Lige ved og næsten…

Hej derhjemme

Så kom vi til Mallorca med SAS Connect’s hjælp, og har haft den første fulde sommerdag på Ivory Playa i 3 år. Det er næsten ligesom at komme tilbage til sit eget sommerhus, for det ligner sig selv, og alle dem vi kender er her. Maigaard og hans to sønner+damer, dem fra Kolding, dem fra Esbjerg og dem fra Varde, det er faktisk helt vildt så mange der er tilbage på øen efter, for nogle, 5-6 års fravær.

Som I alle ved, var det lige ved og næsten, at vi ikke kunne komme afsted, men det er faktisk ikke bare derfor overskriften er, som den er. Har lige set Vingegård være millimeter fra at slå Pogacar på den første bjergetape, og igår mens vi spiste på vores elskede restaurant S’Albufera, var der en lille dreng, der forsøgte at bombardere os med et batteri fra en altan på 2. Sal lige ved siden af. Han kastede forbavsende nøjagtigt og batteriet landede med et smæld på vores bord lige ved siden af Anja og blev slået helt skævt. Heldigvis var det kun lige ved og næsten, at han ramte Anja, nogle glas eller gud forbyde det vores Mallorcinske rødvin, men det satte da ekstra krydderi på aftenen, som iøvrigt var et skønt gensyn med den gamle ejer Pepe og den nuværende ejer Miguel, som vi begge kender rigtigt godt.

Vejret er strålende solskin med 31 grader, og som altid nyder vi godt af en god brise, som gør varmen tålelig og turen til stranden en fornøjelse. Netop stranden er igen i år i topklasse og kampen om årets største strandtennis-resultat er netop skudt igang idag i bedste Wimbledon stil. Hvis man vil opnå mere end bare hånefulde blikke, skal man op på over 500 afleveringer mellem to personer ude i vandkanten, vel at mærke uden at bolden rør vandet. For 3 år siden spillede Obersten og Sofie et helt kvarter i træk og lavede 514 afleveringer, i år nåede vi foreløbigt kun 149, men det er en OK start, og tænker at vi spiller os i form i løbet af de næste 14 dage, ligesom Vingegård forhåbentligt kører sig i endnu bedre form i løbet af Tour’en.

Ellers ligner alt sig selv, der er mange mennesker på alle hotellerne (men ingen bærer mundbind), Jesper Maigård snakker os et øre af nede på stranden (nu kender flere af Jer denne skønne mand efter vores fest ;-)), vi kommer langsomt men sikkert ned i gear over de næste dage, og der er lagt en skudsikker slagplan for, hvornår og hvordan vi får besøgt alle vores favorit-spisesteder. Alligevel er der noget, der ikke er, som det plejer.

Vi har allerede oplevet 3 strømafbrydelser her i Alcudia bare igår, og det er vel at mærke hele området der pludseligt går i sort i 10-15 minutter. Ved endnu ikke hvorfor det er så ustabilt i el-netværket hernede, der jo en voldsom belastning på ressourcerne hernede på øen, når der fuld damp på turistkedlerne igen, men jeg har da tænkt mig at finde ud af årsagen, så man i det mindste kan forstå, hvorfor det er lige ved og næsten, at jeg ikke kan få lavet en cafe con leche til min digestif under warm down i baren på Ivory Playa.

Kh Obersten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *