Hej derhjemme.

Efter et par dage i Paris er man altid klar til at flytte herned permanent og overgive sig til fanske fristelser som flûtes, cafe creme og Côte du Rhone. Vi genser alle de gamle steder, hvor Anja og jeg var unge og forelskede, og hvor mor og far eller Aase og Flemming havde os med, og det virker som om, vi aldrig kan få nok af romantikken og kærligheden, arkitekturen og storheden.

Men der er ugler i mosen, og det er måske bare, fordi vi Anja og jeg er ved at blive gamle, eller fordi det er søndag før 2.pinsedag, hvor franskmænd og turister i massevis vil det samme som os, men hold nu op, hvor er der mange mennesker i midtbyen og ved de store seværdigheder. Det er faktisk ikke rart at være der længere, for køer, lommetyve, romaer og plat turistøkonomi dominerer i en grad, så vi automatisk søger væk og ud til roligere kvarterer, hvor vi kan få en hyggelig og fredsommelig frokost samt en god lang spadseretur med indlagte kulturelle og historiske højdepunkter fra oberstens aldrende ekspert-sortiment.

Det er til gengæld så også fantastisk dejligt at nyde netop de roligere dele af Paris sammen med to store piger, der taler fransk, omend stadig lidt vakkelvornt, og som de franske drenge og mænd konstant drejer hovedet af led for at beundre og belure. Oppe på place de Tertre fik vi en kold drink på “Au Cadet de Cascogne”, restauranten hvor jeg friede til Anja for 23 år siden, og portrætmalerne vimsede om pigerne, som de synes var “si belles”.

Både Anja og pigerne er faldet for kvarteret herude ved hotellet tæt på Tour Montparnasse med masser af caféer, butikker og et happy hour koncept, som vi naturligvis udnytter uden skrupler. Bevares ikke alle cafébesøg (og dem har der været en del af…) har været udendørs som håbet, men vi har ikke haft en dråbe regn siden ankomsten fredag først på aftenen.

Faktisk er der happy hour nu, så jeg gør som mandlerne og smutter, så vi kan få sagt ordentligt farvel til en elsket ven – Paris je t’aime 😘.

Obersten