En helt anden verden

Forskellen er enorm fra Koh Jum til Ao Nang, men vi har jo selv bedt om det. Her på den tredje og sidste destination er vi landet i et turistmekka, som måske på mange måder er det Thailand de fleste danskere ser og vil se. Bevares det er stadig smukt og fantastisk natur vi omringes af, og vejret er fortsat helt upåklageligt med over 30 grader i skyggen, men der er så mange turister…

Igår sejlede vi til Railey Beach, hvor vi skulle have boet før vi ændrede hotel. Det er en strand med 3 store resorts, masser af turister og store klipper, som jeg mener at have hørt er blevet brugt som billedmateriale til at lave de hængende klipper i Avatar. Vi lejede havkajaker og sejlede ud til disse store klipper ude i Andaman-havet, og det fortrød vi ikke. Caro sejlede med Helene og jeg sejlede med Sofie. Det var stort for pigerne at være til havs, og vi fandt nogle huller i klipperne, hvor vi lige kunne sejle ind igennem.

Dagens billede er fra øen Koh Hong, hvor vi idag har nydt livet på en lækker strand i en utrolig lagune, men problemet var bare igen, at det var et populært udflugtssted! Russere, brasilianere, svenskere, danskere, franskmænd, japanere og kinesere var bare nogle af de nationaliteter, som gjorde Koh Hong til et overbelagt paradis i stil med Railey.

Vi besluttede ligesom igår at blive 1½ time længere på øen end de fleste, og det var godt, for så havde vi pludselig stranden og lagunen helt for os selv. Vi snorklede rundt om de store klipper og selvom vandet ikke var helt klart, fandt vi masser af fisk i alle størrelser og farver, søpindsvin og koreller. Igen var det modigt af pigerne at svømme med ud i havet om klipperne, for dybden går fra nogle få meter lige ved klippen til uendeligt dybt bare 10-20 meter fra klippen. Godt vi købte snorkeludstyr hjemmefra :-).

Igår aftes var der middag og fest på hotellet med musik og dans, og Sofie tog Marie (Inge & Jakobs den mindste) med op på scenen og dansede med de optrædende Thailændere til hele hotellets store fornøjelse. I aften skal vi igen ud at finde en lokal Thai restaurant, og måske skal Ulrik og Jakob lige ind til den indiske skrædder i byen for at prøve, om han har syet rigtigt med de skjorter og jakkesæt, som de har bestilt. Det er ikke lige mig…

Håber alle har det godt derhjemme – knus herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *