Peter og jeg har langt om længe også fået ferie og nu venter fire uger foran mig. Det er meget tiltrængt, da jeg stadig ikke har været helt på toppen og min krop har da også reageret ved at jeg har haft en inflammation i hoften siden i lørdags, som har betydet, at jeg har haft voldsomme smerter og ikke har kunne stå, sidde eller ligge uden at have ondt. Min medicinkur er nu ved at virke, og jeg har naturligvis benyttet lejligheden til at læse bog, når nu jeg fik ordineret ro.

Og her valgte jeg så at læse den nyeste bog om Mærsk Mckinney-Møller: “Husk ledestjernen” skrevet af Kirsten Jacobsen. Min forhenværende chef, Jesper Lok, har medvirket i den og havde anbefalet den. Det er en fremragende bog. Jeg slugte den på få timer og bagefter sad jeg tilbage med følelsen af at have mødt ham – og det var både rigtig fascinerende, da han er et meget spændende menneske, men gav mig også en rigtig dårlig følelse. For jeg kunne ikke have overlevet i hans regime. Der var simpelthen for meget at skulle leve op til. Og måske netop dette er min udfordring nu også. Der er alt for store forventninger til mig, og selvom jeg muligvis godt kan indfri dem, så er det alt for hårdt for mig.

Således har jeg haft flere snakke med min chef inden ferien om, hvordan jeg skal tilbage til at have den rolle, jeg oprindeligt blev ansat til – nemlig at være verdens bedste nummer to med ansvaret for Business Development og Kommunikation, mens jeg varetager Executive supporten. Og han har ikke forstået rigtigt tror jeg, men han er med på, hvad der skal ske og vi har designet både den fremtidige rigtige organisation og min rolle i det. Så planen er lagt, men det kommer til at tage lidt tid før vi kan gennemføre.

Det er jo så altsammen rigtig godt – er det ikke? Jo, men det er også en kamel at sluge, når ens chef siger, at “vi testede om du kunne påtage dig et større ansvar og nu har vi begge erkendt, at det skal du ikke og så er det jo sådan det er”. Og ja, det er sådan det er, bare irriterende at føle jeg giver op. For er der noget mor har lært mig, så er det aldrig at give op.

Nu sidder jeg så her en fredag eftermiddag til en begyndende ferie, hvor jeg i går nød en Grøn Koncert med min mand og jeg nu kigger på ham her i stuen og tænker, gud hvor er jeg heldig og hvor elsker jeg ham højt. Og så minder det mig om, hvad der egentligt er vigtigt for mig og det har ikke noget med arbejde at gøre overhovedet. Og det var derfor, at jeg fandt modet til at sige sandheden til min chef, nemlig at jeg aldrig har haft ambitioner om at blive direktør og at jeg ikke føler mig tilstrækkelig i det job jeg har nu. Jeg er bare ikke bygget til den verden, som ham og Jesper Lok er vokset i – nemlig Mærsk-verdenen med dertilhørende 100% dedikation til arbejdet for at leve op til øverste chefens helt urimelige og perfektionistiske behov (set fra min stol altså). Jeg respekterer det og finder det fascinerende, at der er nogle mennesker, der sådan lever og ånder for en virksomhed, men det er ikke mig.

Så selvom jeg bøvler med at vide, at jeg er god nok, selvom jeg siger fra på arbejde, så ved jeg også i mit hjerte, at jeg nu gør det rigtige. Koste hvad det vil. Og jeg ved, at jeg har nogle i mit liv, der elsker mig som den jeg er og vil hjælpe mig igennem stormvejr og kriser og glæde sig sammen med mig igennem solskin og succes. Og jeg har min drøm, som nærmer sig med hastige skridt. Jeg kommer en dag til at stå foran en skoleklasse og sige “Godmorgen, jeg er jeres nye lærer og sammen skal vi gøre skolen spændende og sjov!”.

At være tro mod mig selv er min ledestjerne og jeg skal huske min ledestjerne.