Tour de Danmark 2011 – uge 1

Vi er nået til Ålborg. Årets sommerferie startede mandag med afgang fra Tinghøjvej mod Odense. Turen til Radisson Odense H.C. Andersen hotel gik nemt, og vi ankom midt på eftermiddagen til det hyggelige gamle Odense tæt på H.C. Andersens hus. Alt omkring var præget af den berømte forfatter og hotellet var udsmykket med digte, skulpturer og billeder fra hans eventyr. Selv ”manden” i trafiklysene var H.C. Andersens silhuet.

Radisson hotellet var desværre en skuffelse: Alt var noget slidt og bedaget i hvad jeg går ud fra er sen 70’er stil – gangene lignede mere et kollegie end et hotel og restauranten serverede uinspireret standard mad, som man kan få på ethvert motel rundt omkring i Europa. Til gengæld var der en god morgenbuffet og gratis trådløst internet… og så var der den skønne beliggenhed. Vi brugte mandag eftermiddag på at se H.C. Andersen hus. Det var en interessant oplevelse. Især beskrivelsen af hans liv og død blev der spurgt ind til. Lidt shopping nåede vi også, så det var en udbytterig dag. Middagen behøver ikke yderligere omtale.

Tirsdag drog vi afsted mod Egeskov slot. Det var vi ikke de eneste om skulle det vise sig, og vi blev hurtigt enige om at der var lige lovligt mange mennesker. Det forhindrede os dog ikke i at få en god tur i hængebroerne, i en hestevogn og rundt i veteranmuseet. Der var mange flotte biler og motorcykler. Børnene havde været der et par uger forinden, så da vi så der var kø for at komme ind i slottet, blev vi enige om, at nu var det på tide at tage tilbage til Odense. Som sagt så gjort, og vi fik velkendt mad fra Jensens bøfhus (bedre steak end på Radisson!) og en hyggelig gåtur gennem byen.

Onsdag var det planen, at vi skulle forbi Odense Zoo, inden vi fortsatte mod Silkeborg. Som dagen før, havde en del andre valgt den samme seværdighed som os. Efter en kort diskussion indså selv Marie at den kø simpelthen var for lang, så vi sagde nej! og kørte afsted mod Silkeborg i stedet. Det skulle vise sig at være en god beslutning, fordi: Radisson Blu Silkeborg er et usædvanligt dejligt luksushotel, hvor vi fik en gratis upgrade til en business class suite. Desuden gav det os lidt ekstra tid til at gå en tur i det dejlige centrum omkring søerne og Papirfabrikken.

Hotellet og restauranterne lå lige ned til et kunstigt anlagt å forløb, hvor stensætninger og en sluse gjorde en gåtur til en rigtig spændende oplevelse. Både hotellet og Papirfabrikken området kan varmt anbefales. Restaurant Natalie, der ligger lige ved siden af Radisson, serverede en meget børnevenlig menu, og ejeren stod personligt for at lave en Dry til mig – det turde han ikke overlade til andre 🙂

Torsdag skulle vi meget imod Maries vilje lidt tidligt op (8:30). Efter en overdådig morgenmadsbuffet skulle vi nemlig en tur med Hjejlen til Himmelbjerget. Sejlturen var smuk selvom det var overskyet og en smule støvregn til tider. Alle mand klarede turen op til Himmelbjerget – nogle nemmere end andre, men vi synes bestemt det var turen værd da vi så udsigten. Ikke uden en god portion stolthed steg vi ombord på vores båd tilbage mod Silkeborg. Torsdag aften sluttede igen på Natalie – hvorfor tage chancen med noget nyt (mente børnene)?

Nu er vi så kommet til Scandic Aalborg. Hotelmæssigt er vi nede på jorden igen, men skidt – det er kun for en aften. Vi havde god tid, så jeg valgte en omvej via Mors. Det var en smuk tur med den lille Feggesund færge som højdepunkt. Charmerende, selvom det kun tog 5 minutter. I morgen tager vi sidste stræk til Løkken. Vi glæder os til at mødes med Emma, Simon og Charlotte.

2 tanker om “Tour de Danmark 2011 – uge 1”

  1. Dejligt at høre om Jeres pilgrimsfærd i det danske sommerland. Vi genkender dig og børnene i det du skriver…:-)
    Fortsat god tur og vi ser frem til næste opdatering.
    Knus Jesper & Co.

  2. JA, meget god rejsedagbog. Virkeligt hyggeligt at følge jer lidt. Det lyder som en god tur. Lærerig med nydelse – det kan da ikke blive bedre.

    Jeg må vist tage mig sammen og lade mig inspirere og kreere et Picasa album fra vores Europa tur snarligt. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *