Stort og småt i august 2019

Kære alle,

Det er faktisk en god terapi for mig, fra tid til anden, at skrive lidt om, de mange dejlige ting, der sker omkring mig.

Medio august er hvert år meget koncentreret om begivenheder af traditionsrig karakter. Også i år var det dejligt at sidde forkælet og begavet i familiens skød på min fødselsdag – dagen før golfhelvedet brød løs i det sydsvenske – medens de endnu friske gutter med beundringsværdig disciplin rejste det imponerende telt, som Thomas (inspireret af Søren Østergaard?) har købt.

Meget mod min vilje må jeg erkende, at Sydsverige faktisk er meget smukt! Det må være de senere år, der gør det muligt for mig at sidde for mig selv i 4-5 timer med lidt flydende forkælelse og nyde tilværelsen, udsigten og folkelivet.

Så blev det min tur til at huse et Mafia-møde. Med Henrik som en formidabel hælp til indkøb, madforberedelse, servering og oprydning blev det en stor succes! Alle var begejstrede og syntes, at jeg boede dejligt. Stemningen var høj, da vi tog bus og S-tog fra Klampenborg til Hovedbanen, jokkede direkte ind i Tivoli, var på et kort Pitstop før vi endte i Grøften til sen aftensmad. I således højtløftet stemning fortsatte vi til night-cap hos Peder P. på Amagertorv.

Dagen efter var jeg hos Karl og Birgitte til snitter og Cirkus Nemo. Den længstvarende første halvdel var formidabel – det er lang tid siden, jeg har grinet så meget – og så af en Esbjergenser!

I dag har jeg fået aftalt et møde med GIBA Travel og Markedsdirektøren for Politikens Lokalaviser med henblik på at skabe et medlems-rejse-koncept. Det bliver sjovt og kan måske give mig en fritidsinteresse for Giba, hvem ved?

I morgen tager jeg toget til Helsingør sammen med X’erne for at fejre Sonja og Henriks 150-års fødselsdag på Danhostel lige ned til Øresund/Kattegat. Ved den lejlighed vil jeg indvie mine nye hvide sommerbukser (Anja og Jesper), som man ser det på “Badehotellet”. Jamen er det ikke festligt?

Store varme sommerhilsner til Jer alle fra

Gamle Anders

En tanke om “Stort og småt i august 2019”

Skriv et svar til MaryLou Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *