Kan jo betyde mange ting, men i dette tilfælde handler det om, at komme i ferieform. Alt imens de tramper i pedalerne i Frankrig, og Fuglsang taber tid igen igen ved at sidde for langt tilbage (det fjols), så lader vi andre trampe rundt på øen under deres ferie, og glæder os over, at det ikke er os. Vi giver den gas på næsten alle andre parametre, og mens pigerne allerede har været i fitnessrummet og i spa, så laver jeg mest crossfit, og måske man skulle slå sig ned på den slags hjemme i Danmark. Der er jo allerede Crossfit Copenhagen, hvor de løfter bildæk og hænger i kæder og klatrer i reb, men mit koncept er lidt anderledes, for jeg bærer madvarer hjem fra supermarkedet, jeg bærer drikkevarer, håndklæder og luftmadrasser til og fra stranden, jeg ligger i akavede stillinger på stranden og ved poolen, og ikke mindst så kan man da håbe, at der også skal laves lagengymnastik…

Nok om fitness, for anden dag i træk har det været lidt skyet hernede i løbet af dagen, og med kun ca. 28 grader, så er det jo lidt koldt…i hvertfald hvis man sammenligner med det, som vi er vant til hernede. Hvad fanden er det med Mallorca i år tænker vi?
Vejret er anderledes, turistmængden er reduceret, man kan faktisk bestille et hotelværelse på Ivory Playa ugen inden man vil afsted, og Anja har nu banket mig 2 gange i bordtennis!! Intet er som det plejer, og derfor er der kun én ting at gøre, nemlig at komme i ferieform.

Vi starter i aften med en ekstra god flaske rødvin, så tager vi os en dejlig stor dessert, og til kaffen skal der muligvis slubres i en spansk Hierbas, hvorefter en fantastisk stor fadøl runder aftenen af til et spil Davoserjas. Resultatet er total afslapning, med sikkerhed for en ordentlig lur i solen på stranden imorgen, og kun én ting kan forhindre dette: Jesper Maigård.
Som sædvanligt er han en orkan af en talestrøm, og det er jo efterhånden en del af feriecharmen. Den mand ved bare utroligt meget om musik og er meget interesseret i alt om vores familie, så Emma er også blevet udspurgt grundigt på stranden og i spa, hvilket hun har klaret til UG med kryds og slange.

Ligesom i Touren vil de næste dage vise, hvorvidt jeg er i god (ferie)form, jeg satser i hvertfald på ikke at gøre som Fuglsang, jeg skal sku’ ikke ende bagerst, når sidevinden sætter ind og skiller fårene fra bukkene.

Kh Obersten

Den første uge er altid lidt af en lotteriseddel, for man skal jo lige finde sig til rette selvom det er ottende gang, vi er på Ivory Playa. Visse spørgsmål skal besvares, såsom hvem er her i år, som vi kender fra tidligere? Har hotellet lavet nogle nye tiltag? Er stranden stadig ligeså fin og lækker som den plejer at være?

Men ét af de vigtigste spørgsmål at besvare er altid, hvor skal vi spise om aftenen, og især nu da vi har to nye med, så har vi stor fokus på at få vist vores gæster de steder, hvor vi plejer at komme og føle os velkomne. Derfor har vi indtil nu allerede været på vores to favoritrestauranter, nemlig S’Albufera herude omkring hotellet og så den italienske Piero Rossi inde på molen i havnen. Maden har været fin, ejerne har genkendt os og givet Cava og forret på husets regning, så selvom der er gået to år, så er fam. Steenstrup stadig i høj kurs :-). Det samme kan man åbenbart ikke længere sige om Mallorca, og det kommer egentligt som en kæmpe overraskelse for os.

Der er markant færre turister hernede, og restauranterne klager over en så stor nedgang, at de har reduceret deres lukketid og frygter lidt for, hvad fremtiden bringer. Vi var noget chokerede over at se en nærmest tom restaurant Piero Rossi, byens bedste pizzasted og perfekt beliggenhed på molen. Ejeren sagde, at hoteller med all-inclusive til ingen penge (og med meget ringe mad) truer deres overlevelse, ligesom billigere destinationer som Kroation, Cypern, Grækenland, m.m. Tager deres del af turisterne, altså dem som ikke har mange penge. De andre med masser af midler rejser mere til Asien eller Nordamerika eller på oplevelsescruise.

For os betyder det ikke umiddelbart noget på kort sigt udover, at det er nemmere at få bord, taxa’er kommer hurtigt, og der er generelt færre mennesker og mindre støj. Men for øen er det et skidt tegn, og på sigt kan det også få betydning for os – hvem vil sidde på en halvtom restaurant eller bo på et halvtomt hotel? Går de gode restauranter pludselig på kompromis og satser på billigere løsninger, som vi ikke bryder os om? Slækker de på vedligehold? Hvilke turister vil komme i fremtiden?

Vi gjorde naturligvis, alt hvad vi kunne for at støtte de stakkels (men stadigt godt ved muffen) restauratører vi kender ved at give den endnu mere gas, end vi tidligere har gjort, men vi kan jo ikke redde Mallorcinerne, hvis de virkeligt har fået skruet prisen for højt op, eller hvis folk bare vil noget andet. Vi fortsætter i hvertfald med at nyde øen, dens strande og dens folk, men vi må se om forandring bliver nødvendigt også for os, bare de ikke stopper med at lave AN/2 :-).

Krammer fra Ivory Playa

Selvom vi også spiller Davoserjas hernede, så er det faktisk ikke derfor dagens blog starter med vores hyggelige lille kortspilsomkvæd. Nej det er fordi, man er jo omgivet af damer hernede og, fordi ferier på Mallorca med Camp Mosegård handler om damerne først og fremmest. De er bare mest synlige hernede, om det så er på stranden, på restauranten, ved poolen eller på værelset generelt. Nu kan det jo være, at det bare er mig, jeg er mand og ser vel mest damerne på stranden, især når det som Jesper Maigård siger: “Er utroligt populært med bikini’er uden overdel i år”. Det er så ikke lykkedes ham (endnu…) at få hverken Anja, Caro, Sofie eller Emma til at smide overdelen, men han arbejder på det, ligeså hårdt som han arbejder på konstant at fortælle Anja og jeg, hvor heldige vi er med vores piger, og i år har Emma allerede efter 1½ dag i hans selskab formået at få Jesper til at sige, hvor dejlig og køn en kusine Sofie dog har.

Jesper nyder virkeligt sine ferier og sine venner på Mallorca, og han er ikke ene om det. Det ligger måske bare til navnet Jesper, men jeg bliver simpelthen også bare glad i låget over at være afsted med 4 vidunderlige kvinder, til trods for, at de tager lang tid om at blive klar, til trods for, at de ikke kan slå deres far/onkel/mand i bordtennis, til trods for, at de ikke vil smide bikini-overdelen. Egentligt tror jeg, at det er forskelligt, hvad der hjælper folk med at komme ned i gear, men jeg har på fornemmelsen, at ikke blot pigerne men også Jake har det meget godt med, at Oberst Jespersen klarer ærterne med morgenmad og frokost, borddækning og opvask, kolde drikkevarer til strandtasken, m.m. Det er for pokker da ikke så svært, jeg er bare den type, som bedst kan lide det, når folk har det godt og hygger sig, og så giver de ½ timer med mad og oprydning et par gange om dagen rigtig god mening, især med en kold øl og Tour eller lidt godt musik i højttaleren.

Nogen vil sige, at jeg forkæler pigerne hernede, skal de ikke sættes lidt i arbejde? Men hvorfor det? Forklaring: Kort efter jeg havde mødt Anja sagde min svigerfar engang til mig, at jeg skulle passe på med at ville gøre det for godt for Anja, hun skulle jo nødigt blive alt for forkælet og dermed på sigt umulig og unødigt besværlig. Jeg er ikke sikker på, at jeg fattede hans ord dengang, men jeg fulgte mit hjerte og forkælede samt begærede hende uden filter dengang i de unge år, og sørme om ikke jeg også fortsat gør det 🙂
Når jeg kigger på Caro og Jake idag, så tror jeg ikke, at jeg behøver sige det samme til Jake, som Flemming sagde til mig, for ikke blot er han 23 år og dermed meget ældre, end da jeg mødte Anja, men han virker til at have styr på det med at være kærester, være moden, opføre sig pænt og samtidigt vise Caro en stor hengivenhed uden at det kammer over. Giver det mening? 

Nå men damerne er ved at være klar til drinks, så nu vil jeg lige lave nogle lækre ting med isklumper til nogle lækre damer og så håbe, at de ikke bliver alt for forkælede, inden vi igen sætter kursen mod Danmark om laaaaaaaaang tid. 

Kh Obersten

Klokken var 4 i morges da seks mand høj drog afsted fra Camp Mosegård. Trætte bevares men feriestemte og klar til det ukendte, som lå forude. Her snakker jeg naturligvis ikke om Ivory Playa, men om det faktum, at der var to nye soldater med i den bataljon, som Obersten tog med sig til Mallorca for at sikre sommerfreden.

Soldaternes Allerbedste Skybus fragtede os sikkert til sydens sol, og udenfor ventede som aftalt en militæreskorte kun til Camp Mosegård, så de præcis kl. 10.30 rullede op foran hotellet. Naturligvis var alt forberedt og som aftalt blev nøglerne til lejl. 414 lynhurtigt udleveret til obersten sammen med nøglerne til det lille men eksklusive studio 425, hvor den dansk-engelske konstellation skulle høre hjemme. Uden tøven fik alle mand badetøj på og strøg ned til poolbaren og en hurtig frokost, hvorefter stranden var næste stop.

Men bedst som man sidder der i baren og spiser, mødes man af en gammel kending: Såmænd ingen ringere end Hr. Christian Mou, som har sine to rekrutter Viktor og Frederik med på øvelse. Efter en lynende skarp analyse fandt Mou og obersten hurtigt ud af, at Hr. Mou kunne hjælpe obersten ud af suppedasen :-), som bestod i en frygtelig og potentielt farlig ikke-eksisterende lagerbeholdning af kolde 1664. De to indgik derfor en kortsigtet men lukrativ drinksaftale, hvori Mou ville bringe kolde 1664 til lejl. 414 mod til gengæld at få lov til at nyde udsigten på den fantastiske altan.

Hvor længe gælder aftalen så? Tja, Mou stikker hjem til DK imorgen allerede, så mens vi siger goddag til Ivory, er der andre som må sige farvel. 14 dage i 30 grader og høj sol kan være en udfordring, men her kommer man straks til at tænke på et gammelt ordsprog: It’s a dirty job but someone’s got to do it!

Nu får jeg besøg på altanen af hele bataljen, det er drinkstid!

Obersten

Det er søndag aften her i Corralejo, og jeg sidder i et sweetspot, som så mange gange før – det er først på aftenen, pigerne gør sig klar inden på værelset, og jeg sidder ude på altanen med udsigt over poolområdet og med computeren ved hånden. Det er tid til en blog til Jer derhjemme, en tanke på familien og en tanke på livet, alt imens vi venter på at skulle over til restaurant La Scala, hvor man får à la carte mad og dermed ungår de værste all-inclusive fælder. Sikke en dag vi har haft, og sikke en ferie vi har haft, så livet er godt.

Vi vender hjem imorgen med mange gode ting in bagagen. Først og fremmest har Anja fået ro, vi har alle fået slappet af og har fået en tan, som de fleste derhjemme nok vil misunde os på nuværende tidspunkt. Ærgerligt at Caro ikke kunne være med os og opleve luksus og sol, kortspil og palmer. Vi har savnet hende, og måske specielt Sofie har ønsket sig lidt søster-sjov, men Caro har været forbavsende glad, når vi har snakket med hende, så måske var det netop, hvad hun havde brug for, altså at være alene hjemme og finde ud af, hvordan det er at leve for sig selv.

Affæren med Fuerteventura har helt sikkert været kort, men det er nået at blive til kærlighed, så det er da slet ikke sikkert, at det er sidste gang vi tager Danmarks-ekspressen med Apollo eller Spies ned til de varme lande her midt i februar. Ganske vist står der stadig mange andre destinationer på ønskelisten, det være sig Dubai, Vietnam, Seychellerne, Maldiverne, Mauritius, Zanzibar og safari, Sydafrika, osv., men de Kanariske øer er nu engang væsentligt billigere og tilbyder stadig sol og varme midt i en lang vinter.

Tak for denne gang Fuerteventura og tak fordi I kiggede med derhjemme, obersten træder af for nu, og så glæder vi os til at se Jer igen derhjemme kære familie.

Om vi vil det eller ej, så er der kun et par dage tilbage af vores Fuerteventura eventyr, men netop af samme årsag, har vi alle 3 idag nydt poollivet i fulde drag. Vejret var her til morgen let overskyet og der stod stadig en tapper vind fra nord ind på Suite Hotel Atlantis og det fine Premium Club område, hvor gennemsnitsalderen er et godt stykke over de 50. Men det skulle vise sig at blive en fin solbeskinnet dag, hvor vinden hurtigt fik lagt sig, og hvor der blev hugget flere hundrede sider af den medbragte bog, og hvor der aldrig var mere end en armslængde til det nærmest glas af ét eller andet til at forsøde livet.

Og selvom (eller måske netop fordi) man kun har en uge hernede, så forsødes livet i en sådan grad, at spørgsmålet er, om det reelt er sundt at tage herned og slappe af? Altså man kommer langt væk fra den daglige trummerum, arbejde, pligter, husprojekter, osv., men kroppen og sindet forfalder efter nogle dage på All-Inclusive til at tro, at man allerede er pensioneret, og straks begynder ældningsprocessen at overtage kød, blod og små som store hjerneceller, og når man så er parkeret på solstole omringet af gamle gimper og mænd med basketballs på maven, ja så vågner man måske op af sin morfar og tror, at man netop er morfar, pensioneret og i besiddelse af en basketball?

Sludder og vrøvl tænker I nok, nyd nu bare ferien og få slappet af, så kommer I hjem fyldt med ny energi og en glubsk appetit på livet i Gentofte-gettoen! Men det er jo nemt nok at sige til en mand, som i år fylder 50 år, og som med en blå og gul storetå ikke har kunnet tage et eneste step på trædemøllen i fitnessrummet, selvom det normalt hører til den daglige rutine under vores somre på Mallorca. Man skulle da være et skarn, hvis man ikke nød de her dage på Fuerteventura, og det gør vi bestemt, men dase-livet giver jo også mulighed for at tænke sig grundigt om og reflektere over livet og det faktum, at alting altid lakker mod enden for os alle på et tidspunkt, vi må bare sørge for at nyde det hele og tage det sure med det søde.

Og det er netop, hvad vores “venner” fra Hastings gør, altså dem som jeg skrev om forleden, hvor konen ikke længere har en korttidshukommelse. Han passer hende så flot og hengivent, og hun er slet ikke klar over, hvor meget arbejde der ligger i det for ham. Det er smukt at tage det sure med et smil og stadig opleve de søde stunder, og det fik mig til at tænke på, at far gjorde det samme med mor, hvilket han skal have så dybfølt en tak for.

Fuerteventura eventyret lakker måske mod enden, men det gode og søde liv fortsætter derhjemme, for som Dan Turell sagde: Jeg holder af hverdagen, og det gør vi altså i Familien Steenstrup.

Kh Obersten

De indfødte her på Fuerteventura siger, at der er en lille storm på vej til os imorgen, så der blev max’et ud på solskin idag, og den uundgåelige røde tan giver os alle lidt ekstra varme i badet her til aften :-). Stormen antydes af en hård brise, der er stået over hele anlægget i løbet af dagen og er en fortrop til lidt regn imorgen eftermiddag og lørdag morgen, hvorefter det igen skulle ligne sit eget solbeskinnede jeg med mulighed for endnu en dag eller to i solbadningens himmel eller helvede inden vi vender næsen hjemad på mandag.

Vi er flyttet over i Premium afdelingen lige før frokost idag, og uden at sige for meget, så er det skøn luksus, som især pigerne allerede elsker. Der kæles for gæsterne med alt fra større værelser, fri minibar, lækre badekåber, større senge, bedre mad, aviser og magasiner, hyggekroge med loungemiljø, osv. Det er umuligt ikke at elske det lidt, og det faktum, at der ikke må komme børn under 16 ind i dette afsnit giver også en helt anden ro, som Anja jo også har brug for. Det giver også et andet klientel, som umiddelbart kan virke lidt kedeligt, idet folk generelt bare gerne vil slappe af og være sig selv her, men man skal ikke gøre meget for at komme i snak, og det er nogle af os jo gode til i vores familie.

Efter alle de år med børn og masser af gang i den på charter-familie-økonomi-klasse (Mallorca), så er det egentligt lidt svært at finde sig selv i denne Premium-afdeling, hvor det forventes, at man ikke pjasker og leger i poolen, at man ikke råber eller spiller højt musik, og at man ikke stjæler hinandens solstole. Men lige nu er det præcis, hvad doktoren har foreskrevet, ro, afslapning og luksus, eller noget i den retning…

Man kan vel sige, at børne-stormen er raset af for Anja og jeg, og at det nu er mere smulte vande vi sejler i, mens vores ældste datter er Home Alone og nyder de første rigtige stunder som kvinden i eget hus. Hvad er så det næste, eller måske rettere, hvad er den næste storm der kommer os i møde, ikke bare på Fuerteventura men i livet? Den ligger nok lidt langt ude i horisonten, men jeg tænker da, at det må være børnebørn, og så er man straks tilbage på turist-økonomi-klasse igen, og indtil da? Ja så tager vi lige en ekstra GT hernede i All-Inclusive konceptets tegn.

Obersten

En kort hilsen skal I have idag fra Fuerteventura, og lad os bare starte med at ridse kortspils-status op:

Anja 2 sejre og obersten 1 sejr

Hvad fanden er vi for nogle forældre tænker I så, den stakkels datter får tæsk af farmand i bordtennis og af mor i kortspil, skal hun da ikke have lov at vinde? Nej, sådan foregår det ikke i vores familie, det er et skråplan for børn og voksne at lade børnene vinde med vilje, de skal jo netop rustes til livet udenfor hjemmets 4 vægge, og vi må sige, at Sofie tager det pænt. Hvor hun så har det fra, tør jeg ikke sige…

Idag betalte vi lidt håndører for at komme over i en premium afdeling for voksne (over 16 år), og det viste sig at være en smart ting, så måske går vi planken helt ud og skifter derover for resten af ferien, vi får se. Alt er bedre derovre, mad, liggestole, betjening, roen, ja selv kaffen, og så er all-inclusive pludselig en fed ting. Umiddelbart en afdeling fyldt med en generation af arrogante pensionister, men ved nærmere eftersyn var det ikke tilfældet. Væk var småbørns skrig, børnefamiliernes rod og skrald, den lidt for høje lyd af spansk musik fra højttalere ved poolbaren og der var masser af plads i poolen og en stor udendørs jacuzzi.

Som altid overrasker livet én, når man mindst venter det, og idag var det en samtale obersten startede à la far Anders med et utroligt sødt ældre ægtepar fra Hastings i England. Begge 75 år gamle men så ud som 60 og var i god form, så efter 20 minutters samtale om Brexit, ferieøen, ægteskaber, børn og børnebørn var der intet tegn på noget usædvanligt, men så gentog historien sig. Kvinden fortalte det samme, som hun lige havde fortalt et kvarter tidligere, og manden forklarede undskyldende at hun havde haft et mindre hjertestop for 2 år siden her på vores hotel. Hun har siden ikke haft nogen korttidshukommelse, så alt fra før feb. 2017 kan hun huske, men derefter laver hendes hjerne en komplet genstart hvert kvarter…

De var noget bekymrede om Brexit, så vi snakkede meget med dem om, hvad der sker, og hvad der sker i verden generelt med nationalisme osv., det er store spørgsmål, og da jeg er ved at læse romanen Udenrigskorrespondenten af Alan Furst om italienske modstandsfolk under 2. Verdenskrig og fascismen i Italien, så kan man ikke undgå at spørge sig selv: Is history repeating?

Forhåbentligt er vi blevet klogere og holder sammen i EU, med eller uden et Brexit.

Obersten

Så kan vi byde velkommen til Camp Mosegårds blog fra Fuerteventura, de Kanariske øer.

Det er måske ikke alle der ved, at vi er afsted, men vi tog en hurtig beslutning, efter at Anja havde fået klemt hovedet mellem en bil og en bildør med en hjernerystelse til følge og nogle nakkesmerter, som forhåbentligt bare skal masseres væk. Heldigvis var der stadig plads på et fly og et hotel hos Apollo Rejser til Suite Hotel Atlantis Fuerteventura Resort, et 4-stjernet “in the fucking middle of nowhere” hotel ved Corralejo på den totalt golde ø med tusindvis af gale tyske og danske cykelturister. Apollo kørte os sågar i taxa til hotellet fra lufthavnen, måske vidste de, at vi var stamgæster på Mallorca og bare ville sikre sig, at vi blev godt behandlet, tænk hvis de kunne få nye stamgæster?

Danskerne og tyskerne cykler som sagt hernede, de er mildt sagt fitness-elskere, men englænderne kan man regne med, for de vil bare gerne have lov at blive sindsygt røde i solen og have deres all-inclusive med alle de bajere og GT’ere, som barpersonalet kan nå at servere. Hvis vi kan finde os selv ét eller andet sted midt imellem, så er vi glade, men denne ferie handler bare om, at Anja skal have ro, få svimmelhed og nakkesmerter væk og komme tilbage i fin form. Kan vi så få lidt sol med i pakken, så er det jo ikke dårligt, og vi har haft 27 grader idag, ikke en sky på himlen, det er lige til at holde ud, og vi er ikke blevet røde rejer som englænderne, til gengæld tyder det på, at vi kommer hjem med en dejlig tan :-).

Uden at sige for meget, så er det faktisk lidt at et feltlazaret vi har hernede, for udover Anja, så kæmper Sofie stadig med sin forstuvede fod fra et forkert trin på en trappe på NAG, og idag gik det så galt for obersten under en ellers succesrig strandvolley-match med en masse skøre englændere og tyskere. Ét forkert trin og så forstuvede han storetåen men spillede naturligvis videre og sikrede en sød sejr, som måske nok kommer til at føles lidt hård i nat og de næste par dage, men ikke noget et par GT’ere ikke kan tage…

Nu er vi jo ikke konkurrencemennesker som sådan…eller jeg mener måske lidt (!), så Sofie og jeg stillede naturligvis op i bordtennis tidligere på dagen mod 12 andre grandvoksne mænd med selvtilliden i behold. Hvem stod overfor hinanden i finalen? Far og datter :-). Stærkt af Sofie at gå i finalen med en forstuvet fod…

Resortet hernede er OK, men ikke som vi kender det fra vores elskede Ivory Playa på Mallorca. Det her er all-inclusive med 4 restauranter, så der er nok at tage af, men måske har vi bare høje standarder hjemmefra, eller også er englændere og tyskere totalt ligeglade med madens kvalitet. Nuvel, vi overlever, og det er jo ikke Marokko og dårlig mave…

Vi har været tro mod familien Steenstrups spille-gen og købt raflebægere og spillekort hernede, for nok er vi alle sårede og skal restituere, men spilles det skal der, og jeg skal nok holde Jer underrettede om, hvem der er ovenpå.

Obersten i ukendt land

God aften eller god morgen derhjemme. Fra loungen i Newark lufthavn får I her den sidste opdatering fra obersten og hans specialtrænede elitekorps af feriefolk.

Der var helt uventet brug for specialtræningen, da vi som de absolut sidste gæster (!) gik fra borde på Harmony of the Seas, for en farlig og ukendt agent havde på mystisk vis fået snuppet Caros kuffert i den store ankomstshal for Royal Caribbean (RC), hvor 6.000 stopmætte, brune og voldsomt forkælede krydstogtsgæster prøver at finde hoved og hale i bagagelevering, told og paskontrol. Endnu mere uventet og utroligt var det, at synderens efterladte kuffert og bagagemærke afslørede, at manden kom fra Danmark og af alle steder fra Esbjerg! Vi ringede til ham 3 gange men uden held, og sendte derefter spejdere ud blandt de mega lange køer til paskontrol. Manden var dog væk, og da en venlig RC medarbejder bad os om at gå i en anden lang kø, var vi sikre på, at spillet om den sorte kuffert var tabt. Lige indtil oberstens trænede øje fokuserede på en kuffert 20 meter længere fremme i køen. Manden var mistænkeligt mørk, men alligevel fik seniorsergent Carolinski ordre på at udfordre manden i en direkte duel, vind eller se din kuffert forsvind(e)!

Carolinski gik direkte i kødet på manden og fik hurtigt identificeret sit navn på kuffertmærket, så uden omsvøb kom det fra den tapre soldat: “Du har vist taget den forkert kuffert” (og hvis du ikke giver den tilbage, så er du færdig). Manden fattede kun langsomt at spillet var ude, men efter at have kigget sig lidt omkring og set, at der stod en hel specialenhed og kiggede ham surt i øjnene, så overgav han sig uden videre kamp. Om det var Carolinskis smukke ydre, eller om manden bare var en træg vestjyde, det skal jeg ikke konkludere på her, men en katastrofe blev med lidt held afvist, det var det vigtigste.

En anden omend noget mindre katastrofe ramte os en time senere, da vi af en kulsort og meget lækker Mercedes limousine var blevet sat af på Trump International Beach Resort i Miami North Beach, stedet, hvor vi allerede efter sidste ophold på Trump i Las Vegas med rejsefællerne fra Herning, besluttede at skulle tilbringe de næste 3 dage i sus og dus mod at betale en fyrstelig hotelleje. Smuk indkørsel og bellboys i uniformer, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at det 5-stjernede luksusresort var blevet ramt af samme syge som hr. Trump selv lider af: For meget facade og fake news.

Omend stadig lækkert og med fuld service, kæmpe poolområde og lækker privat badestrand, så kan hotellet simpelthen ikke løbe fra sin alder, og vi konkluderer hurtigt, at det nok ikke længere er blandt de førende hoteller i Miami. Det ligger for langt væk fra det hippe South Beach område, hotellets indre og ydre trænger til en renovering, og der vokser hurtigt store og meget flottere resorts op ved siden af som paddehatte i en våd skovbund. Sengene var fantastiske, udsigten fra 25. etage helt eminent, og faktisk fandt vi ikke noget at klage over udover, at flere af hotellets restauranter havde lukket mandag og tirsdag, der var suspekt mange russere og mexikanske gæster på hotellet, ligesom nogle af de ansatte ikke virkede så stolte og glade for deres arbejde, som de burde på et luksusresort. Er det starten på en deroute?

Vejret i Miami var ligeså ustadigt som en god dansk sommer, dvs. det ene øjeblik styrtregnede det, og det andet var der sol og sommer, men der var 35 grader i skyggen og mega høj luftfugtighed. Vi fik derfor slet ikke set Miami, men brugte i stedet tiden på at nyde poolen og den lækre strand til Atlanterhavet, hvor vi lå mellem beskyttede havskildpadde-reder og svømmede mellem fiskejagende pelikaner og store stimer af mindre fisk, det sidste især til stor fornøjelse for de yngre og snorkelglade familiemedlemmer.

Vi er nødt til at komme tilbage til Miami en anden god gang, hvor det ikke er så varmt, for Everglades, Art Deco, kanalerne og de mange lækre hoteller står stadig på en ønskeliste. En helt fantastisk argentisk steak restaurant reddede den kulinariske del af dagene i Miami, med det lækreste kød vi nogensinde har sat tænderne i, men det kunne ikke redde fornemmelsen af, at vi med Trumps Beach Resort og det lumske sommervejr ramte noget fake news, som selv en pæn facade og lidt kejtet hentehår ikke kunne rette op på.

Om Trump bliver en politisk og økonomisk katastrofe vil tiden snart vise, men vi er egentligt lidt ligeglade, for ferien var alt andet end en katastrofe – tværtimod det var endnu en utrolig rejse med Herningenserne på 1. klasse i uudforsket land. Mange minder og mange erfaringer rigere sender vi Jer de varmeste hilsner, vi glæder os til at komme hjem til Jer.

Obersten