Tour de Temple

Det er nok en passende overskrift til vores første fulde dag i City of Angels – Bangkok. Jeg sidder på 30. etage på værelsets store balkon med udsigt sydpå over floden der stille og roligt men majestætisk flyder gennem denne enormt varme og menneskefyldte by. Lyset er på vej til at forsvinde og her syder og bobler af liv overalt. Nu er temperaturen kun omkring 30 grader, så jeg sidder ikke engang og sveder!

Igår tog vi den med ro og kørte lidt rundt i Bangkok med Skytrain samt shoppede lidt, inden vi spiste en let middag på hotellets restaurant. Inge og Anja fortrød lidt, at Inge sagde: “I like my soup spicy”, men derudover var det hyggeligt og lige hvad alle havde brug for. Idag var der så dømt kultur og flodtur. På trods af den nærmest ulidelige varme idag, så har alle mand klaret det flot, og vi er blevet kulturelt berigede, så det halve ret beset kunne være nok. Vi sejlede op ad floden i både rasende og adstadigt tempo med én af de fantastiske Long tail boats, og på første stop var vi inde at se det gamle royale palads og tempel. Derefter sejlede vi rundt på Klongerne (kanaler) i en times tid og så rige som fattige kvarterer og mødte salgsivrige flydende handlende. Sjovt at høre, at husene er fredede langs Klongerne, netop derfor bor rige og fattige side om side sådan som de altid har ligget. Husene er ikke dyre men det er grundene.

Så stod den på det nuværende royale palads og tempel, hvor vi bl.a. var inde og se en fantastisk buddha på 66cm i højden, som var lavet ud af ét enkelt stykke jade. Alt var belagt med guld og flotte kakler, og uanset hvor vi kiggede hen, så var der statuer af aber, løver, dæmoner…og naturligvis kongen. Hvis ikke det var så varmt, var vi blevet der mere end de 1½ time vi var der, men kl. 13.30 kunne hverken børn eller voksne længere.

Heldigvis er poolen på vores 5-stjernede hotel helt formidabel og ligger lige ud til floden, så der har vi opholdt os lige siden og fået tanket op med cola, øl og masser af leg. Her til aften tager vi ned til et nat-marked og snuser rundt, og der vil vi også prøve at finde aftenens restaurant.

Skriver igen imorgen og knus herfra.

Jesper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *