En ny Tour (til Mallorca)

Hej derhjemme,
Skønt at være tilbage på bloggen, det er lang tid siden, og tak til Thomas for at holde vores gamle kommunikationskanal åben.

Så blev det tid til endnu en Tour til Mallorca, vi kom godt herned i fredags og er ved at finde ind i vores sædvanlige rytme, men det startede ikke helt som det plejer. Som nogle ved er jeg lettere handicappet efter mit voldsomme cykelstyrt i mandags, helt ligesom Vingegård var det for nogle måneder siden. Faktisk har jeg samme skader som ham blot ikke en punkteret lunge, men ligesom ham, er jeg kommet mig tilstrækkeligt allerede til at kunne deltage i endnu en Tour til Mallorca. Bevares, ligesom Vingegård så er jeg ikke helt på toppen endnu, men jeg har fulgt med feltet og har ikke tabt hverken tid eller motivation, og jeg ligger lunt i Gruppettoen på stranden. Desværre bliver det ikke muligt for mig at tage fronten mht. badning, soigneur’en på Bispebjerg har sagt nej, så det må jeg holde mig til, men ellers skal denne Tour til Ivory helst ligne alle de andre.

Problemet var bare, at ved ankomst, var der også noget forandret hernede på ferieøen. Temperaturen var omkring 5 grader lavere end den plejer at være, der var overskyet, og det blæste en halv pelikan, altså hvad fanden bilder de sig ind! Det lignede mest af alt en (trods alt…) god dansk sommer med 25 grader og en strid nordenvind, men hallo vi er jo bedre vant, og der var straks lidt panik at spore hos Obersten og damerne. Heldigvis kunne et kig på YR og et dobbeltcheck på DMI bekræfte, at solen ville være tilbage senest lørdag eftermiddag, og at temperaturen igen ville kravle fra 25 til 29 grader idag søndag. Men det der er virkeligt anderledes i år er manglen på englændere og tyskere her på Mallorca, og de er jo traditionelt de folkefærd, som (på godt og ondt) år efter år har fyldt hoteller, barer og restauranter op. For tyskernes vedkommende er de ganske enkelt blevet hjemme for at se EM på diverse stadions i Tyskland, mens det er et større mysterium hvor pokker englænderne er blevet af…?

Gud ske lov ligner Ivory Playa sig selv, og vi har fundet sammen med Jesper Maigård, hans sønner og de andre Mallorca-venner fra Kolding og Esbjerg, som alle er her for gud ved hvilken gang, det er herligt og gør allerede vores ferie til en rigtig hyggelig én af slagsen. Apropos at være her på hotellet tit, så har vi i år 10 års jubilæum og har fået en gave af hotellet, så Anja og Zou kan få sig en god gang massage i Spa’en, og vi kan få os nogle gratis drinks i baren i aften efter middagen, som vi i år kan indtage helt uden at skulle reservere bord takker være ovennævnte udeblivelse af masseindvandring fra de britiske øer og Tyskland.

Nå vi skal følge feltet til restauranten nu, kan ikke tillade os at falde agterud, men jeg skal nok melde mig løbende hernedefra, så selvom man skal undvære Rolf Sørensen på TV2’s transmission, så skal I ikke undvære mine opdateringer om hint og meget, og så håber vi bare, at Vingegård og jeg restituerer fint i den næste uge, således at han kan tage tabt tid tilbage fra Pogacar, og jeg kan tage tabt tid tilbage ved bordtennisbordet og med strandtennis’en, for så ville vi jo være tilbage der, hvor Tour’en igen er helt som den plejer.

Kh Obersten

Tour de Provence

Henrik, Jesper og jeg var på vores årlige tur til Birgitte Wuth og Søren Jakobsens dejlige sommerhus i Le Val ved Brignoles i sidste uge for at spille golf. Herligt sted, (til tider) god golf, og godt selskab: Søren (Sjako), Henrik, Frederik (Sjakos søn), Jesper, Christian Mou, Søren Dresing, Torben Beck og jeg selv.

Steenstrup Blog er tilbage

Jeg har skiftet udbyder fra simply.com til nordicway.dk. I den forbindelse skulle vores WordPress data flyttes fra den ene udbyder til den anden. Det er nu sket og blog’en kører igen. Alle de gamle indlæg er bevarede, men jeg kunne ikke få billederne med.

Jeg fik dem dog downloaded til min laptop, så her er nogle af de bedste af dem.

Pre-license inspection i St. Louis

Igennem de sidste ca. 5 år har jeg arbejdet på et projekt, der skal bringe en ny type blødermedicin på markedet: Concizumab. Produktet har ikke fået sit rigtige navn endnu, og concizumab er derfor det generiske navn, der indtil videre bruges:

Con (valgt af Novo Nordisk)
-ci (circulatory system, karsystemet)
-zu (humanized, et muse-antistof der er blevet tilpasset, så det har en human sekvens)
-m (monoclonal, et veldefineret antistof med en entydig sekvens)
-ab (antibody, et antistof)

Blødere (hæmofilipatienter) har brug for indsprøjtninger af medicin. Normalt flere gang om ugen, hvis de skal undgå spontane blødninger og dermed varige skade i led og væv. Har man hæmofili B, kræver det intravenøse indsprøjtninger, hvilket især i de tidlige år af patientens liv er vanskeligt, da vener er svære at finde, og bare det at holde barnet i ro er en udfordring.

Concizumabs vil ændre den måde bløderpatienter behandles på ved at muliggøre en subkutan indsprøjtning under huden. I stedet for en stor nål, der skal ramme en vene helt præcist, kan de nu bruge en simpel pen af samme type som diabetespatienter bruger, med en lille nål der nærmest ikke kan mærkes.

Vores opgave har været et etablere og validere produktionen af den aktive ingrediens, dvs. selve antistoffet. Det er sket på et produktionssite i St. Louis i USA, der hedder Patheon Biologics. I denne reklamevideo kan I se lidt billeder fra fabrikken – det er ikke vigtigt hvad de taler om.

Concizumab er blevet indsendt til godkendelse i USA, Canada, Australien, Schweiz, Japan og nu også EU. Resten af verden er på vej. For at få godkendt et produkt i USA, skal Food and Drug Administration (FDA) lave en pre-license inspection (PLI) af både produktionssite for det færdige produkt (i dette tilfælde et af vores sites i Kalundborg) og for den aktive ingrediens – vores partner i St. Louis.

Jeg og tre kolleger var derfor i St. Louis fra d. 16. til d. 26. januar for at hjælpe Patheon og for at svare på spørgsmål, hvis inspektørerne ville dykke ned i noget der er foregået hos os i Novo Nordisk. Det var lange dage – især for vores partner, der virkelig blev udfordret på om alt nu var som det skulle være. Resultatet kan jeg ikke rigtig komme ind på ud over at både vi og vores partner var godt tilfredse. Nu afventer vi så FDAs endelige dom for både produktets kvalitet og de kliniske afprøvninger. Det skulle komme i løbet af foråret.

Weekenden derovre benyttede vi til at tage op i St. Louis Arch. Fantastisk udsigt. Desuden så vi byens kunstmuseum, der var ganske imponerende. Og lidt NFL football for mit vedkommende…

Marbella Golf Experience

Så blev det sidste golfdag og også sidste blogindlæg. Vi rejser først hjem i morgen aften, men besøger en af Peters samarbejdspartnere i hans hus i Mijas området, inden vi kører til lufthavnen i morgen, så der bliver ikke tid til at skrive.

Til gengæld var det også lidt af en oplevelse på denne bane designet af Robert Trent Jones Sr. For de af jer, der ikke ved, hvem han er, så er han en af de mere kendte golfbane-designere. Han har designet mere end 500 golfbaner i verden. Og det var en RIGTIG svær bane, hold nu op, hvor var der udfordringer, se nogle af de billeder, jeg sender på Whatsapp. Der var både op og ned ad bakker, lange “huller” man skulle over fra tee, vand, smalle fairways (og nogle gange slet ingen…) og tricky flagplaceringer. Der var flere huller med udsigt ud til vandet, hvilket var bjergtagende. Banen var generelt velholdt og der var styr på tingene, men det betød også, at der kom “marshalls” rundt og sikrede, at vi spillede hurtigt nok. Peter spillede som sædvanlig godt og landede 34 point med hans nye handicap efter den anden dags vilde score. Jeg spillede enten vildt godt eller vildt dårligt, så jeg lavede faktisk fire par, men stregede nok dobbelt så mange huller 😀

Det var en kæmpe oplevelse og vi spillede med et virkelig sødt østrigsk par, som vi efterfølgende fik lidt koldt at drikke med i restauranten. Den havde naturligvis den vildeste udsigt ud over golfbane og vand. Og så var alt indenfor bare lækkert. Wauw, siger jeg bare. Det var lige et sted for jer, der hvert år tager til Nice, det ville I uden tvivl synes var en fed udfordring og efterfølgende skønt med en øl på restaurantens terrasse 🙂

Meget mere er der ikke at berette herfra for nu, vi glæder os også til at komme hjem igen til vores dejlige hus og det skønne Danmark. Vi ses derhjemme!

Gibraltar rocks… somewhat

En af de dage jeg havde glædet mig rigtig meget til – at se Gibraltar. Det lillebitte britiske oversøiske territorium, som også er Spaniens sydspids. Meget meget underligt og til tider genstand for hvem det egentlig skal høre til, men da det også giver meget arbejde til de spanske folk, at briterne har det, så er det ikke for alvor blevet et issue.

Den første mærkværdige ting er jo så, at du skal igennem paskontrol. Vi stillede bilen udenfor og gik over paskontrollen, for Gibraltar er kun 5,7 km langt, så man kan faktisk gå det rundt. På den anden side af paskontrollen starter du naturligvis med at gå ud på Winston Churchill Avenue og ser den første røde telefonboks – helt som i London. Derefter skal du så krydse landingsbanen i Gibraltar lufthavn for at komme til byen. Vi gik simpelthen over landingsbanen, meget fascinerende, og der var lige landet et fly, mens vi passerede paskontrollen. De har ikke meget landingsbane at lande på, men det er også kun de mindre fly, der lander.

Vi vandrede så gennem Main Street for at komme hen til Cable Cars, der skulle tage os op på den berømte Gibraltar klippe. Main Street er en gågade med butikker og restauranter – ikke så charmerende og meget præget af at det er (tror vi) primært britiske sejlgæster, der kommer og skal købe dyre smykker og ure. Der var i hvert fald et HAV af den slags butikker. I det hele taget er Gibraltar by ikke særlig charmerende, det er ikke det, du kommer for.

Vi kom jo så også for at komme op på Gibraltar klippen. Selvom der var skyfri himmel alle andre steder, så samlede der sig desværre en sky lige omkring toppen af klippen, så da vi nåede toppen med liften, så kunne man ikke se den meget smukke øst-side af klippen, fordi den var helt dækket af skyer – øv øv. Vi troede ellers, at vi var så kloge at tage dagen, hvor der var skyfrit, selvom det skulle blive 27-28 grader. Nåmen, det var jo bare ærgerligt, vi måtte videre og se nogle af de andre spændende ting på klippen. Første stop nedad var aberne. Aberne er vilde og der lever omkring 480 aber på klippen og det er de eneste vilde aber i Europa. I Winston Churchills regeringstid var der kun 7 aber på klippen og han satte dem på forsvarsbudgettet for at sikre deres overlevelse – og det er jo gået meget godt 🙂 De var helt utrolig søde, omend jo også MEGET nærgående og vant til mennesker, således var der en abe, der hoppede på skuldrene af mig bagfra, så jeg fik et lille chok, men kunne hurtigt regne ud, at det var en abe pga. vægten. Den hoppede selv af igen, men tasken var godt lukket og sad heldigvis godt fast på mine skuldre 🙂

Næste stop var St. Michaels grotten. Det er faktisk lidt vildt med Gibraltar klippen, for dens øverste del er faktisk ældre end den nederste del, så den vender på en måde omvendt. Det er fordi den er formet af skaller og aflejringer af vandet. Oldgræske folk mente, at grotten var adgangspassagen til Hades’ underverden, andre at det var et tempel for Herkules, som man mente havde delt Europa og Afrika i to. I romerske dage mente man, at St. Michaels grotten var bundløs, at der var en undersøisk passage til Afrika og at passagen kom op til overfladen inde i St. Michaels grotten. I dag har de lavet det meget flot derinde, der hænger drypsten over det hele og de har lavet et lysshow, som bl.a. afslører St. Michael ærkeenglen, som de mener drypstenene former. Det var helt klart en stor oplevelse.

Efter grotten gik vi videre ned til Windsor Bridge, som er en hængebro, de har lavet mellem to klippesider. Du kan også vælge at gå rundt om indvendig langs klipperne, men vi skulle da lige prøve broen. Den var godt nok nået scary! Da det er en hængebro, bevæger den sig, når du går og der er LANGT ned… uha uha, jeg kom over, men gik også meget målrettet 😉

Vi nåede desværre ikke alt, hvad vi ville, det tog for langt tid. Vi nåede ikke at se World War II tunneler i klippen og vi nåede heller ikke at komme ned til Europe’s Point, det sydligste punkt i Spanien, der er kun 13 km væk fra Afrika. Da vi nåede ned i byen igen for at få frokost, var vi helt kogte af at have gået op og ned på klippen. Vi fik naturligvis fish and chips til totale overpriser ift. hvad vi jo ellers har spist hernede, men vi var jo også i britisk territorium. Og så blev vi enige om, at vi havde set nok for i dag og trængte til at komme hjem i poolen, nyde solen og slappe af. Så nu er det tid til at se, om jeg kan slå Peter igen i rafling 🙂

Sejrsherren Peter

I dag var det tredje golfrunde på Atalaya Golf Course, der både har en ny og gammel bane. Det er et helt område med tilhørende resort lejligheder og MANGE dyre biler. Der var fyldt af mennesker, da vi kom, men stort set allesammen danskere. Der blev talt dansk alle vegne og vi hilste på flere grupper, der både havde spillet der før og hvor det var første gang. Lidt mærkeligt at tage til Spanien og så kun høre dansk 😉 Men vi blev parret med to britiske herrer, der havde en uges drengeferie kun med golf – Steve og Roger. Et par hyggelige fyre, der havde deres egen konkurrence kørende imellem dem, ligesom Peter og jeg (status følger om lidt). Selve banen var ikke lige så god som de to andre efter vores mening. Vi spillede den gamle bane og den var ikke særlig velholdt. Mange huller og flere greens var nærmere sand end græs. Det forhindrede dog ikke Peter i at brillere og således er status på Hentzen Malaga Golf Open, at Peter i dag vandt tredje runde med 43 point…. Jeg erkender mit nederlag i golf, selvom vi har en runde tilbage. Til gengæld formåede jeg at slå ham i Yatzy inden aftensmaden, så måske har jeg brudt den onde cirkel der! 🙂

Her til aften havde vi fået anbefalet et lokalt tapas sted kaldet “Urban Tapas”. Det ligger i den ydre del af Estepona, ligesom os, men vi måtte alligevel gå 30 min. for at komme derhen. Vi havde aldrig fundet det, hvis vi ikke havde fået det anbefalet. Og det var virkelig lokalt og autentisk og meget hyggeligt. Der kørte fodbold på skærmen og tjenerne talte kun spansk, hvilket egentlig var godt, for det viser sig, at jeg godt kan begå mig lidt på spansk stadig – meget stor tilfredsstillelse 🙂 Det var også fine tapas, dog ikke lige så godt som den anden aften inden i Estepona. Det blev dog overgået af selskabet, da vi endte med at sidde mellem en ældre nordmand (eller nordkvinde, hvis man skal være politisk korrekt) og et svensk ægtepar. Vi var altså repræsenteret fra alle tre nordiske lande på den lillebitte lokale restaurant – det var altså ret sjovt. Den norske kvinde havde boet i Estepona i 8 år. Hun havde ingen børn og hendes mand døde for nogle år siden. Hun kom kun tilbage til Norge en gang om året til noget familiesammenkomst, men rejste ellers resten af verden rundt og spillede golf – meget imponerende. Det svenske ægtepar var i Estepona halvdelen af året, men mest i efteråret. De havde købt for et år siden, da deres søn flyttede til USA på scholarship i St. Louis til professionel golf. De holder fast i deres lejlighed indtil han er færdig med skolen derovre og så ser de, hvordan situationen ser ud til den tid. De spillede naturligvis også golf og arbejde kun delvist i Spanien, når de var der. Hvem kan egentlig det, medmindre man er rig tænker jeg bare…

Det har været endnu en god dag i Spanien og i morgen går turen til Gibraltar, som jeg har glædet mig meget til – håber det lever op til forventningerne, der er i hvert fald mange hernede der varmt anbefaler det, så nu må vi se. Godnat i Danmark 🙂

Golfdag 2

Vi følte det var MEGET tidligt, da vækkeuret ringede kl. 7.00 i dag, så det er lige så stille begyndt at indfinde sig med feriemode 🙂 Vi skulle op, så vi kunne komme afsted til Santana Golf Club i Mijas området tættere på Malaga, da vi skulle spille en runde med en af mine gamle samarbejdspartnere fra ALLIANCE+. Sabina, som hun hedder, er svensker og de har et “townhouse” i det område, hvor hun er en del om foråret og altid hele oktober måned. Hun anbefalede, at vi skulle prøve at spille Santana, som også er en vældig dejlig bane med gode udfordringer undervejs, men stadig med brede fairways og meget lidt rough, så den er til at gå point på. Det er i øvrigt også en gammel avocado-plantage, så der var adskillige træer med modne avocadoer, meloner og noget, der lignede citroner, men nok ikke var det. Og papegøjer, selvom det stadig kun er Peter, der har set dem 😉

Speaking of Peter, så vandt han igen i dag i vores egen lille Malaga Open, men kun med et point. 35 point mod mine 34 point. Jeg var ret ærgerlig, for jeg var sindssygt god på de første 9 huller og så crashede jeg lidt, men kom så tilbage til sidst igen. Jeg lavede endda min første birdie på et par 4 hul – dejlig oplevelse 🙂 Jeg slog ham heller ikke i yatzy i går aftes, så lige nu står der både 2-0 i den ene og den anden turnering til Peter. Godt, at jeg har nogle chancer endnu 😉

Til frokost spiste vi på den ret lækre restaurant i klubben og så gik turen tilbage til Estepona. Vi snack-shoppede i Lidl på vej hjem, for det er nu godt med lidt drikkevarer og snacks på hotellet her til pre-dinner time. Vi nåede også en tur i poolen og slappe lidt af på liggestolene. En af dagene må vi prøve havet, har vi besluttet. Middelhavet har indtil videre været meget roligt hernede. Nu kommer det hårde job med at finde restaurant til i aften, der er et hav at vælge imellem hernede og så bliver det måske i aften, at jeg skal slå Peter i yatzy!

Not another manic Monday

Ingen golf i dag og vi sov helt til kl. 8.00! 😀 Efter en ret lækker morgenmad med frisklavet toast med spejlæg og naturligvis også min Nutellamad var vi klar til at lege turister for en dag. Turen gik mod Setenil de las Bodegas og Ronda. Og det er ikke for sarte sjæle at køre, da turen hovedsageligt bestod af hårnålesving i bjergene, men heldigvis er vi rimelig kørestærke og det var nogle fantastiske udsigter vi havde.

Setenil er en lille by med 3.000 indbyggere ca. 1,5 times kørsel ind i landet. Byen er måske grundlagt af romerne (lidt uvist åbenbart), men i mange år var det overtaget af mauere, som absolut ikke ville overgive sig til de kristne folk. Det skete dog alligevel i år 1484 og byen har sit navn efter det romersk-latinske “septem nihil”, som betyder “syv gange nej”. Det er så fordi det lykkedes katolikkerne at genvinde det i syvende forsøg. Setenil de las Bodegas er så en del af byen, som er bygget ind i klipperne – dvs. husenes tage er vitterlig klippen! Det blev bygget sådan for at de kunne holde varmen ude om sommeren og vinterkulden ude om vinteren. Og så er det blevet brugt som lager, fordi det var et godt opbevaringssted for oliven, mandler og vin. “Bodegas” betyder lager, så derfor navnet 🙂 Det var en sjov oplevelse, meget turistet følte vi, men i butikkerne sagde de, at det var en stille dag, fordi det var hverdag. Så de er vant til noget helt andet og byen lever tydeligvis både af denne turisme og af alle de dejlige varer, området fortsat er kendt for – bl.a. oliven, mandler og chorizo bl.a. Vi satte os, da vi kom og fik lidt tapas som snack på en af de mange restauranter, der lå langs “floden”. Der var ikke meget vand i floden, alt er jo tørret ud hernede, men vi fik toast med røget torsk (meget lækkert) og Peter fik gedeost med karamelliseret peberfrugt. De kan altså noget med tapas hernede. Efter lidt godt til maven, gik vi videre til Calle Cuevas de la Sombra, hvor klipperne går henover husene, så du nærmest går i en tunnel. Det var meget romantisk og nogle virkelig fine små butikker i gaden, hvor du kan købe alle specialiteter fra området – også de søde sager, for de er også kendt for deres kager. Dem modstod vi dog med stor viljestyrke! 🙂

Efter at have nydt Setenil de las Bodegas, kørte vi tilbage mod Ronda for at se Puento Nuevo, den store bro, der er bygget for at man kunne krydse den 120 meter høje kløft El Tajo. Det tog 42 år og 50 menneskeliv at bygge broen! I dag ligger der et mega luksushotel lige ved siden af, adskillige restauranter på klippeskrænterne med udsigt til Puento Nuevo og der er også her masser af turister. Der er mange hyggelige gader med butikker og restauranter, så der er nok at komme efter som turist i Ronda. De hænger også her små hængelåse på broen, når de erklærer deres evige kærlighed til hinanden, det har vi dog ikke brug for, vi er jo langtidsforelskede <3 Vi tog turen ned for foden af broen for at se den nedefra inkl. det lillebitte vandfald, der er dernede, det var absolut flottest at se det nedefra, medmindre du har solnedgang, så skal du selvfølgelig stå foroven.

Efter to skønne seværdigheder i 25 graders varme var vi også klar til at komme hjem og slappe af. Så nu sidder vi med lidt chips og en gin/lemon på altanen efter at have ligget og solbadet og svømmet i poolen her sidst på eftermiddagen. Hernede spiser vi jo ikke før 20, så der er gooooood tid til at slappe af. Senere lidt mad og så skal jeg forsøge at slå Peter i dag i yatzy, når vi kommer hjem i aften! Det har ikke været en normal hektisk mandag, not another manic Monday, som the Bangles sang om 🙂

Hasta la vista

Ja, det får man jo lidt lyst til at sige, når man sidder her på altanen til vores hotelværelse i Estepona og bare slapper af og nyder livet. Det er hele 3 år siden at jeg sidst har fløjet og det var faktisk lidt vildt, men det gik godt 🙂

Vi har fået et lækkert værelse på H10 Estepona Palace med altan, hvor vi har udkig til Gibraltar-klippen og Afrika. Jeg synes, at det er helt vildt, at vi har udsigt til Afrika, når det er klart vejr. Det er crazy, at det er så tæt på, og vi har planer om at besøge Gibraltar i løbet af ugen, når vi ikke spiller golf. Der er faktisk kun 13 km mellem Gibraltar og Afrika – er det ikke vildt?! Hotellet er fuld af briter med deres børn eller ældre ægtepar. Det er et rigtigt resort hotel med all inklusive og aktiviteter for børn og voksne og events om aftenen. Ikke at vi har bestilt all inclusive, det er vist kun Maldiverne, hvor det er godt 😉 Det fandt vi i hvert fald ud af, da vi kom ret sent lørdag aften og besluttede bare at tage hotellets buffet, da vi var sultne og ikke havde overskud til at lede efter restaurant. Buffet’en var ikke rigtig noget at råbe hurra for, selvom der var en ret så stor dessertbuffet og vi fik mulighed for at lytte til mange utrolig søde britiske børn snakke det skønneste engelsk (ja ja, jeg er blevet lidt sprognørdet) 🙂

Vi tog en stille morgen, selvom vi selvfølgelig vågnede omkring kl. 7.00, der er ikke helt ferie indeni vores kroppe endnu. Morgenmadsbuffet var faktisk rigtig fin, selvom der ikke var Nutella. Bare rolig, det er købt nu i supermarkedet! 🙂 Efter morgenmaden havde vi god tid inden golfen, så vi tog os en vandretur langs stranden og lagde os bagefter og slappede af i en times tid på solvognene ved poolen. Det har været omkring 24 grader i dag, halvt sol, halvt overskyet, men der var naturligvis masser af folk i bikini, der alligevel prøvede at slikke sol alt imens hotellets aktivitetsmand prøvede at lokke os med til petanque på stranden. Tror ikke vi nogensinde bliver gode til den slags resorts, men sjovt nok at observere.

Første golfrunde var på Dona Julia, som er en udemærket bane – ikke en wow bane, men samtidig meget dejlig at spille, fordi den var lige til at gå til. Peter vandt STORT med 37 point over mine 29 point, han spillede virkelig godt. Jeg prøvede at få oprejsning med yatzy, men hvad gør man, når manden får Yatzy i ANDET HUG? Det er åbenbart mig og ikke ham, der har held i kærlighed…. Anyway, tilbage til golfen, så var der nogle rigtig søde mennesker både foran og bag os. Briter foran og tyskere bagved. Og guddødme om ikke en af briterne foran os landede et Hole-in-one lige foran næsen på os. Vi stod og ventede og de var ved greenen og så lige pludselig rakte de armene i vejret og signalerede til os og så gik det op for os, at han havde lavet Hole-in-one. Det er stort, selv når andre laver det. Jeg prøvede så åbenbart at slå ham ned med en golfbold et par huller senere – ups…. Det var ikke med vilje, blot min 5’er hybrid, der var lidt off! 😉

Hjemme igen havde vi da heldigvis været i supermarkedet og handlet ind, så vi fik en Gin/lemon med nogle lækre chips til en times afslapning og badning inden vi satte benene mod Angla Sea Bridge restaurant. Det ligger 5 min. gang fra hotellet og var en kæmpe oplevelse. Lækker havtaske og tungefisk af en art ved et bord helt ude til vandet. My god, det var lækkert og stort set tangerende Maldiverne, omend Maldiverne nok aldrig bliver slået….

Alt og intet om Steenstrup familien