Mallorca update

Hej derhjemme

Vi hører at sommeren er på vej hos Jer, og så er det jo godt for den hjemlige optimisme, at jeg kan fortælle vi har haft en skyet dag hernede på Mallorca. Ikke at det har været koldt…men det er blevet udnyttet til at slentre rundt i Alcudia området og se på nogle af de steder, hvor vi ikke har sat fod eller lagt penge før. Det er ikke noget at skrive hjem om, men frokosten på Pippins tapas bar på havnen i Alcudia var herlig.

Vi gik også de 4km hjem og denne gang langs stranden, så den kolde dry Martini jeg nu nyder i skrivende stund er vist velfortjent :-), og dårligere bliver den jo ikke af, at jeg lige nu ser Chris Anker bestige podiet i Paris som bedste fighter i Touren – flot!

I aften skal vi op og spise på et højt beliggende gammelt kloster sammen med nogle bekendte fra Esbjerg, som bor på et andet hotel i nærheden. Der skulle være en fantastisk udsigt deroppe og en lækker lounge til after-dinner drinks :-). De har en datter på Carolines alder, så nu er det endelig storesøsters tur til at have lidt selskab. Caro har været hårdt ramt hernede, ikke blot har hun manglet “legekammerater” hernede, hun blev også stukket af en bi for 3 dage siden lige på ballen. Det har været været meget hævet, rødt og kløet som bare fanden, men nogle antihistaminer har gavnet, og hun er nu ved at være tilbage med sit gode gamle humør og lækre badminton-baller!

Ellers er det business as usual hernede, sol, pool, solcreme, pool, strand, solcreme, pool, kortspil, drinks, middag, after-dinner drinks og hygge i store mængder kombineret med afslapning, så vores kroppe ind imellem føles helt sygdomsramte slappe. Jo denne her ferie gør virkeligt godt for hele familien, men der er stadigt problemer at tage sig af, f.eks. er mit drinksglas ved at være tomt…

Knus fra SCAJ

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *