Alle indlæg af SCAJ

Line Mortensen – hvem er hun?

Chefarkitekt på Gyldensteen Golf lidt udenfor Bogense. Hun har designet flere prisbelønnede links baner i Skotland, og så Gyldensteen. Jeg spillede banen her til morgen med tee off kl. 7.00, og troede at jeg skulle gå alene rundt. Heldigvis mødte jeg Henning Knudsen, en anden entusiast fra København, som også ville tidligt ud, så vi gik sammen, og det var både hyggeligt og godt – mere herom senere.

Banen er forsøgt lavet som en links bane, men på trods af pot bunkers og flat landskab, så fungerer det desværre ikke rigtigt. Banen er under konkursbehandling, men en større flok frivillige medlemmer holder den kørende og den er faktisk i flot stand, så det er ikke derfor. Den mangler simpelthen links stemning, og det er sjældent man skal og kan løbe bolden ind til pinden.

Min ven Henning spiller i hcp. 2,7, er eliteformand i Smørum Golfklub og slog på trods af heftig vind forbandet lige og langt, så da det viste sig at min driver og min 3-kølle mildest talt var lidt ustabile idag, så fik jeg brug for hans hjælp med at finde bolde i rough’en. Det tog mig således 8 huller og 8 bolde at finde ud af, at jeg hellere måtte pakke de køller væk og slå ud med et 3-jern, som jeg ikke har haft i bag’en de sidste 2 år, men som nu var med på ferie. Heldigvis sad det 3-jern bare lige i skabet resten af runden, og jeg reddede mig en hæderlig bag-9 med bogies, pars og et par birdie chancer på 2 lange par-3 huller netop hjulpet af det 3-jern 🙂

Henning? Han lavede 2 birdies, en del pars og nogle bogeys samt en enkelt dobbelt bogey, men han havde flere birdie chancer, og han var et studie i lige kontrollerede slag, fy for satan siger jeg bare, så er golf jo kedelig…eller misundelsesværdig.

Vejret er heldigvis stadig dejligt herovre i Bogense, og i eftermiddag har vi været inde at se en kopi af Manneken Pis i Bogense samt byens noget provinsielle men hyggelige gå-gade og den flotte nye marina, som vi bor tæt ved. Der ligger så mange sejlskibe i havnen og langs marina’en, at det er en fornøjelse at slentre rundt dernede og spise is. Det blev også til køb af et par nye løbesko til Caro, og selvom hun er lidt ked af at skulle bruge str. 40 nu, så glæder hun sig til at prøve dem af imorgen sammen med farmand på en morgenløbetur…

Sommerlig hilsen fra SCAJ i Bogense

Fyn er fin

Hej allesammen

Thomas er ved at slutte sin sommerferie blog, men så må vi jo bare starte en ny – for SCAJ.

Vi fik den bedst tænkelige start på ferien med en super dejlig lørdag hjemme på terrassen i solskin og i selskab med Menne, Finn & Alexandra samt næsten hele familien Hoffmann. Pigerne nød Kamilla & Rune’s søde tvillinger og de nød vist også vores piger 🙂 og, alle vi andre nød at have tid til at snakke og grille.

Tirsdag gik turen til Botofte lige ved Tranekær på Langeland, hvor vi tilbragte to skønne danske sommerdage sammen med Inge & Jacob fra vinklubben samt hendes bror, kæreste og børn og Inges far. Fik badet i Storebælt og slikket sol ved stranden begge dage og aftenerne var gyldne med bål og snobrød, fodbold, vin og grilmad. Sofie tiltrak sig en enkelt flåt, som farmand fjernede med kirurgisk præcision, men ellers var fluer og myg det eneste der kunne få smilet til at stivne og søvnen til at udeblive…

Torsdag kørte vi så mod næste destination: Bogense Feriecenter, hvor vi har lånt et lækkert moderne marina- og spahus i to etager af Jane & Michael. På vejen hertil slog vi et smut omkring Egeskov Slot for at være lidt kulturelle (vi ved det er vigtigt, Menne har prædiket det hele livet), og vi var både på treetop-walking, i kæmpe labyrinter, på veteranbil og -mc museum samt på slottet og i haverne. Det er nu OK hvad de har stablet på benene på det gamle slot.

Igår var den helt store groupie-dag. Vi var til Grøn Koncert i Odense, og det var en kæmpe oplevelse for pigerne. Caro rockede igennem og måtte på skuldrene af sin far adskillige gange for at skråle og klappe, og Sofie var helt opslugt af hele koncerten og omgivelserne med glade, mærkelige og fulde folk :-). Vi mødte og fik autografer af berømtheder som Medina og Alphabeat, Tina Dickow var lidt “syret” for pigerne, mens Thomas Helmig tog kegler hos Anja…

Idag har vi igen været i Odense for at vise pigerne byen, hvor deres forældre boede og regerede i squash. Vi har set både Fengersvej og Frue Kirkestræde, været på shoppetur på gågaden samt sidst men ikke mindst besøgt H.C. Andersens Hus. Endnu et point i den kulturelle bog, og det giver ret til en ekstra drink her til aften, mens denne blog bliver til 😉

Vi bliver her et par dage mere inden turen går til Aase & Flemmings sommerhus i Houstrup, so “Stay tuned for more”!

Kh

SCAJ