En fortryllende oplevelse

Det er rejsedag for os i Thailand, idag rykker vi fra Bangkok til Krabi med fly og derfra med bus sydpå for at slutte af med 20 minutters sejlads ud til Koh Jum Lodge. Klokken er 8 morgen lokal tid, og jeg sidder på værelsets balkon med en kop kaffe og “nyder” Bangkok’s larm og liv heroppe fra 30. etage – se udsigten her:

Med overskriften prøver jeg hverken at fortælle, at alle undtagen jeg var på en lidt skuffende bytur på marked og kopishopping mall igår, eller at jeg lå derhjemme på hotellet med maveproblemer, der heldigvis gik hurtigt over. Nej, det er et billede på, at igår aftes var vi på dinner cruise på floden der går igennem Bangkok. Det var ikke ét af de mange cruises på store hvide moderne krydstogt-lignende skibe, for vi sejlede med et charmerende lille traditionelt thai træskib med plads til kun 30 gæster, og det var en herlig tur.

Maden var det bedste Thai mad vi har fået, udsigten til Bangkok fra floden var fænomenal og lysene fra alle templerne gav en underlig fornemmelse af forståelse for buddhismens smukke og fredelige væsen. Børnene havde deres eget bord, og med lidt vejledning spiste de alt der blev serveret uden at kny, men der var også hele 7 tjenere til de kun 30 gæster, og vi nød hvert et minut som om City of Angels havde lånt os lidt engletid.

Bangkok er en storby som alle andre herude i Asien, og er man ikke til asiatisk kultur med templer og markeder i stor stil, så er der ret beset ikke så meget andet at lave her, men det har været sjovt og inspirerende at være her. Vi glæder os til Koh Jum nu, og det er dejligt, at vinklubben har vist sig at kunne bære en stor rejse sammen 12 mennesker i gensidig forståelse – både børn og voksne.

Sawadi Ka fra pigerne og Sawadi Krab fra Jesper

En tanke om “En fortryllende oplevelse”

Skriv et svar til admin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *