USA del 3

Hej derhjemme

Tiden flyver afsted herovre i guds eget land, og ved gud vi nyder det. Der er nu én uge tilbage af ferien, og vi oplever så meget hver dag, at det næsten er svært at forholde sig til det hele, mens det sker!

Siden sidste blog har vi været i LA og i San Diego, og nu sidder vi på 48. etage i en suite på Trump Int. Hotel i Las Vegas med udsigt til The Strip. Her er 40 grader varmt, og vi var oppe og kysse de 43 grader på vej hertil, hvilket bilen var lige ved at koge (over) over, så vi måtte midlertidigt slukke for air condition anlægget…

Men først lidt om den sidste uges tid. På vej til LA havde vi en Top Gun dag med Casper Børge og hans familie. Casper viste os rundt på Edwards basen, hvor han er den eneste udlænding blandt tusindvis af amerikanere. Han er én af 11 testpiloter og vi fik en stor rundvisning, som også inkluderede en spadseretur ud til hans darling – den danske F16 jager han har med herovre. Derefter var der ægte amerikansk BBQ på terrassen hjemme i deres store hus, inden vi trætte men glade “fløj” mod Loews Hollywood hotel i LA i vores egen darling, den store 7-personers SUV 4WD Chevy Traverse.

Loews var fantastisk som base for oplevelser i det fashionable Hollywood, og det gjorde bestemt ikke noget, at begge familier havde udsigt til Hollywood skiltet fra værelserne, og Anne og Peter endda fra en sublim suite på 18. sal (mere om suiter senere). Hotellets lækre pool på 5. sal var hjemsted for en del kendisser, og vi blandede os så godt vi kunne :-).

Vi fik gået på Hollywood Boulevard med Walk of Fame og spist på Hard Rock Cafe på samme gade lige efter overværelsen af rød løber og VIP’s ankomst til premiere på Hercules på Chinese Theatre lige ved siden af. Vi fik gået shop amok i Camarillo Premium Outlet, og vi fik oplevet Universal Studios, med alt hvad der dertil hører af studio-tur, rutsjebaner og formidable 3D/4D forlystelser.

LA er ikke så ringe som mange påstår, i hvert fald ikke når man bor på Loews og kan leve sammen med og ja næsten ligesom de mere velstillede for en stund…men alligevel forlod vi LA efter en tur i Beverly Hills og på Rodeo Drive for at tage sydpå til San Diego. Vi stoppede lige i La Jolla for at hygge med Helle & Ulrik på deres hotel ved stranden efter et vellykket rendez-vous i San Francisco lidt tidligere på turen.

I San Diego boede vi helt ude på molen ved yachtklubben på Best Western Island Palms Resort, og hvilket sublimt hotel i maritim stil med to pools ud til lystbådehavnen og med udsigt over San Diego og de omkringliggende højdedrag. Vi nød stilheden, havduften og mågerne i fulde drag inden vi tog i Seaworld og så spækhuggere og delfiner hoppe, danse, lege og ikke mindst sprøjte med vand, så 2/3 af alle tilskuere blev drivvåde inkl. os :-).

Nu er vi så i Vegas siden igår med ulidelige 41 graders varme, og det er her vi kommer tilbage til det med suiter. Vi fik en suite på 48. etage med spa, tv i spejlet på badevær. og udsigt over The Strip, men Anne & Peter, der skulle have to værelser men måtte vente 2 timer på nøglen, fik en Penthouse på 61. etage med dobbelt bedroom! Ganske vist uden udsigt over The Strip, men det lever de vist godt nok med…og vi spiste deroppe igår med hvid dug og tjener for at maksimere udbyttet af den store upgrade :-).

I aften skal vi til trylleshow på Riviera Hotel & Casino og imorgen flyver vi i helikopter ud over Hoover Dam til Grand Canyon, hvor vi skal ned og have Champagne frokost. Lyder det for vildt? Det tror vi også det er, og så er der kun én ting tilbage at sige: Havregryn, havregryn og havregryn de næste 3 måneder!!!

Kh SCAJ

En tanke om “USA del 3”

  1. Det lyder HELT vildt, men helt vildt godt 🙂 Lyder som om I får maksimal oplevelse ud af landet hvor der er højest til loftet. Vi glæder os til billeder! 🙂 Fortsat god tur….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *