Er navnet på den krimi jeg er igang med, Lee Child’s seneste eventyr om Jack Reacher, men det kunne også være det faktum, at vores ferie lakker mod enden, og vi SKAL hjem imorgen.

Bare der dog var en vej tilbage, så vi kunne undgå at skulle med det Norwegian fly imorgen kl. 16.45, for det vil jo flyve os hjem til 3 grader og regn i Vangede! Men på den anden side, så har vi jo fået vores brune kulør, vi sidder og drikker det sidste Martini Dry, der er ingen Magnum is i fryseren og kun 2 colaer samt en enkelt San Miguel tilbage i køleskabet, så hvad skulle vi blive her for?

Jo altså der er de 25 grader, men ifølge vejrudsigten, så må de også her på Mallorca vænne sig til lidt koldere vejr, for allerede imorgen er det 20 grader, og så falder den til 16 grader mandag. Vinden er også taget til, så jeg må i dette øjeblik for første gang nogensinde hernede sidde indenfor og skrive min blog. Hvor fanden bliver den globale opvarmning af?

Så er der de dejlige restauranter, vi har været på inde ved havnen, og vores favorit steakhouse herude “S’Albufera”, men ligesom om sommeren, hvor vi kommer forbi dem alle to gange, så har vi jo netop fået besøgt dem én gang allerede på denne uge, så mission accomplished på den front.

Måske bør vi bare sande, at vi har fået det maksimale ud af den uges ferie i strålende solskin, at Mallorca endnu engang har holdt sit løfte til os, at Ivory Playa var skøn som altid, og at ethvert forsøg på eskapisme vil lede os i uføre eller ligefrem ende i ren fiasko?

Nej, der ER ingen vej tilbage, vi skal hjem, og det bedste er at erkende det, komme videre og lave favntag med ordene, som en fremragende poet fra Vangede gav os: Jeg holder af hverdagen.

Flyv!

Fordi der ikke var et blog indlæg fra mine hænder igår, men vi havde lidt travlt, da Anja og jeg skulle til middag i Port de Pollenca hos min kollega Jacob. Efterhånden en dejlig tradition at kunne komme over til deres taglejlighed med hav- og bjergudsigt, når vi alligevel er på Mallorca samtidigt.

Undskyld også til vores døtre for at slå dem i Ivory-Ping-Pong-mesterskabet idag. De gamle kan endnu, selvom man vel godt kan sige, at Sofie spillede med handicap med den gipsarm…men I ved hvordan det er i vores familie, man kan ikke tabe med vilje, og man skal ikke lære børnene, at de altid kan vinde, blot fordi de er børn (selvom en gang imellem skal man vel give sig?).

Undskyld også for at vi åbenbart har det bedste vejr i Europa hernede på vores elskede ferieø med 25 grader i skyggen og ikke en sky på himlen. Forhåbentligt kan Charlotte, Peter og børnene gøre os rangen stridig dernede i Malaga, og vi håber da, at regnvejret passerer forbi Paris Thomas, men ellers ser de parisiske caféer og Bistroer jo ligeså godt ud indenfra som i solskin 😉.

Undskyld til de to stakkels engelske forældre, som idag nede ved poolen havde et par trætte tvillinger, der bare ikke ville holde op med at skrige, og som mere end én gang fik dræberblikket af os fra Camp Mosegård, men de kunne jo bare have taget deres børn op til en middagslur!

Endeligt bør OFS undskylde til undertegnede for, at vores COO og CSO bad mig være på et conference call kl. 15 med min store franske kunde, der selvsagt ikke er tilfreds med vores manglende leveringer. De ville ikke selv stå med lorten,  som de selv har skabt, og det bør man undskylde for…!

Obersten

Solstik, dagdrømme, alder, ja kald det hvad du vil, men når man ligger der på solstolen, så kan selv den bedste bog jo ikke altid holde en mand i min alder vågen…så da Jason Bourne slog øjnene op og kiggede sig omkring blev han straks mistænksom. Hvordan var han mon havnet på den stol ved poolen ét eller andet ubestemmeligt sted i den vestlige verden? Han måtte straks lave en rekognisering og finde egnede udveje, for det ville helt sikkert ikke vare længe før de skiderikker, som jagtede ham, igen ville vise sig at have fundet ham.

Der var et hav af kandidater omkring poolen, den ene mere oplagt end den anden. Kun englænderne ved baren kunne Jason udelukke på forhånd,  de var simpelthen for fede og for røde efter en dag i solen, det lignede ikke nogen CIA kunne finde på at hverve. Der var til gengæld tyskeren overfor med en lille streg af en kone, han havde hverken brune cykelben eller den store interesse i at komme i den kolde pool. Russerne ved siden af Jason virkede ærligt talt som om, de kom direkte fra en KGB lejr for amatører. De var larmende og havde slet ikke styr på de unger, som gud ved, hvor de havde støvet op for at skabe sig et dække.

Var det tid til at komme videre, eller skulle man lige svømme en tur i poolen og få et bedre billede af, hvem der mon var en del af spillet? Jason kastede sig frygtløst i poolen og fortrød det øjeblikkeligt, den var ligeså kold, som da han for et par år siden var på besøg i Moskva i -35 grader, men han måtte holde hovedet koldt, og i den pool var det ikke noget problem!

Pludseligt går det op for Jason, hvem der holder øje med ham, det er de satans arbejdere, som går og renoverer den opvarmede pool nede i den bagerste del af poolområdet. Hele bundtet ser lidt mistænkelige ud, og hvorfor er de igang med at flå en helt ny lækker varmtvandspool fra hinanden? Den kan vel for pokker ikke allerede være i stykker?

I samme øjeblik er der nogen der prikker Jason på skulderen…hvad så skat klokken er 17, skulle vi ikke en tur i fitnesslokalet inden drinkstid? Jason kigger på den smukke midaldrende kvinde, som står over ham og heldigvis genkender han hende, som kvinden han elsker…hukommelsen er tilbage og det er obersten også 😉.

Jespersen

Jeg er spændt på, hvem i familien der ved, hvad dette betyder. Men for at sige det, som min gamle farmor altid gjorde: Summa summarum så har jeg snakket med nogle skotter på denne tur,  og det er da nogle dejlige mennesker.

Forestil Jer poolside på Ivory Playa sidst på eftermiddagen. Anja og undertegnede er kommet lidt tidligere end pigerne tilbage fra stranden, og man falder i snak med Iain og Dorothy fra Glasgow. Jeg spillede dart i Ivory Games med hele deres familie igår og blev tæsket noget så grusomt af Dorothy. Hun var sygt god til dart, men der er jo også dartskiver på alle pubs…Begge ligger ved poolen, og jeg noterer mig, at de har et 500ml Cola papkrus ved deres side og siger til dem, at det er noget tyndt øl de drikker. Men så viser Iain mig papkruset, og jeg ser at det er øl, straks er man mere rolig :-).

Long story short og med klædelig benovelse fra min side, så kommer vi i snak om Brexit og skotternes ønske om nyt referendum. Til min store overraskelse, så er de begge for EU men synes også begge, at man må acceptere demokratiets beslutninger, så Skotland skal ifølge dem ikke endnu engang til stemmeurnerne, for det har de jo lige været!

Aftenens bytur går til det gamle Alcudia, hvor vi vil slendre rundt og finde én af vores favoritrestauranter. Mon ikke der også bliver skænket et glas AN/2 eller to, og lur mig, om ikke der bliver kigget lidt i butikker i den gamle bydel bagefter.

Nå ja det med skotte, det betyder at kigge, og vi kan roligt skotte til skotterne, for de er helt deres egne og i udvalgte (påviste) discipliner helt unikke.

Obersten

To tredjedele af hotellets nuværende gæster kan bedst betegnes som cykeltosser i min alder. De beboer i stor stil den mallorcinske jord, og de er helt ærligt formidable gæster for os og for hotellet.

For hotellet betyder det, at de kan melde udsolgt allerede fra og med april måned, hvilket for bare 10 år siden var helt utænkeligt. Bevares det er ikke alle hoteller i Alcudia, som har fanget finten og strikket cykelpakker sammen med aflåste kældre og udlejning af super udstyr, der klemmer de ædlere dele og får alle til at gå som John Wayne. Men dem der har smedet mens jernet er varmt får fuld valuta for pengene i disse år, hvor ufatteligt mange mænd (og efterhånden også kvinder) i alderen 40-60 år skal realisere sig selv og finder at cykling, godt vejr, topmaver og mandehørm er den rette cocktail.

Helt egoistisk set er det de bedste hotelgæster der findes. De cykler stort set fra kl. 10-17 og dvs. de optager ingen solstole, der er ingen larmende børn, og de sørger for, at der er gang i baren om aftenen, hvor vi også gerne vil have lidt selskab. Danskere, tyskere, hollændere og franskmænd er de mest udbredte tosser, det varer nok nogle år før englænderne kommer med på vognen…om nogensinde!?

Idag har været helt igennem skøn for mig og familien, for vi har ikke set skyggen af sky(team) og er inde i vores normale Ivory Playa rytme, hvor jeg står op ved 7.30 tiden og får en kop kaffe og de vigtigste nyheder på iPad’en ude på terrassen med solen som min kammerat. Derefter en gåtur på 4-5km ved stranden med afslutning kl. 9, hvor Eroski supermarked åbner og dagens indkøb gøres til morgenmad og frokost. Bare rolig mine pligter ophører med disse to måltider, men ellers ligger vi ved stranden og mest ved poolen, der læses bøger og magasiner og høres en masse musik.

Aftenerne er stadig kølige hernede, så sommerkjolerne er svære at bruge på denne tur, men pigerne insisterer heldigvis på at se lækre ud, så aftensmaden indtages indenfor på vores favoritrestauranter.

Når vi nu er i Spanien, så er det en dobbelt glæde at Garcia vandt Masters igår, sikke en velfortjent mester og sikke en historie han fuldender med sine berømte landsmænd Seve og Olazabal – felicitationes og alle står ret!

Obersten

Så er Camp Mosegård tilbage på Iles Baleares eller nærmere betegnet på ferieøen Mallorca, hvor vi for første gang skal prøve at opleve sol og sommer – men i april 🏖😁.

Tidligt afsted sad vi på Norwegian kl. 6.05 og landede i Palma lufthavn kl. 9.00, hvorefter vi tog en taxa til vort elskede Ivory Playa, hotellet der på mystisk vis har fået obersten og de 3 damer til at droppe stort set alle andre ferieplaner. Naturligvis havde de opgraderet os til et værelse med havudsigt, selvom netop disse, de bedste værelser, var udsolgt, da vi bestilte.

Vejret er perfekt med sol og 20 grader i skyggen, så vi lagde os straks ved poolen og blev der hele dagen indtil nu, hvor jeg kl. 17.15 er godt igang med mit daglige shot lykke – altså en blog og en drink. Lidt rød hist og pist er man vel blevet til trods for solcreme, men ikke noget at snakke om sammenlignet med de gode gamle dage i Le Bourg, hvor solcreme var en by i Rusland.

Det ser heldigvis ud til, at vejret skal blive endnu varmere i de næste 4-5 dage, så kan det være man kan undgå at få helt så meget polarnosser (Jer med børn under 14 år må selv bøvle med at forklare dem, hvad det betyder)…under svømning i poolen, men vi skal nok opdatere Jer i de kommende dage, både Jer i Danmark, Jer i Trysild og Jer på Philippinerne, og mon ikke der bliver heftig aktivitet på bloggen de næste uger, det er altid skønt ❤😉😎.

Knus fra Ivory Playa

Hej igen

Efter 6 timer på Gentofte hospital er vi vel hjemme. Det er gået godt siger overlægen, som opererede Sofie. Det var i sidste øjeblik hun kom ind, for dels var ledbåndet skrumpet, og dels var de nødt til at lægge et “anker” (en skrue) ind i fingerknoglen for at fæstne ledbåndet i den ene knogle.

Nu skal armen bare vågne igen, smertestillende tilføres og det hele falde lidt til ro :-).

Kh

Hej allesammen.

Sofie kom til skade under skiferien med klubben, og vi troede ikke det var andet end en forstuvning af tommelfingeren.

Efter en tur hos lægen og derefter på Håndkirurgisk ambulatorium på Gentofte hospital har imidlertidig vist, at ledbåndet i Sofies højre tommelfinger er helt revet over. Lige nu går det, men på sigt vil det volde hende for mange problemer vurderes det, så imorgen skal hun akut opereres i hånden med 5 uger i gips til følge og mindst 4 måneders stop for dans.

Sofie tager det pænt men er selvsagt lidt nervøs over operationen, hvor de skal sy ledbåndene sammen henover nogle sener, der lige nu sidder og generer ledbåndene i selv at vokse naturligt sammen.

Kryds fingre imorgen ved 12-tiden, hvor de sætter operationen igang ;-).

kh

Jesper

Så er det sidste aften i Alcudia, og den skal bruges fornuftigt. Hvad bedre end at tage en tur på favoritrestauranten steak-huset S’Albufera sammen med sønderjyderne fra Åbenrå efterfulgt af lidt show og kaffe med avec foran scenen på Ivory Playa. Restauranten er dejligt tæt på, og så kender vi dem næsten, som om det var Café des Colonnes – altså “special treatment for you my friend”.

Igår og idag har vi nydt stranden her ved Platja de Muro, i vores øjne den bedste strand i verden med klart og varmt vand, som vi ikke har set bedre siden Thailand for nogle år siden. Sidst på eftermiddagen trækker hele familien så op til poolen sammen med alle de andre, og det er her, at de store spørgsmål i livet bliver behandlet sammen med Åbenrå-familien og P5-Jesper og hans helt igennem fantastiske sønner Thomas og Martin, som Caro og Kajsa har været i byen med hernede. Spørgsmål som Vejles Boldklubs fremtid (Jesper er stadionspeaker og helhjertet Vejle-fan), og EFB’s pludselige økonomiske og ledelsesmæssige problemer…i sandhed store essentielle spørgsmål!

Igår aftes var vi inviteret til den nærliggende badeby Pollenca, hvor min kollega Jacob har en formidabel lejlighed med en 100m2 stor tagterrasse med udsigt til havet og bjergene. Her indtog vi et fantastisk måltid med spansk tortilla, grillet kød og en pæn portion mallorcinsk rødvin i dejligt selskab, hvilket, ifølge min kone, fik mig til at diskutere uforholdsmæssigt vedholdende med taxachaufføren om hjemturens pris. Uanset hvor meget mallorcinsk rødvin man har indtaget, så mener Oberst Jespersen ikke, at det er rimeligt at blive rullet af en spansk taxachauffør, og sådan er det altså!

Om vi får mulighed for at komme tilbage til Ivory Playa de næste par år er usikkert, da vi måske har planer om sommerferie først med vinklubben og så med vennerne fra Herning, men vi skal nok komme tilbage, det har vi aftalt med pigerne. Hotellet og de dejlige mennesker vi har genset hernede har endnu engang gjort lykke, og vi er kommet så langt ned i gear, at selv Anja føler kroppen er gået i slowmo, og så kan vi ikke forlange det bedre.

Både pigerne og vi har lyst til at se mere til pool-vennerne, og Caro snakker allerede med Jespers sønner om en re-union i Vejle eller i København. Vennerne i Åbenrå skal vi også se mere til, om det bliver dernede i grænselandet eller en storbytur i København for de gæve sønderjyder vil tiden vise, men obersten har en skummel plan om at spille golf med faderen Jens, som er på militærlandsholdet i golf og har hcp. 4.

Imorgen venter som sædvanligt en lidt anderledes og vemodig dag med pakkeri, lidt sol og en hjemtur med hr. og fru Danmark, men lige nu sidder vi altså stadig på balkonen med udsigt over havet, 30 grader og en kold drink, det er da en afsked med manér.

Jesper

Det er da heller ikke nemt at få lov til at holde på sin rytme og traditioner, hvad fanden ligner det egentligt?

Stå sent op, tage til stranden, blive lidt rød, få en god frokost så man har behov for at en lille middagslur, efterfulgt af lidt tid ved poolen og endeligt er det drinkstid. Lyder det ikke meget nemt og lige til?

Men så vågnede man kl. 7.30 og kunne ikke sove længere! Så var hele den lokale befolkning ved stranden idag, hold nu kæft det var som fluepapir. Rød kunne man fandeme heller ikke blive, for nu er vi allerede så brune. Frokosten var egentligt OK, men der manglede da noget rødvin til osten. Middagsluren blev sløjfet, fordi der skulle soldyrkes max. her op til hjemrejsen om nogle dage, og poolen var beboet af små skiderikker der non-stop hoppede i fra kanten som om de var Duracell batterier.

Så er det da godt, at det endeligt er drinkstid 🍸, pyha hvad skulle vi gøre uden den?

Hvis dette lyder som det reneste og pureste opspind, så er der noget om det, for manner vi vil ikke hjem herfra, og om 5 minutter kommer de dejligste venner fra Åbenrå på besøg til en drink på vores balkon med havudsigten, så bliver det ikke bedre.

De største hilsner

Jesper

Lad os slå fast med det samme, at vi er OK hernede, selvom der har været radio-silence de sidste par dage. Ja vi er kede af, at det var umuligt at opretholde den fine kadence fra de første dage, men det har været nogle ret travle og ualmindelige dage hernede i Alcudia.

Tirsdag var vi sammen med familien fra Åbenrå oppe på Mont Victoria og spise på den fantastiske restaurant Mirador de la Victoria på toppen af Victoria-bjerget med udsigt til Pollenca bugten. Temperaturen var ikke helt som vi plejer, og vinden var tiltagende, men vi havde en kæmpe oplevelse og fik set den smukke solnedgang, som restauranten er kendt for. MEN det var tydeligt, at noget var begyndt at gå helt galt.

Vi er jo heldigvis ikke i Nice, så det kunne være værre…men vi har ganske enkelt haft en række dage med dårligt vejr, hvilket hernede vil sige mange skyer, let regn (første gang vi oplever det hernede) og temperaturer omkring helt uacceptabelt lave 24-25 grader. Kombiner dette med en mærkbar vind, og så har man en Mallorcinsk vejrkatastrofe, som tvang os til alternativ ferieplanlægning.

Onsdag morgen fik vi de bekræftede meldinger om vejrkatastrofen, så velvidende, at Carolines veninde Kajsa ankom onsdag aften, besluttede vi hurtigt, at hun skulle ikke herfra med traumer om vejret og vores mærkelige hang til Mallorca. Vi satte hurtigt plan B igang. En tur til Palma straks torsdag morgen kunne måske redde os (og Alcudias image). Vi havde fået et tip om en taxa til 5 personer, der kunne bestilles forud, som tog den halve tid og kun kostede det dobbelte af bussen, så vi slog til. Uheldigvis for os, så viste taxaen sig kun at være beregnet til 4 personer, men hvad betyder det i Spanien, hvor “anything goes”. Heldigvis er Kajsa slank og forstående, så vi strøg til Palma i lynfart og fik set den smukke katedral, fik en en dejlig frokost på en helt autentisk restaurant (som vi fandt ud af er nævnt i Lonely Planet guiden), samt ikke mindst fik shoppet.

Heldigvis er begge mareridt med vejret og shopping overstået nu, og vi er idag tilbage i den traditionnelle “Sol-hele-dagen-vi-bliver-monster-brune” mode, som I kan se ved selvsyn på billedet.

Det er i sandhed dejligt at være tilbage.

Obersten