Den gamle mand og havet

Harmony of the Seas har lige forladt den lille havn Labadee på Haiti og sætter nu kurs mod Jamaica. Caro og Sofie sidder på vores private balkon på 14. etage (det øverste) og nyder udsejlingen og lidt afslappende læsning, mens Anja og jeg er gået indenfor i air condition, for Haiti var varm, som i MEGA varm. Super lækker strand og varmt blåt vand til at bade i, men alligevel sad vi kun 3 timer på Royal Caribbeans private strand resort, inden vi igen strøg tilbage til skibet for at nyde roen før stormen af tilbagevendende gæster gør det sværere at nyde skibets udsøgte service.

Vi er ikke de typiske cruisegæster, ja vi er vel nærmest antigæster, for vi er novicer, ikke hr. og fru amerika på tur med børn og bedsteforældre, som med spidse albuer og en glubende appetit fylder enormt imellem de næsten 6.000 gæster her på skibet. Bevares vi æder og drikker, slikker sol og skal også se et show eller 2, men vi prøver at fylde så lidt som muligt og at gemme os lidt, for vi vil egentligt helst bare nyde det hele i ro og mag. Det har vist sig svært indtil nu, for der er for mange mennesker, for meget larm og for meget af alt faktisk.

Kan vi lidt at cruise? Vi er først ved at finde os tilrette, så konklusionen er ikke éntydig lige nu, men efter et par dage til søs begynder der at tegne sig nogle delkonklusioner. Havet er fascinerende og udsigterne uforglemmelige. Skibet er fantastisk! Man mærker ikke det sejler, så alle pigerne med hang til søsyge er glade. Aftenerne er skønne med lækker mad og vin samt en udsøgt service. Der er et hav af barer og caféer med livemusik og gode drinks. Kahytter og balkoner er verdensklasse ligesom vejret, der på trods af varmen nydes takket være en dejlig brise fra skibets sejlads. Fitnesscentret er kæmpe og veludstyret og gå-/løbebanen på 700m (ja du læste rigtigt) rundt om hele skibet er helt genial.

Men…obersten og flere andre har det lidt svært med de mange mennesker! Royal Caribbean insisterer på, at der skal være høj musik og megen larm på soldæk og omkring de 4 pools på skibet, ligesom der er en kamp for liv og død med at finde plads i restauranterne til morgenmad og frokost, hvor alle vil spise på samme tid. Er man førstegangs-cruiser er der så mange ting, man skal læse, reservere, huske, overholde, osv. så det er svært at nå det hele. Hver aften ligger der et nyt kæmpe program for næste dag, ny dresscode for dinner, osv. Havde vi ikke fået gode råd af kolleger med cruise erfaring, så havde vi været skidt sejlende…

Igår var det formal night, hvor alle gæster trækker i fineste pus og får taget billeder med kaptajnen, og det var sjovt at se, hvordan hele skibet var i jakkesæt, smoking og fine kjoler. Vi gav den også fuld gas og endte aftenen på Schooner Bar til dry martinis og GT med en genial hyggepianist – høj klasse :-).

En ny stor aften truer, og Jamaica venter imorgen tidlig, spørgsmålet er bare, om jeg vinder kampen mod det store amerikanske havdyr Royal Caribbean, mod larmen og mængden, eller om den gamle mand taber sin kamp mod havet? Næste Blog indlæg giver måske svaret…

Admiralen (nu da vi er til søs)

En tanke om “Den gamle mand og havet”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *