoli, var på et kort Pitstop før vi endte i Grøften til sen aftensmad. I således højtløftet stemning fortsatte vi til night-cap hos Peder P. på Amagertorv.

Dagen efter var jeg hos Karl og Birgitte til snitter og Cirkus Nemo. Den længstvarende første halvdel var formidabel – det er lang tid siden, jeg har grinet så meget – og så af en Esbjergenser!

I dag har jeg fået aftalt et møde med GIBA Travel og Markedsdirektøren for Politikens Lokalaviser med henblik på at skabe et medlems-rejse-koncept. Det bliver sjovt og kan måske give mig en fritidsinteresse for Giba, hvem ved?

I morgen tager jeg toget til Helsingør sammen med X’erne for at fejre Sonja og Henriks 150-års fødselsdag på Danhostel lige ned til Øresund/Kattegat. Ved den lejlighed vil jeg indvie mine nye hvide sommerbukser (Anja og Jesper), som man ser det på “Badehotellet”. Jamen er det ikke festligt?

Store varme sommerhilsner til Jer alle fra

Gamle Anders

Nej egentligt ikke, men hjem det skal vi og imorgen tidlig klokken 7 går turen mod Palma lufthavn efter dejlige 14 dage på Mallorca, hvor solen altid skinner på familie, venner og veninder. Der går i hvert fald 2 år, før vi kommer tilbage til Ivory Playa, men når jeg sidder her i skyggen på altanen og nyder udsigten samt den behagelige temperatur, så tænker jeg da, at det er lige i overkanten med de to år. Til gengæld tænker jeg også, at det er fint nok at komme hjem nu, for nok har jeg nydt at sidde her hver dag og belemre Jer med mine tanker om livet på øen og livet generelt, men det er da bedre at sidde overfor Jer og fortsætte samtalen :-).

Jeg tror desuden ikke, at det er godt for helbredet at være alt for længe på ferie, for der er drink hver dag, der er en øl og/eller lidt rosé til frokost, der er vin til middagen, og der er søreme også en godnat øl på altanen til at sove på. Naturligvis bliver altsammen indtaget med respekt for dem der har lavet det, med behørig nydelsesfaktor og smags-eftertænksomhed (findes det ord?), men det sætter jo nok gang i en turbo-nedbrydelse af min ellers nogenlunde sportstrænede krop, i hvert fald når man tænker på, at det meste af dagen tilbringes på langs ved stranden eller ved poolen.

Nå men nu kan man så heldigvis tage hjem og slå græs, handle, lave lidt mad, gøre rent og fuldstændigt glemme, at man overhovedet har været på ferie, men her er det jo så at bloggen kommer ind i billedet. Ikke blot holder den familien underrettet om tykt og tyndt, den er jo faktisk også et ganske godt opslagsværk, hvis man skulle have glemt, hvor dejligt det var at være på ferie, samt hvad man gjorde hvornår.

Hermed vil jeg slukke og lukke fra Ivory Playa, vi ses derhjemme kære familie.

Obersten

Så tænker I nok, hvad snakker han nu om? Er han blevet vanvittig ham obersten, og måske gider I snart ikke høre mere feriesnak fra mig alligevel? Jamen måske er jeg ved at blive lidt skør hernede i varmen, men jeg skal altså møde “den gule dame” lidt senere idag, og jeg forventer mig meget af dette lille stævnemøde. Hun kom lidt ind fra siden og helt uventet for knapt en uges tid siden, og siden har hun været svær at glemme.

Faktisk havde Jake en finger med i spillet, hvilket så absolut ikke skal lyde som om, han er en skørtejæger, men han kan tydeligvis noget med damer – han har jo kapret Caro…, og det lyder nok skørt, men Anja er helt OK med, at jeg trækker hende op på altanen idag, og egentligt har jeg planlagt, at hun også skal møde både Caro og Sofie, når vi nu er igang. Hun er lidt oppe i årene og har et køligt men lyst udtryk, og er efter sigende ung af sin alder. Hun skulle desuden have den dejligste duft, som kan gøre én helt kulret. Som om det ikke var nok, så mener nogle, at man efter mødet med hende bliver i det dejligste humør.

Det er naturligvis et noget kontroversielt tiltag, specielt taget i betragtning, at jeg allerede er omgivet af 3 dejlige damer, men hende her er altså speciel, og får man mulighed for at møde hende, så siger man ikke nej, det ville simpelthen være for dumt. Hun kommer i sagens natur til at tage opmærksom fra andre loyale venner af obersten, og det er måske her, man kan blive lidt bekymret. For hvordan vil de tage det faktum, at en ny ældre model stjæler rampelyset for en dag?

Det kan gå mange veje, men jeg tror det er med den gule dame som med Ivory Playa. Vi skal indimellem prøve noget nyt og spændende, men vi kommer altid tilbage til det vi kender og elsker. Så kære Ivory Playa og Dry Martini, I har begge intet at frygte, I vil altid være i vores hjerter, og vi vil altid søge tilbage til Jer, uanset hvor meget og hvor mange nye og spændende steder og damer der findes derude.

Her på vores næstsidste dag i vores eget lille paradis sender vi en særlig tak til Jake :-).

Obersten

Vi er nu på tredjedagen af ferien her i sommerhuset med ungerne og det har været ren arbejdsdag i dag med meget tilfredsstillende maling af hus og vinduer – og nej, det er slet ikke stressende, men bare total afslapning og mental terapi for både Peter og jeg. Børnene er nok ikke helt lige så enige, men de hjalp uden at brokke sig det mindste og vi glædede os alle over resultatet sammen her til aften – selvfølgelig efter en skøn badetur i havet til at køle os ned. Simon kiggede eftertænksomt på mig mens vi sad på terrassen til aftensmaden og sagde så: “Mor, NU slapper du af”. Så smilede jeg og spurgte hvorfor han sagde det. Svaret var: “Fordi du er nu ligesom når vi var på Fanø – glad og afslappet”.

Og ja, havet og dette sommerhus er mit Fanø. Og med det følger også badning i havet, Yatzy om eftermiddagen, drinks og kortspil om aftenen. Tænk sig så stærke følelser og traditioner mor og far har skabt hele vejen ned til mig og mine børn…. og som Sille og Peter nu også nyder godt af 😉

Nej, det er ikke fordi jeg har forsøgt mig i skuespil eller skal ned til den famøse filmfestival i Cannes, men der er to grunde til at overskriften på dagens blog fra Muro hedder sådan.

Den første er ganske simpelt, at Sofie og jeg idag har fortjent Muro strandens gyldne palmer for at have fået 552 i strandtennis. Vi troede aldrig nogensinde, at vi skulle slå den tidligere rekord på 374, men stående i knæhøjt Middelhav og bevæbnet med en tålmodighed af stål og lidt boldøje, så gik vi kl. 16.41 igang med at lade den lille plasticbold flyve mellem os med omkring 2-3 meters afstand. Da vi nåede 400 skreg vi allerede af sejr, men vi fortsatte ufortrødent indtil en vis træthed satte ind efter ca. 10 minutters uafbrudt spil og én af afleveringerne blev lidt kort. Jublen ville ingen ende tage, og spørgsmålet er, om den er forstummet inden vi ankommer i lufthavnen i Kastrup på fredag ved 12-tiden. Tror I overborgmesteren står klar til at tage imod os og vil give pandekager samt give en tur på balkonen?

Nå men den anden grund til overskriften er det faktum, at jeg nærmer mig 50, samt visse overvejelser som ligeså småt begynder at rumstere i hovederne på Anja og jeg. Livet er skønt og meget afslappet på Mallorca, og til november tager Anja og jeg ned på 5-stjernede Marriott Resort Marbella i 5 dage for at se, hvordan der er dernede. Om nogle år når Sofie også er flyttet hjemmefra, skal der så investeres i en ferielejlighed i Sydfrankrig, på Mallorca eller et helt andet feriested? Hvor er palmerne flottest? Hvor er stranden fantastisk? Hvor kan vi eventuelt se os selv bo i længere tid ad gangen (om vinteren), og kan vi overhovedet se os selv gøre det mange km væk fra vores tøser og vores dejlige familie? Skal det eventuelt være i 21-5 regi eller synes vi det er for dyrt?

Det er og bliver blot nogle overvejelser lige nu, men vi kan ikke sige os fri for at tænke tankerne allerede, og min egen blog fra igår om at kede sig er jo meget apropos…men måske er det også bare fordi, vi nærmer os slutningen på dette års Mallorca-tur, at der pludselig sættes nogle frø, for nok holder vi af hverdagen, men der er nu også dejligt hernede på trods af 33 grader. For nu, så skal vi lige nyde de sidste par dage i ro og mag og sørge for at få besøgt vores favoritrestauranter en sidste gang, for vi regner da med, at vi om et par år er tilbage igen efter en sommer 2020, som byder på Italien med vinklubben efterfulgt af en uge ét eller andet sted i Sydfrankrig med nogle dejlige damer…nå nej jeg mener palmer.

I aften går turen til Port Pollenca for at sige hej til min kollega Jacob og hans kone Helle, som vi har aflagt besøg flere gange hernede, det er dem med en tagterrasse på 110m2. De har ingen palmer, men maden og vinen plejer at være god 🙂

Kh Obersten

Med lidt lånte fjer fra Shakespeare starter dagens blog, og der er en særlig grund til min overskrift. I den første uge med Jesper Maigård og partners hernede, så var det svært at komme til at kede sig, for det gør man bare ikke, når han er i nærheden. Men siden i lørdags, har der været mere stille, og så er det, at konceptet med os på Mallorca igen skal stå sin prøve på en helt ny måde. Vi kan starte med at spørge, om det er OK at kede sig på sin ferie? Nogle vil sige nej, og i den kategori tror jeg Marianne & Casper befinder sig (efter Jeres indlæg at bedømme…), hvor andre vil sige ja da, det skal man, det er netop det ferien skal bruges til. Vi er helt klart i “ja” kategorien, for ellers var vi ikke her på Ivory Playa for ottende gang.

Ind imellem ved morgenbordet eller til frokost spørger vi da os selv, om ikke vi skal prøve noget andet eller leje en bil og køre ud og se mere af øen, men hver gang ender vores snak med, at selvom vi indimellem bordtennis, strand, Yatzy, pool, fitness, Touren, hygge med venner, drinks på altanen, solnedgange på bjerget, løbeture på stranden, badning i det klareste vand…engang imellem keder os, så trænger vi måske netop til det, altså at kede os. Ser vi hinanden i øjnene for at se, om der ligger et ubevidst eller uudtalt behov derinde et sted, som kan få ferietankerne et helt andet sted hen, så finder vi ikke noget, og faktum er jo nok, dels at vi alle har godt af det, og dels at vi stort set hvert andet år alligevel er på en episk rundrejse i det ene eller andet store udland og halser afsted i 3 uger for at opleve så meget som muligt og kommer hjem helt udmattede (men glade).

Så vi keder os bravt hernede på stranden i Muro, og heldigvis er vi alle 4 født med et konkurrencegén af en anden verden, som konstant titter frem og giver os sjove oplevelser, uanset om vi står på stranden eller sidder på altanen. Og så er vi traditionsbundne folk i vores familie, bare se på farfar Anders, hvad ville han gøre uden sin daglige drink og nogle faste rutiner, nøjagtigt som en vis hr. K.I. Jensen iøvrigt ;-). Der skal jo ikke meget til, før der er noget magisk over det at komme tilbage til noget man kender. Praktisk talt hver aften bliver vi mødt af restaurantejere, som kommer os i møde med åbne arme og giver kindkys til alle, de er så glade for at se os, giver os Cava og forretter gratis, stråler som solen, når vi fortæller dem, hvor skønt det er at være tilbage hos dem. Hvis nogen siger, at ovennævnte minder lidt om Le Bourg og Riberac og Café de Collonnes, så er det nok ikke tilfældigt…

Det er ikke kedeligt at være på ferie på Ivory Playa, men det er dejligt at kede sig bravt med os selv, føle nærværet, føle at man er værdsat af de lokale, føle at man hører til og ikke mindst forstå, at vi tager nogle helt bevidste valg ved at være her.

Kh fra 33 grader i skyggen på stranden ved Muro

Der er så mange ting her i livet, som starter i det små og på forunderlig vis vokser sig store. Det kan være kædehotellernes indtog på Malta, som Marianne så fint beskriver i sin blog, eller de modefænomener som hurtigt breder sig og vises frem på feriestederne inklusive Mallorca. Jeg tænker her på tatoveringer i alle afskygninger, der sidder på stort set alle steder på kroppen, og som folk ser ud til at gå meget højt op i. Jespers søn Thomas fik en ny tattoo under deres ferie hernede, Jake har flere tattoos, der alle har været nøje tænkt over, og som giver mening for ham, og for det han har oplevet eller elsker i sit liv.

Heldigvis bestemmer folk selv over deres krop, og det skal stå alle frit for at få en tatovering, uden at de skal dømmes for at være rockere eller have ødelagt deres krop, men jeg ville aldrig selv få en tattoo, og det er i mine øjne kun et fåtal, som kan bære det, eller som har fået lavet noget der er pænt og giver god mening. Hvorfor der i samfundet og især blandt de unge er opstået en kædereaktion med tatoveringer ved jeg ikke, men det er da noget, som jeg vil diskutere med Caro og Sofie, om ikke andet så for at høre om de forstår det, eller om de kan give mig en forklaring. Det er altid interessant at studere kædereaktioners oprindelse, ikke mindst når man lige har læst Dan Browns Engle og Dæmoner, og nu er igang med at læse den nyeste af Jussi Adler. Den sidstnævnte handler netop om en kædereaktion af begivenheder der helt uafhængigt af hinanden pludselig får mening for afdeling Q, og som starter med, at nogle immigranter reddes i land på Cypern, immigranter der på forunderlig vis har tråde til Carls kollega Assad og dermed sætter gang i en hæsblæsende jagt.

Med Cypern nævnt er vi tæt på at have sluttet cirklen fra starten og være tilbage i Middelhavet og kædehotellerne på Malta. Det er netop det, som gør det interessant at skrive blog for Jer, for hvis jeg kan opnå, at der opstår en slags kædereaktion med mine indlæg, så er jeg glad, og hvis jeg er glad, så er mine 3 piger også glade, og hvis vi er glade, så er I også glade…

Tror faktisk lige der er sket en kædereaktion her på altanen i Muro, for væsken i mit drinksglas er forsvundet, hvilket betyder jeg må rejse mig, hvilket betyder denne blog er slut, hvilket betyder det er tid til et spil Yatzy med pigerne, hvilket betyder endnu en dejlig feriestund, og hvis jeg er heldig, en refill…

Obersten