Yes Sir!

Vangede Radio bringer hermed nyt fra vestfronten: 

Det forlyder i disse minutter, at kaptajn Steenstrup og fodtropperne fra Camp Mosegård er vendt sejrrige tilbage fra et stort togt til London. Efter en farefuld rejse hvor livsfarlig stress, generelt ubehag og farlige mimoser blev fortrængt med stærke våben som rejseglæde, familiehygge og store forventninger ankom fodtropperne til den store metropol tidligt søndag morgen. Efter en karettur i en fornem sort Taxi, marcherede de ganske enkelt i samlet flok direkte ind på ét af byens fine paladser og fik straks forelagt fornemme guldbelagte tjenester. 

Hjemmefra havde de sendt besked til byens højeste sted manden de kaldte The London Eye og hans kone madame Tussaud, om at de ville besøge dem i løbet af ugen, men det skulle vise sig overordentligt smart at starte togtet med at besigtige omgivelserne. De hyrede en stor rød limousine i 2 etager til at køre dem rundt i byen, så alle kunne se de var ankommet og gjorde krav på at blive serviceret. Da de kørte ind på hjørnet af Regent Street og Oxford Street måtte de ud blandt pøbelen, og det var først efter adskillige timer, at de slap fri af det faste greb de handlende havde fået etableret om dem. Heldigvis havde paladset sørget for helsende vandmassage og sauna inden de efter en hurtig middag gik til ro velvidende, at dagen derpå ville bringe dem i kløerne på selveste Mr. London Eye.

Efter kun få timers søvn stod de op for at møde dagens udfordringer, og de skulle mode stor modstand lige fra morgenstunden. Toget der skulle tage dem til London Eye var aflyst, og de måtte i kø til busser for at komme derned til tiden. Deres anstrengelser var ikke forgæves og efter et eventyrligt møde højt hævet over byens tage, var der sørget for, at de kunne stige på et yacht, der tog dem på et krydstogt ned at Themsen. Turen tog dem helt ned til det gamle slot College of Greenwich og den sagnsomspundne Millenium Dome. Næsten som en dødsdømt der fik sin sidste nadver, indtog de et festmåltid hos den italienske kejser i byen, og så steg de ellers på toget der skulle bringe dem til det frygtede Tower of London – paladset med de mange lysende ædelsten men også en frygtelig sort og skræmmende historie. De fik ikke held med at stjæle kronjuvelerne fra den engelske dronning, men de fik så mange andre ting med hjem og mest af alt, de kom ud med livet i behold! Den aften var det bedst at skjule sig på en lille hyggelig lokal thailandsk restaurant væk fra folkemængden og dronningens soldater. Der skulle helt sikkert stærke sager til at besejre de engelske forretningsfolk dagen efter, og de ville slå til fra morgenstunden, hvor man efter sigende kunne købe billetter, der åbnede døre de kun havde drømt om.

Præcis klokken 10 slog kaptajnen og de gæve fodfolk fra Camp Mosegård døren ind på Prince of Wales og fik fuld valuta for pengene. De fik billetter til den største teaterforestilling i hele London, ja måske i hele verden – Mamma Mia sikke et drama det ville blive. De skyndte sig derefter tilbage til Regent Street, hvor de handlende var i fuld gang med at sælge ud af arvesølvet. Det lykkedes alligevel de 4 krigere at sikre sig nogle meget fornemme skatte. Specielt deres trofæ af tøj fra det fornemme og svært bevogtede harem Abercrombie & Fitch skal nok aftvinge respekt, ligesom det er imponerende, at de kunne få fine støvler med ud fra Selfridges, borgen i 7 etager, hvor unge og smarte fra hele verden kommer for at skaffe sig evig berømmelse. En greve fra Middelhavet inviterede de 4 til middag af bare misundelse over, at de senere skulle til sang og dans i lysthuset hos Prinsen af Wales, og det var minsandten en fantastisk forestilling Londons bedste skuespillere stillede op med.

Den sidste dag på togtet skulle bruges til at besøge alle de fine og de kendte i London, så kaptajnen og fodfolkene var sikre på at efterlade et stærkt indtryk til senere brug. Til dette var kun ét sted godt nok, og det var hjemme hos selveste Madame Tussaud. Nu havde de jo mødt hendes mand London Eye, så det var en smal sag at få en invitation. Alt hvad der kunne kravle og gå af kongelige og kendisser var at finde hos Madame Tussaud den dag og efter endt audiens, drog de 4 tapre krigere for sidste gang ud for at plyndre London. De tog alt på deres vej inden de igen fandt vej til Londons port mod øst, den store Heathrow den 3.’s Gate 9, hvor en flyvende hollænder ventede på dem.

Godnat og på gensyn til flere eventyr her fra Vangede Radio

2 tanker om “Yes Sir!”

  1. Fantastisk rejsebeskrivelse. Hvis man var misundelig før I tog afsted, så er man grøn i hovedet nu…. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *