Er mandag ikke altid en lidt kedelig dag? Når den som i Danmark så ovenikøbet er grå og regnfuld, ja så kan en mandag udvikle sig til lidt af en udfordrende tørvetriller. Sådan har man det heldigvis aldrig rigtigt her i Alcudia, dertil er der for det første dømt for meget sol, og for det andet, så er det med at kede sig faktisk en del af konceptet med at komme herned.

Det koncept har Caroline så ikke helt forstået. Hun bruger dagen på Beachvolley med P5-Jespers søde sønner og kærester, så er hun lige hjemme ved drinkstid, bader og spiser med os, og så er det ellers i byen eller til privat beach-party, hvor jeg er sikker på, de heller ikke helt forstår konceptet med at kede sig…

Vil man virkeligt kede sig hernede, så lægger man sig ned til poolen med sin bog og håber på, at ingen af de få ellers hyggelige medrejsende tiltaler dig, når de går forbi. Men det er svært, for Jens fra Åbenrå giver gerne en kold øl ved poolside, og det siger man jo ikke nej til vel? P5-Jesper snakker gerne én et øre af og underholder med historier, eller lover at spille musik kun for far/farfar Anders i P5 Morgen, hvilket faktisk er meget hyggeligt. Skulle man undtagelsesvist have held med at gemme sig i skyggen, så finder vores allesammens hotel animator Josh dig og gentager, hvor sej Sofie er til at danse.

Hvorfor siger han så det? Fordi han har noget have det i! Som 15-årig deltog han ved VM i Hip Hop i Las Vegas sammen med en anden dansk dreng ved navn Nicki. Josh var ganske enkelt ufatteligt god til at danse, men mistede lidt lysten til konkurrencedans som 18-årig, hvor han havde været hele verden rundt til diverse mesterskaber og deltaget i mange fine forestillinger. Nu danser han bare for os her på Ivory Playa, og det er ærligt talt lidt af et privilegium. Josh og hans forældre var også helt centrale figurer i den omsorg Caro og Sofie fik sidste år, mens Anja og jeg var på hospitalet. De var helt fantastiske, og tog pigerne til sig som deres egne. De har således en speciel plads i vores hjerter, så igår tog vi Josh med at ud spise på hans fridag. Vi valgte vores favoritrestaurant italieneren Pierro Rossi og fik geniale pizzaer og Mallorcinsk rødvin, men mest af alt, så fik vi fortalt Josh, hvor glade vi er/var for den hjælp hans familie gav os i en nødsituation.

Nicki var så iøvrigt én af Sofies dansetrænere (sammen med Ninni brothers) på den nyligt afholdte Danseplaneten Camp, og han er ifølge Sofie stadigt sygt god til at danse, men det er en helt anden historie, som I må få ved lejlighed.

Nu vil vi tage ud og kede os på en kedelig restaurant i det gamle Alcudia, mon det lykkedes…?

Kh

Jesper

Igår aftes ankom kavalleriet som ventet til Alcudia helt fra Åbenrå. Anført af major Jens landede de på Ivory-basen kl. 2100 og sørgede straks for at rekognocere bar-området, hvor Camp Mosegård havde forskanset sig iført korrekt uniformering. Gensynsglæden var stor, og alle depoter blev tanket godt op efter den lange rejse.

Da baren lukkede flygtede begge kaserner til et afsidesliggende højdedrag ved forpost 413, der, som allerede nævnt i tidligere logbøger, råder over et strategisk godt geografisk overblik. Nu var det sådan, at Åbenrå kasernen virkede dehydrerede, og Camp Mosegård stillede således venligt diverse nødvendig forpejning til rådighed og sørgede for, at vi først forlod vores vagt, da vi var 100% sikre på, at ingen rørte sig på kamppladsen og ingen så os, da vi forlod åstedet.

Sådan gik det til, at hele Camp Mosegård fik orlov til at sove længe idag og først præsenterede sig ved pool-side kl. 1100, og sådan gik det til, at det blev en en stille dag.

Mallorca viser sig iøvrigt fra sin absolut bedste side. Jeg mener, hvorfor er Mallorca så populært?
Der er ca. 32 grader i skyggen og en let brise, hvilket betyder, at man kan være udenfor hele dagen og ikke har brug for nogen trøje om aftenen. Solcreme er påkrævet og skygge er påkrævet i løbet af dagen, men begge har vi i overflod, så no problemo. Læg dertil at Grækenland og Egypten har lidt problemer så er det klart, at Mallorca er attraktiv, selvom det nok er en smule dyrere end f.eks. Grækenland.

Det er altsammen meget godt, men det vi også elsker ved Mallorca er, at der ingen irriterende dyr er, og da slet ingen farlige dyr. Ja OK, det skulle da lige være den luskede Sofiemus, som synger og danser sine ofre helt kulrede, eller den ekstremt farlige Carolinse, som fotograferer alt omkring sig og med lynhurtige bevægelser lammer sit bytte, eller den snedeige og utilregnelige Løvanjan, der ligger hele dagen dovent i solen for pludseligt at angribe med en enorm fart og effektivitet. Endeligt kunne det være skorpionen Jesporen, der i folkemunde bare kaldes Mahou opkaldt efter den ekstremt kolde og lidt slappe lokale øl…

Vamos

SCAJ

Så er der igen nyt fra Alcudia. Administratoren af Bloggen må jo sige til, hvis jeg spam’er sitet, indtil da fortsætter jeg ufortrødent!

Derhjemme såvel som på ferien gælder det, at de små glæder nogle gange er de største eller i hvert fald de vigtigste.

Her til morgen blev jeg belønnet med at vågne tidligt (altså 7.30), satte straks en kop kaffe over og satte mig ud på balkonen med udsigt over Middelhavet. Det var vindstille, personalet på hotellet havde travlt med at gøre poolområdet rent nedenfor, og havet stod blikstille derude og kaldte på mig. Læste lige lidt i den nyeste Sara Blædel bog og så elleres på med løbetøjet og ned til en i alt 8km gå-tur langs stranden til Alcudia og tilbage igen efterfulgt af indkøb til morgenmad. Det var allerede varmt, og på vejen kom jeg forbi flere Sunwing familie- og strandhoteller, hvor småbørnsfamilier utroligt nok var startet deres larm og leg ved poolen. Har de da ingen respekt de mennesker??

Nå men det jeg egentligt kom fra var, at hvert familiemedlem skal have lov at gøre det, som de gerne vil på ferien, ellers var det jo ikke ferie vel? Så Sofie optager poolen og glæder sig til 2 veninder fra Åbenrå (mødt under tidligere ferier på Ivory Playa) ankommer i aften, de har naturligvis koordineret alt via Facebook på forhånd…

Caro er som sagt faldet i hænderne på Jesper P5-værts børn og kærester, så hende ser vi ikke meget til, hverken om dagen eller om natten…

Anja prøver seriøst at læsse stresset fra Nets af ved at læse, slappe af i solen, besøge fitness lokalet og snakke med alle der vil høre – og guess what, det virker!

Jeg giver ikke mine morgener og eftermiddage på balkonen fra mig, for nok er jeg en family-man, men jeg har også brug for rolige stunder og gerne med udsigt! Jamen hvad med ryggen spørger i sikkert? Den har det fint, selvom øvelser bliver der lidt mindre af hernede, men den føles stærkere end længe, så jeg tænker det går.

Men hov alarmen er gået…altså drinks-alarmen, det er tid til refill 😃🍸.

Hygge

Obersten

Dagens overskrift henviser til flere forskellige fakta, som jeg idag har fået bekræftet:

1. Mor/farmor Kirsten fejrer idag sin 69 års fødselsdag og er stadig velinformeret om sine børn og børnebørns færden i den store verden.
2. Obersten og Thomas Bjørn har begge været nede med rygskader, men arbejder sig langsomt men sikkert tilbage til eliten i golf. Hold øje med Bjørnen til The Open og med Obersten til Oldes Cup..
3. Obersten er netop blevet Alcudia-mester i Steenstrup-bordtennisturneringen.

Nok om de gamle, hvad laver de unge? Det korte svar er, at de nyder tilværelsen hernede i sommervarmen.

Sover længe, går i fitness med moderen, Sofie dykker og spiller strandtennis med faderen, alle gør sig lækre til middagen og…Caro skal i byen med nogle super søde drenge fra Vejle. De har adskillige tatoveringer, spiller strandvolley med de seje og går på Banana Club om natten!

Hvad pokker tænker I så sikkert, men forældrene tager det helt roligt, for vi fik drinks med de unge i baren igår, og idag har vi talt en del med faderen, som vi kender fra tidligere. Han er en kendt radiovært fra P4 aften og nu også P5 morgen. Han hedder Jesper, er super flink og taler som et vandfald. Som han siger: De betaler mig for at åbne munden!

OK det kan da godt være, at Anja og jeg ikke kan sove før Caro er kommet hjem i nat, men hvad ville vi selv have gjort i hendes alder? Gået i byen og mødt andre unge! Livet skal leves og ting skal opleves mens man er ung.

Nu skal jeg vist til at slutte denne blog, inden jeg begynder at gøre mig klog på ret meget mere, men uha hvor er det sundt for sjælen at sidde her på balkonen og skrive til Jer, og endnu engang tillykke til mor, håber far forkæler dig idag (også idag).

Knus

Jesper

Det har Obersten, altså på skuldrene, for solen var hård idag…

Så er Camp Mosegård tilbage i fin form på Mallorca, og vi vil forsøge at terrorisere Jer i 14 dage med nyt om stort og småt fra Balearerne.

Vi har fået lejlighed på 4. sal helt som lovet af hotellet, og de havde sat en stor “velkommen tilbage” skål med goodies på køkkenbordet. Helt præcist har vi fået nr. 413 med hav- og pooludsigt, og selvom de tre piger ikke mener udsigten er helt så god som sidste år, så er Obersten rigtigt godt tilfreds. Der er nemlig skygge på det meste af balkonen hele dagen, så alt i alt perfekt for rejseholdet og især en gammel mand og hans morgen-, middag- og aftenritualer med bøger, Tour de France i skyggen og drink(s) sammen med min ven Bloggen.

Er alt så ved det gamle? Jep, det må man i høj grad sige. Vi har allerede mødt nogle af de gode samtalepartnere fra nogle af de forrige år, og så kan man sige, at det er sygt eller rystende eller fedt, men det er søde mennesker, og hvor godt folk er kommer godt folk til som de siger i Lady og Vagabonden (tror jeg nok, her kan jeg måske få hjælp af Emilie og Amalie?).

Vejret er perfekt med 32 grader og kun få skyer om dagen og omkring 21 grader om natten, lige koldt nok til, at vi ikke behøver ligge med aircon, og derfor fik alle yndige damer sovet lidt længe her til morgen mens obersten gik til supermarkedet via stranden og handlede, hvad der skulle bruges til morgenmad og frokost. Jeg kan sige, at vandet i Alcudia bugten er helt klart og lækkert, så stranden kalder nok allerede imorgen.

Nu sidder den gamle mand og havet så her på balkonen på Ivory Playa, i det far/farfar Anders nok ville kalde stjernestunden, og skriver til Jer derhjemme, som om det var en rejseberetning fra en anden verden…altså jeg mener Menne og Finn har deres magiske unikke Grønland, og Thomas er “over there” i Californien, hvor de får én på opleveren, så hvad fanden har jeg egentligt at komme med her fra turistfælden Alcudia?

Se det er jo det, vi prøver at fortælle Jer, nemlig at hverdagen på Camp Mosegård (hvor meget vi end holder af den, kære Dan Turrell) indeholder så meget arbejde og udfordring, at vi er i underskud med alt det kroppen har brug for, altså afslapning, sol og udetimer, samvær og forkælelse.

Helt uden udfordring er ferien jo ikke, for hvor skal vi spise i aften?

Kh

Oberst Jespersen

Generalstaben på Camp Mosegård vil lige informere om nyligt uddelte fortjenstmedaljer.

Om Caro – Se link:

http://www.gbk.dk/2016/06/10/aarets-u19-pokal-gives-til-caroline/

Om Sofie og to kusine-sergenter Marie og Camille:

Sofie og Marie bestod audition her til aften til LG Gymstars elitetruppen og er nu fuldgyldige medlemmer. Dette blot dagen efter de som aspiranter til Gymstars truppen vandt bronze i Oslo til det store internationale stævne Gymstars for Life.

Camille dansede sig under audition flot og uventet ind på aspirant holdet hos LG.

Tillykke til de unge damer, og så er det ellers tilbage til det hårde arbejde ladies.

Obersten

Hej derhjemme.

Efter et par dage i Paris er man altid klar til at flytte herned permanent og overgive sig til fanske fristelser som flûtes, cafe creme og Côte du Rhone. Vi genser alle de gamle steder, hvor Anja og jeg var unge og forelskede, og hvor mor og far eller Aase og Flemming havde os med, og det virker som om, vi aldrig kan få nok af romantikken og kærligheden, arkitekturen og storheden.

Men der er ugler i mosen, og det er måske bare, fordi vi Anja og jeg er ved at blive gamle, eller fordi det er søndag før 2.pinsedag, hvor franskmænd og turister i massevis vil det samme som os, men hold nu op, hvor er der mange mennesker i midtbyen og ved de store seværdigheder. Det er faktisk ikke rart at være der længere, for køer, lommetyve, romaer og plat turistøkonomi dominerer i en grad, så vi automatisk søger væk og ud til roligere kvarterer, hvor vi kan få en hyggelig og fredsommelig frokost samt en god lang spadseretur med indlagte kulturelle og historiske højdepunkter fra oberstens aldrende ekspert-sortiment.

Det er til gengæld så også fantastisk dejligt at nyde netop de roligere dele af Paris sammen med to store piger, der taler fransk, omend stadig lidt vakkelvornt, og som de franske drenge og mænd konstant drejer hovedet af led for at beundre og belure. Oppe på place de Tertre fik vi en kold drink på “Au Cadet de Cascogne”, restauranten hvor jeg friede til Anja for 23 år siden, og portrætmalerne vimsede om pigerne, som de synes var “si belles”.

Både Anja og pigerne er faldet for kvarteret herude ved hotellet tæt på Tour Montparnasse med masser af caféer, butikker og et happy hour koncept, som vi naturligvis udnytter uden skrupler. Bevares ikke alle cafébesøg (og dem har der været en del af…) har været udendørs som håbet, men vi har ikke haft en dråbe regn siden ankomsten fredag først på aftenen.

Faktisk er der happy hour nu, så jeg gør som mandlerne og smutter, så vi kan få sagt ordentligt farvel til en elsket ven – Paris je t’aime 😘.

Obersten

Ikke blot blomstrer lyngen i forhaven og vejret er varmt. Ryggen har det væsentligt bedre, og idag er det blevet til vask af trægulvet i hele stueetagen, indkøb og en 6km gåtur omkring Gentofte sø, med den sidste time af 7 timers P7 Mix maraton om Duran Duran i ørerne.

Livet er igen fantastisk at leve,  smerterne gået i glemmebogen og fokus rettet mod det dejlige danske forår. Endeligt kan man igen sige det, som Dan Turrell så smukt viste os med sit geniale sprog: Jeg holder af hverdagen 😃.

Kram til alle fra Oberst Jespersen der idag for alvor genindtræder i sit embede på Camp Mosegård.

Kære familie

Med alle de medier der bruges idag, er det næsten som om Blog’en er blevet glemt, og Thomas har helt ret når han skriver, at der har været noget stille.

Jeg er om nogen skyldig i ikke at have brugt den til opdateringer på min ryg situation, og det er for dårligt, men bedre sent end aldrig, og her er lidt nyt:

Jeg er pillefri for første gang i 3 uger, og arbejder på 2. uge nu for fuld drøn hjemmefra. Ryggen har det godt, selvom den stadig klager ved fysiske aktiviteter udover øvelserne og de daglige gåture i mosen. Der er ikke uudholdelige smerter men blot træthed og irritation, som hurtigt sætter sig og fortæller, at nu skal jeg lige skifte stilling eller tage en slapper. Jeg er stærkt på vej tilbage, men samtidigt må jeg erkende, at det tager tid og vil påvirke mig meget i de kommende måneder både fysisk og psykisk, men det er OK, jeg er klar til det.

Rent fysiologisk havde jeg en stor diskusprolaps mellem 4. og 5. nederste lændehvirvel (L5), og den er ikke umiddelbart linket til min Scheuermann. Kuren er at smertelindre og holde sig i god form med ryggen, de nederste mavemuskler (korsettet – som de kalder det) og kroppen generelt, og det skulle jo nok kunne lade sig gøre :-). Der er efter en prolaps større risiko for gentagelse, men med min ryghistorik, så er der vist ikke sket det store skred her…og én ting er sikkert, jeg er motiveret for at lave alle de øvelser de giver mig!

Anja og pigerne har klaret sig uden den sædvanlige service fra undertegnede, og de har gjort alt, hvad de kunne for at hjælpe mig, så de er nogle skattebasser alle tre. Nu er der service på igen, blot er ambitionsniveauet skruet en tand ned for en stund…

Tak for alle de kærlige tanker, hilsner og “begivenhedsrige” besøg på hospitalet.

kh Jesper

Jeg skal love for, at det blev en begivenhedsrig sidste uge og blog på Mallorca denne gang. Vi skal hjem imorgen, men hvem skulle have troet, at vi ville være mere end lykkelige over blot at være i live!? Man ser faktisk anderledes på livet i dagene efter en grim ulykke, som den vi blev udsat for i onsdags med parasailing.

Vi er ellers typisk ikke ude på de vilde ekstreme oplevelsesture, vi synes det er for farligt, og da slet ikke med børnene. Men denne gang skulle det altså være, det så så flot ud, når faldskærmene sejlede forbi vores vinduer, og Emma og Ida havde jo også lige prøvet det, så hvorfor ikke? Men skæbnen var hård ved os. Med alle 4 på båden og sat fast på faldskærmen flyver vi stille afsted fra båden, først 1 meter så 2 meter og så…sker det. Om det var linen der knækkede eller om faldskærmen bare ikke var sat ordentligt fast til båden ved vi ikke, men faldskærmen rykkede pludseligt meget kraftigt i os, og et hårdt slag rammer Anja og jeg i hovedet, hvorefter det går op for mig, at vi ligger i vandet og bliver trukket hurtigt væk fra båden af faldskærmen fyldt med vind. Jeg kigger på Anja og hun bløder fra øjet, hvorefter jeg hører Sofie græde panisk og Caro råber til mig, at jeg bløder fra panden og har kæmpe buler, som vokser for hvert sekund.

Panikken fortsætter og mandskabet på båden virker lamslåede og handlingslammede med undtagelse af én, der heldigvis hopper i og sikrer, at Anja kommer op på en flydende båre, der trækkes af en årvågen livredder på jetski, som hurtigt var på stedet. Kun ved hjælp af en anden turist på båden kommer vi andre fri af faldskærmsudstyret og linerne til faldskærmen, som er ved at trække os under vand på trods af redningsvestene. Han tog resolut sin egen redningsvest af, forlod sin familie på båden og hoppede i vandet for at hjælpe os. En ægte engelsk supermand, som flere gange dykker for at frigøre specielt mig fra de mange snore til faldskærmen, der havde viklet sig om mine ben, mens børnene blev hjulpet op på båden.

Efter at have samlet skærmen op sejlede man os ind mod land og efter at være blevet genforenet med Anja blev vi hurtigt kørt til hospitalet af parasailing firmaets ejer, der også sørgede for at informere hospitalet om deres forsikring, som nok skulle dække udgifterne til vores ophold på privathospitalet i Muro blot 2 minutters kørsel fra stranden og vores hotel. Anja indlægges for at der kan føres kontrol med øjet og tilbringer natten alene derude, mens jeg tager hjem til pigerne for natten. De klarer sig ellers helt på egen hånd på hotellet onsdag og torsdag og handler, laver frokost osv. på trods af den traumatiserende oplevelse.

Resten af historien er triviel om hospitaler og ventetid, og den kan I høre, når vi kommer hjem, men vi er OK omend lidt rystede, men frem for alt glade for, at det ikke gik værre 😅.

Sidste aften skal nu nydes med en drink på balkonen og en tur til vores favoritrestaurant italienske Piero Rossi på molen i Alcudia havn med det fedeste lounge område og lækker mad/vine, for livet skal leves!

Mange hilsner til alle i vores dejlige familie fra de uheldige helte 😉.

knus