Hej derhjemme

I stil med de andre dage, har jeg igen ramt en overskrift, der sagtens kunne være fra Tour de France karavanen, for udover Vingegård, så er der vel reelt kun 3 udfordrere tilbage til tronen i Paris om en uges tid, og det er Pogacar, Thomas og Bardet. Men det er egentligt en henvisning til, at Caro igår aftes strøg afsted til Madrid og nu er på vej mod Columbia på et Iberia fly sammen med Jake direkte til Medellín med en flyvetid på 10 timer. De skal over og besøge Jake’s forældre i deres nye hjem samt på nogle spændende ture ud i landet og til nogle skønne strande.

Sende Caro afsted til lufthavnen i Palma var lidt ligesom at få amputeret sit ene ben, og det burde ikke overraske os, hun har trods alt ikke boet hjemme i de sidste 3 år, men når man bor så tæt sammen, som vi gør hernede i en uge, så føles det næsten som om, Caro aldrig har været flyttet hjemmefra, og nu er det så Anja, Zou og mig, der skal have en ekstra uge hernede på Ivory for os selv. Derudover tager Jesper Maigård og familie hjem imorgen, så der bliver mere stille hernede omkring os, og så alligevel ikke, for nu er der kommet nye ansigter vi kender fra Vangede, Odense og Varde, alle søde mennesker, som vi naturligvis skal have en drink med og/eller ud at spise med, for vi skulle jo nødigt kede os.

Sidstnævnte er dog ikke noget vi frygter på nogen måde, for det er jo en del af ferien på Ivory, at vi kommer helt ned i gear og gerne må have så få planer som muligt, ja altså lige udover at bade, spille bordtennis, læse, spille strandtennis, spille Yatzy, se Tour’en, spille pool-bold og finde restaurant til aftensmaden samt sidst men ikke mindst sidde her på altanen og nyde udsigten i skøn forening med at fabrikere et blogindlæg til Jer. Vi tror ikke det bliver til nogen Palma-shoppe-tur denne gang, det er simpelthen for varmt, og så er der et uhyrligt antal turister derinde, har vi fået fortalt af de stakler, der kom hjem fra Inferno på jord i mine øjne. Palma er ganske vist en smuk by sine steder, men i 35 graders varme fordufter det smukke i varmedisen, og selv mine pigers ellers veludbyggede shoppe-gen kommer til kort overfor Dante’s helvede, og vi skulle jo gerne forblive 3 soldater tilbage fra Camp Mosegård her i Alcudia, vi er jo allerede reduceret med én…

Kh Obersten

Hej derhjemme

Man kunne godt tro, at dagens blog var dedikeret til de danske cykelryttere i Tour de France, der giver os nye eventyrlige oplevelser hver dag, og de har bestemt fortjent prædikatet verdensklasse, altså Vingegård, Cort og idag Mads P., men det er faktisk ikke derfor mit indlæg har denne titel idag. Overskriften henviser til de fantastiske venner, vi har hernede i Alcudia, og til vores dejlige døtre, som endnu engang har taget del i en fejring af Anja og jeg.

Jeg lægger beviser op på WhatsApp i form af billeder og video, men sagen er, at Anja og jeg i mandags havde besluttet at invitere Majgård familien fra Vejle og vores venner fra Kolding ud at spise igår for at fejre vores nylige sølvbryllup, så vi gav dem besked om invitationen, og alle var klar til at tage sammen med os på Sa Taverna, en lille hyggelig steakrestaurant med en charmerende og skyggefyldt gård. Det vi så ikke vidste var, at vennerne straks gik igang med at planlægge sølvbryllupsfejring af os, startende lige fra morgenstunden kl. 10 igår, hvor de alle mødte op udenfor vores lejlighed, lagde en hjemmelavet hjerteformet blomsterkrans foran døren, bankede på og sang derefter “Det er så yndigt at følges ad” for os. Så var dagen ligesom igang, men det skulle blive endnu vildere.

Kl. 20.00 sad vi alle på Sa Taverna, som naturligvis er én af vores ven Piero Rossi’s restauranter, og fik kold Cava (på Piero’s regning) og lækre forretter, da Tommy fra Kolding rejste sig og begyndte at holde en lille tale. Vi var helt paf, for det viste sig, at Jesper Maigård, med lidt hjælp fra Tommy og hans kone Mette, havde lavet en sølvbyllupssang til os, som blev leveret ved bordet i en sangskjuler i form af en lille flamingo-drinksholder, og så blev der ellers sunget med på Jesper’s sang på melodien “When I am 64”, mens resten af restauranten og tjenerne så måbende og helt uforstående til, indtil de overgav sig og klappede, da vi var færdige med at synge. Videoklip sendes ud på WhatsApp, det er for sjovt og sødt til, at I skal gå glip af det.

Da vi bookede restauranten og inviterede til denne hygge-aften, så var der ingen tvivl om, at vi ville få en dejlig aften med god mad og vin (AN/2 naturligvis…), omgivet af venner, som vi virkeligt får snakket meget med under vores ferie (der er jo ikke andet at lave ved stranden og pool’en end at snakke, og Jesper er meget god til det…), men vores lille dinner-arrangement affødte alligevel en del overraskelser:

Hvem kunne vide, at Jesper Maigård har talent for at skrive sange?
Hvem kunne vide, at vi har SÅ dedikerede ferievenner?
Hvem kunne vide, at pigerne kan holde tæt om sådanne planer i flere dage?

Det er muligt, at Jonas Vingegård kommer til at overgå den verdensklasse, som vores børn og venner har vist os hernede, men så skal han altså også i gult på rejsen helt til Paris, og indtil vi ved om det lykkedes, er det lykkedes os lige at sende Caroline afsted på rejsen helt til Columbia med første ben fra Palma til Madrid, hvor hun mødes med Jake og derfra flyver videre til Medellin. Det bliver helt sikkert også verdensklasse, endnu et dansk eventyr tager sin begyndelse.

Kh Obersten

Hej derhjemme

Hvad bedre og mere passende for dagens blog end at nævne Jonas Vingegård’s utrolige bedrift idag på Col du Granon, tillykke til Jonas og til hans hold Jumbo Visma, som spillede deres kort på forbilledlig vis og fik sat Tadej Pagacar skakmat ved at angribe igen og igen og give os alle et mindeværdigt løb, og ikke mindst en dansker i den gule trøje. Jeg sneg mig til at blive oppe i lejligheden efter frokost for at se det meste af etapen, og det fortrød jeg ikke et sekund. Stort var det at se taberen, Pogacar, straks gå hen til Jonas og lykønske ham, flot sportsmandsship og en sand mester, der erkender sit nederlag.

Pagacar og Vingegård, to kombattanter der kæmper om retten til at kalde sig vinder, og som begge lægger snedig taktik for at slå den anden. Det samme kan man sige om SAS piloterne og SAS eller for den sags skyld om renovationsfolkene i Alcudia og det lokal bystyre. Renovationsfolkene har strejket siden lørdag, dvs. der bliver ikke samlet skrald langs stranden og ved de store affaldspladser langs vejene og i villakvarterene, og med 35 grader i skyggen, ja så kommer der til at lugte fælt ved affaldsstationerne, og ved strandene hober der sig affald op ved overfyldte skraldespande. Snedig taktik må man sige at strejke, når det gør mest ondt, fuldstændig samme taktik som Jumbo Visma praktiserede med Pogacar idag, og som piloterne i SAS har haft gang i nogle uger nu.

Modsat Vingegård ser det ud til, at jeg er ved at tabe slaget om at få flest i strandtennis, for der har Caro og Zou simpelthen taget den gule førertrøje med 374, og den bliver svær at slå, så måske skal jeg bare vænne mig til og acceptere, at jeg er blevet vandbærer i den forbindelse, for det er jeg alligevel, når vi går til stranden…altså helt bogstaveligt, for der skal altså drikkes en del vand i den her varme, ligesom en vandflaske fra fryseren kan være guld værd til at lægge på nakken, hvis solen bliver for meget. Det gør den dog sjældent hernede, for det er en tør varme, og man skal bare kunne slæbe sig til og fra stranden, når obersten har lavet frokost, eller når der skal hygges med spil og drinks på altanen. Heldigvis ligger vores altan næsten stik syd og på 4. Sal, så da solen står højt og 5. Sals altanerne skygger for den, så kan vi bruge vores altan hele dagen uden at sidde og svede tran.

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at vi har fået værelse 416, det har vi bedt om, og det efterkommer Ivory gerne for deres stamkunder, sålænge vi siger det i god tid. I sandhed en snedig taktik fra folk, der kender deres besøgstid, og som har studeret hver en detalje af omgivelserne for at sikre, at intet overlades til tilfældigheder – det er helt ligesom Vingegård og Jumbo Visma, lige bortset fra, at jeg tænker, jeg forbliver vandbærer, hvilket Vingegård vist ikke længere er…

Kh Obersten

Hej derhjemme

Den ene skønne solskinsdag efterfølger den anden hernede i Alcudia, og vi nyder ferien i fulde drag, hvilket vi håber I også gør derhjemme, på Fanø, i Gl. Holte, i Ålsgårde, i Dronningmølle og i Kgs. Lyngby. Men der er stunder, som skiller sig ud, og min blog handler idag om netop sådanne stunder. For mig er det de tidlige morgenstunder, hvor man har det hele lidt for sig selv, at jeg virkeligt mærker efter og nyder roen og naturen, og især et sted som Alcudia med de tusindvis af turister der invaderer området, kan det være magisk at være tidligt ude.

Her til morgen stod jeg tidligt op og gik ind til havnen og tilbage igen inden morgenens indkøb i det lokale Eroski supermarked. Der var vindstille, stort set ingen mennesker på stranden endnu, til gengæld var der en del gale løbere på strandpromenaden, der ligesom mig ville ud og have del i sommermorgenens lave temperatur på 24 grader…ja for vi har jo 35 grader i løbet af dagen, men heldigvis er der en sund brise fra havet senere på dagen, så stranden er det eneste rigtige sted at opholde sig, i hvert fald om morgenen og om eftermiddagen.

Hvis man vil opleve Middelhavet helt stille og uden én eneste bølge, så skal man altså tidligt op, og som I vil se på det billede, jeg har sendt til Jer på WhatsApp’en, så er der nogle helt nye entusiaster, der benytter sig af disse morgener ligesom mig, det er Paddle-folket. Vi har prøvet det en enkelt gang i Mexico for 4 år siden, og det er faktisk sjovt, så man forstår dem jo godt, men med så meget andet, så går en trend lynhurtigt bredt i befolkningen, og i løbet af dagen ser vi virkeligt mange turister, der har deres eget oppustelige paddle-board med på stranden. Spørgsmålet er, hvad den næste store trend bliver, men indtil da vil jeg sige, at jeg kunne godt finde på at stå derude og padle, som ham fra billedet, for det ser da fredfyldt og sjovt ud.

Selv indkøbene i Eroski bliver næsten hyggelige efter en morgentur langs Playa de Muro, men nu er jeg jo også vant til at stå op og spille golf helt for mig selv kl. 5 om morgenen på Furesø Golfklub i selskab sammen med harer, fugle, ræve og myg, så en halv-tidlig morgenstund i Alcudia med en paddle-tosse og en sejlbåd i ensom majestæt er da den rene ferie-hygge. Prøv at zoome ind på billedet og forestil dig, at du står på det paddle board, og så sig mig, om ikke det kunne være meget hyggeligt.

Nu er freden til gengæld forbi, for nu er pigerne færdige med at gøre sig klar til en gåtur mod en forhåbentlig god middag i Alcudia havn, så nu er det tilbage på strandpromenaden, men denne gang iført nogle helt andre og meget pænere shorts…

Kh Obersten

Hej derhjemme

Dette er ikke bare titlen på én af Robert Palmer’s hits fra 1985 fra dengang han spillede i bandet The Power Station, hvor han også havde hits såsom Addicted to Love og Simply Irresistible, det er også en hentydning til, at man må håbe de mange turister i Spanien nyder, når vejret er godt og temperaturen vil runde de 40 grader engang indenfor den næste uge. Her i Alcudia går det ikke helt så galt, men vi kan måske komme op og slikke de 40 grader engang i næste uge, indtil da “nøjes” vi med 33-35 grader. Heldigvis lufter det dejligt på stranden og Platja de Muro, hvor vi bor, har som sædvanligt verdensklasse rent vand at bade i, så vi tænker ikke det bliver et problem for os med det varme vejr, altså lige medmindre der kommer flere og større/længere strømafbrydelser pga. tørken.

Jeg kan godt lide det hot, men jeg er kommet i den alder (som resten af mændene i Steenstrup familien tror jeg…), hvor jeg ikke holder til at være hele dagen i solen og på stranden, så for mit vedkommende er det små bidder, som også giver mulighed for, på en søndag eftermiddag som denne, at se 3 sportsbegivenheder på én gang oppe på altanen på 4. Sal. Jeg havde arrangeret Tour de France på TV’et, golf på iPhonen og Formel 1 på iPad’en – altså på én og samme gang – det virkede perfekt for mig ;-). Hvad der derimod ikke virkede perfekt åbenbart var solcremen igår, for jeg blev brændt af både på ryggen og på maven, så dagens strandtur foregik med t-shirt og Nike cap, og det gav mig en god undskyldning for netop at være på altanen og nyde det for en stund.

Så spørger I sikkert, jamen hvad lavede Anja og pigerne så? De var faktisk også på værelset og på altanen her til eftermiddag, alle var rimeligt trætte, Anja fordi hun er ved at komme ned i gear og skulle bruge en morfar, og pigerne fordi de sov en god times tid efter en bytur med Maigårds drenge igår nat. Da alle vågnede var Formel 1 og Tour’en slut, og så startede én af de virkeligt spændende kampe, nemlig et spil Yatzy. Zou tog sejren med mindst mulig margin på 6 point ned til obersten og 8 point ned til Caro, men det var ligeså tæt og hot som vi elsker det, for hun vandt kun, fordi vi andre 3 ikke fik noget af det, som vi skulle bruge i sidste runde for at få vores bonus, alle var med i kampen om sejren indtil sidste terning.

Det kan godt være, at det bliver lidt ekstra varmt i de kommende uger hernede, men det vil bare gøre aftenerne så meget desto mere hyggelige og skønne, for det er jo netop én af de ting vi elsker ved at være på Mallorca, nemlig at vi kan sidde ude hele aftenen i shorts og sommerkjoler uden at skulle tænke på overtøj af nogen art. Robert Palmers musik er i mine øjne legendarisk og lækkert funky, Mallorca er måske varm, men Some like it Hot.

Kh Obersten

Hej derhjemme

Da jeg ikke kan spansk og heller ikke mener at vide, at nogen af Jer kan, så var det nærliggende lige at lægge et andet internationalt tilsnit over titlen på dagens blog indlæg, for vi er jo omgivet af flok fra hele verden hernede på Ivory Playa, det gælder også de ansatte, og dem snakker vi faktisk med, da vi har kendt mange af dem i adskillige år, og det er interessant at vide, hvordan det går med hotellet og turismen på Mallorca.

Ligesom i DK har de svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft hernede, men Ivory er heldige, at mange ansatte har været her så længe, de forlader ikke lige skuden for nogle ekstra håndører på et andet hotel, men ledelsen på Ivory Playa er skiftet ud under Corona, og selvom meget på overfladen er det samme som altid, så er der ting der har ændret sig, og de ansatte er ikke helt tilfredse med den nye ledelse, der har mere fokus på indtjening og at spare penge de mærkeligste steder og mindre på det familiære tilsnit og de mange stamgæster hotellet altid har haft. Det kan vi jo ikke rigtigt lide at høre, og Corona har været skyld i mange ting, men den skal altså ikke pille ved den DNA, som Ivory har.

Vi har nu ikke mærket noget der har ændret sig, men flere af de trofaste ansatte har kommenteret til os, at noget er ændret, og at de håber, det hele ikke får alt for mange konsekvenser for gæsterne eller, de håber ejerne skifter ledelsen ud igen snart. Vi vil holde et skarpt øje med, hvordan ferien går, og om der dukker noget op, som vi kan studse over eller ligesom blive utilfredse med, lidt ligesom da vi igår kørte med en taxachauffør der brokkede sig over, at der var alt for mange turister på Mallorca i år. Vi synes det var en besynderlig kommentar fra en mand, der lever af at køre rundt med turister som os, men han forklarede, at de var for få chauffører efter Corona, og at han måtte arbejde over i mange uger her i sommeren, fordi hans vognmand bliver presset af hotellerne og de lokale turistmyndigheder til at køre mere og længere, end de ellers ville gøre normalt.

Vi følger op på dette senere i ferien, lige nu handler det for os i Camp Mosegård om at holde traditionerne i hævd, så lige nu er der dømt badning og forberedelse til en hyggelig middag inde i det gamle Alcudia og så “hjem” på hotellet til en drink med Jesper Maigård og sønnerne, hvor dagens begivenheder og livets mange facetter diskuteres højlydt og med mange smil på læben. Jesper er glad for sit liv med efterløn selvom det, som han siger, ikke er nogen guldgrube, men han har det sjovt og er glad for det han laver, og så kan man ikke forlange mere siger han. Det er vise ord, som kommer fra en mand, der altid spørger ind til, hvordan andre har det og er god til at sætte fut i et selskab, når han bruger sine store talegaver og livserfaring til at animere unge som gamle. Med Jesper er der ingen dumme spørgsmål eller skjulte agendaer, et godt eksempel til forfølgelse, derfor spørger nu også mig selv om, hvorvidt jeg kan forlange en G/T mere inden vi skal ind til Alcudia…

Svaret blæser i den lune Mallorcinske brise, for nu er det blevet min tur til at bade, pigerne har været hurtige idag, måske noget alligevel er forandret hernede på Ivory Playa? 🙂

Kh Obersten

Hej derhjemme

Så kom vi til Mallorca med SAS Connect’s hjælp, og har haft den første fulde sommerdag på Ivory Playa i 3 år. Det er næsten ligesom at komme tilbage til sit eget sommerhus, for det ligner sig selv, og alle dem vi kender er her. Maigaard og hans to sønner+damer, dem fra Kolding, dem fra Esbjerg og dem fra Varde, det er faktisk helt vildt så mange der er tilbage på øen efter, for nogle, 5-6 års fravær.

Som I alle ved, var det lige ved og næsten, at vi ikke kunne komme afsted, men det er faktisk ikke bare derfor overskriften er, som den er. Har lige set Vingegård være millimeter fra at slå Pogacar på den første bjergetape, og igår mens vi spiste på vores elskede restaurant S’Albufera, var der en lille dreng, der forsøgte at bombardere os med et batteri fra en altan på 2. Sal lige ved siden af. Han kastede forbavsende nøjagtigt og batteriet landede med et smæld på vores bord lige ved siden af Anja og blev slået helt skævt. Heldigvis var det kun lige ved og næsten, at han ramte Anja, nogle glas eller gud forbyde det vores Mallorcinske rødvin, men det satte da ekstra krydderi på aftenen, som iøvrigt var et skønt gensyn med den gamle ejer Pepe og den nuværende ejer Miguel, som vi begge kender rigtigt godt.

Vejret er strålende solskin med 31 grader, og som altid nyder vi godt af en god brise, som gør varmen tålelig og turen til stranden en fornøjelse. Netop stranden er igen i år i topklasse og kampen om årets største strandtennis-resultat er netop skudt igang idag i bedste Wimbledon stil. Hvis man vil opnå mere end bare hånefulde blikke, skal man op på over 500 afleveringer mellem to personer ude i vandkanten, vel at mærke uden at bolden rør vandet. For 3 år siden spillede Obersten og Sofie et helt kvarter i træk og lavede 514 afleveringer, i år nåede vi foreløbigt kun 149, men det er en OK start, og tænker at vi spiller os i form i løbet af de næste 14 dage, ligesom Vingegård forhåbentligt kører sig i endnu bedre form i løbet af Tour’en.

Ellers ligner alt sig selv, der er mange mennesker på alle hotellerne (men ingen bærer mundbind), Jesper Maigård snakker os et øre af nede på stranden (nu kender flere af Jer denne skønne mand efter vores fest ;-)), vi kommer langsomt men sikkert ned i gear over de næste dage, og der er lagt en skudsikker slagplan for, hvornår og hvordan vi får besøgt alle vores favorit-spisesteder. Alligevel er der noget, der ikke er, som det plejer.

Vi har allerede oplevet 3 strømafbrydelser her i Alcudia bare igår, og det er vel at mærke hele området der pludseligt går i sort i 10-15 minutter. Ved endnu ikke hvorfor det er så ustabilt i el-netværket hernede, der jo en voldsom belastning på ressourcerne hernede på øen, når der fuld damp på turistkedlerne igen, men jeg har da tænkt mig at finde ud af årsagen, så man i det mindste kan forstå, hvorfor det er lige ved og næsten, at jeg ikke kan få lavet en cafe con leche til min digestif under warm down i baren på Ivory Playa.

Kh Obersten

Hej derhjemme

Overskriften henviser til en konstatering af, at så vendte vinden igen og kommer siden imorges igen fra nordøst, hvilket vi skal hilse og sige ikke er optimalt på nuværende tid af året, for temperaturen er gået ned med 3-4 grader og vinden er taget til, så selvom det er varmt, når solen står på, så er det ikke varmt nok til at solbade i længere tid af gangen. Det er denne ustabilitet vi ikke er vant til her på øen om sommeren, og selv de lokale er overraskede over, hvor dårligt et forår de har haft ift. normalen. Vi er dog ret tilfredse, for når vi tager hjem imorgen, så har vi haft 3 dage med dårligt vejr, som vi brugte fornuftigt til at komme lidt rundt, 3 dage med super vejr, hvor vi har slikket sol og nydt det, og så en enkelt middelmådig dag idag til at slutte med, hvor vi gået en lang tur langs stranden og fået spist alle rester i køleskabet. Sofie har også fået tid til at spille beachvolley med nogle tyskere fra en volleycamp, som hun var i byen med igår efter en salsa-time på hotellet bragte dem sammen, tror det var et tiltrængt afbræk for hende fra de lidt “gamle” forældre.

Når vi nu tager afsked med Ivory Playa imorgen tidlig, hvor Norwegian tager os hjem kl. 9.50 fra Palma lufthavn, så kan vi kontatere, at Mallorca ikke er Gran Canaria om foråret, at det ikke ser ud til, at de store klimaforandringer har ramt vores del af verden med stort ekstra varmeaftryk endnu, at det var en fejl jeg ikke fik pakket bordtennisbat med, at AN/2 stadig er en fantastisk flaske rødvin til noget nær al slags mad, at Sofie ikke længere kan sove igennem fars larm med kaffemaskine og indkøbsposer om morgenen før kl. 9, at Jussi Adler Olsen stadig kan skrive en god kriminalroman, at vi aldrig fik lejet cykler og, at Ivory Playa stadig holder som et smukt eksempel på et veldrevet, rent og super beliggende 3-stjernet hotel med et højt pris-kvalitetsniveau.

Og når vi nu snakker om Ivory, så bliver det også ældre og slidt, så i de kommende år bliver de nok nødt til at investere i nogle flere moderniseringer hist og pist, lidt ekstra maling, udskiftninger af diverse armaturer og køkkenting, men alt i alt, så er vi stadig godt tilfredse, og det er svært at bebrejde dem, at der måske ikke har været penge til at foretage store investeringer i de sidste par magre Corona år. Ville alle I kære familiemedlemmer synes om Ivory Playa, hvis I kom herned første gang? Ville I synes det var slidt og ikke være “lækkert” nok? Jeg tror bestemt I også ville synes, at det ligger perfekt, at det er hyggeligt og godt til prisen, at I ville værdsætte den høje rengøringsstandard og de fine udearealer og pools, og at I ville værdsætte, at det ikke koster mere end det gør, men det kan da ikke udelukkes, at vi på Camp Mosegård er fanget i vores egen lille osteklokke af selvbedrag om, at der ikke findes noget bedre end at komme herned og slappe af…?

Uanset, så har vi jo allerede booket 14 dage hernede til sommer, hvor vi også får selskab af Jesper Maigaard og hans drenge, samt de andre familier fra Kolding, som vi tidligere har mødt hernede, og altså vi ser allerede frem til det, og til at vinden igen vender.

Håber I har nydt at læse med og vi glæder os til at se Jer i Ålsgårde i den kommende weekend.

KH Obersten

Hej derhjemme.

Så kom dagen, hvor lykken (og vejret) vendte for det lettere amputerede Camp Mosegård, for der har ikke været en sky på himlen idag, og vi har alle tre fået slikket alle og hver og én af de solstrejf, som vi blev budt igennem hele dagen, blot afbrudt af en lille frokost og en kort siesta som det hør og bør sig på disse kanter. Nu holder jeg faktisk ikke rigtig siesta, så efter maden gik jeg en lang tur langs stranden i mine shorts og solbriller, og enten er min krop så hvid, at folk måtte skærme sig for ikke at blive blændet, eller også har de ligesom mig lige lidt tilvænningsproblemer med at solen pludseligt er fremme og giver os 22 grader og strandvejr.

Stranden er stadig vidunderlig og vandet så rent som var det Maldiverne, men noget er alligevel anderledes lige nu, for myndighederne er igang med at forberede en lang sommersæson med rigtig mange turister, og derfor pågår der en del arbejde af forskellig slags dernede. Stranden bliver renset og der bliver sat spritnye miljørigtige solskærme op med træstolper og flettoppe og igen må man sige, at det ligner jo Caribien, men det er også en strand, som er rangeret blandt verdens 10 bedste, så det skal se ordentligt ud. Derudover ligger der med 300m’s mellemrum store toppe af sand, som skal fordeles over hele den (vistnok) 10km lange strand fra Alcudia til Can Picafort, så turisterne får noget blødt at ligge i. Sandet henter de op fra en kanal der løber mellem hoteller og ud i havet ca. halvvejs mellem os og Alcudia havn, en kanal der “sander til” i løbet af vinteren, og som derfor alligevel skal af med noget af sandet, da kanalerne ellers mangler vand og kommer til at stinke. Jeg skal nok lægge et par billeder af det ud på WhatsApp.

Således beriget med en dejlig bekendt følelse af sol og sommer og tid til at læse den nyeste Jussi Adler bog i solstolene her på Ivory Playa, er vi nu ved at gøre os klar til snart at indtage endnu et festmåltid og god Mallorcinsk vin. Vi sørger dog for at få lidt motion også, for vi går de 4km ind til Alcudia havn, hvor vi denne gang skal besøge den nye italienske “Bellavista”. Det er folkene bag den nu lukkede Piero Rossi på molen, som har lavet denne nye satsning, og det ved vi, fordi vi mødte ejeren Piero igår på én af hans andre restauranter inde i det gamle Alcudia, og gensynsglæden var enorm fra begge parters side. Han gav gratis Cava og lækre forretter med tun og blæksprutte inden vi kastede os over grillspyd, oksemørbrad og lammekølle, alt imens han fortalte os om den nye restaurant og de hårde tider med Corona, som har tvunget ham til at ændre koncepter og lukke restauranter på stribe.

Piero er billedet på en fightervilje her på Mallorca, som vi også har set på restaurant S’Albufera den anden dag, og som vi også har set i den danske restaurationsbranche, hvor man klemmer ballerne sammen, lever af take-away i en periode og så iøvrigt genopfinder sig selv og sine koncepter og kommer (bedre?) ud på den anden side. Fra obersten og pigerne her på Ivory Playa siger vi “Welcome back Mallorca”, vi er glade for at gense øen, solen og de gamle kendinge der forkæler os og kæmper en brav kamp.

God torsdag aften derhjemme.

Hej derhjemme,

Min blog idag handler ikke kun om vejret, selvom overskriften formentligt får Jer til at tro, at det er solen der er på vej, og tro os, den er på vej, for der er et vejrskifte i vente imorgen, som allerede er sat ind idag med lysere farver og lidt sol på himlen samt flere folk i poolen. Men faktisk handler det også om, at Mallorca har været nede i en bølgedal af dimensioner, med lukkede hoteller, restauranter og forlystelser, og man kan mærke, at de tror på, der nu er ved at være lys forude.

Vi var på én af vores favoritrestauranter igår, den hedder S’Albufera (opkaldt efter fuglereservatet bagved den), og vi har været der så mange gange, at de kender os og modtager os nærmest som familie, hvilket de da også gjorde igår. De er lykkelige for at se os (og omvendt), for de fortalte, at de seneste to års Corona nedlukning har gjort ondt i en sådan grad, at de kører på pumperne, på lån de har svært ved at betale, og det er i sidste øjeblik, at de nu ser lys for enden af tunnelen. Vi gjorde hvad vi kunne for at lave så stor en regning som muligt med dyre vine og god mad, og ejeren insisterede på, at vi efter middagen skulle smage noget af hans egen hjemmelavede “medicin”, som var en bitter lavet på en speciel Mallorcinsk frugt. Den smagte faktisk godt, men mest af alt var det dejligt at se ham smile og have restauranten godt fyldt op, for det er der brug for, så vi også i fremtiden kan komme ned til ham og få den gode service samt den gode mad fra grillen og ikke mindst den familiære stemning.

Dagen igår brugte vi i Palma, hvor der blev oset og hygget i de små gader, og hvor vi var forbi den smukke katedral, som selv i denne uge før påsken var flot besøgt af mange turister. Vi fandt en perfekt beliggende café på et lille torv, hvor solens stråler varmede os, så vi endte med at sidde og spise frokost kun i t-shirt i flere timer, det var umuligt at forlade solen…Det viste sig at være restauranten tilhørende det 5-stjernede Hotel Cappucino, der har rooftop pool og Orangeri i stueetagen, virkeligt et lækkert hotel for feinsmeckere (og for frokost i solen) og med tjenere i uniform med slips og jakkesæt og totalt styr på sine gæster, en fornøjelse.

Idag har det været regnvejr, men her klokken 17 er solen på vej frem, vinden er løjet af og er vendt fra Nordøst til Sydvest, det har virkeligt betydet en forandring, og det ser ud til det holder resten af ferien. Vejret gjorde, at dagen ikke blev brugt på cykel, men i stedet blev det en sundhedsdag med en god time i fitness for os alle og ansigtsbehandlinger til damerne her i eftermiddags, så nu har de ren barnenumse-hud i ansigterne, og ligner nogle englændere der har ligget for meget i solen uden solcreme (guderne – eller Jake – må vide hvorfor de nægter at bruge solcreme?). Mon ikke den rødmen lægger sig lidt inden vi drager ind til det gamle Alcudia for at spise på “Sa Taverna”, endnu en yndlingsrestaurant der har klaret de hårde Corona tider, og hvor de laver guddommelige spyd fra grillen med det bedste okse, lam, gris og kylling der findes her på øen.

Måske vi flotter os igen i aften med ekstra god vin og det bedste kød, så kan vi med god samvittighed sige, at vi har gjort vores bedste for at skabe lys på Mallorca, især når det nu ser ud til, at Mallorca skaber lys for os imorgen med sol og varme, helt som denne skønne ø har gjort det for os i alle de år. Du kan kalde det luksus, selvforkælelse, selvbedrag, overforbrug eller bare en sans for god kvalitet, vi kalder det gensidig livgivning.

Kæmpe knus til alle i familien

Obersten