Ja, nu skal I så høre, hvordan jeg endte med alligevel ikke at blive boligejer!

Købsaftale underskrevet, sælger har underskrevet – kun bank- og advokatforbehold tilbage. Mindre detalje… Nej, det er så der al beslutningstagen egentlig begyndte! 🙂

Onsdag morgen bliver jeg ringet op af Per Johan, der gennemgår papirerne for mig. Han siger, at jeg må forvente, at taget skal udskiftes inden for de næste 3-4 år – en udgift han vurderer til 400.000 – altså 200.000 til mig. Så ringer jeg til banken, der siger, at det kan min økonomi som den ser ud lige nu ikke klare. Så snakker jeg med Bjørn, som siger, at det er jo først om nogle år og siger, at han da lige kan kigge på papirerne også. Dem sender jeg så til ham, snakker med Thomas og han siger det samme – det skal nok gå.

Godt, så blev jeg lidt beroliget igen. Så sætter jeg mig hjem og kigger alle papirerne igennem igen for tredje gang og først her går det op for mig, at der ikke ser ud til at være nogen opvaskemaskine! Jeg ringer direkte til sælger og spørger, om det er rigtigt, og det er det såmænd, men den kan installeres. Og ja, så tænker I, at det kan jo da ordnes for rimelige penge. Ja ja, men når man i forvejen har fået lidt uro i maven, så bliver en lille ting pludselig bekræftende i, at det er helt galt!

Så snakker jeg om aftenen med min chef, som siger at jeg skal huske på, at jeg i forvejen kæmper lidt med uro i kroppen over ansvaret på jobbet, så vil jeg overhovedet kunne klare en uro over en potentiel stor udgift, der lurer? Der er jo potentielle udgifter i alle huse, man kan købe, men her er den kendt og stor!

Nåmen, jeg beslutter at sove på det. Det kan jeg selvfølgelig ikke. Falder i søvn ved 2-2.30 tiden og vågner med en forkert fornemmelse i maven. Jeg skal give svar til bank og advokat inden 10.00. Så ringer Bjørn ved 8.30 tiden. Han har kigget på papirerne. Han er bekymret for olietanken fra 1984.

Og ved i hvad? Så kan det godt være, at det er den mest fantastiske lejlighed, men det var altså prikken over i’et på mine bekymringer. Al feel good fornemmelse var forsvundet og bank/advokat har nu meddelt ejendomsmægler, at de ikke kan godkende handlen.

Så nu er historien om villalejligheden slut og jeg trækker lidt på smilebåndet. Livet er stadig ikke så ringe endda 🙂

Charlotte