Marianne har gjort det, Casper har gjort det, Charlotte er ved at gøre det, Henrik overvejer om han skal gøre det og Jake er på vej i samme retning. De har taget tyren ved hornene og har sadlet om med arbejde eller er igang med det. Baggrundene er lidt forskellige, og Jake har endnu ikke et arbejde men overvejer mange forskellige muligheder også udenfor hans studiefelt, men det vigtigste er, at man følger sit hjerte, som både Marianne og Charlotte har gjort opmærksomme på i familien og her på bloggen. Anja og jeg går ikke for tiden med samme overvejelser, men det er da inspirerende at høre, hvordan ens søskende og andre mere og mere snakker om at forfølge drømme og stoppe med at forfølge materiel- eller organisatorisk hierarkisk rigdom.

På Mallorca blæser også nye vinde, for Jake og Emma er på vej hjem, og imorgen daffer Jesper Maigård og hans sønner også hjem, hvilket efterlader Camp Mosegård mere eller mindre “alene” på Ivory Playa. Bare rolig, det skal nu nok gå ;-), og det er vel også på tide, at man får mulighed for at læse lidt i sine medbragte bøger? Én ting er i hvert fald sikkert, vi har nydt deres selskab og skal fortsat nyde de milde middelhavsvinde ind over stranden her i Muro. Vi vil fortsat nyde at komme endnu længere ned i gear og bruge de skønne milde aftener til at besøge vores favoritrestauranter.

Én af dem besøgte vi igår, nemlig Piero Rossi på molen for kun det bedste var godt nok til vores afskedsaften for Jake og Emma, og jeg synes I ved lejlighed selv skal spørge dem, om man kan få bedre pizza end derude :-). I behøver ikke spørge dem om aftenens clou, for det kommer her: Bestyreren af restauranten er søn af ejeren af stort set alle de restauranter vi går på hernede, og sønnike kender vi efterhånden super godt. Mens vi sidder der kommer en yngre dame ind med en klapvogn med et sæt tvillinger i, og hun genkender os og siger hej. Jeg siger tillykke med de nye og hun siger tak. Ud kommer så sønnike, han kysser børnene hej og går over til vores bord. Jeg siger straks tillykke med de nye, og her er det så, at han siger tak men vil lige gøre opmærksom på, at det altså var hans mor, som havde fået tvillinger….!! Det viser sig, at hun er sidst i 30’erne, og at sønnike kun er 20 (!) men ligner én på mindst 30. Heldigvis tager han det med ophøjet ro og smil, og giver os som altid cava og 15% discount på regningen, men det var ikke mit største øjeblik, og måske skal man bare lære ikke at være så langt fremme i skoene? På den anden side, mon ikke far og andre i familien har lavet noget tilsvarende, tænker her mest på Farmor Margit, så det ligger måske bare i generne?

Hver dag på samme tid på Mallorca blæser den samme vind – Mistralen. Den gør det muligt at ligge ved stranden i solen i mere end 30 grader og stadig nyde det. Den er til at stole på kl. 14 og nogle timer fremefter, men så lægger den sig igen og gør aftenerne til ren nydelse. På Camp Mosegård er vi lidt ligesom Mistralen, vi er til at stole på, vi elsker kontinuitet og et fast holdepunkt, men hvis vi en dag af lyst eller nød skulle have behov for en ny vind, så er vi – belært af vores kære familie – også klar til det.

God vind til alle Strupper ude som hjemme.

Obersten