Det kan man også bruge fiber til…

Jeg tænkte det kunne være sjovt at høre lidt om, hvad fiber også bruges til udover telekommunikation, som jeg jo primært beskæftiger mig med. Én af mine kolleger som jeg engang imellem rejser sammen med på kundebesøg er ekspert i søkabelsystemer, og han fortalte mig for nyligt om dette her projekt.

De fleste søkabler bruges naturligvis til at sende internettrafik mellem kontinenter på tværs af oceanerne eller mellem lande langs kyster, fordi det er billigere at lægge kabler på havbunden, end det er at grave dem ned på land. Men for nylig har vi leveret søkabelfiber til nogle lidt anderledes projekter. Det ene projekt, som jeg vil skrive lidt om her, er på USAs vestkyst ud for staten Washington, hvor der ligger 2 stumper kabel, som nærmest ender ”blindt” ude i havet.

Det er dog ikke en ny tolkning af FTTH: ”Fiber To The Hav” :-). De to kabelstumper er ca. hhv. 300 km og 500 km lange, og formålet med kablet er at forbinde i alt 7 målestationer på havbunden med land. Fibrene i kablet er OFS specielle søkabelfibre TrueWave SRS, som laves på den danske fabrik.

Målestationerne er placeret på nogle geologisk ”interessante” steder, blandt andet oven på en undersøisk vulkan, der ligger midt i en geologisk brudzone. Der vil man måle vand-temperatur, udflydning af lava, kemisk sammensætning af udsivende gasser, jordskælv, osv., og der er videoovervågning af de dyr og planter, der kan leve i det umiddelbart ugæstfrie miljø, hvor vulkanerne udleder svovlgas og væske med temperaturer over 400°C.

Ud over målingerne på havbunden er der bøjer, der går næsten op til overfladen, så man kan måle havstrømme og vandtemperaturer længere oppe. Så det er faktisk et stort undersøisk observatorium.

En anden målestation ligger ved et sted, der hedder ”Hydrate Ridge”. Det er et sted, hvor der findes en stor mængde methangas på havbunden. Der siver hele tiden methan ud af jordskorpen, og når det sker på store havdybder, hvor der er stort tryk, dannes methanen is-krystaller (hydrat), der lægger sig på havbunden. Det vurderes, at der er dobbelt så megen kulstof bundet i gashydrater på havbunden som verdens øvrige fossile brændstofreserver (olie og gas), så det vil man sikkert gerne vide lidt mere om…

Læs mere om projektet og se kort over stationen i havet på følgende side, hvis det har interesse: 

http://www.interactiveoceans.washington.edu/story/The+OOI+Cabled+Network

Knus Jesper

2 tanker om “Det kan man også bruge fiber til…”

  1. Det er utroligt, hvad der udvikles i denne verden – det er virkelig et interessant projekt, din virksomhed har gang i der 🙂

Skriv et svar til MaryLou Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *