Nej egentligt ikke, men hjem det skal vi og imorgen tidlig klokken 7 går turen mod Palma lufthavn efter dejlige 14 dage på Mallorca, hvor solen altid skinner på familie, venner og veninder. Der går i hvert fald 2 år, før vi kommer tilbage til Ivory Playa, men når jeg sidder her i skyggen på altanen og nyder udsigten samt den behagelige temperatur, så tænker jeg da, at det er lige i overkanten med de to år. Til gengæld tænker jeg også, at det er fint nok at komme hjem nu, for nok har jeg nydt at sidde her hver dag og belemre Jer med mine tanker om livet på øen og livet generelt, men det er da bedre at sidde overfor Jer og fortsætte samtalen :-).

Jeg tror desuden ikke, at det er godt for helbredet at være alt for længe på ferie, for der er drink hver dag, der er en øl og/eller lidt rosé til frokost, der er vin til middagen, og der er søreme også en godnat øl på altanen til at sove på. Naturligvis bliver altsammen indtaget med respekt for dem der har lavet det, med behørig nydelsesfaktor og smags-eftertænksomhed (findes det ord?), men det sætter jo nok gang i en turbo-nedbrydelse af min ellers nogenlunde sportstrænede krop, i hvert fald når man tænker på, at det meste af dagen tilbringes på langs ved stranden eller ved poolen.

Nå men nu kan man så heldigvis tage hjem og slå græs, handle, lave lidt mad, gøre rent og fuldstændigt glemme, at man overhovedet har været på ferie, men her er det jo så at bloggen kommer ind i billedet. Ikke blot holder den familien underrettet om tykt og tyndt, den er jo faktisk også et ganske godt opslagsværk, hvis man skulle have glemt, hvor dejligt det var at være på ferie, samt hvad man gjorde hvornår.

Hermed vil jeg slukke og lukke fra Ivory Playa, vi ses derhjemme kære familie.

Obersten

Så tænker I nok, hvad snakker han nu om? Er han blevet vanvittig ham obersten, og måske gider I snart ikke høre mere feriesnak fra mig alligevel? Jamen måske er jeg ved at blive lidt skør hernede i varmen, men jeg skal altså møde “den gule dame” lidt senere idag, og jeg forventer mig meget af dette lille stævnemøde. Hun kom lidt ind fra siden og helt uventet for knapt en uges tid siden, og siden har hun været svær at glemme.

Faktisk havde Jake en finger med i spillet, hvilket så absolut ikke skal lyde som om, han er en skørtejæger, men han kan tydeligvis noget med damer – han har jo kapret Caro…, og det lyder nok skørt, men Anja er helt OK med, at jeg trækker hende op på altanen idag, og egentligt har jeg planlagt, at hun også skal møde både Caro og Sofie, når vi nu er igang. Hun er lidt oppe i årene og har et køligt men lyst udtryk, og er efter sigende ung af sin alder. Hun skulle desuden have den dejligste duft, som kan gøre én helt kulret. Som om det ikke var nok, så mener nogle, at man efter mødet med hende bliver i det dejligste humør.

Det er naturligvis et noget kontroversielt tiltag, specielt taget i betragtning, at jeg allerede er omgivet af 3 dejlige damer, men hende her er altså speciel, og får man mulighed for at møde hende, så siger man ikke nej, det ville simpelthen være for dumt. Hun kommer i sagens natur til at tage opmærksom fra andre loyale venner af obersten, og det er måske her, man kan blive lidt bekymret. For hvordan vil de tage det faktum, at en ny ældre model stjæler rampelyset for en dag?

Det kan gå mange veje, men jeg tror det er med den gule dame som med Ivory Playa. Vi skal indimellem prøve noget nyt og spændende, men vi kommer altid tilbage til det vi kender og elsker. Så kære Ivory Playa og Dry Martini, I har begge intet at frygte, I vil altid være i vores hjerter, og vi vil altid søge tilbage til Jer, uanset hvor meget og hvor mange nye og spændende steder og damer der findes derude.

Her på vores næstsidste dag i vores eget lille paradis sender vi en særlig tak til Jake :-).

Obersten

Nej, det er ikke fordi jeg har forsøgt mig i skuespil eller skal ned til den famøse filmfestival i Cannes, men der er to grunde til at overskriften på dagens blog fra Muro hedder sådan.

Den første er ganske simpelt, at Sofie og jeg idag har fortjent Muro strandens gyldne palmer for at have fået 552 i strandtennis. Vi troede aldrig nogensinde, at vi skulle slå den tidligere rekord på 374, men stående i knæhøjt Middelhav og bevæbnet med en tålmodighed af stål og lidt boldøje, så gik vi kl. 16.41 igang med at lade den lille plasticbold flyve mellem os med omkring 2-3 meters afstand. Da vi nåede 400 skreg vi allerede af sejr, men vi fortsatte ufortrødent indtil en vis træthed satte ind efter ca. 10 minutters uafbrudt spil og én af afleveringerne blev lidt kort. Jublen ville ingen ende tage, og spørgsmålet er, om den er forstummet inden vi ankommer i lufthavnen i Kastrup på fredag ved 12-tiden. Tror I overborgmesteren står klar til at tage imod os og vil give pandekager samt give en tur på balkonen?

Nå men den anden grund til overskriften er det faktum, at jeg nærmer mig 50, samt visse overvejelser som ligeså småt begynder at rumstere i hovederne på Anja og jeg. Livet er skønt og meget afslappet på Mallorca, og til november tager Anja og jeg ned på 5-stjernede Marriott Resort Marbella i 5 dage for at se, hvordan der er dernede. Om nogle år når Sofie også er flyttet hjemmefra, skal der så investeres i en ferielejlighed i Sydfrankrig, på Mallorca eller et helt andet feriested? Hvor er palmerne flottest? Hvor er stranden fantastisk? Hvor kan vi eventuelt se os selv bo i længere tid ad gangen (om vinteren), og kan vi overhovedet se os selv gøre det mange km væk fra vores tøser og vores dejlige familie? Skal det eventuelt være i 21-5 regi eller synes vi det er for dyrt?

Det er og bliver blot nogle overvejelser lige nu, men vi kan ikke sige os fri for at tænke tankerne allerede, og min egen blog fra igår om at kede sig er jo meget apropos…men måske er det også bare fordi, vi nærmer os slutningen på dette års Mallorca-tur, at der pludselig sættes nogle frø, for nok holder vi af hverdagen, men der er nu også dejligt hernede på trods af 33 grader. For nu, så skal vi lige nyde de sidste par dage i ro og mag og sørge for at få besøgt vores favoritrestauranter en sidste gang, for vi regner da med, at vi om et par år er tilbage igen efter en sommer 2020, som byder på Italien med vinklubben efterfulgt af en uge ét eller andet sted i Sydfrankrig med nogle dejlige damer…nå nej jeg mener palmer.

I aften går turen til Port Pollenca for at sige hej til min kollega Jacob og hans kone Helle, som vi har aflagt besøg flere gange hernede, det er dem med en tagterrasse på 110m2. De har ingen palmer, men maden og vinen plejer at være god 🙂

Kh Obersten

Med lidt lånte fjer fra Shakespeare starter dagens blog, og der er en særlig grund til min overskrift. I den første uge med Jesper Maigård og partners hernede, så var det svært at komme til at kede sig, for det gør man bare ikke, når han er i nærheden. Men siden i lørdags, har der været mere stille, og så er det, at konceptet med os på Mallorca igen skal stå sin prøve på en helt ny måde. Vi kan starte med at spørge, om det er OK at kede sig på sin ferie? Nogle vil sige nej, og i den kategori tror jeg Marianne & Casper befinder sig (efter Jeres indlæg at bedømme…), hvor andre vil sige ja da, det skal man, det er netop det ferien skal bruges til. Vi er helt klart i “ja” kategorien, for ellers var vi ikke her på Ivory Playa for ottende gang.

Ind imellem ved morgenbordet eller til frokost spørger vi da os selv, om ikke vi skal prøve noget andet eller leje en bil og køre ud og se mere af øen, men hver gang ender vores snak med, at selvom vi indimellem bordtennis, strand, Yatzy, pool, fitness, Touren, hygge med venner, drinks på altanen, solnedgange på bjerget, løbeture på stranden, badning i det klareste vand…engang imellem keder os, så trænger vi måske netop til det, altså at kede os. Ser vi hinanden i øjnene for at se, om der ligger et ubevidst eller uudtalt behov derinde et sted, som kan få ferietankerne et helt andet sted hen, så finder vi ikke noget, og faktum er jo nok, dels at vi alle har godt af det, og dels at vi stort set hvert andet år alligevel er på en episk rundrejse i det ene eller andet store udland og halser afsted i 3 uger for at opleve så meget som muligt og kommer hjem helt udmattede (men glade).

Så vi keder os bravt hernede på stranden i Muro, og heldigvis er vi alle 4 født med et konkurrencegén af en anden verden, som konstant titter frem og giver os sjove oplevelser, uanset om vi står på stranden eller sidder på altanen. Og så er vi traditionsbundne folk i vores familie, bare se på farfar Anders, hvad ville han gøre uden sin daglige drink og nogle faste rutiner, nøjagtigt som en vis hr. K.I. Jensen iøvrigt ;-). Der skal jo ikke meget til, før der er noget magisk over det at komme tilbage til noget man kender. Praktisk talt hver aften bliver vi mødt af restaurantejere, som kommer os i møde med åbne arme og giver kindkys til alle, de er så glade for at se os, giver os Cava og forretter gratis, stråler som solen, når vi fortæller dem, hvor skønt det er at være tilbage hos dem. Hvis nogen siger, at ovennævnte minder lidt om Le Bourg og Riberac og Café de Collonnes, så er det nok ikke tilfældigt…

Det er ikke kedeligt at være på ferie på Ivory Playa, men det er dejligt at kede sig bravt med os selv, føle nærværet, føle at man er værdsat af de lokale, føle at man hører til og ikke mindst forstå, at vi tager nogle helt bevidste valg ved at være her.

Kh fra 33 grader i skyggen på stranden ved Muro

Der er så mange ting her i livet, som starter i det små og på forunderlig vis vokser sig store. Det kan være kædehotellernes indtog på Malta, som Marianne så fint beskriver i sin blog, eller de modefænomener som hurtigt breder sig og vises frem på feriestederne inklusive Mallorca. Jeg tænker her på tatoveringer i alle afskygninger, der sidder på stort set alle steder på kroppen, og som folk ser ud til at gå meget højt op i. Jespers søn Thomas fik en ny tattoo under deres ferie hernede, Jake har flere tattoos, der alle har været nøje tænkt over, og som giver mening for ham, og for det han har oplevet eller elsker i sit liv.

Heldigvis bestemmer folk selv over deres krop, og det skal stå alle frit for at få en tatovering, uden at de skal dømmes for at være rockere eller have ødelagt deres krop, men jeg ville aldrig selv få en tattoo, og det er i mine øjne kun et fåtal, som kan bære det, eller som har fået lavet noget der er pænt og giver god mening. Hvorfor der i samfundet og især blandt de unge er opstået en kædereaktion med tatoveringer ved jeg ikke, men det er da noget, som jeg vil diskutere med Caro og Sofie, om ikke andet så for at høre om de forstår det, eller om de kan give mig en forklaring. Det er altid interessant at studere kædereaktioners oprindelse, ikke mindst når man lige har læst Dan Browns Engle og Dæmoner, og nu er igang med at læse den nyeste af Jussi Adler. Den sidstnævnte handler netop om en kædereaktion af begivenheder der helt uafhængigt af hinanden pludselig får mening for afdeling Q, og som starter med, at nogle immigranter reddes i land på Cypern, immigranter der på forunderlig vis har tråde til Carls kollega Assad og dermed sætter gang i en hæsblæsende jagt.

Med Cypern nævnt er vi tæt på at have sluttet cirklen fra starten og være tilbage i Middelhavet og kædehotellerne på Malta. Det er netop det, som gør det interessant at skrive blog for Jer, for hvis jeg kan opnå, at der opstår en slags kædereaktion med mine indlæg, så er jeg glad, og hvis jeg er glad, så er mine 3 piger også glade, og hvis vi er glade, så er I også glade…

Tror faktisk lige der er sket en kædereaktion her på altanen i Muro, for væsken i mit drinksglas er forsvundet, hvilket betyder jeg må rejse mig, hvilket betyder denne blog er slut, hvilket betyder det er tid til et spil Yatzy med pigerne, hvilket betyder endnu en dejlig feriestund, og hvis jeg er heldig, en refill…

Obersten

Sikke en aktivitet her på bloggen, man bliver helt forpustet, så hvad mere nærliggende end at berette om en ruhetag her hos os.
Jeg vil tro, at Fuglsang og co. nede i Touren ikke ligefrem mener, at de har haft en ruhetag med Tourmalet, men det har vi altså. Jesper og co. tog hjem her til morgen, og efter en medrivende bordtennis double turnering blandt os 4 resterende, var det lige som om, at Camp Mosegård havde brug for en ekstra slapper. Det passede mig faktisk fint, for jeg døjer lidt med min spiserørsbrok på trods af piller (har levet for godt…), så der skulle hældes noget vand indenbords, og pigerne har også været lidt flade, så alle i familien var egentligt enige om, at der ikke var noget grund til at give den fuld gas i solen idag.

Det havde så den fine fordel, at obersten kunne sætte sig, med god samvittighed, og se Tour etapen, som faktisk endte med at blive ret spændende, selvom jeg da gerne havde set Fuglsang ende bedre end han gjorde. Nu tror jeg podiet er ude af rækkevidde, men så må han jo satse på en etapesejr i alperne, ligesom jeg må satse på en etapesejr i bordtennis, da alle 3 damer har været i forrygende form hernede og ikke givet ved dørene.

I aften skal vi nyde de milde vinde på Piero Rossi på molen sammen med Isabella Amsinck (Sofies veninde fra Vangede) og hendes familie, som lige ankom til Alcudia igår. Skal nok blive super hyggeligt, og man skulle da være et skarn, om man ikke kunne glæde sig over en formidabel pizza og en AN/2. Så meget for den ruhetag, men ligesom i Touren er det jo med at komme hurtigt igang igen efter sådan en dag på langs, ellers risikerer man at miste den gode (ferie)form i det lange løb.

Vi tales ved igen imorgen – kh Obersten

Marianne har gjort det, Casper har gjort det, Charlotte er ved at gøre det, Henrik overvejer om han skal gøre det og Jake er på vej i samme retning. De har taget tyren ved hornene og har sadlet om med arbejde eller er igang med det. Baggrundene er lidt forskellige, og Jake har endnu ikke et arbejde men overvejer mange forskellige muligheder også udenfor hans studiefelt, men det vigtigste er, at man følger sit hjerte, som både Marianne og Charlotte har gjort opmærksomme på i familien og her på bloggen. Anja og jeg går ikke for tiden med samme overvejelser, men det er da inspirerende at høre, hvordan ens søskende og andre mere og mere snakker om at forfølge drømme og stoppe med at forfølge materiel- eller organisatorisk hierarkisk rigdom.

På Mallorca blæser også nye vinde, for Jake og Emma er på vej hjem, og imorgen daffer Jesper Maigård og hans sønner også hjem, hvilket efterlader Camp Mosegård mere eller mindre “alene” på Ivory Playa. Bare rolig, det skal nu nok gå ;-), og det er vel også på tide, at man får mulighed for at læse lidt i sine medbragte bøger? Én ting er i hvert fald sikkert, vi har nydt deres selskab og skal fortsat nyde de milde middelhavsvinde ind over stranden her i Muro. Vi vil fortsat nyde at komme endnu længere ned i gear og bruge de skønne milde aftener til at besøge vores favoritrestauranter.

Én af dem besøgte vi igår, nemlig Piero Rossi på molen for kun det bedste var godt nok til vores afskedsaften for Jake og Emma, og jeg synes I ved lejlighed selv skal spørge dem, om man kan få bedre pizza end derude :-). I behøver ikke spørge dem om aftenens clou, for det kommer her: Bestyreren af restauranten er søn af ejeren af stort set alle de restauranter vi går på hernede, og sønnike kender vi efterhånden super godt. Mens vi sidder der kommer en yngre dame ind med en klapvogn med et sæt tvillinger i, og hun genkender os og siger hej. Jeg siger tillykke med de nye og hun siger tak. Ud kommer så sønnike, han kysser børnene hej og går over til vores bord. Jeg siger straks tillykke med de nye, og her er det så, at han siger tak men vil lige gøre opmærksom på, at det altså var hans mor, som havde fået tvillinger….!! Det viser sig, at hun er sidst i 30’erne, og at sønnike kun er 20 (!) men ligner én på mindst 30. Heldigvis tager han det med ophøjet ro og smil, og giver os som altid cava og 15% discount på regningen, men det var ikke mit største øjeblik, og måske skal man bare lære ikke at være så langt fremme i skoene? På den anden side, mon ikke far og andre i familien har lavet noget tilsvarende, tænker her mest på Farmor Margit, så det ligger måske bare i generne?

Hver dag på samme tid på Mallorca blæser den samme vind – Mistralen. Den gør det muligt at ligge ved stranden i solen i mere end 30 grader og stadig nyde det. Den er til at stole på kl. 14 og nogle timer fremefter, men så lægger den sig igen og gør aftenerne til ren nydelse. På Camp Mosegård er vi lidt ligesom Mistralen, vi er til at stole på, vi elsker kontinuitet og et fast holdepunkt, men hvis vi en dag af lyst eller nød skulle have behov for en ny vind, så er vi – belært af vores kære familie – også klar til det.

God vind til alle Strupper ude som hjemme.

Obersten

Nogle gange kan man komme afsted med at lave en bommert, andre gange har det store konsekvenser, og vi er i kategorien af sidstnævnte med de ting, som jeg nu vil dele med Jer. Bevares I vil måske sige, at der findes større katastrofer i verden, som den ser ud idag, men flere i familien Steenstrup vil skrive under på, at hvis man er turist i lande som Frankrig eller Spanien og ikke har sørget for at få handlet tilstrækkeligt med Martini Dry i lufthavnen i Kastrup, så er det faktisk en stor fejltagelse og lidt af en katastrofe for drinks-situationen, og det er så her vi befinder os nu efter knap en uges ferie. Uvist af hvilke årsager, så købte jeg kun 1 flaske Martini Dry i lufthavnen, og den er ingensteds at finde hernede på Mallorca.

Kunne man så bare bebrejde Caro eller Jake, så var det nemt, men Jake har kun fået 1 dry martini, så han i det mindste vidste, hvad det dog var, jeg sad og drak hver dag kl. 17.30, mens jeg skriver blog. Han kan faktisk godt lide det (eller også er han god til at fake – et godt gammelt dansk ord…), men der var det så, jeg var heldig, at han endnu bedre syntes om GT, for det havde da været den totale apokalypse for Obersten, hvis Jake også skulle have haft en dry martini hver dag…

I kategorien af mindre katastrofer, som vi hellere ikke kan gøre meget ved er det faktum, at imorgen skal vi tage afsked med Jake og Emma efter en uges herligt samvær. Igen så havde katastrofens omfang været betragteligt større, hvis de ikke var enige i vores betragtning om, at der er skønt her på Ivory Playa og på Muro stranden og, hvis de ikke forstod vores kærlighed til Mallorca, dets dejlige klima, de afslappede former, den dovne levevis, og de dejlige venner vi møder hernede.

Det var på ingen måde en fejltagelse, at vi kom tilbage til Mallorca i år, men det kan være, at det er en fejltagelse med konsekvenser af øen og dets administration, at de pålægger turisterne større og større skatter, at mange turister åbenbart synes her er dyrt, eller at mange af dem går efter All-Inclusive hotellerne med deres elendige mad. Uanset hvad der sker, så skal vi tilbage hertil snarest muligt medmindre den sidste uge byder på andre fejltagelser…

Obersten

Nogle dage går bare ikke helt som ventet, og derfor må I nøjes med en kortere blog idag, men mon ikke det går, når nu Marianne også er kommet på med nyt fra Malta :-). Hen på eftermiddagen idag kom der et lille regnvejr, og når de daglige rutiner, med faste ting på faste tidspunkter, på den måde bliver slået i stykker, så kan det være svært at få tid til sit daglige blog-fix.

Jeg lovede Jer flere billeder igår, derfor er en del af dagens blog også billeder fra turen indtil nu, vel at mærke rigtige billeder, som jeg vil lægge ud på WhatsApp’en om lidt. De vil blandt andet vise Jer, at vi havde en skøn aften på Mirador de la Victoria igår. Vi fik et bord helt ude ved kanten af bjergsiden med ugenert udsigt til en flot solnedgang henover bjergene. Vi nød det allesammen, men især Jake, som i egenskab af geologistuderende er helt vild med bjerge, da han ved en del om sten, og om hvordan og hvornår bjergene blev skabt.

Og apropos Jake, så havde Caroline og ham en ønsket middag for sig selv på restaurant Aqua inde i havnen helt yderst på molen i Alcudia. Seafood Paëlla, lækker Mallorcinsk hvidvin, det bedste bord helt ude i vandet og en solnedgang af en anden verden. Romantisk aften er vist en underdrivelse af dimensioner, men det er dem velundt, når nu Jake allerede skal hjem på fredag og rejse sammen med Emma.
Og apropos Emma, så har vi ikke haft nogle klager fra eller om hende endnu, men jeg købte jo også Nutella allerede på dag 2, ville ikke have nogen problemer med Charlotte…

God aften derhjemme, vi tager til det gamle Alcudia og vil endnu engang prøve at redde Mallorcas turistindustri før det er for sent.

Kh Obersten

Med mobilos i lommen er vi altid på og altid klar til at tage et billede, og det samme gælder for os hernede på Mallorca. Men det jeg vil sige er ikke så meget relateret til det faktum, at de unge konstant fotograferer sig selv og poster det på Insta eller på Snappen. Nej, jeg taler om det, som vores gamle ven Dan Turrell mente med at skrive Vangede Billeder, altså at man med ord kan beskrive et hood, et område, en by, et kvarter, eller hvorfor ikke som her sin feriedestination.

Egentligt er det jo det, jeg har prøvet at gøre i alle de år I har fået beretninger hernede fra, så mon ikke den gode Danny ville have været lidt glad, hvis han vidste, hvor meget inspiration han giver familien Steenstrup? Jeg er i hvertfald inspireret af ham og hans skrivemåde, den er levende og autentisk, præcis som jeg håber mine blogindlæg også er.

Idag har netop været en typisk Mallorca-dag med masser af S’er – sol og strand, sand og sololie, sjov og spas, skønne sild og en særlig strandtennis-succes. Sofie og undertegnede slog alletiders rekord da vi fik skudt 240 gange til hinanden uden at bolden røg i vandet eller i sandet. Det er muligt der er nogle i familien, som mener at have præsteret bedre, men det vil vi se, før vi tror det ;-).

Sejlene er nu sat til en fantastisk afslutning af dagen i aften, hvor vi skal på restaurant Mirador de la Victoria. Den ligger oppe i bjergene ved Pollenca bugten med udsigt højt over selve bugten og i første parket til en gudesmuk romantisk solnedgang. Det skal altsammen skylles ned med en AN/2 og et par billeder af hele molevitten, for når alt kommer til alt, så var det jo nok kun Dan Turrell, som kunne klare sig kun med ord, vi andre amatører er nødt til også at skyde et par billeder for at fange stemningen. Til gengæld garanterer jeg, at stemningen bliver god på Mirador, ellers får de unge mennesker sku’ lov til at løbe om kap ned ad bjerget, præcis som Danny boy selv gjorde ned ad Mosegårdsvej, når farmand blev sur eller lige skulle tjene en hurtig skilling i et væddemål med én af de andre fædre i ghetto’en…

På gensyn imorgen til flere billeder.