Endnu engang tak fordi I får smilebåndet aktiveret på fineste vis her i blog universet 🙂

Nu hvor jeg ikke har fået blog’et hver dag, må I bære over med et langt indlæg af slagsen.

Vi MaaC’ere kom som bekendt det meste af vejen til vores destination i Italien for godt en uge siden. 100 km før mål sprang slangen til turboladeren af. Den var åbenbart ikke blevet ordentligt fæstnet efter sidste servicetjek for en måned siden. (Udover en anden slange, som vi dog nåede at fange inden vi kørte på ferie!) Vi troede vi var punkteret – PUF ! Og så gik det ellers trægt med at køre videre. Okay, at strande på en skummel parkeringsplads kl 20 en søndag aften i Italien — det kan ikke varmt anbefales. Men vi blev efter megen debat frem og tilbage hentet, og bugseret/fragtet den forkerte vej, til et midlertidigt værksted hvor bilen skulle holde, indtil Mercedes i en nærliggende by åbnede igen. Casper var der ikke plads til, så han måtte blive i bilen på laddet, som i øvrigt tippede med (mindst 😉 30 grader, da bilen blev hevet op. Albert og jeg brød sammen i tragi komiske stor grin, for vi troede vitterligt at lad vognen ville tippe over. Med Casper!!!Forhjulene og kørehuset var temmeligt højt i vejret ! Foto medfølger….Casper kunne godt se vores reaktion og nåede at indfange vores lettelse da vognen faldt på plads igen.

Nuvel, en taxa til hotellet blev det så til. Og det viste sig at være en god beslutning. (Udgifter div. med bil skrammel tørrer vi helt sikkert af på SOS og Mercedes). Hotellet – og landskabet – viste sig nemlig at være et lille paradis at strande i. Hotel Posta Marccuci er lige genåbnet for 3 mdr siden med nye ejere. Ambitionen er, at lave et luksus hotel, men indtil de har fået “løftet” det sidste, (hotel managerens egen formulering), var vi så heldige, at kunne købe en relativ fornuftig ugepakke med halv pension. Bevares, bruserne var da af ældre model, men i helhed var hotellet fantastisk! Personalet var enestående søde, og vi fik farvel gaver og lune håndtryk da vi tog hjem 🙂 Vi er vel nok også den familie der har benyttet flest kroge og aktiviteter på hotellet, når nu man “strandede”; og det gav naturligvis anledning til samtidigt at få en del gode snakke med personalet hele vejen rundt. Og der var heldigvis mange kroge at afsøge. Selve hotellet (og tilhørende wellness koncept) er gammelt, og det var sjovt at se forvandlingerne gennem tiderne. Vi undersøgte sort-hvide billeder af kendisser der lå i de lune kilder med sne langs pool kanterne. Mange fine billeder i det hele taget…hotellets biblioteks stuer havde også de skønneste kunstbøger om området og vin, udover en imponerende kunstsamling i det hele taget. Amalie og jeg nød at bemærke, at de hver dag plukkede blomster i deres have anlæg og satte i vaser rundt omkring. De havde også en meget hyggelig bar, med pladespiller og ejerens private pladesamling. At høre Bryan Ferry på vinyl og få en drink over et kort spil efter en lang dag i solen…hold da op… jeg var salig. Amalie fik sig i øvrigt en mægtig god ven i baren, som opfandt en “Amalie special”, hvilket var obligatorisk for Amalie at få hver dag inden middagen.
Halv pension viste sig i øvrigt at være rigeligt med mad hver dag. Morgenmads buffet, så ungerne var helt rustet sen formiddag. 4 retters menu hver aften: salat buffet, lille pasta ret, kød ret og dessert. Maden gjorde vi vores bedste for at løbe af i områdets bjergbakker. Puha – det var hårdt for lille mor at løbe med fodbold sønnike…han sværmede interval træning omkring mig – tålmodig og godmodig som han er 🙂 Albert var i øvrigt også Bjørn Borg eller Boris Becker kongen på hotellets tennisbane, hvor Casper dog fik lavet et okay McEnroe comeback efter fire dage i hård træning. (Det er jo 35 skønne varmegrader dernede). Vi er blevet lovet revanche med receptionisten 🙂 Alt imens Amalie nærmest gik i ét med de grønne pools, så hendes hud blev silkeblød og er i siddende bil stund ganske udtørret pga klima ændring! Godt den søde wellness dame fik prejet os en af hendes cremer. Hun har smilet fra hendes station til Amalie hver dag imens hun plaskede rundt, og vidste nok godt at huden ville blive lidt påvirket trods alt. Hver onsdag og lørdag arrangerer hotellet aftenbadning i de termiske mineralske vande. Det måtte vi naturligvis også prøve. Her fulgte gratis Prosecco, te, frugt og deres traditionelle mandelkager med. Altsammen fra det lokale område.
Ikke at forglemme den skønne pétanque bane, omkranset af aldrende blomsterbede og med ægte trækugler, der havde mistet farve efter mange års brug og liggen i sol. Den forsømte vi faktisk en smule…tsk tsk.
Bagno Vignoni pletten kan altså til gengæld varmt anbefales. Jeg skal nok sende lidt billeder.

Som de fleste af jer også ved, er dette område tilfældigvis nærmest nabolag til Emiliekildernes italienske “hjemstavn”. Jeg må endnu engang hjerteligt takke Henrik & AM for at sætte os i forbindelse med jeres kære veninde Giuditta. Hun fixede bil situation; og forkælede os stort på deres skønne vingård. Alle man har kær burde besøge Nostra Vita. Et særligt livs værk hendes far har skabt må man sige 😊 Og skønt at være en smule på vintur også. For hold da op, hvor er der meget god vin i Toscana. Vi kan også godt forstå I er glade for smukke Montalcino. Vi vender helt sikkert tilbage til deres sommer vin/jazz festival på det gamle fort. Tilbage i Val D’Orcia dalen i det hele taget! Der er mange paralleller til vores barndomsture i St Sulpice. Og med ligeså meget charme og hjertevarme i Italien. Tournesol marker, duften af vin, lyden af meget flittige chikader, ro, tør jord, smukke landskaber med cypres striber og særligt sollys der hviler på en bestemt måde over bakkerne, frugter der smager ekstra sødt, lavendler, god ost…..og meget mere usagt. Alt det der udgør ingredienser til ægte ferie.

Således nåede vi lige at få bilen igen inden weekend, og dermed nappe et par skønne udflugter og begå os en smule i det lokale supermarked.

Nu er vi så tilbage i Europas motorvejs net.
Vi overvejede at lægge et par dage til ferien og krydse Emiliekilderne, men der er lidt derhjemme der kalder. Således strøg vi i går til et sjovt lille Bed&Breakfast sted i Como, hvor vi troede vi skulle have en uformel bid mad med view til den mægtige sø. Men altså….da vi var gået til Como centrum ramte et monster dyrt og turist gejlet gadebillede. Man skulle næsten tro George Clooney sad udstillet et sted! Det gjorde han nu ikke, men vi fik da en skøn spadseretur ud af det. Gaderne indeni Como er sådan set charmerende nok, og der var mange fine butikker. Men det endte i den grad med kikset pizza og stående quick view til søen. Vi nåede lige med nød og næppe tilbage til vores B&B værelse, inden et af de seriøse tordenvejr ramte. Her faldt vi mageligt i søvn i et hyggeligt familie tårn værelse. Når jeg kravlede op på en stol kunne jeg titte ud af et lille vindue, og fornemme every day life i Como bjergene 🙂
I morges vågnede vi op til sødeste mama og pappa, der ivrigt trakterede luksuriøs morgenmad til os. Det var en ret fin oplevelse at gøre stop i et hjem på en Scweizisk bybakke. Det er meget anderledes og pudsigt at plumpe ned i et privat villa koncept. Amalie og jeg blev ret gode venner med huskatten, som lignede Valde af pels, men Amalies Mooly bamse af fjæs. Kæmpe store orange øjne – totalt uimodståelig 🙂 Den mjavede på en sød måde når vi aede den. Dem vi boede hos talte ikke så meget engelsk, men mit sølle italienske fangede noget med en særlig skotsk race…. I kælderens garage holdt den fineste lille Fiat med über kvali læder kuffert taske på bagsmæk. Sammen med familiens motor cykler og cykler man kunne låne. Det der med at cykle i udlandet, det gad jeg godt at prøve en dag. Men hver ting til sin tid…

Nu er vi tæt på Kassel og føler os nødsaget til at hvile bilens køre pedal inden den velfortjent vender helt hjem til DK. I nat har vi fundet et last minute offer i Hildesheim. Med lidt held er der ophold i det tyske regnvejr, så vi lige kan nå at opleve byen der er blevet genopbygget efter 2. verdenskrig sønderbombningen….

Indtil videre har vores hjemrute været god, vi har 7-9-13 undgået kø so far. Men vi må vist se om der er blot et par lange bukser i kufferterne, for nu er 35 grader pludseligt blevet til 15!

http://www.postamarcucci.it/

Home

Knus

Og nu sidder jeg her så – på en skøn altan med udsigt ud over havet og en fantastisk sandstrand med en drink i hånden. Overskudsfar er glad 🙂

Vi fik en lidt dramatisk start på dagen, hvor jeg måtte hjælpe med at gribe en pige, der bogstaveligt talt besvimede i mine arme. Vi skulle lige til at sætte morgenmaden til livs på en lille cafe, da en pige kom ind ad døren og besvimede pladask lige ved vores bord. Jeg ville gerne tilskrive det synet af mig og min morgenskønhed, men det er nok næppe i overensstemmelse med sandheden… Hun led nok snarere af lavt blodsukker. Det blev til et sandt tilløbsstykke på italiensk maner og ambulance mv blev tilkaldt. Det hele gik dog meget bedre for den unge dame, da hun fik ringet til sin mor, som prompte stod i cafeen. Så var ambulancen overflødig og pigen pludselig rask og frisk.
Italienske drama queens…

Det gav også vores egen lille drama queen – guess who! – lejlighed til at spille sit eget lille teaterstykke, så hun pludselig stod og proklamerede, at hun havde det rigtig dårligt. Jeg tror nu faktisk, at hun blev chokeret, og hun sagde selv, at det var fordi, hun genkaldte sig den dårlige oplevelse med salmonellaen. Så hun var nok berørt, men forstod også at få sin portion opmærksomhed på den konto. Suk.

Men alt blev godt igen, da vi efter en kort køretur på under en time nåede ud til kysten og vidunderlige Hotel Alta La Vista. Det ligger helt ude på stranden med ugeneret udsigt så langt øjet rækker, nyrenoverede værelser og et family room, der egentlig er to selvstændige værelser med en gang i midten. Og så en altal på hver side – vælg selv skygge eller sol 🙂

I skrivende stund er det solen og drinken, men det bliver nok snart skyggen med et slag yatzy 🙂

Hvis jeg bliver lidt tavs herfra de næste tre dage, er det fordi jeg vil undgå at kede jere med samme monotone fortælling om strand, badning, strand, badning, drinks og god mad, krydret med en god bog.

Men hvem ved – måske venter mere drama rundt om hjørnet. Vi er jo i Italien!

Jeg er ikke helt flad, men næsten…

Endnu en gang er det i en sen aftenstund, jeg kommer til bloggen. Det har været en skøn, men hård dag. Helt som forventet (læs: frygtet).

IngeniørDaniel er vældig tilfreds. Han fik set sit tårn, besteget det, nydt dets 3,09 graders hældning (det syner mere skævt end det lyder), og tilmed lokket Overskudsfar til at leje en fire-personers sofa cykel, hvor Overskudsfar fik lov til at bruge sit overskud på at træde for to, idet yngsteKildevejsrepræsentanten ikke kunne nå pedalerne. God motion siger man, hvis man tager de positive briller på.

Nå, det var nu meget hyggeligt og gav et godt indtryk af resten af byen, der må siges at leve højt på det skæve tårn. Der er ikke meget andet at se. Punktum. Godt gået. Meget fremsynet af hvem end det var, der fandt på at bygge noget så fjollet som et tårn højere end Rundetårn på en gyngende grund.

Men som den garvede læser og kender af YngsteKildevejsrepræsentanten ville have gættet, røg vi også ud i shopping. Dog af den mere moderate art. Overskudsfar havde overset i planlægningen (sådan blev det i hvert fald lagt frem), at butikker i provinsbyer i Italien er lukkede om søndagen. Det er god katolsk, som man vist sagde i gamle dage.

Men det lykkedes dog en meget insisterende yngsteKildevejsrepræsentant at finde en gade med nogle åbne butikker, og minsandten om ikke en af dem havde en taske, der lignede en drøm uden at prisen var en tilsvarende fjern drømmestørrelse.

Så nu er pengene brugt. Pigen er en taske rigere og dermed en stolt og glad pige. Og dermed er mor og far glade, for hvem er ikke glade for at have en stolt og glad pige? Jeg vil undlade at filosofere over de dybere perspektiver i dette – blot konstatere at det på alle måder er skræmmende…

I morgen går det fra Pisa længere sydpå ned til stranden, hvor vi håber, der hersker en mild brise, for der er godt nok varmt i Pisa. Jeg håber at kunne rapportere fra en dejlig balkon ud til strandkanten i morgen eftermiddag. I selskab med en drink, bevares… Det er vel ferie…

Knus fra Pisa

For nu at blive i cykelverdenen rent metaforisk og samtidig meget passende samle tråden op fra Camp Mosegård (tak for som altid dejlige beretninger), så har vi indledt vores Italien tur, som ultimativt går til Montalcino men denne gang med afstikkere til Pisa og vestkysten af Toscana helt ude ved stranden.

Jeg bør nok nævne, at Montalcino er for os, hvad Mallorca er blevet for Camp Mosegård, nemlig et sted, vi elsker at komme tilbage til. Det mangler godt nok havet, stranden og ø-stemningen, men har alt i charme, atmosfære og godt selskab i form af vore italienske bekendte. Og så har vi sikret os en pool i år, så det lugter da lidt af fisk 🙂

I skrivende stund nyder jeg aftenen på en altan i det indre Pisa i selskab med et godt glas vin og bloggen – og dermed alle jer andre :-))

Pisa er nem at komme til direkte med Norwegian, bortset fra deres notoriske forsinkelse (denne gang “kun” en halv time). Man kunne ikke høre kaptajnens til lejligheden opfundede undskyldning, da han – mistænker jeg – bevidst mumlede da han skulle forklare forsinkelsens årsag.

Men først ankommet og udstyret med et monstrum af en Citroen C4 Picasso, er logistikken nem takket være integreret GPS og en meget overskuelig by.

Vi har startet ferien med et par dage i Pisa, da Ingeniør-Daniel længe har ønsket at se, hvordan et skævt tårn ser ud (og i nogen grad også fordi, vi kunne flyve billigt dertil). Mon Lego har en model af det skæve tårn??!! I givet fald det man kalder en “contradiction in terms”…

Vi tager på den store sight seeing i morgen, og så får vi at se, hvordan Ingeniøren forholder sig til det.

MindsteKildevejsrepræsentanten har – kun afbrudt af flyveturen – konstant søgt at spendere de sidste sparepenge i den første og dermed bedste butik, fulgt af gode råd om mådehold (eller decideret veto) fra seniorKildevejsGeneralen og tilmeld Overskudsfar, som desværre i alt sit overskud kom til at åbne en dør på klem for, at vi i morgen kan udforske Pisas butikker. Ak og ve. Den pige er en farlig shopper allerede nu, hvad skal det ikke blive til!! Og hvordan skal Overskudsfar bevare overskud???!!!

Nå, jeg har en ambition om at vende tilbage med en føljeton i morgen. Hvis det ikke sker, er det ikke nødvendigvis fordi, at Overskudsfar er helt død – han er blot flad!

Er navnet på en meget anvendt tilgang til strategisk tankegang i forretningsverdenen – The Blue Ocean. Man må prøve at finde nye blå oceaner, hvor man er helt alene og kan konkurrere på andre parametre end pris og det rene produkt. Det sættes overfor det røde ocean, hvor alle kæmper på pris og om de samme kunder. Lige nu sidder jeg og kigger på det blå ocean, altså Middelhavet, og ser mig selv helt alene heroppe på altanen på 4. sal, mens jeg skriver en sidste blog til Jer derhjemme.

Der er pakket til imorgen tidlig, hvor en taxa henter os kl. 7, og forhåbentligt er Norwegian ikke forsinket denne gang, for de må siges at kæmpe på det røde ocean mod mange lignende firmaer, som lige nu nok gør det bedre end altid forsinkede Norwegian. Er vi klar til at tage hjem? Det hjælper på det, for farven er brun på stort set hele kroppen (og så ikke flere detaljer), vi længes efter vores egen seng, vi har sagt farvel til de fleste af vores mange venner og bekendte hernede og, i aften går vi en sidste gang på Piero Rossi og nyder de 27-28 grader der stadig er hernede nu ved 20-tiden.

Det blå ocean er på mange måder nøgleordet hernede på ferien og de kommende dage, for havet er omdrejningspunktet og den smukke kulisse uanset hvor man er på Mallorca. Den skønne duft af hav og salt er berusende morgen, middag og aften, og havet er forskelligt på alle disse tre tidspunkter i løbet af dagen. Helt roligt om morgenen, bølger, blåt og fuldt af mennesker om dagen og om aftenen bliver havet er sted man søger hen for at se stjerner, måne og måske opleve lidt romantik.

Allerede mandag formiddag sætter jeg mig på et SAS fly (heldigvis på business class) for at krydse endnu et blåt ocean, for arbejdet kalder i USA til en uges besøg i vores HQ med min favoritkunde Tratos Cavi fra Toscana. Kan lige nå at ompakke kufferterne imorgen aften og erstatte shorts, badetøj og t-shirts med skjorter, jakkesæt og indkøbsseddel fra pigerne. Ligesom mange andre kabelfabrikker burde Tratos kæmpe på det røde ocean, men de er enormt innovative, altid først med nye produkter, som er skræddersyet til kunder i hele verden, hvorfor de er ekstremt succesfulde.

Det er Mallorca som feriedestination også, og vi elsker det, men de har jo også fået foræret det blå ocean lige ved døren. Næste sommer tager vi til USA og på kyrdstogt i Caribien med Anne og Peter, så der krydses og beses endnu et blåt ocean. Men Mallorca bor i vores hjerter, mon ikke vi snart igen er at finde hernede.

Tak for denne gang til Ivory Playa og til Jer derhjemme som læste med.

Obersten

Er navnet på en amerikansk restaurantkæde med klassisk burgermad og store portioner. Det står for “Thank God it is Friday”, og det siger vi også hernede idag. Vejret er ikke super (læs: der er et par skyer), men vi glæder os over, at der stadig er en hel aften og en dejlig lørdag for os hernede, inden det går hjemad på søndag morgen. 

Men det er nu som om dagene hernede er svære at skelne fra hinanden, ja vi bliver vel næsten dag-blinde indimellem, for det er den samme trommerum dag ud og dag ind med sol, strand, badning, sund frokost på værelset, bordtennis, fitness, klargørings-drinks, restaurant og dejligt lange, lune aftener. En skøn og helt igennem selvvalgt agenda, som hele familien nyder.

Hvor kommer det amerikanske islæt ind tænker I så? Jo for Trump dominerer jo fortsat nyhederne (ganske vist i kamp med Putins ubåde), og vi læser trods alt JP’s hjemmeside hernede, amerikanske golfspillere dominerer The Open ovre på Royal Birkdale ved Liverpool, og vi har lige fået nye amerikanske naboer i værelset ved siden af, hvilket vist er en sjældenhed på disse kanter. Og sidst men ikke mindst, så skal vi jo allerede til at planlægge vores næste ferie med Herningenserne til næste sommer. Den går netop til…Amerika, og vi har med New York og Washington i den første uge en storslået kulturel start efterfulgt af et krydstogt til Caribien.

Synes I det er uhyggeligt allerede at tænke ny ferie inden vi har afsluttet den igangværende, så kan I godt tro om igen, for egentligt har vi i skrivende stund ikke lyst til at tænke på andet end mere ferie. Skænk Jer selv en drink, sæt noget dejligt jazz på og mediter til én og kun én tanke…TGF – men på den ægte amerikanske måde 🍔🍟🍸.

Hilsner fra styrmanden for den samlede styrke fra Camp Mosegård.

Er der mange, som kalder Mallorca, og vi bidrager måske også lidt til denne betegnelse med diverse aktiviteter under ferien, hvilket jeg vist allerede har underholdt Jer med i tidligere indlæg. Men er det for meget kan man spørge sig selv, for er det ikke ferie, og skal man ikke kunne gå til supermakedet, til bageren, på restaurant eller bare gå en tur uden, at én eller anden tosse af en turist kommer løbende, cyklende, sejlende eller surfende imod dig i det nyeste tøj eller med det nyeste gear og ligner en reklamesøjle for Adidas?

Er det bare en trend i tiden eller er disse sportstosser overrepræsenterede hernede på Mallorca? Når talen falder på cykling, så er det helt sikkert tilfældet, og danskerne er sammen med tyskerne de værste, de er overalt, og det føles som en epidemi! OK, det er faktisk lidt sjovt at slide rumpen og få åndenød på den tohjulede, det fandt jeg jo selv ud af, og det giver også Tour de France kiggeriet en ekstra dimension, må jeg indrømme, men tænk på hvor meget sved de udleder i atmosfæren…skulle der ikke findes en afgift på det?

En anden geuppe er løberne, de er på stranden, på gaden, i bjergene og på vej til supermarkedet, og mange af dem ser ud som om, de løber bare for at blive set…Ja om morgenen, når jeg ved 8.30-tiden går min 5km tur langs stranden, så møder jeg de første 40-50 gale løbere, de fleste med hørebøffer på og i stramme tights (ikke altid positivt…). Tænk på hvor mange løbesko de slider og smider ud hvert år, det forurener da helt vildt!

Vi nøjes heldigvis med at spille bordtennis mod Maigaard (og vinde) samt andre der tør stille op, frekventere fitness centret indimellem og så ellers give den fuld gas med livsnyderiet, så os skal de ikke kalde sportstosser. Vi tager f.eks. helt og aldeles afstand fra at løbe over 5km, vi ligner højest en reklame for en genbrugsbutik, og sidst men ikke mindst, så forsøger vi hver aften at spolere ethvert element af fysisk form…

Det er jo en familieferie det her, hør nu hvad jeg siger alle I egoister og Adidas-sportstosser.

Oberst Jespersen

Efter vores farvel til Herningenserne idag, så er vi vel at betegne som netop det, selvom vi nu nok overlever det. Det er lidt ligesom en Fabio Aru som blev efterladt på Col du Galibier idag, han er jo stadig med i Touren og bestemt i den bedre del af feltet, så han må op på cyklen igen imorgen og køre videre. Det samme gør vi hernede – erstatter bare lige cyklen med en noget mere afslappende fortsat tur til stranden og EPO version 2 med en AN/2 rødvin 😜🍷.

Anne og Peter kom faktisk ved afrejsen ind med deres efterladenskaber i form af sukker, salt, mælk, vand, m.m. og såmænd også en halv flaske gin. Det lægger jo et voldsomt pres på obersten, hvis jeg skal nå at færdiggøre både min egen og deres flaske gin, jeg bliver da dopet i en grad, så rytterne i touren ligner de rene amatører…

Caro og Rasmus (Anne og Peters søn) kommer helt sikkert også til at efterlade et stort indtryk på Jesper Maigaard og hans sønner. På trods af, at Rasmus jo skulle op og afsted her til formiddag, så kom han, Jespers sønner samt flere andre og Caro først hjem fra byen ved 5-tiden her til morgen. Rasmus var stadig bagstiv, da de kørte med bussen mod lufthavnen, men han klarede det flot og havde haft en vidunderlig aften/nat sammen med Caro og hans nye venner på Banana night club i Alcudia.

Vi er faktisk stolte af vores personligheds-efterladenskaber hernede i form af et godt renommé både her på hotellet, på diverse restauranter, og nu også på natklubber…Det er helt klart en Steenstrup ting og æren tilfalder dermed mor og far (og lidt Menne for hendes utrættelige og kærlige indsats i vores unge år 😘), men lysten til at danne relationer og have et åbent og festligt lune giver os muligheden for at dele med vores venner og bekendte; mon vi nærmest føler en pligt til det?

Nu er der kun sølle efterladenskaber i mit drinkglas, og da Caro stadig er på stranden med Jespers sønner og Sofie svømmer i poolen med venner, Anja er til massage i Spa’en, så er jeg tvunget til at tømme lidt mere af Herningensernes efterladenskaber…

Skål og knus fra en efterladt oberst

Jesper Maigaard er en lun herre, men det er ikke ham der har “sollet” noget væk, tværtimod så var han meget gavmild, mere herom senere, først til det med solleriet.

Dagen igår var udset til at være den helt store udflugtsdag med Palma shoppetur koblet (😂) til en togtur til Soller. Dele af den togtur er, som også beskrevet af far, meget smuk og unik, men for os var en kombination af høj varme, lidt trætte børn og for lidt tid til at nyde det ikke den rigtige løsning, og hverken togturen, frokosten i port Soller eller shopping i Palma blev de helt store hit i de to familier. Man kan sige det sådan, at vi “sollede” 1.000kr væk på en dårligt planlagt togtur til Soller, men så har vi prøvet det, og Port de Soller er utroligt smuk. Heldigvis ændrede vi planer og tog tidligt hjem fra Palma, “hjem” til restaurant s’Albufera, folk man kender og god mad og vin, så var alle glade!

Jesper Maigaard “sollede” til gengæld ikke sine 20 EUR væk, som han brugte på os på hans favoritrestaurant Las Palmeras. Jesper havde varmt anbefalet den, og kødet vi fik var det bedste, vi har fået hernede, men Jesper havde lavet en skummel aftale med hans gode ven ejeren Mutio. Mens vi sad og ventede på at betale kom han hurtigt op bag mig og ville tilbyde os kaffe, og i samme moment lader han som om, at han taber koppen med kaffe og vælter det ud over mig. Der var ikke noget i, men chokket sad lige i skabet, og så var der ellers lækker cava til selskabet på Jespers regning.

Læresætningen for idag er, at Cava altid er godt, men at det ikke altid er godt at ville for meget på én gang…såsom at overbooke en sightseeing dag, hvor man “soller” penge og tid væk.

Nu går turen til restaurant Mirador de la Victoria, hvor vi vil nyde vores sidste aften med Herningenserne og se en fantastisk solnedgang over Pollenca bugten fra 600m højde på et gammelt kloster, og der vil vi nok med glæde solde (endeligt fik jeg det skrevet rigtigt…) nogle flere EUR op!

Obersten

Det er som sædvanligt dejligt at modtage Moseborgernes feriestinkende, vitaminberigede og hjertevarmende eksplosioner af menneskeglæder og forkælelse. I har til fulde fortjent det hele.
Jeg leger turist i egen by for på den måde at lade livet reparere det savn, som fra tid til anden stikker hovedet frem.
På lørdag slår Claus og jeg enkemands-pjalterne sammen om Nyborg Havn og en masse gamle træskibe.
Husk nu at fortælle Jesper Maigaard, at jeg betragter det som en dobbelt straf, at han er væk samtidigt med Jer!
Far Anders