Hej derhjemme

Hvad bedre og mere passende for dagens blog end at nævne Jonas Vingegård’s utrolige bedrift idag på Col du Granon, tillykke til Jonas og til hans hold Jumbo Visma, som spillede deres kort på forbilledlig vis og fik sat Tadej Pagacar skakmat ved at angribe igen og igen og give os alle et mindeværdigt løb, og ikke mindst en dansker i den gule trøje. Jeg sneg mig til at blive oppe i lejligheden efter frokost for at se det meste af etapen, og det fortrød jeg ikke et sekund. Stort var det at se taberen, Pogacar, straks gå hen til Jonas og lykønske ham, flot sportsmandsship og en sand mester, der erkender sit nederlag.

Pagacar og Vingegård, to kombattanter der kæmper om retten til at kalde sig vinder, og som begge lægger snedig taktik for at slå den anden. Det samme kan man sige om SAS piloterne og SAS eller for den sags skyld om renovationsfolkene i Alcudia og det lokal bystyre. Renovationsfolkene har strejket siden lørdag, dvs. der bliver ikke samlet skrald langs stranden og ved de store affaldspladser langs vejene og i villakvarterene, og med 35 grader i skyggen, ja så kommer der til at lugte fælt ved affaldsstationerne, og ved strandene hober der sig affald op ved overfyldte skraldespande. Snedig taktik må man sige at strejke, når det gør mest ondt, fuldstændig samme taktik som Jumbo Visma praktiserede med Pogacar idag, og som piloterne i SAS har haft gang i nogle uger nu.

Modsat Vingegård ser det ud til, at jeg er ved at tabe slaget om at få flest i strandtennis, for der har Caro og Zou simpelthen taget den gule førertrøje med 374, og den bliver svær at slå, så måske skal jeg bare vænne mig til og acceptere, at jeg er blevet vandbærer i den forbindelse, for det er jeg alligevel, når vi går til stranden…altså helt bogstaveligt, for der skal altså drikkes en del vand i den her varme, ligesom en vandflaske fra fryseren kan være guld værd til at lægge på nakken, hvis solen bliver for meget. Det gør den dog sjældent hernede, for det er en tør varme, og man skal bare kunne slæbe sig til og fra stranden, når obersten har lavet frokost, eller når der skal hygges med spil og drinks på altanen. Heldigvis ligger vores altan næsten stik syd og på 4. Sal, så da solen står højt og 5. Sals altanerne skygger for den, så kan vi bruge vores altan hele dagen uden at sidde og svede tran.

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at vi har fået værelse 416, det har vi bedt om, og det efterkommer Ivory gerne for deres stamkunder, sålænge vi siger det i god tid. I sandhed en snedig taktik fra folk, der kender deres besøgstid, og som har studeret hver en detalje af omgivelserne for at sikre, at intet overlades til tilfældigheder – det er helt ligesom Vingegård og Jumbo Visma, lige bortset fra, at jeg tænker, jeg forbliver vandbærer, hvilket Vingegård vist ikke længere er…

Kh Obersten