
Til trods for blæst der næsten har været ligeså strid som ved Vesterhavet, gråvejr og kølige grader – så kan vi stadigt meget godt forstå hvorfor Camp Mosegaard har forelsket sig i den smukke ø Mallorca. Her er virkeligt middelhavs fantastisk. Og vi har endda befundet os i turist magneten Palma.
Men når nu vejret har været skidt, så har det jo været en god anledning til at tilbagelægge et halvt hundrede kilometer på gåben de sidste 5 dage. Først og fremmest for at holde varmen…men nu også fordi vi elsker at udforske og at blive stedkendte, lokale og stedvante. Og da vores (udmærkede) hotel viste sig ikke at være top dollar spændende, så var det jo også en anledning til at søge ud….. (Svensk ejet hotel, hvor ejer matcher turkis bar i sin polo – med Huey Lewis musik og bitte lille slags pool der er både kold og beskidt. Ikke et ondt ord om Huey Lewis !)
Vi har til gengæld støvsuget en stor del af Palma for sublime spisesteder 🙂 vi kan anbefale op til flere; nogen af dem faldt vi tilfældigt over – naturligvis i de mindste gyder og upcoming kvarterer. Man spiser virkeligt god fisk og seafood hernede til rimelige priser hvis man undgår turistfælder. Skønt er det jo, når man sidder blandt lokale og fornemmer gadestemningen på de upolerede steder. To aftener i træk lykkedes det os at ende med gratis drinks og virkeligt fine treats fra ellers reserverede spaniere; formentligt mest fordi de ikke kunne stå for Amalies ligeså store begejstring for det spanske liv bag kulisserne 🙂 Tapas i flere udgaver er også indtaget med stor fornøjelse.
En gang flottede vi os dog: restaurant Fera. En stor gourmetoplevelse, især for min kære husbond. Her løb vi da også ind i både danskere og tyskere, så det er virkeligt et tilløbsstykke.
Mali og jeg har naturligvis også været på opdagelse i Mallorcas fine udbud af keramik, og vi har udforsket alle de små charmerende shoppegader, som vi heldigvis er sluppet billigt fra 🙂
For os tøser tror jeg den største oplevelse var, at suge Miro karma fra Miros kunstnerhjem, som ligger på en bjergskrænt i et ellers halvtrist boligkvarter i det vestlige Palma. (Jvf billedet af Mali der står i bro udenfor hans hjem). Miro var gift med en mallorcinsk pige, og døde i det hjem de havde her på Mallorca. Han tilbragte de sidste dage i hans elskede atelier her på Mallorca, og sikke skønt hjem med tilhørende fin have og heri spændende vegetation. Vi så den højeste kaktus og Amalie (vi) nød at gå på opdagelse iblandt hans pensler og skitser m.m.
Vi har også besøgt paladset, og vandret havnepromenaden tynd. Vores hotel ligger lige præcist for enden af promenaden, op igennem en lille bitte park, så det har været en skøn gåtur ind til byen hver dag. Vi gik lige præcist glip af Museum for Moderne kunst – det var vist kun mig der var ked af det. Synes ellers der var skønt ude foran!! Ligeså var katedralen desværre lukket i påskedagene. Her havde vi ellers glædet os til at se et hav af lys og nyde lidt kirkelig fred. De religiøse optog vi havde læst om hjemmefra lod også til at drukne i turisternes shoppeglæde. En smule klassiske kutteklædte katolikker og en mærkelig plastik vogn fik vi dog spottet.
Summa summarum, så kan vi konkludere, at man skal helst til Mallorca om sommeren 🙂
Men Palma er skøn, med alle de smukke palmer, bourgonvillaer, azurblåt marinevand, hundredevis af flotte sejlbåde og mange små hyggelige gader og farverige torve. Og hvis man har mod på at vandre op ad bjergene, så gemmer der sig skøn natur og mange fine unikke udsigtspunkter. Og hvis nu det var stegende varmt, så var vi måske slet ikke kommet så vidt omkring :-))))
Påske kram
:
Så dejligt at høre om Jeres tur Marianne, vi er enormt glade for, at I har nydt det på trods af vejret, for det ligner ikke Mallorca. Men som du ganske rigtigt siger, så ville Jeres tur ikke have været den samme på en super hed sommeruge med alt for mange mennesker og ulidelig varme til gåturene.
Stort knus og kram