Jeg er ikke helt flad, men næsten…
Endnu en gang er det i en sen aftenstund, jeg kommer til bloggen. Det har været en skøn, men hård dag. Helt som forventet (læs: frygtet).
IngeniørDaniel er vældig tilfreds. Han fik set sit tårn, besteget det, nydt dets 3,09 graders hældning (det syner mere skævt end det lyder), og tilmed lokket Overskudsfar til at leje en fire-personers sofa cykel, hvor Overskudsfar fik lov til at bruge sit overskud på at træde for to, idet yngsteKildevejsrepræsentanten ikke kunne nå pedalerne. God motion siger man, hvis man tager de positive briller på.
Nå, det var nu meget hyggeligt og gav et godt indtryk af resten af byen, der må siges at leve højt på det skæve tårn. Der er ikke meget andet at se. Punktum. Godt gået. Meget fremsynet af hvem end det var, der fandt på at bygge noget så fjollet som et tårn højere end Rundetårn på en gyngende grund.
Men som den garvede læser og kender af YngsteKildevejsrepræsentanten ville have gættet, røg vi også ud i shopping. Dog af den mere moderate art. Overskudsfar havde overset i planlægningen (sådan blev det i hvert fald lagt frem), at butikker i provinsbyer i Italien er lukkede om søndagen. Det er god katolsk, som man vist sagde i gamle dage.
Men det lykkedes dog en meget insisterende yngsteKildevejsrepræsentant at finde en gade med nogle åbne butikker, og minsandten om ikke en af dem havde en taske, der lignede en drøm uden at prisen var en tilsvarende fjern drømmestørrelse.
Så nu er pengene brugt. Pigen er en taske rigere og dermed en stolt og glad pige. Og dermed er mor og far glade, for hvem er ikke glade for at have en stolt og glad pige? Jeg vil undlade at filosofere over de dybere perspektiver i dette – blot konstatere at det på alle måder er skræmmende…
I morgen går det fra Pisa længere sydpå ned til stranden, hvor vi håber, der hersker en mild brise, for der er godt nok varmt i Pisa. Jeg håber at kunne rapportere fra en dejlig balkon ud til strandkanten i morgen eftermiddag. I selskab med en drink, bevares… Det er vel ferie…
Knus fra Pisa