Fyn er fin

Hej allesammen

Thomas er ved at slutte sin sommerferie blog, men så må vi jo bare starte en ny – for SCAJ.

Vi fik den bedst tænkelige start på ferien med en super dejlig lørdag hjemme på terrassen i solskin og i selskab med Menne, Finn & Alexandra samt næsten hele familien Hoffmann. Pigerne nød Kamilla & Rune’s søde tvillinger og de nød vist også vores piger 🙂 og, alle vi andre nød at have tid til at snakke og grille.

Tirsdag gik turen til Botofte lige ved Tranekær på Langeland, hvor vi tilbragte to skønne danske sommerdage sammen med Inge & Jacob fra vinklubben samt hendes bror, kæreste og børn og Inges far. Fik badet i Storebælt og slikket sol ved stranden begge dage og aftenerne var gyldne med bål og snobrød, fodbold, vin og grilmad. Sofie tiltrak sig en enkelt flåt, som farmand fjernede med kirurgisk præcision, men ellers var fluer og myg det eneste der kunne få smilet til at stivne og søvnen til at udeblive…

Torsdag kørte vi så mod næste destination: Bogense Feriecenter, hvor vi har lånt et lækkert moderne marina- og spahus i to etager af Jane & Michael. På vejen hertil slog vi et smut omkring Egeskov Slot for at være lidt kulturelle (vi ved det er vigtigt, Menne har prædiket det hele livet), og vi var både på treetop-walking, i kæmpe labyrinter, på veteranbil og -mc museum samt på slottet og i haverne. Det er nu OK hvad de har stablet på benene på det gamle slot.

Igår var den helt store groupie-dag. Vi var til Grøn Koncert i Odense, og det var en kæmpe oplevelse for pigerne. Caro rockede igennem og måtte på skuldrene af sin far adskillige gange for at skråle og klappe, og Sofie var helt opslugt af hele koncerten og omgivelserne med glade, mærkelige og fulde folk :-). Vi mødte og fik autografer af berømtheder som Medina og Alphabeat, Tina Dickow var lidt “syret” for pigerne, mens Thomas Helmig tog kegler hos Anja…

Idag har vi igen været i Odense for at vise pigerne byen, hvor deres forældre boede og regerede i squash. Vi har set både Fengersvej og Frue Kirkestræde, været på shoppetur på gågaden samt sidst men ikke mindst besøgt H.C. Andersens Hus. Endnu et point i den kulturelle bog, og det giver ret til en ekstra drink her til aften, mens denne blog bliver til 😉

Vi bliver her et par dage mere inden turen går til Aase & Flemmings sommerhus i Houstrup, so “Stay tuned for more”!

Kh

SCAJ

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *