Hej derhjemme

Man kunne godt tro, at dagens blog var dedikeret til de danske cykelryttere i Tour de France, der giver os nye eventyrlige oplevelser hver dag, og de har bestemt fortjent prædikatet verdensklasse, altså Vingegård, Cort og idag Mads P., men det er faktisk ikke derfor mit indlæg har denne titel idag. Overskriften henviser til de fantastiske venner, vi har hernede i Alcudia, og til vores dejlige døtre, som endnu engang har taget del i en fejring af Anja og jeg.

Jeg lægger beviser op på WhatsApp i form af billeder og video, men sagen er, at Anja og jeg i mandags havde besluttet at invitere Majgård familien fra Vejle og vores venner fra Kolding ud at spise igår for at fejre vores nylige sølvbryllup, så vi gav dem besked om invitationen, og alle var klar til at tage sammen med os på Sa Taverna, en lille hyggelig steakrestaurant med en charmerende og skyggefyldt gård. Det vi så ikke vidste var, at vennerne straks gik igang med at planlægge sølvbryllupsfejring af os, startende lige fra morgenstunden kl. 10 igår, hvor de alle mødte op udenfor vores lejlighed, lagde en hjemmelavet hjerteformet blomsterkrans foran døren, bankede på og sang derefter “Det er så yndigt at følges ad” for os. Så var dagen ligesom igang, men det skulle blive endnu vildere.

Kl. 20.00 sad vi alle på Sa Taverna, som naturligvis er én af vores ven Piero Rossi’s restauranter, og fik kold Cava (på Piero’s regning) og lækre forretter, da Tommy fra Kolding rejste sig og begyndte at holde en lille tale. Vi var helt paf, for det viste sig, at Jesper Maigård, med lidt hjælp fra Tommy og hans kone Mette, havde lavet en sølvbyllupssang til os, som blev leveret ved bordet i en sangskjuler i form af en lille flamingo-drinksholder, og så blev der ellers sunget med på Jesper’s sang på melodien “When I am 64”, mens resten af restauranten og tjenerne så måbende og helt uforstående til, indtil de overgav sig og klappede, da vi var færdige med at synge. Videoklip sendes ud på WhatsApp, det er for sjovt og sødt til, at I skal gå glip af det.

Da vi bookede restauranten og inviterede til denne hygge-aften, så var der ingen tvivl om, at vi ville få en dejlig aften med god mad og vin (AN/2 naturligvis…), omgivet af venner, som vi virkeligt får snakket meget med under vores ferie (der er jo ikke andet at lave ved stranden og pool’en end at snakke, og Jesper er meget god til det…), men vores lille dinner-arrangement affødte alligevel en del overraskelser:

Hvem kunne vide, at Jesper Maigård har talent for at skrive sange?
Hvem kunne vide, at vi har SÅ dedikerede ferievenner?
Hvem kunne vide, at pigerne kan holde tæt om sådanne planer i flere dage?

Det er muligt, at Jonas Vingegård kommer til at overgå den verdensklasse, som vores børn og venner har vist os hernede, men så skal han altså også i gult på rejsen helt til Paris, og indtil vi ved om det lykkedes, er det lykkedes os lige at sende Caroline afsted på rejsen helt til Columbia med første ben fra Palma til Madrid, hvor hun mødes med Jake og derfra flyver videre til Medellin. Det bliver helt sikkert også verdensklasse, endnu et dansk eventyr tager sin begyndelse.

Kh Obersten